STØT

BROBYGGERNE

Siden opstarten af vores Brobyggerkurser til arbejdspladser og medarbejdergrupper har vi oplevet en stor efterspørgsel på at deltage som enkelt person på et brobyggerkursus. Det har vi lyttet til, og vi er derfor utrolig glade for at kunne fortælle, at vi nu også er klar til at afholde åbne kursusdage, hvor du både som medarbejder og privatperson kan lære at være brobygger.  

En ”brobygger” går konstruktivt og kritisk ind i samtaler, der kan rumme uenigheder, og gør sig umage for at lytte og forstå̊ den anden. 

Udbytte: 

Du vil blandt andet opleve Özlem Cekic fortælle om den svære kunst at være brobygger og hendes erfaringer med brobygning i praksis. Her åbner hun op for tankerne bag konceptet dialogkaffe. Özlem vil også udfordre dine fordomme og blinde vinkler, når I sammen dykker ned i, hvordan man får et brobyggende mindset i sin hverdag. 

Kurset indeholder også andre faglige moduler. Den ene kursusdag indeholder et modul, der handler om håndtering af uenigheder og potentielle konflikter, mens den anden kursusdag byder på et modul, der handler om brobyggende sprog og sprogets betydning i mødet med uenighed. 

Vores åbne brobyggerkurser strækker sig over en enkelt arbejdsdag med oplæg, øvelser og refleksion. Udgangspunktet for undervisningen er det personlige ansvar og handlerum, hvor du som deltager kan inddrage egne erfaringer og problemstillinger. Og så vil der være rig mulighed for at sparre med kompetente fagpersoner undervejs.  

Du vil gå fra kursusdagen med ny meningsfuld viden og flere konkrete værktøjer, der vil gavne dig, når du møder vanskelige situationer eller oplever uenighed på jobbet og privat. 

Hvis du er interesseret i at høre mere om vores nye kurser, der er åbne for alle, så kan du finde programmerne her: 

Den 26. oktober 2023: Den svære kunst at være brobygger - om brobygning og at navigere i uenigheder

Den 30. januar 2024: Den svære kunst at være brobygger - om brobygning og sprogbrug

Tilmeld dig, send en mail til os på tilmelding@brobyggerne.dk. Husk at skriv, hvilken kursusdag du ønsker at deltage i.

OBS. Begrænset antal pladser

Vil du have brobygning på skoleskemaet efter sommer? Så læs med her!

Nu tilbyder Brobyggerne gratis lærerkurser for lærere, der ønsker kompetencer til at styrke dialogen og skabe rum for samtaler om svære emner i klasseværelset.

Hvis vi skal sikre en forståelse mellem befolkningsgrupper i fremtiden, er det centralt, at der allerede i grundskolen faciliteres dialog med og mellem elever om, hvad det vil sige at være forskellige. Det er vigtigt, at lærerne er rustede til at kunne varetage denne opgave - derfor har vi skabt lærerkurset "Dialogværksted".

På kurset ”Dialogværksted” vil du og dine kollegaer blive rustet til at agere brobyggende rollemodeller i hverdagen. I vil møde dygtige undervisere indenfor retorik, konflikthåndtering og normkritik, der inspirerer og forsyner jer med vigtige værktøjer til at styrke dialogen i klasseværelset. I vil desuden arbejde med jeres egne normer og konfliktmønstre, og afprøve inspirerende undervisningsmateriale som I efterfølgende kan anvende i den daglige undervisning, og i forbindelse med temadage eller en hel temauge for jeres elever.

Læs mere om Brobyggernes lærerkursus her: https://brobyggerne.dk/dialogvaerksted-laererkurser/ - her kan du blandt andet finde et eksempel på et kursusprogram for lærere samt læse mere om vores undervisningsmateriale.

Er du lærer i Storkøbenhavn og interesseret i at høre mere, så skriv endelig til vores projektleder Sofie på sofie@brobyggerne.dk.

Tirsdag d. 6. juni inviterer Brobyggerne til gratis foredrag i Roskilde!

