Archive for april, 2026

Brobyggerne søger en akademisk praktikant

Vil du tilbringe et semester i en aktiv NGO frem for auditoriet? Har du lyst til at bidrage til at forebygge polariseringen og styrke dialogen mellem befolkningsgrupper? Så er det dig, vi søger som praktikant.

Brobyggerne er sat i verden for at styrke dialogen og den demokratiske samtale i Danmark. Vi igangsætter projekter og udvikler redskaber, der styrker dialogen og dermed demokratiet, både blandt enkeltindivider, i organisationer og institutioner. Du kan læse mere om os på www.brobyggerne.dk.

Som akademisk praktikant får du erfaring med at være i en NGO i rivende udvikling. Vi har pt. to store projekter – Grøn Dialogkaffe og Fordomsbryderne, som du bliver en del af og kommer til at være med til at drive, og som begge har fokus på unge. Du er med til at planlægge aktiviteter og sætte dit præg på vores arbejde. Du vil også være involveret i arbejdet med at søsætte nye projekter.

Det betyder noget for vores arbejde, at omverden kender til det. En væsentlig del af din praktik vil derfor også indebære kommunikation og SoMe. Du behøver ikke at have stor erfaring med det, men det er en klar fordel, hvis du har sans for æstetik og den gode fortælling.

Dine opgaver

  • Bistå i planlægning og gennemførelse af projektaktiviteter, f.eks. kursusforløb og temauger
  • Bidrage til projektudvikling og/eller opstart af nye projekter
  • Indgå i arbejdet med planlægning af kommunikationsstrategier for foreningens projekter og
  • aktiviteter
  • Produktion af indhold til Brobyggernes sociale medier og hjemmeside
  • Bidrage til den løbende kontakt til medlemmer, borgere og medier
  • Ad hoc-opgaver i foreningen

Om dig

Vi søger dig, der…

  • Er i gang med en videregående uddannelse
  • Har en skarp pen og gerne erfaring med SoMe og kommunikation generelt
  • Har erfaring med, og kan se vigtigheden af, god planlægning og koordinering
  • Kan arbejde selvstændigt, er struktureret og tager ansvar for dine opgaver

Vilkår for praktikstillingen

  • Praktikperioden er 30-37 timer om ugen med start i september og semesteret ud.
  • Der kan forekomme aktiviteter, som afholdes uden for normal kontortid, hvor vi gerne vil have dig med. Vi tager selvfølgelig hensyn til dine behov, også i forhold til at følge fag og skrive
  • Praktikken er ulønnet og opfylder kravene til en ECTS-givende

Brobyggerne er en visionær organisation med over 9.000 medlemmer, hvor det, vi hver især kommer med, har stor betydning for vores arbejdsfællesskab. Vi elsker at diskutere højaktuelle emner og grine sammen, selvom vi har travlt. Vi holder til i det centrale København og deler fællesfaciliteter med andre tværkulturelle organisationer.

Ansøgning

Send en kort motiveret ansøgning sammen med dit CV til sami@brobyggerne.dk. Skriv ”Praktik” i emnefeltet. Ansøgningsfrist den 12. juni 2026 kl. 12. Der afholdes løbende samtaler.

Kontakt souschef Sami Kleit på sami@brobyggerne.dk / tlf. 22 26 06 63, hvis du har spørgsmål.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Posted in News, Nyheder | Kommentarer lukket til Brobyggerne søger en akademisk praktikant

Valgkampen er blevet til en kamp om at gøre mest muligt nar ad hinanden

Debatindlæg af fordomsbryderne bragt i Politikken d. 21. marts 2026.  link til original artikel.

Det er foruroligende, hvordan politikerne bruger deres sociale medier som fordomsfulde memesider: Vi ser det for eksempel hos Enhedslisten, når de kalder overklassen for klynkeklassen, hos Radikale Venstre, når de karikerer partilederne som Letterboxd-anmeldere, eller når Dansk Folkeparti sammenligner udenrigsministeren med en kamel.
Som en del af Fordomsbryderne, der er en del af Brobyggerne – Center for Dialogkaffe, ser vi det som et demokratisk problem, at denne valgkamp i høj grad er blevet til en kamp om at gøre mest muligt nar af hinanden.
Politikernes retorik smitter nemlig af på befolkningen, og især os unge får oplevelsen af, at politik og debat handler om at reducere mennesket til en holdning og ikke se mennesket bag. Det er en aggressiv form for humor, der splitter mere og skaber mere distance, end det samler.

