Skal du med, når Özlem Cekic og Jair Melchior skyder deres foredragsturné i gang? Det sker allerede den 6. februar kl. 19-21 på Rysensteen Gymnasium i København.
Anledningen er lanceringen af deres samtalebog På trods af forskelle og uenigheder, der udkommer på Gyldendal den 4. februar.
Mens ufred og konflikter mellem forskellige etniciteter og religioner truer med at splitte samfundet, insisterer venneparret Özlem Cekic og Jair Melchior på samtalen – på dialogen. Sammen har de gjort det til et fælles projekt at bygge bro mellem mennesker, der repræsenterer tilsyneladende uforsonlige holdninger.
Det er et projekt, der er blevet stærkt udfordret af krigen i Gaza. Konflikten trækker tråde direkte til Danmark, hvor den har sat alvorlige spor i den offentlige samtale – og i vores relationer til hinanden.
Bogen og foredraget er fortællingen om to brobyggere, der ved, hvad det vil sige, at det buldrer og brager omkring en. Det er også fortællingen om to venner, der har oplevet at få syn for alt det, der adskiller dem. Og så er det fortællingen om, hvordan man finder vejen frem – på trods af forskelle og uenighed.
Rysensteen Gymnasium, tirsdag den 28. januar kl. 16.00-18.30
Klimakrisen kalder på handling – men også på dialog, hvor fronterne er trukket hårdt op i spørgsmålet om den grønne omstilling. Mens politikerne indgår historiske aftaler om naturen og omstilling af landbruget, sultestrejker klimaaktivister i protest.
Kom med, når Brobyggerne inviterer til Grøn Dialogkaffe under overskriften “Sultestrejke og Grøn trepart: Er der håb for den grønne dialog?” i håb om at styrke dialogen, nuancere debatten og modvirke polarisering i spørgsmålet om landbruget og den grønne omstilling. Aftenen byder på både ekspertoplæg, panelsamtale samt dialogøvelser i salen.
16.00 Velkomst med Özlem Cekic, generalsekretær i Brobyggerne
16.10 Oplæg ved Jesper Theilgaard, forfatter og meteorolog
16.30 Samtale mellem Jeppe Bruus, minister for grøn trepart og Selma De Montgomery, aktivist i Den grønne Ungdomsbevægelse
17.00 Dialog ved bordene
17.30 Samtale med Pernille Rosenkrantz-Theil (S), MF, og Nikoline Borgermann, ph.d. i biokemi og deltager i Nødbremsen.
Julen er for mange den tid på året, hvor de i trygge rammer og kærligt selskab kan sænke skuldrene.
For mindst lige så mange er det dog også en tid, der sætter både tålmodighed og toleranceevne på prøve.
Uanset hvilken kategori, man tilhører, er julen en påmindelse om, at behovet for brobygning lever i bedste velgående.
»Gaven, der bygger bro« var utrolig populær sidste år, og derfor tilbyder vi den igen i år: Vi synes selv, den passer ind i den opbyggelige kategori: En donation til Brobyggerne, så vi kan fortsætte arbejdet for det samtalende demokrati.
Vi kvitterer med et digitalt takkekort prydet med et unikt maleri af Camilla Blachmann, skabt til støtte for vores arbejde. Læs mere her.
Skal du have fyldt pladsen under juletræet ud, kan jeg i øvrigt hilse og sige, at man kan få en hel del gode og lærerige stunder ud af Brobyggerspillet.
I marts 2024 lancerede vi vores projekt, Grøn Dialogkaffe. De næste tre år vil vi med projektet styrke dialogen om den grønne omstilling og modarbejde polarisering i debatten.
Vi har med succes afholdt Grøn Dialogkaffe i Nyborg, Bjerringbro og Aalborg.
Her samlede vi lokale aktører på tværs af civilsamfund, erhvervsliv, politik og ungdomsorganisationer for at nuancere debatten om lokale klima- og miljøproblemstillinger.
Det nye år skyder vi i gang med en omgang Grøn Dialogkaffe på Rysensteen Gymnasium i København under overskriften Sultestrejke og Grøntrepart: Er der håb for den grønne dialog? Programmet opdateres løbende, men I kan allerede nu glæde jer til at møde aktivisten Selma De Montgomery, politiker Pernille Rosenkrantz-Theil og ph.d. Nikoline Borgermann. Som sædvanlig er panelsamtalen modereret af mig.
Det foregår den 28. januar 2025 kl. 16.00-18.30. Læs mere og tilmeld dig her – det er gratis! Vi håber på at se dig.