Hør Brobyggernes generalsekretær Özlem Cekic fortælle om sine personlige erfaringer med at gå i dialog de steder vi færdes: i familien, på arbejdspladsen og på de sociale medier.
Herefter er det muligt at høre dugfriske fortællinger om brobyggende aktiviteter fra kursister, der siden marts måned har deltaget på Brobyggeruddannelsen i Roskilde og iværksat deres egne brobyggende aktiviteter i deres lokalmiljøer. Til slut overrækkes Jens Galschiøts statuette ”Bedste Bro” til en gruppe, der har iværksat en brobyggende lokal aktivitet, der fortjener særlig anerkendelse og opmærksomhed.

Program:
17:00 Foredrag med Özlem Cekic
18:00 Fortællinger om at bygge broer: Præsentation af lokale brobyggeraktiviteter
Kåring af vinderaktiviteten ”Bedste Bro”
19:00 Tak for i aften

Arrangementet foregår tirsdag d. 6. juni på Roskilde Gymnasium (Bondetinget 1, 4000 Roskilde) kl. 17.00-19.00.

Arrangementet er gratis og åbent for alle – husk at tilmelde dig via linket: https://billetto.dk/.../foredrag-med-ozlem-cekic-og...

Vi glæder os til at se dig!

Den 11. maj 2023 fik deltagerne på Brobyggeruddannelsen i Nyborg diplomer. Det nye kul brobyggere har siden uddannelsesweekenderne holdt aktiviteter med fokus på klima, mangfoldighed, tolerance, racisme og diskrimination mellem gymnasieelever, brobygning mellem sårbare unge og beslutningstagere, mellem generationer, kollegaer og naboer/lokalmiljøet.

Jens Galschiøts statuette ”Bedste Bro” gik til en gruppe, som priskomitéen mener fortjener særlig anerkendelse og opmærksomhed. Herunder kan du læse begrundelsen:

Begrundelse for valg af ”Bedste Bro” ved forløbet i Nyborg/Syddanmark 2023

Vinderne har udmærket sig med et ambitiøst projekt, hvor de er gået til en større problematik med en lokal vinkel. De har tænkt brobygning ind på flere niveauer og vist vej for samarbejder på tværs. De har brugt deres netværk, de har banket på døre og de er nået bredt ud.

Danmark bliver ofte fremhævet som verdens lykkeligste land. Det handler bl.a. om at vi borgere har tillid til hinanden og til samfundets institutioner. Måske er det også derfor, vi bekymrer os så meget, når tilliden lider et knæk. Læser man mange nyhedsoverskrifter, kan man let få indtryk af, at tilliden virkelig er under pres. Man taler om tillidskriser alle vegne - på handicapområdet, i embedsværket og jobcentrene, i relationen mellem borgere og politi.

Ifølge den danske ordbog er tillid en”stærk følelse af at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller noget”.

Den følelse har langt størstedelen af landets borgere, når det kommer til politiet. Ifølge politiets egen tryghedsundersøgelse fra 2021 havde 85% af landets borgere tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Og trods tilbagevendende debat om ”tillidskrise mellem borgere og politi”, så har tilliden været stigende de seneste år.

Lidt anderledes ser det dog ud i dens landsdel, hvor vinderaktiviteten fandt sted. I Midt- og Vestsjællands Politikreds, hvor tilliden er signifikant lavere end i andre dele af landet. I Ringsted kommune har blot 79,6% tillid til, at politiet vil hjælpe dem.

Denne statistik har en gruppe brobyggerne måske været med til at ændre en smule, da de sidste weekend holdt deres aktivitet under overskriften ”Tryghed, trivsel og fællesskab”. Ideen til aktiviteten opstod, da det kom dem for øre, at nogle forældre brugte trusler om politiet i deres opdragelse.

Er det en sag for Brobyggere? Ja såmen, mente gruppen. I arbejdet med aktiviteten har de trukket på alle de klassiske brobyggerdyder: De har haft fokus på relationerne, bragt grupper sammen og styrket deres kendskab til hinanden, de har samarbejdet på tværs, udvist nysgerrighed og er gået til problematikken på en undersøgende, oplysende og ikke-fordømmende vis.

