STØT

BROBYGGERNE

Tusind tak, Oscar. For at gøre denne aften i Bents minde mulig.

Jeg mødte jo faktisk Bent ret sent. Jeg var Folketingsmedlem, og jeg inviterede ham ind til en ramadanmiddag, den første af slagsen på Christiansborg, hvilket jo skabte et ramaskrig. Jeg havde sendt invitation til 179 Folketingsmedlemmer, og der var én, der takkede ja.

Bent var jo altid den, der stillede sig der, hvor ingen andre ville stille sig, så han sagde, han selvfølgelig ville komme. Jeg husker, at der var nogen, der jo faktisk troede, at man reelt blev omskåret på vej ind til middagen; det var jo helt vildt.

På vej ud fra middagen, efter vi havde haft en helt almindelig og hyggelig aften, uden svinekød og uden alkohol, er der en TV2-journalist, der stopper Bent og spørger ham lidt aggressivt: ”hvordan har du det som jøde med at deltage i et muslimsk arrangement”? Og så svarer Bent, helt stilfærdigt; ”der var jo invitation til et gratis måltid mad”. Og det ved journalisten simpelthen ikke, hvordan han skal reagere på. – Og sådan var Bent. Bent kunne afvæbne enhver konflikt med humor. Og Bent var jo den, der tog med mig, når jeg ikke rigtigt turde at tage til dialogkaffemøde alene. Det er jeg meget taknemmelig for.

I kender jo alle til vores besøg i Grimhøjmoskeen, men der et besøg, som rigtig få kender til. Vi besøgte sammen Rovsingsgades store moske – besøget var ret mislykket. Imamen vidste ikke vi kom, og de ville ikke rigtigt have besøg, og ja, der var mange ting. Så vi gik ud, og da jeg er på vej ind i bilen, kommer der en ung kvinde med tørklæde, som har en koran i hånden – hun kom nærmest løbende – og hun udbryder: ”jeg er vild med dig”! Og selvfølgelig tænkte jeg, at det var mig, hun mente. Hvem kunne det ellers være? Så jeg rækker hånden lidt frem, og i det jeg rækker hånden ud, så vender hun sig og er nærmest ved at kramme Bent og holder begge hans hænder, og hun siger: ”jeg har fulgt med i alt, hvad du har lavet. Jeg elsker dig”! Og Bent er jo helt overrasket og bliver nærmest helt genert.

Grunden til jeg fortæller netop denne anekdote, er fordi den viser os, at Bent var enormt elsket. Der var utroligt mange miljøer, som holdt utroligt meget af ham. Bent var simpelthen så tolerant, selv over for de mest intolerante mennesker, jeg har mødt på min vej. Han mødte dem med respekt og med ligeværdighed, og det har været en kæmpe inspiration, også for mig.

Bent var min ven. Han var min bedstefar, og så var han også min vejviser. For Bent kunne jeg ringe til utallige gange og spørge: ”skal jeg gå dén vej, eller skal jeg gå dén vej”?

Og det var også Bents ære, at jeg blev en del af det jødiske miljø. Når mine børn ovre på skolen sagde: ”vores bedstefar er jøde”, så var forvirringen jo ret stor, når de efterfølgende også fortalte, at deres mor er muslim.

I 2019 sagde Bent: ”Özlem, det går jo ikke, at du går rundt og drikker det der dialogkaffe alene. Lad os bygge ’Center for dialogkaffe’ op sammen”. Og sammen med Jane Sandberg, vores nye formand, byggede vi foreningen op. I slutningen af 2019 åbnede vi op for nye medlemmer, og på to år har vi fået 6.000 af slagsen. Det svarer faktisk til det halve, af hvad Konservativ Folkeparti har fået på 105 år.
Og Bent, han ønskede jo 10.000 medlemmer. Det var hans mål hele tiden. Så hver gang jeg kom og sagde: ”nu har vi fire tusinde”, så sagde han: ”godt, så mangler du seks tusinde”, og sådan kørte det ellers. For det var altid hans mål, at vi skulle ramme 10.000.

Han er her jo ikke mere. Og han kommer jo aldrig tilbage. Mange siger jo, at han var 92, at han jo var gammel, men Bent havde stadig en lang liste af ting, han skulle nå. Han skulle for eksempel til Israel en sidste gang. Det nåede han ikke. Men han nåede at tale med mig om en 10-årsplan, som vi skulle lave for foreningen. Og når jeg tænker tilbage, så nåede Bent jo rigtig meget. Når man skal vurdere et menneskes liv, så gør man det jo ikke på alt det, de ikke nåede, men det de formåede. Og alle dem der har fulgt med i Bents begravelse, de forsider der har været lavet rundt omkring i danske aviser, to håndskrevne breve fra majestæten Dronningen, alt det tyder jo i den grad på, at han var en mand, der kunne udrette noget. Og jeg håber, vi kan fortsætte hans arbejde i Foreningen Brobyggerne. Vi prøver, hvad vi kan, for at få forskellige befolkningsgrupper til at mødes, og alt starter og slutter med børnene. Så derfor prøver vi at danne og uddanne børn til at være tolerante. Komme ud i landet og uddanne voksne mennesker til at være tolerante og skabe uenighedsfælleskaber, hvor vi kan være uenige på en konstruktiv måde. Men også banke på hos dem, hvor ingen andre vil banke på. For freden, som Bent sagde, kan ikke skabes med vennerne. Man er nødt til at tale med dem, man betragter som sine fjender.

Så hvis Bents minde ikke skal forsvinde, så er vi nødt til hele tiden at holde fast i de ting, han arbejdede for. Den ene var selvfølgelig flygtninge, som betød rigtigt meget for Bent. Det andet var hele ideen om brobygning. Og jeg håber jo, at mange af jer vil melde jer ind i Foreningen Brobyggerne, men jeg håber også, at mange af jer vil støtte os, for vi har i den grad brug for, at der er nogen, der puster liv i de her ideer. Hvis vi skal flyve i flok, så er vi nødt til at være mange nok. Og derfor, Oscar, tusind tak for også din økonomiske støtte. Det er utvivlsomt, at det betyder utroligt meget for en forening som vores.