Skal du med til USA-foredraget i Aarhus?
Du ved det formentlig allerede. Jeg har været i USA på dialogkaffetur op til det skæbnesvangre valg, der endte med en stor sejr til Trump.
På turen forsøgte jeg at blive klogere på polariseringen i USA og hvad vi kan lære af den herhjemme. Jeg mødtes med både Trump- og Harris-vælgere, latinoer, kvinderettighedsaktivister, kampagnefolk, dialogeksperter, religiøse brobyggere, dansk-amerikanere, ildsjæle, der bekæmper fake news, undervisere fra universiteter og mange andre.
Jeg har samlet alle fortællingerne og billederne i et foredrag – og du er inviteret.
Arrangementet finder sted den7. jan. 2025 kl. 19-21 på Dokk1 i Aarhus.
Jeg håber på at se mange af vores jyske venner og støttemedlemmer! Køb din billet her.
Det er nu tredje gang, at vi mindes Brobyggernes første formand, Bent Melchior, ved at uddele en pris i hans navn. Man må sige, at det ikke er blevet mindre relevant at minde om Bents brobyggerbudskab, når man ser på verdens forfatning.
Det er kun få dage siden, jeg vendte tilbage fra min dialogkaffetur i USA. Som bekendt vandt Donald Trump præsidentvalget med utvetydig opbakning fra et flertal af amerikanerne. Det er stof til eftertanke, at en kampagne, der i så høj grad er baseret på splittende budskaber og dæmonisering af andre, kan få så stor succes.
Det har bekræftet mig i, at vi skal gøre os ekstra umage for at holde fast i det, der binder os sammen, frem for at fokusere på det, der skiller os ad.
Prisen hylder en ildsjæl, der med vedholdenhed og tålmodighed gør sig umage for at træde ud på broen og gå den anden i møde – med åbenhed, nysgerrighed og kritisk stillingtagen.
Årets prismodtager er Sarah Smed, der er museumsleder på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg og en ildsjæl uden lige.
Som tidligere Bent Melchior Prismodtager (2022) Henrik Vestergaard Stokholm sagde i sin motivationstale:
“Hun har kastet sig ind i kampen for de svage og sat sig selv på spil. Hun har insisteret på, at vi alle skal se monsteret i øjnene og erkende, at alle har et ansvar for de udsatte og sårbare. At vi kan gøre det meget bedre. At vi skal behandle sårbare mennesker med værdighed, respekt og næstekærlighed og give de glemte og forsagte en stemme. Ikke bare i skåltaler som her, men hverdag når vi møder udsatte mennesker på vores vej.”
“Jeg har måttet knibe mig selv i armen for at forstå, at jeg (!) er modtager af denne ærefulde pris givet i et så betydningsfuldt menneskes navn – og fra en forening, et initiativ, en tænkemåde, som jeg henter så megen inspiration fra – wauw!”
Sådan indledte Sarah Smed sin takketale, og der var – som I kan se på billedet nedenfor – ingen tvivl om, at vi havde at gøre med en overrasket modtager af årets Bent Melchior Pris.
Hendes tale, som du kan læse her, bød dog også på hvad jeg synes er en kærkommen og tiltrængt opsang:
“For når alt kommer til alt, så har jeg erfaret, at ”de andre”, ”de udsatte” – de er del af ”os”. Det kan bare være så pokkers ubehageligt at tænke på, at det også kunne ske for os. Den der eksklusion. […] Så kunne vi ikke i stedet gøre os umage med for at tale om et ”os”, om et ”vi” og meget mindre om ”de andre” og ”de udsatte”? For ord sætter spor. Og jeg tror på, at en af grundstenene til en mere værdig forsorgsindsats lægges, når vi som samfund bevidstgør os om de ord, som vi bruger. Om deres magt. Og om hvordan de opleves og føles af dem, som de er rettet mod.”
En særlig tak til:
Moltkes Palæ for at lægge så fornemt hus til arrangementet.
Frellsen for flødebollerne og kaffeposerne til vores gæster.
Vores anonyme donorer, som igen i år har været en stor støtte for vores arbejde med at planlægge og eksekvere prisaftenen.
Kunstnerne og paneldeltagerne for at berige os alle med rørerende historier og for at minde os om vigtigheden i at værdsætte de udsatte.
Min gode ven, designeren Søren Le Schmidt, for min flotte kjole.
Fotograf Erling Brodersen for at have taget de smukke billeder.