De satte sig også ambitiøse mål. De ønskede at aktiviteten skulle bidrage til, at beboerne i området bliver mere trygge ved politiet. At forældre stopper med at ”true” børn med at politiet tager dem og putter dem i fængsel. At der kommer mange til arrangementet og at de lytter.

Det sidste ved vi med sikkerhed blev indfriet: Flere end 130 voksne og børn mødte op i Ahornhallen en lørdag eftermiddag. Her mødte de politi, SSP og en psykolog. Der var klovne og trylleshow, tegnekonkurrence, mad og kage.

Vinderaktiviteten har vist, at meget er muligt, når man samarbejder og investerer i relationer. I valget af vinderne lagde priskomiteen særligt vægt på, at gruppen anlagde en brobyggende tilgang til en svær problemstilling med et arrangement, der kan (og bør!) udbredes til mange andre områder i landet.

Stort tillykke til vinderne af Brobyggerstatuetten Hanata, Hazel, Liselotte, Sheila, Mona og Khadija.

Stress er ingen fremmed størrelse for det kommende arrangements to værter, Özlem Cekic og Paula Larrain, der begge har oplevet konsekvenserne af at prioritere ambition og en hektisk dagligdag over det personlige velvære.

Nu har de sadlet om, men ingen af dem har trukket sig fra offentligheden eller givet afkald på ambitionerne om at hele verden. Hvad har så ændret sig?

Smid strikkepinde og garn i tasken og kom med til Brobyggernes fyraftensmøde, der har overskriften: Strik dig til nærvær.

Det foregår torsdag d. 1. juni 2023 kl. 17:00–18:30 på vores adresse: Ubuntu-huset, Købmagergade 43, 1. sal, 1150 København K.

Der vil være friskbrygget kaffe på kanden og småkager.

Er du medlem af foreningen koster det 50 kr. at deltage. Pris for ikke-medlemmer: 100 kr.
Klik her for at tilmelde dig.

Ønsker du at være medlem af foreningen, kan du komme gratis med til arrangementet.
Følg linket her og skriv “Strik” i kommentarfeltet.

Vi glæder os til at se dig til en hyggelig aften!

De bedste hilsner
Özlem Cekic
Generalsekretær i Brobyggerne – Center for Dialogkaffe

Mange tak for invitationen, Alex.
Det er en stor ære! Men også noget af en opgave, du har givet mig.

Jeg har tænkt længe over denne tale. Ikke hvordan jeg skulle imponere jer, men hvordan jeg kunne undgå at gøre mine egne venner sure. Ja, det er jo ikke en hemmelighed, at jeg har mine politiske rødder fra venstrefløjen. Jeg har brugt ualmindelig lang tid på at tænke over, hvordan jeg skulle vaccinere mig mod kritik fra dem. Hvordan jeg skulle undgå at blive misforstået, og hvordan jeg kunne tage diverse forbehold i min tale, så de ikke mente, at jeg blåstemplede jeres politik. For desværre mener dele af venstrefløjen, at en samtale eller blot et møde kan være legitimering.
Derfor har jeg skrevet en tale, som jeg helst ville holde hos venstrefløjspartierne. Men da I er hurtigere og modigere til at invitere mig, får I fornøjelsen af mine guldkorn først.

Jeg ved, Joachim B. Olsen kender mig. Vi trænede ovenikøbet sammen i går, men til alle jer, der ikke ved, hvem jeg er, vil jeg først lige præsentere mig selv. Jeg er tidligere folketingsmedlem for SF, eller rettere sagt Socialistisk Folkeparti. Med ekstra liberalt tryk på socialistisk. Men jeg meldte mig ud af partiet i 2017 og er nu generalsekretær for Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. Jeg var en af de første kvinder med minoritetsbaggrund, der blev valgt til folketinget. Mens medierne var mest optaget af min indvandrebaggrund, kan jeg huske min far, som ringede til mig, efter jeg blev valgt og gentog igen og igen: ”Tænk Özlem, vi gjorde rent, og du blev valgt til Folketinget”.
Jeg kommer fra et arbejderhjem.