Jeg vil afslutningsvist sige, at vi i foreningen har besluttet os for, at vi opretter en Bent Melchior-pris, som bliver givet hvert år på hans fødselsdag den 24. juni. Det bliver en hel dag med konference, taler og workshops inde for de emner, Bent i den grad brændte for. Og så skal prisen jo gives til en, som har gjort sig umage, det sagde Bent altid. For når man spurgte ham, hvad han ville huskes for, så sagde han: ”Jeg håber, at jeg vil blive husket for, at jeg gjorde mig umage for at gøre verden til et bedre sted”. Og det er i den ånd, at vi ønsker at give prisen til en anden ildsjæl.

Tusind tak ordet. Og igen, tak til dig Oscar.

Du kan nu ansøge om at komme med på Brobyggeruddannelsen i Aarhus, der starter til marts. Søg inden d. 6. februar 2022.

Læs mere om Brobyggeruddannelsen og søg om at komme med her.

Er du optaget af, hvordan brobygning kan skabe bedre dialog og debat? Har du mod på at arbejde med dine egne fordomme og finde ud af, hvordan du selv kan bygge bro til dem, du er uenig med? Og har du lyst til at sprede ideerne til dit nærmiljø og være med til at sætte dialog på dagsordenen?

De fleste af os oplever uenigheder hver dag; om så det er hjemme ved spisebordet eller over nabohækken, i en ophedet debat på Facebook eller til et personalemøde med kollegaerne. De fleste af os har også prøvet være en del af diskussioner, der går i hårdknude, fordi uenighederne er for store – og de fleste af os har formentlig også oplevet konflikter, der føles ubehagelige, og som vi ikke har vidst, hvordan vi skulle håndtere. Men forskellige holdninger og værdier i et samfund er både et grundvilkår og en kæmpe styrke – hvis vi altså lærer at rumme uenighederne fremfor at dæmonisere dem, der ikke mener det samme som os og grave grøfterne dybere.

Og det kan vi blive bedre til.

Derfor har Foreningen Brobyggerne oprettet Brobyggeruddannelsen, som du i 2022 vil kunne finde tre forskellige steder i landet – København, Aarhus og Aalborg. På Brobyggeruddannelsen dykker vi ned i konflikters anatomi, vi introducerer brobyggermetoden, som viser en vej til at bygge bro til dem, du er uenig med, og vi kaster dig ud i praktiske øvelser, som gør dig klogere på dine egne reaktionsmønstre i konflikter og uenigheder.  

”På Brobyggeruddannelsen lærer man at give plads til uenighederne og se dem som en styrke frem for noget, der skal undgås, og som potentielt ødelægger vores relationer. Vi skal blive bedre til at lytte til, hvad den anden siger, og gøre et oprigtigt forsøg på at forstå den andens bevæggrunde”, fortæller Özlem Cekic, der er generalsekretær i foreningen Brobyggerne.

Uddannelsen forløber over to weekender med en måneds mellemrum, og på anden weekend arbejder deltagerne med at udvikle en brobyggende aktivitet, de skal afholde i deres nærmiljø, når de har færdiggjort uddannelsen. Og her er det kun fantasien, der sætter grænser, fortæller Özlem Cekic:

”Den brobyggende aktivitet kan være alt muligt – alt lige fra en samtalesalon om fordomme, en paneldebat på det lokale bibliotek om noget, der er rører sig i kommunen, eller en fællesmiddag, der skal bygge bro mellem to religioner. Det vigtige er, at de nyuddannede brobyggere får brugt alt det, de har lært, og at de giver det videre i deres lokalmiljøerne rundt om i Danmark”.

"Vi skal blive bedre til at lytte til, hvad den anden siger, og gøre et oprigtigt forsøg på at forstå den andens bevæggrunde" - Özlem Cekic

Brobyggeruddannelsen kommer rundt i hele landet over de næste to år, og der er plads til at uddanne 200 nye brobyggere. Alle over 18 år kan søge om at komme med – men pladserne vil blive besat med særlige kriterier for øje:

”Man behøver ikke have arbejdet med temaerne før, men vi prioriterer ansøgere, der har lyst eller særlig adgang til at arbejde seriøst med brobygningsarbejdet efterfølgende – fx i lokalmiljøet, på arbejdspladsen eller et helt tredje sted. Det vigtigste er, at ideerne og værktøjerne kommer ud og lever, også på den anden side af uddannelsen”, fortæller Özlem Cekic.

Bragt i Berlingske d. 16. november 2021
Af generalsekretær Özlem Cekic og Jane Sandberg, formand for Foreningen Brobyggerne

”Jeg kan ikke understrege nok urimeligheden i, at en lille gruppe ødelægger det for den store.” Så snart statsministeren havde sagt de ord om de 10% ikke vaccinerede, gik mange frustrerede borgere til tasterne på sociale medier med sætninger som ”Det er de uvaccinerede, der fører kniven mod os andre” og ”Det er ikke de forsigtige men de egoistiske, der ikke vil vaccineres.” Samtalen var fraværende på de fleste tråde, og de fleste var mest interesseret i at vinde. Resultatet blev, at mange råbte, ingen lyttede.  

Med stærkt stigende smittetal er en af de vigtigste – og sværeste – samtaler, vi skal have med hinanden lige nu, den om corona-vacciner. Men desværre minder den offentlige debat om vacciner eller ej mere og mere om udlændingedebatten, hvor fronterne er trukket meget skarpt op, og den stigende polarisering skaber dybe grøfter mellem befolkningsgrupper. Hvis man er vaccineret, får man at vide, at man er solidarisk og har udvist samfundssind, mens de uvaccinerede får sat prædikater som egoist, konspirationsteoretikere og ”uden for pædagogisk rækkevidde” på sig. 