Bent Melchior sagde altid: ”Hvis du føler, at der skal gøres noget, må du ikke sige: ‘det må andre klare’. Du må gøre det selv! Du skal gøre forskellen.” Den forskel ville vi ikke kunne have gjort uden jeres støtte. Så af hjertet tak!
Havde du ikke mulighed for at være med?
Så er der stadig billetter til mit USA-foredrag den 18. november kl. 19-21 i Københavnog den 7. januar kl. 19-21 i Aarhus. En billet koster 125 kr. Jeg disker op med historier fra den vilde (eller rettere: vanvittige) amerikanske valgkamp og byder på en kop kaffe og chokolade. Ses vi?
Og hvis du er på udkig efter “Bent Melchior Pris-stemning” derhjemme, har jeg måske også noget til dig. På vores webshop har du nemlig mulighed for at købe en af (eller alle) vores flottebrobyggerplakater. Er du på udkig efter noget at fordybe dig i, kan du købe Anders Jerichows bog Brobyggere. Özlem Cekic og Bent Melchior.
Hvis du er på udkig efter en mandelgave, kan jeg i øvrigt hilse og sige, at man kan få en hel del gode og lærerige stunder ud af Brobyggerspillet. Og apropos gode og lærerige stunder, så synes vi selv, at en billet til en (eller alle) Etiske aftener i januar ville give god mening under juletræet.
Til slut vil jeg sige tak til dig, kære læser, fordi du så trofast følger med i vores arbejde. Det betyder mere, end du tror, at vi har en platform, vi kan kommunikere ud til, og som i så høj grad interagerer med os.
I løbet af de sidste to uger har vores generalsekretær, Özlem Cekic, været bemærkelsesværdigt fraværende og til stede på samme tid.
For selvom hun har befundet sig mange tusinde kilometer fra Danmark, har hun i den grad haft noget at se til. I den amerikanske valgkamps slutspurt har hun besøgt West Virginia, Pennsylvania og Baltimore. I skrivende stund, på den skæbnesvangre amerikanske valgdag, befinder hun sig lige der, hvor hele balladen udspiller sig: Washington DC.
Måske har du fulgt med på Özlems Facebook-side og andre sociale medier og har læst om mødet med Shelby i Charleston, West Virginia, som arbejder for Trumps kampagne i byen. Eller om de dialogkaffer, Özlem har budt dansk-amerikanere på i de forskellige delstater. Måske har du læst hendes kommentar i Politiken om den frie aborts vilkår i USA – og hvad vi kan lære af den herhjemme.
Özlem har mødt Trump- og Harris-vælgere, latinoer, kvinderettighedsaktivister, Trumps kampagnefolk, dialogeksperter, religiøse brobyggere, dansk-amerikanere, ildsjæle, der bekæmper fake news, undervisere fra universiteter og mange andre. Her har hun fået blik for, hvor polariseret det amerikanske samfund er, og hvad vi kan lære af det i Danmark?
Alle fortællingerne og billederne har Özlem samlet i et foredrag – og du er inviteret.
København Dato: 18. nov. 2024 kl. 19-21.Sted: KVUC, Vognmagergade 8, 1120 København Klik her for at købe billet.
AarhusDato: 7. jan. 2025 kl. 19-21.Sted: Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus Klik her for at købe billet.
Er Trump fascist og farlig? Det er det spørgmål, amerikanerne debatterer her i valgkampens slutrunde. Retorikken – generelt og især fra Trumps side er voldsom. Her kommer et par citater fra ham:
– Køb ikke deres lort. Vi burde sagsøge dem.
– Immigranter er dyr.
– Hvis jeg ikke bliver valgt, vil det medføre et blodbad for det hele – som et minimum. Det bliver et blodbad for landet – som minimum.
– Vil I se mig banke folk (Trumps mikrofon fungere ikke)
– Selvoptagede kattedamer (om kvinder, der ikke får børn)
– Demokrater er en samling svindler.
– Lad os se, hvordan hun har det, når våbnene bliver rettet mod hendes ansigt (om en republikansk medlem, som er uenig med Trump)
– Du er en lortepræsident (om Kamal’a Harris)
Konsekvent undergraver Trump myndighedernes autoritet. Taler om valgsvindel, selvom intet tyder på det. Opfordrer til vold mod journalister. Undergraver retssystemet ved at gå efter dommere. Taler usandt. Taler ekstrem dæmoniserende og splittende om minoriteter.
