Hver anden dansker mener at indvandring udgør en alvorlig trussel mod den danske kultur (Videnscenter for Integration 2021), og endnu flere er bekymrede for, at integration af indvandrere mislykkes (TrygFonden 2021). Skiftende regeringer har siden 2010 haft særligt fokus på boligområder, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er højere end 50% – de såkaldte parallelsamfund – men kun 6% af ikke-vestlige indvandrere i Danmark bor i disse områder. Undersøgelser viser, at selvom ungdomskriminaliteten er faldende og det går fremad med både uddannelse og beskæftigelse, så tror 75% af befolkningen at integrationen går betydeligt værre end den gør.
Det kræver dialog at ændre disse tal og opfattelserne bag. Og det er ikke svært at få øje på det store potentiale for forandring og demokratisk engagement, der findes i ungdommen. Ifølge DUF´s Demokratianalyse (2021) svarede hele 76% af de unge, at de har en holdning til, hvilken retning Danmark og verden skal udvikle sig i. Men for halvdelen af de unge gælder, at de hverken føler, at de har tid eller overskud til at engagere sig.
Målet med projektet er at udvikle de unges engagement og at bygge bro mellem unge, der bor i og udenfor udsatte boligområder, så de kan blive bedre til at være uenige og forskellige samt få redskaber til selv at tage ansvar for dialogen og for bekæmpelsen af dæmonisering og fordomme.