Danmark er et af de lande, som har klaret sig bedst under coronakrisen. Et enigt folketing og en høj tillid til sundhedsmyndigheder har gjort det muligt at holde dødstallet nede, samtidig med at hverdagen i Danmark, modsat i mange de lande vi sammenligner os med, næsten er helt normal. Næsten 80 procent af befolkningen har takket ja til den frivillige vaccine. 

Desværre er der stadig en gruppe tilbage, som ikke er vaccineret. Statistisk set ved vi, at fem procent af dem formentlig aldrig vil lade sig vaccinere – uanset hvad. Men det efterlader os med en vigtig restgruppe, som bør kunne nås, og som vi potentielt kan få til at bidrage til den positive vaccinationsstatistik. For os at se er det i øvrigt ikke kun et spørgsmål om at passe på de vaccinerede, at vi ønsker, at det mindretal lader sig vaccinere. Det er også i omsorg for de uvaccinerede, så de ikke ender med at blive alvorligt syg af en virus, som har slået millioner af mennesker ihjel på verdensplan.

Som Søren Kierkegaard har sagt om sand hjælpekunst: At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Spørgsmålet er nu, hvordan vi får tvivlerne og modstanderne med. Hvordan overbeviser vi så mange som muligt af de uvaccinerede om at tage turen ned i vaccinationscentret og få et stik i armen? Næppe ved at kalde dem egoister, konspirationsteoretikere og det, der er værre, ledsaget af opkast-emojis. Skældsord og udskamning har sjældent været vejen frem, hvis man vil overbevise nogen om noget. 

Alligevel lader til det til at være strategien for de fleste. Ikke engang vores statsminister holdt sig ikke tilbage fra at udskamme de uvaccinerede på det seneste pressemøde – og det smitter naturligvis af på den samtale, befolkningen har med hinanden. 

At så mange danskere trodser myndigheders forskningsbaserede anbefalinger, er selvfølgelig foruroligende. Og det bør være et wakeupcall af de store til politikerne, for det tegner et billede af et samfund, hvor den høje grad af tillid, vi normalt fremhæver som noget ganske særligt godt ved vores samfund, er gevaldigt udfordret. Men hvis vi skal lykkes med at holde Covid-19 for døren, så vi kan få vores liv tilbage, er en myndighedsindsats langt fra nok. Det er et ansvar, som vi alle skal hjælpe med at løfte. 

Derfor skal vi alle forsøge at tage samtalerne med dem, der er i tvivl, dem; der har modstand. Vi bliver nødt til at lytte til og forstå hinandens bevæggrunde og bekymringer med oprigtig interesse og nysgerrighed. Samtalerne skal tages over frokostbordet i kantinen, over middagsbordet med venner og familie, til forældremøder og til kom-sammen i sportsklubberne. Men uden at stemple, dæmonisere og udskamme hinanden. Først, når vi kan have en ærlig dialog sammen, er der grobund for tillid, som kan flytte adfærd.

Har du lederambitioner og drømmer du om at udleve dem i en nystartet organisation, som hver dag bidrager til udviklingen af Danmarks demokrati? Så læs med her!

Vi søger en skarp, struktureret og modig sekretariatsleder, der i en mange-facetteret stilling kan bevare overblikket og varetage en bred opgaveportefølje. Opgaverne vil spænde fra at have karakter af personlig assistent for generalsekretæren Özlem Cekic til den daglige ledelse af kontorets fem ansatte. Alt imens processerne og overblikket i organisationen opretholdes, skal der udvikles nye projekter og sættes dagsordener, der matcher og udfolder væksten.

Om stillingen

I en nystartet organisation er tempoet højt og opgaverne mange, og sekretariatslederens rolle vil udover daglig ledelse rumme administration, organisationsudvikling, strategisk kommunikation samt forretningsudvikling (kommerciel og funding). Målt på ansatte, omsætning, medlemsantal og generel reach er organisationen i hastig udvikling, hvilket vil sætte sit tydelige præg på stillingen i form af kompleksitet og ansvar. Vi forventer ikke, at du har erfaring med hele paletten af opgaver, men det er et krav, at du vil gå opsøgende til opgaverne uanset karakter – og at du formår at strukturere din egen såvel som andres arbejdsdag.

Et udsnit af opgaverne lyder som følger:

Vi forventer

At du har en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse eller erfaring fra start-up eller NGO-branchen, og vigtigst af alt brænder for at styrke den demokratiske samtale. Du har formentlig nogle års arbejdserfaring.

Om os 

Du vil samarbejde med professionelle og engagerede kollegaer, og du vil blive en vigtig brik i opbygningen af et stærkt fagligt og socialt miljø, hvor vi har det sjovt, mens vi når vores ambitiøse mål.  

Brobyggerne arbejder for at fremme dialogen mellem befolkningsgrupper og enkeltindivider. Foreningens vision er et samfund, der bygger på og fremmer de danske traditioner om forskellighed og uenighed, hvor alle kan føle sig ligeværdige og velkomne i en samtale, der er kritisk og konstruktiv. Foreningen har pt. omkring 6000 medlemmer og langt over 100 frivillige. Vi holder til på Købmagergade i København og er finansieret af bl.a. Nordea-fonden, Trygfonden og Folketinget. Du kan læse mere om os på: www.brobyggerne.dk

Ansøgning

Alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

Send din ansøgning vedlagt CV og uddannelsesbevis til Özlem Cekic ozlem@ozlem.dk senest 05.01.22. Vi forventer at afholde samtaler i uge 2.

Der er tale om en fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt, dog senest den 1. marts 2022

Vi skal blande os i de hadefulde debatter på sociale medier

Kan man være brobygger på sociale medier?