Er demokraterne så nogle engle? Nej. Biden kaldte Trumps vælgere for skrald. Kamala mener Trump er fascist. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er demokraternes udtalelser ikke i nærheden af, hvad Trump siger og gør.
Befolkningen i USA har vendt sig mod hinanden og mistilliden, polariseringen og afstanden vokser. Det er en ekstrem farlig kombination for demokratiet.
Hvad kan vi så lærer af det i Danmark. Når ser på USA kan man se, udviklingen er ikke kommet fra den ene dag til den anden.
Men når sproget bliver forgiftet, så ødelægger det relationerne mellem mennesker. Ikke akut, men langsomt. Og den kroniske tilstand af mistillid er svær at komme af med bagefter. Derfor skal man sige fra, hvergang man ser hadretorik. Og huske på at had kan ikke bekæmpes med had.
Jeg holder vejret og krydser fingre for, at USA vælger dialogen.
Irshad Manji har alle grunde til at være vred og bitter. Hun er lesbisk. Muslim. Professor. Hun er en kendt kritiker af radikal islamisme og ortodokse fortolkninger af Koranen og mener, at vi muslimer er forpligtet til at reformere Islam indefra. Enig!
New York Times har beskrevet hende som ”Osama bin Ladens værste mareridt”. Hun har modtaget tonsvis af trusler, kritik, hademails og desværre er også udsat for overfald.
Men da jeg møder hende, er jeg overrasket over, hvor blid og i harmoni hun er med sig selv. Der er ingen vrede eller bitterhed at spore i hendes stemme eller sjæl.
Jeg starter med at spørger hende, hvor polariseret, hun mener de er i USA.
“Mange siger USA er polariseret på emner. Men det køber jeg ikke. Der er masser af emner, som samler amerikanerne. Men hvad er det så, der deler os? Det er “den anden”, vi ikke stoler på. Vi antager, at de har nogle helt særlige holdninger og derfor gider ikke engang at prøve at engagere os. Vi synes “den anden” spilder vores tid. Og når det er udgangspunktet, hvorfor skulle man være åben og nysgerrig for den andens holdning?”
Hun arbejder for at give folk dialogiske redskaber. Det handler ikke om at overbevise eller overtale. Folk skal ville det selv. Langt bedre at bruge energien på dem, end at få alle med på holdet.
Jeg kan mærke, at hun rammer et ømt punkt hos mig, da hun siger det. Jeg fortæller hende om mine hademails. Den måde jeg bliver skudt på fra begge fløje. Fra muslimer. Fra nationalister. Det er alt fra Ramadanmiddage jeg holder, til deltagelse i Vild Med Dans, folk kritiserer mig for, siger jeg.
Ja, lad dem siger hun med et smil. Nogen vil gerne skabe en så negativ fortælling om dig som muligt, så det kan fodre deres eget had. Du skal ikke forsvare dig. Du skal blot fortsætte med at lav, det du laver. Ligesom jeg gør. Dem der kritisere dig, vil blive ved med at kritisere dig. Men hvis du løsriver energi fra kritikerne og bliver ved med at bruge tiden på, det du er sat i verden for..
Jeg afslutter hendes sætning i mig selv: så vil langt flere tilslutte sig vores dialog bevægelse
Hvor skal vi flytte, når Trump vinder? Jeg havde dialogkaffe med dansk amerikanere i Pennsylvania.
De er dybt bekymret for, at Trump vinder, men de frygter også den vold, der vil følge med, hvis han taber.
De har alle sammen overvejet, om de skulle flytte til et andet land, hvis Trump vandt. Det kunne være Mexico for at være tæt på deres børnene, Spanien eller et andet europæisk land. Danmark er ikke en mulighed for dem pga. de stramme udlændingeregler.
“Her er vi immigranter, men i vores eget land er vi ikke engang velkomne” Vi glemmer nogle gange, hvor uretfærdigt vores udlændingeregler er.
De har venner som også er immigranter, hvis sikkerhed de er bange for, hvis Trump taber.
Deres venner er begyndt at overfører penge til udlandet i tilfælde af, at de kan være nødsaget til at flytte.
Jeg er chokeret over, hvor usikker de oplever fremtiden. Hvor kommer den usikkerhed fra, spørger jeg dem om. De fortæller, at der i USA altid har været to partier og begge partier har haft yderfløje. Men midten har altid kunne tale sammen. Det gør de ikke længere. Dialogen er erstattet med vrede, mistænkeliggørelse og kamp om fakta.
Det er især fakenews, de er bekymret for. Mange tror på konspirationsteorier. Etablerede medier har mistet troværdighed. Alle er blevet eksperter på sociale medier, hvor de spreder fakenews.