Som fordomsbrydere er det en del af vores virke at besøge de mennesker, vi har fordomme om, og i mødet med dette menneske nuancere vores blik.
For eksempel har vi besøgt Lars Løkke Rasmussen, en koranafbrænder, Jair Melchior og Vestegnens politikreds. Her lærte vi blandt andet, hvor vigtigt det tidslige aspekt er. For dét, der går allermest igen efter disse besøg, er, at det kræver tid at møde et menneske og at bryde med de fordomme, vi har.

Derfor kan det virke mærkeligt, at politikerne bruger valgkampen til at bygge så mange fordomme op som muligt og på så kort tid som muligt. Det kan tage år at nedbryde fordomme, men åbenbart kun én måned at skabe dem; én måned, hvor alt er tilladt.

Vi taler af erfaring, når vi siger, hvor svært, og hvor lang tid det faktisk tager at møde et nyt menneske så fordomsfrit, som det nu kan lade sig gøre. Selv kommer vi fra vidt forskellige baggrunde: Vi er muslimer, vi er ateister, vi er kristne, vi er fra Taastrupgaard, og vi er fra Østerbro. I mødet med hinanden lærte vi, at vi har mere tilfælles end ved første øjekast – arbejde, skole og familie – men kun fordi vi gik nysgerrige ind til dette møde. En nysgerrighed, vi tager med os, når vi for eksempel møder folk som forfatter, praktiserende muslim og homoseksuel, Elias Sadaq, til en ramadanmiddag: Hvem er mennesket bag titlerne?

Valgkampens overordnede tone synes vi derfor er blevet til et skræmmeeksempel på, hvordan vi taler med hinanden. Et godt eksempel er tonen i udlændingedebatten: For eksempel, når Mads Strange fra Liberal Alliance kritiserer, at muslimer frit kan afspille højlydte bønnekald, selv om det lader til, at dette ikke har noget konkret på sig. Det tog ham fire minutter at lave videoen, som fik over en halv million visninger. Fire minutter at sprede en fordom til over en halv million mennesker. Mads Strange argumenterer for, at dette er langt nemmere end at tale med folk fysisk. Men måske burde vi snakke om kvalitet frem for kvantitet? Det er på tide, at vi tager den fordomsfrie og nysgerrige samtale alvorligt. Det er naivt at tro, at valgkampens retorik ikke påvirker hverdagen efter.

af Alberte Amundsen, Elias Kadim, Fatmanur Demir, Marius Holtze, Fordomsbryderne, Brobyggerne – Center for Dialogkaffe

Posted in Nyheder | Kommentarer lukket til Valgkampen er blevet til en kamp om at gøre mest muligt nar ad hinanden

Arrangement: Vi synger demokratiet ind

Kære ven

Kom og syng demokratiet ind sammen med alle os Brobyggere!

Vi fejrer demokratiet med manér med to arrangementer i Grundlovsugen –  i Odense og i København. For demokratiet er ikke kun noget, vi har. Det er noget, vi gør.

Vi taler ofte om demokrati som en styreform, et system eller en tradition. Noget stabilt og selvfølgeligt. Men i virkeligheden lever demokratiet kun, hvis vi bruger det – hvis vi tør tage stilling, sige vores mening og blive i samtalen, også når det er svært.

Kom og SYNG DEMOKRATIET INDnår MF Trine Bramsen (S) og MF Katrine Daugaard (LA) synger for i samarbejde med Musikbiblioteket i Odense den 3. juni.

Den 8. juni i Kbh. er det to tidl. kulturministre, Jytte Hilden (S) og Bertel Haarder (V), der er med til en eftermiddag, hvor vi tager os tid til fællessang og refleksion. Özlem Cekic, generalsekretær for Brobyggerne, styrer slagets gang. Gennem korte oplæg, sange og fælles eftertanke sætter vi fokus på et centralt spørgsmål:

Demokrati kræver aktiv stillingtagen og personligt mod. Demokrati er noget, vi gør – ikke bare noget, vi har. Så hvad kræver det af os som mennesker at holde demokratiet levende?

Vi glæder os til en eftermiddag med fællesskab, refleksion, skønne sangstemmer og masser af samtaler om det demokratiske ansvar som vi alle bærer.

Odense: Onsdag d. 3. juni klokken 16.30 – 17.30. Musikbiblioteket, Østre Stationsvej 15, st., 5000 Odense C. Tilmeld dig her.

København: Mandag d. 8. juni klokken 16.00 – 17.30. KVUC, Vognmagergade 8, 1120 København. Tilmeld dig her

Dørene åbner 15 min. før programstart. Tilmeldingen er åben, så meld dig endelig til nu, så ved vi, hvor meget kaffe vi skal brygge.

 

Vi håber på at se dig.

De bedste hilsner fra Brobyggerne

Posted in Events, Events, Nyheder | Kommentarer lukket til Arrangement: Vi synger demokratiet ind