Özlem Cekic stiller spørgsmålet til de godt 50 tilhørere, der har trodset mørke og snevejr og nu sidder samlet på Rysensteen Gymnasium. Trods coronavenlig afstand mellem stolene er der god stemning og en småsnakkende summen blandt tilhørerne. Der ligger tre farvede kort på alle stole – et rødt, gult og grønt, og da spørgsmålet bliver stillet, begynder tilhørerne at fumle med kortene og rækker så den farve i vejret, der tilkendegiver, hvorvidt de er enige, uenige eller i tvivl. Til det første spørgsmål holder langt de fleste det grønne kort i vejret; man kan godt være brobygger på sociale medier, mener de fleste tilsyneladende!

Så langt, så godt. Men hvordan er man det så – brobygger på nettet? Og hvilke udfordringer er der på sociale medier, som ind imellem gør det svært at have en konstruktiv samtale?

Det er de spørgsmål, Brobyggerne har sat sig for at dykke ned i på denne aften, hvor vi har inviteret Poul Madsen, der er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Pernille Skipper, medlem af Folketinget for Enhedslisten, og Katrine Thielke, der er ekspert i digitale medier. Thielke har skrevet flere bøger om hadtale og trolling på nettet og har de seneste år beskæftiget sig med, hvordan vi alle sammen kan tage et personligt ansvar for, at de sociale medier bliver et rarere sted at være. Heldigvis er hun enig med publikum; man kan faktisk godt være brobygger på sociale medier.

Min tilgang har ofte været at være sarkastisk: "Du lyder sørme klog, hvor har du dog lært alle de kloge ord". Men jeg kan jo godt se, at det ikke fører noget med sig.

Poul Madsen

Sarkasme optrapper konflikten

”I gamle dage sagde man don’t feed the troll. Holdningen var altså, at man bare skulle ignorere dem, som skrev hadfulde kommentarer; tie dem ihjel. Men det mener jeg ikke, man skal. For at være brobygger på sociale medier skal man turde gå ind i debatten”, siger Katrine Thieke

”Men hvordan går man ind i en dialog med et menneske, der skriver sådan nogle ting?”, bliver Thielke straks spurgt, og hun svarer med et helt konkret råd:

”Spørg ind. I stedet for at irettesætte vedkommende er det effektivt at starte med at spørge: Hvorfor skriver du egentlig, at jeg er en perkerluder? Hvad vil du sige med det? De fleste, der skriver den slags ting på sociale medier, har ofte selv et rationale, noget, der i deres øjne forklarer, at de skriver grimt. Det er ikke sikkert, at det er en forklaring, der giver mening for dig, men ikke desto mindre er du et skridt nærmere en dialog, hvis du får vedkommende til at sætte ord på, hvorfor han eller hun skriver, som vedkommende gør”.

Özlem Cekic supplerer: ”Ja, og langt de fleste gange, når jeg bruger den strategi og fx også fortæller, at jeg bliver ked af det, kan jeg mærke, at folk trækker lidt i land, og siger jaja, det var heller ikke sådan ment, jeg synes jo bare… Og så er man allerede nået lidt videre, fordi de så ofte forklarer, hvad de er frustreret over. Og så kan vi snakke om indholdet fremfor skændes om, hvorvidt de må kalde mig en perkerrotte”.

Poul Madsen griner og anerkender, at Katrine Thielkes råd muligvis er bedre end den metode, han ofte selv har praktiseret: ”Min tilgang har ofte været at være sarkastisk – ’Du lyder sørme klog, hvor har du dog lært alle de kloge ord’, hvis folk har gakket ud i mine kommentarspor. Men jeg kan jo godt se, at det ikke fører noget med sig. Folk bliver bare rasende, og det optrapper selvfølgelig konflikten”.

Facebook har efterhånden vokset sig til en størrelse, hvor den udfylder en funktion i samfundet. Det er en slags infrastruktur.

Pernille Skipper

”Glædelig Eid” skabte ramaskrig og racisme

I næste runde diskuterer panelisterne, hvorvidt man skal blokere folk på sociale medier – og en hurtig håndsoprækning med farvekortene blandt tilhørerne viser, at der er overvejende enighed om, at man hellere skal blokere en gang for meget end en gang for lidt. Men det erklærer Poul Madsen sig helt uenig i: ”Det er nødvendigt, at vi har et offentligt rum, hvor alle kan sige, hvad de vil – selvfølgelig inden for lovens rammer. Men hvis vi pludselig begynde at sortere i, hvem der må sige noget og hvad de må sige, så flytter vi bare den grimme og mørke debat et andet sted hen. Den forsvinder jo ikke af den grund, så hellere have den et sted, hvor vi kan se den og sige fra over for den”.

Pernille Skipper er egentlig enig, siger hun, men det kan være svært at efterleve. Det oplevede hun selv på egen krop, da hun lavede et opslag, hvor hun ønskede glædelig Eid. Kommentarsporet gik så meget amok i dybt racistiske og hadfulde kommentarer, at hun til sidst måtte gribe ind, fortæller hun: ”Den aften blokerede jeg omkring 250 mennesker. Det gjorde ondt at gøre, for jeg er jo som udgangspunkt enig med Poul. Men det blev simpelthen for groft og betød jo, at en helt masse andre afstod fra at blande sig i den demokratiske samtale”.  

Da runden om blokering af hadtale er slut, bliver publikum igen spurgt til deres holdning, og her er der sket en forandring; langt flere er blevet mere skeptiske over for blokering efter at have hørt Pernille og Pouls argumenter.

Det gør en stor forskel at vide, at folk ser med, at de ser, hvad der sker, og at de bakker op med et like. Det gør, at man ikke føler sig helt så alene

Özlem Cekic

Vi skal blive bedre til at blande os
I sidste runde snakker panelet blandt andet om, hvor ansvaret skal placeres, og her er Pernille Skipper og Poul Madsen enige om, at platforme som Facebook har et kæmpe stort ansvar, de i højere grad bør tage på sig, når det kommer til hadtale på nettet. ”Det er lykkedes platformene at bilde os ind, at de jo bare er distributører af andres indhold, og at de ikke har noget ansvar, men sandheden er jo, at Facebook har nogle særlige algoritmer, der fremmer og spreder hadsk tale”, siger Pernille Skipper og fortsætter: ”Facebook har efterhånden vokset sig til en størrelse, hvor den udfylder en funktion i samfundet. Det er en slags infrastruktur. Det er der, vi mødes, taler sammen, finder vigtig information. På en måde er det jo mystisk, at den funktion er i hænderne på private selskaber, der driver det for profit, frem for i offentlige hænder, fuldstændig ligesom vores sygehuse”.