Fx fortæller de om, at nogle republikanere mener, at demokraterne står bag orkaner. Hvordan argumenterer man imod så groteske påstande, spørger en af dem.
Jeg bliver helt opslugt af deres frustration og til sidst tager jeg mig sammen og spørger om de selv kunne bygge broen til nogle af deres republikanske venner / kollegaer.
Svaret flader prompte fra en af dem “tiden er ikke til broer”. Men hvis ikke nu, hvornår så? spørger jeg. Vi taler længe om det personlige ansvar for dialogen, hvad ekkokamre gør ved fordommene og polariseringen.
Der bliver helt stille. “Jeg taler aldrig mere politik med mine republikanske venner. Ellers vil den sidste kontakt også forsvinde”, siger en af dem.
Da jeg går der fra, bliver jeg så trist over, hvor alvorligt det står til med polariseringen i USA.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på min samtale med professor Kenneth Gergen tidligere på ugen, der sagde, at det er ikke nok at bringe mennesker sammen. Dialogen skal understøttes og struktureres. Vi skal hjælpes til at bygge værdifællesskaber op før vi taler om, det der skiller os ad
Tusind tak til de kære dansk- amerikanere, for at bruge tid på at gøre mig klogere. Jeg håber inderligt, at solen vil skinne på jer og det land I bor i.
Jeg mødtes i dag med en brobygger i USA. Hun turde ikke at have sit ansigt på billedet. Det var en meget stærk oplevelse.
Hun arbejder med kvinderettigheder, men ikke direkte med abort spørgsmålet. Hun oplever voldsom modstand. Selv hendes far har smidt en stol efter hende midt i en diskussion.
Familier er splittet, fortæller hun, da vi mødes på en café. Hun er gudesmuk. Sindssyg skarp retorisk og utrolig engageret. Hun har en langt uddannelse og driver et stort firma med sin far.
Spørgsmålet om kvinderettigheder, børnepasning, barselsregler og lige adgang til uddannelse, er noget hun bruger alle sine vågne timer på. Hendes øjne bliver våde, da jeg spørger, hvor meget hun arbejder frivilligt ved siden af sit job. “Mine børn synes jeg arbejder hele tiden” siger hun.
Hun vil ikke kalde sig for aktivist, fordi hun mener, at ordet er forurenet.
Hun kalder sig for brobygger, da hun både samarbejder med republikaner og demokrater. Faktisk har hun hjulpet kandidater fra begge partier. Så længe de vil tale kvinderettighederne op, så længe vil hun stå lige bag dem.
Hun taler dog aldrig selv om “forlife” eller “forchoise”. Disse ord dæmonisere og splitte amerikanere, mener hun. Hun vil gerne samle. Hendes erfaring er, at det er nærmest blevet en umulig opgave siden 2015.
Folk der tror på en løgn, tror jo i virkelighed ikke på noget, siger hun og i en vejrtrækning modsiger en række offentlige løgne om kvinder.
“Men jeg bliver ved!” siger hun med en styrke i stemmen, at jeg ikke er et øjeblik i tvivl. Men virkeligheden er desværre, som jeg også fortæller hende, så bliver menneskerettigheder og frihedsrettigheder stort set i alle lande i verden indskrænket.
Det vil tage årtier alene i USA at rette op, konkluderer hun.
Jeg møder mange på mine rejser, men sjældent præsenterer folk sig som brobygger. Hendes erfaringer er genkendelige for mig, da hun fortæller, hvor mange der modarbejder aktivt dialogen fra begge fløje.
Jeg roser hende for hendes mod. “Men alt det arbejde jeg laver, kan jeg ikke være ansigtet på, fordi prisen vil være for høj. Det har jeg lovet min familie” siger hun uden at uddybe.
Pludselig sidder vi dér – midt i en bogcafé, i verdens mest frie land og bliver tavse – sammen.
Denne kommentar blev først offentliggjort fredag den 25. oktober 2024 i Berlingske.
I vores lille andedam har vi opbygget en for belejlig fortælling om dem på den anden side af Atlanten, der har stemt eller agter at stemme på Trump, skriver Özlem Cekic.
Da den daværende demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, holdt en kampagnetale 9. september 2016, kaldte hun sin modkandidat Donald Trumps kernetilhængere en »basket of deplorables« . Frit oversat betyder det »en flok sørgelige tabere« .