Katrine Thielke nikker, men påpeger, at ikke bare platformene men også medier og politikere har et ansvar, når det kommer til reguleringen. Og, siger hun så: ”Den mest effektive regulering er den, vi kan kalde social eller kulturel regulering – den, der kommer fra os selv. Vi skal simpelthen blive bedre til at blande os, sige fra. Det kan være ved at blande sig i den konkrete debat ved selv at skrive en kommentar – men det kan også være ved ’bare’ at like de kommentarer, som personen, der bliver angrebet, skriver”.

Det er Özlem Cekic enig i: ”Det gør en stor forskel at vide, at folk ser med, at de ser, hvad der sker, og at de bakker op med et like. Det gør, at man ikke føler sig helt så alene, når man får hadbeskederne”, fortæller hun.

Et vigtigt demokratisk redskab
Aftenen lakker mod enden, men fra scenen har alle fire et behov for at påpege, at Facebook bestemt ikke kun er en dårlig ting – selvom den sidste times diskussion måske mest har handlet om alt det, der i er vejen”, griner Özlem Cekic og fortsætter: ”Facebook er jo også den lille mands magtmiddel. Er man blevet uretmæssigt fyret fra Bilka eller har haft en dårlig kundeoplevelse, kan man med et Facebookopslag gå viralt og nærmest få en offentlig undskyldning”. Det er de andre enige i: ”Ingen tvivl om, at Facebook er et vigtigt demokratisk redskab. Det har givet adgang til den offentlige samtale for en masse, der før skulle igennem en debatredaktør eller en bureaukratisk klagetjeneste. Jeg ville ikke bytte sociale medier væk for tidligere tiders offentlige debat. Men de har en skyggeside, som vi er nødt til at tale om og forholde os til – alle sammen”, afslutter Pernille Skipper.

De fleste af os ville jo til enhver tid blande os, hvis nogen talte så grimt ude i virkeligheden til vores kollega, søster, ven. Hvorfor så ikke også gøre det online? 

Katrine Thielke

Digital adfærd er også adfærd
Aftenen ender, hvor den startede: ved spørgsmålet om, hvorvidt man kan være brobygger på sociale medier. Ingen tvivl om, at det digitale rum besværliggør den konstruktive samtale – alene det, at man ikke kan se hinanden i øjnene, høre hinandens tonefald og se hinandens reaktion, gør det vanskeligt. Men det betyder ikke, at det er umuligt, siger Katrine Thielke, og vi har alle sammen et ansvar for at blande os. ”De fleste af os ville jo til enhver tid blande os, hvis nogen talte så grimt ude i virkeligheden til vores kollega, søster, ven. Hvorfor så ikke også gøre det online? Digital adfærd er også adfærd. Adfærd, som vi alle sammen kan sige fra overfor – hvis vi altså har modet.”

I sidste uge deltog 250 engagerede grundskoleelever fra to københavnske skoler i Brobyggerugen. De er blevet trænet i at håndtere konflikter, de har fået øjnene op for deres egne fordomme, og så har de fået venskaber på tværs af kulturer, religioner og andre fællesskaber.  

250 elever på den jødiske friskole Carolineskolen og den minoritetsrige Lundehusskolen deltog sidste uge i Brobyggerugen, hvor eleverne blev undervist i konflikthåndtering og trænet i at rumme hinandens forskelligheder.

Og tilbagemeldingerne fra eleverne er entydige; mødet med ’de andre’ har været både sjovt og udfordrende – og så har det rykket ved deres fordomme: ”Jeg har lært at være mere åben overfor mennesker, jeg er uenig med, eller som ser anderledes ud end mig, og prøve at forstå dem”, fortæller en af eleverne for eksempel, mens en anden fremhæver, at hun er blevet mere opmærksom på måden, man taler med hinanden på: ”Jeg har lært, at det er vigtigt at holde en god tone i en dialog, selvom vi er forskellige og tænker anderledes”.

I Brobyggerugen har de to udvalgte skoler arbejdet med emner som frihedsrettigheder, dialog og demokrati. Eleverne blev i løbet af ugen klædt på til rumme forskellighed og håndtere både store og små konflikter i deres dagligdag – og så fik de besøg udefra af organisationer, der gav dem indblik i arbejdet med emnerne i praksis.

De mødte bl.a. Sabaah, der holdt oplæg om, hvordan det er at være LGBT+-person med minoritetsetnisk baggrund; de fik besøg af De nye stemmer, hvor en jøde og en muslim i fællesskab talte med eleverne om fordomme og forskelligheder – og af Kulturmødeambassadørerne, som snakkede med eleverne om identitet og det at være såkaldt ’bindestregsdansker’.

”Organisationerne, der besøgte skolerne i Brobyggerugen, gav eleverne et ærligt og åbent indblik i deres personlige oplevelser og de fordomme, de har mødt – fx som homoseksuel, jøde eller minoritet på anden vis. Nogle elever følte sig måske genkendt, andre fik et tiltrængt indblik i, hvad det vil sige at føle sig anderledes. Og så stillede de en masse nysgerrige spørgsmål”, fortæller Özlem Cekic, der er generalsekretær i Foreningen Brobyggerne.

Som afslutning på temaugen mødtes de to skoler til en fællesdag, hvor eleverne øvede sig i det, de har arbejdet med i løbet af ugen – at være åben, nysgerrig og undersøgende i mødet med noget nyt. ”Det var sjovt at drikke dialogsodavand og snakke med nogle nye mennesker”, fortæller en elev, mens en anden fremhæver, hvordan han helt konkret har fået nye indsigter om sine egne fordomme: ”Jeg har lært, at mine fordomme om jøder var ikke sande”.

Og netop den erkendelse er helt afgørende; at eleverne slet ikke er så forskellige deres jævnaldrende med andre baggrunde, som de måske tror, fortæller Özlem Cekic:

”Vores erfaring er, at eleverne hurtigt opdager, at de har en masse tilfælles. Det kan godt være, de andre ikke spiser svinekød, eller at de har andre helligdage end dig. Til gengæld elsker de også fodbold, de synes også, matematik er kedeligt, og de samler også på Pokemon-kort. Tit opdager de, at der er meget mere, der samler dem, end der splitter.”

Også lærerne har været begejstret for at deltage i Brobyggerugen og fortæller, at det har været givende at arbejde på tværs af årgangene – og at temaugen har givet anledning til vigtige snakke om normer, seksualitet og religion.

Og selvom temaugen er overstået, fortsætter venskabet og samarbejdet mellem skolerne, fortæller Tobias, der er lærer på Lundehusskolen: ”Det har været helt kanon. Og vi har allerede fået datoer i kalenderen for det næste møde med Carolineskolen”.

Inde på Brobyggerkontoret er vi så lykkelige over at vi nu har rundet 5000 medlemmer. Bent Melchiors ambition var at vi skulle nå op på 10.000 medlemmer og nu er vi halvvejs! Vi håber at vi i fremtiden kan blive til en massebevægelse, hvor alle individer tager ansvar for den gode dialog. Det her er et kæmpe skridt i den retning.

I slutningen af juli igangsatte Dagbladet Politiken en indsamling for vores forening til ære for Bent og Lillian Melchior. Vi er meget beæret over initiativet, som har givet os næsten 500.000 kr. og 1000 nye medlemmer. Velkommen i foreningen til alle de nye medlemmer!

Selvom Politikens indsamling er slut, tager vi selvfølgelig hjerteligt imod alle dem som stadig vil være medlemmer i foreningen og bringe Bents ånd videre. Skriv en SMS til 1217 med beskeden "BRO" og meld dig ind!

Vi glæder os til at bruge alle de nye midler til endnu flere brobyggende arrangementer og projekter! Den 19. august afholdte vi det første foredrag om Özlems nye bog "Tak for Kaffe" - helt gratis og specielt for vores medlemmer. Medlemsarrangementer kommer der mange flere af! Det glæder vi os til at fortælle om i vores næste nyhedsbrev.

Derudover er vi i fuld gang med vores projekt "Brobyggerugen", hvor vi har afholdt vores første lærerseminar i starten af august. Du kan læse mere om projektet her på hjemmesiden. Og vi har mange flere initiativer på vej.

Tak endnu engang for jeres støtte, varme beskeder til Bent og forhåbninger for foreningens fremtid.

Læs Politikens artikel om indsamlingen for Bent her.

Özlem Cekic blev inviteret til at diskutere #FremtidensDanmark med Statsministeriet. Bragt d. 22. august i Jyllandsposten med Jane Sandberg (bestyrelsesformand for foreningen).

Vores største bekymring er mistilliden

Hvis målet​ for Danmark og danskernes liv er sammenhængskraft, må dialogen mellem borgere, mellem borgere og institutioner og borgere og politikere styrkes.

Det danske demokrati er sygt. Derfor har statsministeren besluttet sig for at give det en behandling. Vi er ikke de eneste, der er inviteret til et stort møde i morgen med regeringen i Fredericia. På mødet skal der arbejdes for at finde løsninger på strukturelle udfordringer i vores samfund. Ud over os er repræsentanter fra erhvervslivet, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner og politikere inviteret til at komme med deres bud på fremtidens Danmark.

Problemer er der nok af. De reformer, Folketinget beslutter – uanset om det gælder folkeskolen, førtidspensionen, politireformen, anbringelsesområdet eller skattesystemet – virker sjældent efter hensigten. Klimaforandringerne, integrationsudfordringerne og flygtningestrømme kræver bæredygtige svar.

Men medierne efterlyser handlekraftige politikere, der kan levere hurtige svar, som kan koges ned til 20 sekunder. Politikerne har til gengæld ikke tid til at sætte sig ind i de komplicerede sager, da magtkampe, interne intriger og den barske arbejdskultur på Christiansborg suger deres energi og ressourcer.

Danmark har traditionelt været et samfund, hvor tilliden til institutioner og til medborgere på tværs af sociale og politiske skel har været høj. Den position er vi ved at sætte over styr. Vi har haft gode rammer for at håndtere vores uenighed og forskellighed, men alligevel føler mange borgere sig utrygge. Deres tillid til politikerne er lav, og mange afholder sig fra at blande sig i debatten. Faktisk siger næsten 60 pct., at de undlader at blande sig, fordi tonen er blevet for hård og kontant. Det er her, behandlingen skal begynde.

Vores største bekymring er mistilliden. Dyrkelsen af fjendebilleder. Ekkokamre og en vigende vilje til at lytte til hinanden. Dæmonisering og dybe grøfter mellem befolkningsgrupper truer ganske simpelt sammenhængskraften i vores samfund. Forskning viser, at hver fjerde ikke har lyst til at have en nabo, der er medlem af Enhedslisten eller Dansk Folkeparti. Denne form for splittelse skaber et polariseret samfund, hvor friheden og tolerancen er under pres.

Først når vi har løst den udfordring, kan vi for alvor sætte ind på de øvrige flanker.

Hvis målet er sammenhængskraft, må dialogen mellem borgere, mellem borgere og institutioner og borgere og politikere styrkes. Visionen må være et samfund, der bygger på og fremmer de danske traditioner om forskellighed og uenighed. Og vi må sætte ind helt fra vores børn er små, for også hos dem kan vi se et alvorligt skred. Børn fødes åbne og fordomsfrie, men allerede i grundskolen sætter de spørgsmålstegn ved det, de ikke kender.