Det var, hvad Trumps vælgere var for Clinton. På den kommentar forstår man, at medborgere, der står på den anden side af det politiske spektrum, ikke er værd at bruge tid på.
Der har ganske givet befundet sig en legitim politisk kritik et sted i Clintons rasen mod Trump, men i det øjeblik, hun rettede skytset mod de amerikanske vælgere, havde hun undergravet sin egen kritik og – værst af alt – gravet den i forvejen dybe grøft endnu dybere.
Det er efterhånden ved at være noget tid siden, at de nedladende kommentarer faldt i 2016. Og selvom vi næppe kommer til at se Kamala Harris komme med en lignende bemærkning, så tror jeg, at Clintons kommentarer var udtryk for et problem hos Demokraterne, som endnu ikke er løst.
For mig at se udstillede Clintons kommentarer om Trump-vælgerne nemlig Demokraternes manglende evne til at sætte sig ind i arbejderklassens udfordringer. Historisk har Demokraterne ellers været dem, der sikrede arbejderne og underklassen de basale sociale, politiske og økonomiske rettigheder.
Den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris, stillede for nylig op til interview på Fox News, der som bekendt er en Trump-venlig kanal. Da hun blev spurgt om, hvorfor hun omtaler de republikanske vælgere som værende dumme, afviste hun på stedet påstanden som falsk. Det er da trods alt en forbedring fra Clintons bemærkninger i 2016.
Men vi kommer ikke uden om, at selvom hverken Harris eller Demokraterne direkte siger, at Trumps vælgere er dumme eller ynkelige, er der ikke alene i USA, men også i resten af verden, skabt et billede af Trumps vælgere som ekstremister.
Det er billedet, der forståeligt nok blev forstærket ved stormløbet på Kongressen 6. januar 2021. Men det er et fåtal af de 74 millioner mennesker, der i 2020 stemte på Trump , og som vi trods alt må gå ud fra ikke alle er ekstremister. Det ville være en påstand, der var langt ude, ville det ikke?
Jeg er selvfølgelig klar over, at det er meget svært at stille det spørgsmål i Danmark, og at jeg nok allerede har stødt nogle læsere på manchetterne.
I en ny gallupmåling fra instituttet Verian svarer 88 procent af danskerne, at de ville sætte deres kryds ud for den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris, hvis de kunne stemme ved det amerikanske præsidentvalg 5. november. Kun fem procent ville afgive en stemme på Trump.
Jeg påstår ikke, at jeg er anderledes. Tværtimod. Jeg ville også stemme på Harris, hvis jeg kunne. Men jeg tror alligevel, at fordi et så stort flertal af danskere støtter Harris, så skaber det en reel risiko for, at vi overser vores egen bias og vores fordomme om Trumps vælgere.
Trump ville være et katastrofalt valg for demokratiet, USA og verden. Det mener jeg til dels, fordi jeg er politisk uenig med ham. Men jeg mener sådan set heller ikke, at han besidder det format og de menneskelige egenskaber, der skal til for at lede den frie verden.
Derfor behøver vi imidlertid ikke at gøre Trumps vælgere til dårligere mennesker. Siden valget i 2016 har vi i vores lille andedam opbygget en fortælling om dem på den anden side af Atlanten, der har stemt eller agter at stemme på Trump.
Det har været en belejlig fortælling, fordi vi med et snuptag har kunnet bortforklare det radikalt anderledes valg af præsident uden egentlig at tage stilling til, hvorfor de har stemt, som de har stemt. Resultatet er en fortælling, der er karikeret, stigmatiserende og ekstremt fordomsfuld.
Uligheden er voldsom i USA. Den rigeste ene procent af befolkningen – populært kaldet » the top one percent « – ejer hele 30 procent af landets rigdom. Imens kæmper under- og middelklassen for at få enderne til at mødes og må ofte tage flere job.
Jeg kan da godt undre mig over, hvorfor Trumps vælgere så sætter krydset ved en mand, som selv er en del af overklassen. Men det er også en del af fortællingen, at den massive immigration presser lønningerne ned, skaber a- og b-hold på arbejdspladserne og udfordrer de amerikanske værdier i grænsestaterne.
Jeg skriver denne klumme fra West Virginia, hvor jeg indleder min dialogkaffetur i USA. Her vil jeg rejse rundt og blive klogere på amerikanernes holdninger og den splittelse, der har rodfæstet sig i det amerikanske samfund.
Måske kan jeg blive klogere på Trumps vælgere, og måske kan jeg endda blive klogere på mine egne fordomme og blinde vinkler.