Skolevalget i 2015 viste, at 45 pct. af 8. og 9. klasseelever mente, at ytringsfriheden ikke skal gælde muslimer, mens næsten hver tredje mente, at ytringsfriheden ikke bør gælde homoseksuelle. Undersøgelsen er en understregning af, at ingen bliver født som demokrater, men vi skal dannes og uddannes til det, hvis vi skal skabe et frit samfund.

Vores råd til regeringen på mødet i morgen vil være at medicinere hårdt, når det gælder vores demokratiske samtale. Hvis reformer skal lykkes og udfordringer løses, må politikerne og medierne fokusere på sagens kerne og borgerne dannes og uddannes til at være aktive demokrater. Et sundt demokrati er kendetegnet ved, at vi evner at rumme forskelligheder og lytte til hinanden. Ikke med det mål at blive enige, men for at skabe plads til, at vi kan leve side om side.

Vi bor i et velfærdssamfund. Der er utroligt mange gode ting at sige om det, men bagsiden er, at vi tror, vi kan udlicitere alt: Kommunen skal sende besøgsvenner til de ensomme. Har du brug for hjælp, skal du til socialforvaltningen, og daginstitutionerne passer børnene. Det er rigtig fint, men der er også opgaver, der ikke kan udliciteres.

Kampen for demokratiet bærer den enkelte på sine skuldre. Det ansvar skal enhver borger føle. Og alle skal kende deres mulighed for at handle demokratisk. Det kræver, at vi tager vores personlige ansvar for dialogen alvorligt. Og det kunne fint begynde på regeringens møde i morgen.

En dag kørte jeg med Bent Melchior fra Midtjylland til København. Vi talte om at gøre en forskel. Jeg fortalte om, at jeg havde set i fjernsynet at der var et topmøde i FN, hvor Angela Merkel og Obama sad sammen ved det store bord. De gør en forskel sagde jeg.

På det tidspunkt var jeg stoppet i dansk politik, og jeg tror, han kunne mærke en tristhed i min stemme. Bent kiggede på mig og med glimt i øjet sagde: "Nu kommer jeg til at skuffe dig. Men hvis du har planer om at stille op som kansler i Tyskland, så kan jeg lige så godt fortælle dig, at du ikke har en chance” Det var svært at ikke grine med Bent. Men pludselig blev hans stemme alvorlig. "Den største forskel gøre man i det nære. Du har tre børn. Først og fremmest skal du sørge for at de bliver demokratiske, modige og kærlige mennesker,” sagde han.

Når man kender Bent fire sønner, så ved man, at Bent gjorde en kæmpe forskel. Jeg vil gerne først og fremmest kondolere Bents fire sønner, svigerdøtre, børnebørn og oldebørn. Et fællesskab som jeg er så heldig at være en del af.

Jeres smerte må være ubærlig. Som en klog man engang har sagt. Man kommer ikke over et nært familiemedlems dødsfald, men man kan i bedste fald komme igennem det.

Da Kristelig Dagblad spurgte Bent Melchior i 2017, hvad han gerne ville huskes for, sagde han: Som en person der har gjort sig umage for at gøre denne verden bedre.

Bent gjorde sig umage. For ham var solidaritet ikke bare et ord han brugte i sin festtaler. Han var solidarisk med de udsatte, med dem der var på flugt og dem som blev dæmoniseret.

Bag hvert ord, var der en handling. De sidste 12 år var jeg så heldig at rejse rundt med Danmarks største brobygger. Trods for hans motto var "Vi bygger bro" uden at bruge CO2, kørte vi tit rundt i min bil eller i hans gamle Audi, som han aldrig låste med argumentet, at ingen ville gøre sig den ulejlighed at stjæle en den. Den blev naturligvis stjålet en dag. Og Bent var glad for, at den havde tjent et større formål, da politiet fortalte ham, at den var brugt som en rampe.

Uanset om vi kørte rundt til brobygningsarrangementer mellem muslimske og ikke muslimske friskoler. Uanset om vi bankede på hos moskeer, udsatte boligområder i Gellerup eller var i bibliotek i Gentofte, eller delte et måltid mad til Ramadanmiddage, julefrokoster, Shabbataftener, udviste han stor respekt for sine medmennesker. – også til dem, som ikke altid fortjente den.

Bent var modig. Da han mødtes med Grimhøjsmoskeen, blev han af sine kritikere kaldt for naiv. Bent var ikke så optaget af, hvilke titler andre gav ham. Han var en ægte leder. Ikke en af slagsen, der følger folkestemningen og lever i ekkokamre. Nej, men den der gjorde sig umage for at gøre verden et bedre sted at være. Han insisterede på dialogen. Han var nysgerrig. Også på sin fjenders holdninger. For hans motto var at freden kunne ikke skabes med vennerne. Man var nødt til mødes og også tage de den kritiske samtale med fjenderne. Han sagde:

"Uden dialog kommer vi på afveje, der fører til fordomme, til hadefulde tilstande. Derfor er det alt for letfærdigt at afvise dialogen, der skal føre til gensidig forståelse og måske til tider til nytænkning."

Han stillede sig gerne i orkanens øje og var villig til at betale prisen for nytænkningen. Det er ikke gratis at arbejde for demokratiet sagde han. Hans handlinger var ikke lette. Men det var også det der gjorde Bent til den fødte leder. Han kunne give håb og var fyldt med optimisme.

Humor var hans stærke våben. Den brugte han generøst. Han kunne løsne enhver anspændt stemning og derefter levere den ene skarpe holdning efter den anden. Han havde et stærkt kompas, men aldrig en moralsk løftet pegefinger. Men man var aldrig i tvivl om, hvad han var dannet af og hvad han mente. Han var ikke bange for at mene noget eller rykke sig holdningsmæssigt.

Mens de fleste religiøse ledere var imod afskaffelse af blasfemibaragraffen, mente Bent at ingen religioner skulle fritages for kritik. Han var forud for sin tid.

Han var belæst, men aldrig belærende. Han mødte sine medmennesker ligeværdigt. Uanset om det var drengen fra 6. klasse på Tingbjergskolen, kassedamen på Molslinjen eller professoren, der var imod drengeomskæring. En ting fik altid ham til at græde. Det var, når han talte om, hvordan middelhavet havde udviklet sig til den største massegrav. Hans kamp for menneskerettigheder var en kæmpe inspiration for os andre.

Bent tog livet alvorligt og var ikke altid nem at imponere.

Jeg kan huske, da vi begge fik en invitation til den franske præsident Macrons reception i København. Da jeg hentede Bent, sagde jeg for sjov, at hvis jeg ikke fik et billede med Macron, så var det hans skyld. Da vi ankom, stod alle ministre og vigtige personer i en lang kø. Pludselig fik nogle betjente øje på Bent, og de oplevede det næsten som en fornærmelse, da Bent ville vise dem sin invitation. Han blev straks ført ind i huset og fik den eneste stol i Skuespillerhuset, som han kunne sidde på. Antallet af mennesker voksede, og til sidst kunne vi intet se, der hvor vi sad. Alle stod tæt sammen, da Macron holdt en tale. Og da Macron gik ned fra talerstolen og blev omringet af mennesker, rejste Bents sig. Som da Moses delte det røde hav, rykkede alle sig til side for at give plads til Bent, og så stod vi pludselig foran Macron. Bent introducerede mig og jeg hilste på Macron. Bent kiggede på mig og sagde "nu fik du dit billede. Lad os tage hjem".

Jeg spurgte Bent, hvad han huskede fra arrangementet. Det eneste, der havde gjort et stort indtryk på ham var, at kronpinsen var kommet over til ham og havde hilst på ham og spurgt, hvordan han havde det. Bent var patriot, men aldrig nationalist.

Kære Bent.

Sammen byggede vi foreningen Brobyggerne op sammen med andre ildsjæle. Du var ambitiøs og ønskede dig 10.000 medlemmer første tre år. Da jeg fortalte dig, at nu havde vi rundet fire 4000 medlemmer, var din første kommentar, at nu manglede jeg de sidste 6. Utrætteligt stillede du op for at fortælle om samtalens nødvendighed. Du troede på det gode i mennesker og var en sand demokratiforkæmper.

Du var også min fortrolige ven i 12 år. Min inspiration. Mit fyrtårn. Min bestyrelsesformand. Jeg ved, du ikke bryder dig om for mange tillægsord i en tale. Du må tilgive mig. Jeg har ovenikøbet prøvet at begrænse mig. Du skulle ellers havde hørt News og co i går. Da kaldte de dig den danske Dalai Lama. Jeg kunne i studiet pludselig høre dig grine.

Tak for dig. Tak for at adoptere mig som dit barnebarn. Tak for din visdom, livsglæde og kærlighed.

Må du hvile i fred sammen med din elskede Lilian.

Jeg lover, at vi i Brobyggerne vil gøre os umage med at fortsætte, der hvor du slap.

Ære være dit minde.

Özlem Cekic, generalsekretær

Onsdag morgen, kort før dagen gryede, slukkedes et lys. Overrabbiner, fredsaktivist og brobygger Bent Melchior gik bort.  

92 år blev Bent. At skrive, han var mæt af dage, er så langt fra sandheden, man kan komme. Sin høje alder til trods, var Bent levende engageret. Han fulgte ikke bare med; han tænkte, skrev, debatterede og deltog i arrangementer.  

Siden efteråret 2019 var Bent formand for Foreningen Brobyggerne. At takke ja til sådan et hverv i en alder af 89, var noget han ofte selv fandt morsomt. Men heldigvis også vigtigt. Da foreningen omdannedes til en medlemsforening samtidig med, at Bent tiltrådte som formand, var det hans klare mål, at vi sammen skulle skabe en folkebevægelse. ”Vi skal blive 10.000 medlemmer”, var en ambition, som han ofte fremførte, når bestyrelsen mødtes for at lægge planer. Ved Bents bortgang er vi nået et stykke af vejen. Foreningen tæller i dag lidt over 4.000 medlemmer, og nye kommer til hver dag.  

Sammen deler vi visionen om at skabe rum til demokratiske samtaler på tværs af skel. Ikke med det formål at blive enige, men fordi et sundt demokrati er kendetegnet ved, at vi kan rumme hinandens forskelligheder. At vi kan tage samtalerne, ikke for at blive enige, men fordi vi evner at lytte til hinanden.  

Sidst vi to holdt møde med Bent, var hjemme i hans lejlighed for en månedstid siden, hvor vi planlagde efteråret for Foreningen Brobyggerne. Egentlig skulle vi have mødtes ude i byen, men elevatoren i Bents ejendom var i udu, og ugen inden havde han fået (endnu) mere bøvl med sine ben. “Tænk, at jeg må drømme om at få min gangart fra sidste uge tilbage”, skrev han med sin eminente humoristiske sans intakt! 

At Bent evnede at møde verden med så omfattende forståelse og kærlighed til sine medmennesker, var en dyb inspiration. Det kunne sagtens have set helt anderledes ud. For han havde om nogle oplevet, hvad had og fjendskab kan gøre ved mennesker. Som 14 årig flygtede han med sin familie til Sverige. Som 18 årig kæmpede han i den arabiske- israelske krig. Alligevel blev det fredens og samtalens vej, der blev hans. Alle der har mødt Bent vil vide, at troen på det gode i mennesker var hans kompas. 

Vi vil i Foreningen Brobyggerne bære Bents tanker, håb og drømme videre. Vi vil fortsat arbejde for at skabe den folkebevægelse for dialog, som han ønskede sig, nu med Bent som ledestjerne. 

Özlem Cekic, generalsekretær og Jane Sandberg, næstformand 

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.