Jeg er også initiativtager af dialogkaffe. Til jer, der ikke ved, hvad det er, så begyndte det med de otte år jeg sad i Folketinget, hvor jeg modtog hademails og trusler. Det hang sammen med, at jeg var ung, kvinde, havde indvandrebaggrund og muslim. En af mine venner sagde: ”Tænk Özlem, hvis du også var lesbisk ”.
Frygten lammede mig. Jeg fik hemmelig adresse, skærpede sikkerheden omkring mine børn, parkerede bilen forskellige steder. Angst er meget irrational. Når den har taget fat i en, kan man næsten ikke give slip. Nok derfor kan det tit betale sig at lave politik på frygt. Ja, fred lyder godt, men krig sælger bedst. Derfor vil jeg gerne oprigtigt sige tak til dig, Alex, for at tale håbet op! Det kræver sin mand at være partileder i en tid, hvor der er gået sport i at tale kriser op.

Nå, tilbage til hademailsene. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle takle alle de hademails. En dag spurgte jeg min gode ven, Jacob Holdt. Ham kender I sikkert. Han er fotograf og har lavet Amerikanske billeder og boet med Ku Klux Klan.
”Hvad skal jeg gøre?”, spurgte jeg ham, med al det had, racisme og sexisme, der ramte mig.
Hans råd var: ”Gå ud og mød dem”. ”Mød dem? De vil slå mig ihjel”, var min første kommentar.
”Nej”, sagde han. ”De vil ikke slå et folketingsmedlem ihjel. Det vil være alt for risikabelt”. Det var hans erfaring fra Ku Klux Klan. Jo vigtigere titel man havde, jo flere ressourcer ville politiet bruge på at fange morderen.
”Og hvis du bliver slået ihjel, så bliver du martyr. Så det er kun win win situation for dig”, grinte han.
Jeg havde ingen intention om at være martyr, men hvad skulle formålet være, spurgte jeg ham.
”Så du kan se, hvor meget du selv dæmonisere, og hvor meget du har til fælles med de mennesker, der sender dig hademails”, var hans budskab.

Jeg dæmoniserede ikke, og på det tidspunkt betragtede jeg mig selv som et tolerant, rummeligt og respektfuldt menneske. Men min tese var, at grunden, til at jeg modtog al det had, var fordi, at de mennesker ikke kendte sådan nogle som mig. De var uvidende og uoplyste. Hvis de mødte sådan én som mig, så kunne jeg gøre dem gode igen. Altså jeg ville gerne være frelseren. Og hvem ville ikke være frelseren?
Bagefter kunne jeg skrive en kronik om det til godhedens avis Politiken, så alle andre kunne se, hvor god jeg var, og hvor dumme de andre var. Men sådan gik det ikke. I 13 år har jeg invitereret mig selv til dialogkaffe hos de mennesker, som sender mig hademails, og i al den tid er jeg blevet opmærksom på mine egne fordomme, generaliseringer og blinde vinkler.
Da jeg tog det personlige ansvar for dialogen, opdagede jeg, hvor stor en del jeg selv var af problemet og derfor kunne også være en del af løsningen. For vi dæmoniserer alle sammen. Vi har alle fordomme. Det er der i sig selv ikke noget odiøst i. Men når vi ikke undersøger om vores fordomme har hold i virkeligheden og kun omgås i vores ekkokamre med mennesker, som ligner os selv, så opstår der fjendebilleder om de andre.


For at strukturere mit dialogarbejde, dannede jeg Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. Vi har i dag næsten 10.000 medlemmer. Vi er 3.000 medlemmer fra at slå Konservative Folkeparti, som har eksisteret over 100 år, og vi er kun 3.5 år gammel. Modsat dem har vi heller ikke rige venner. Men det, regner jeg stærk med, bliver ændret efter denne tale.

Ordet dialogkaffe blev optaget af den danske ordbog den 8. marts 2019. Jeg føler min integrationsproces er fuldendt. Hvor mange af jer har måske produceret et ord til den danske ordbog? Jeg spørger bare. Jeg har skrevet en række bøger om brobygning mellem befolkningsgrupper, og efter jeg holdte Ted Talk i New York, rejste jeg verden rundt for at tale om mit dialogarbejde. Uanset om jeg talte med imamen fra verdens tredje største moske i Indonesien, professoren fra Menneskerettighedsuniversitetet i Valenzia, NGO’er i Island, fangerne – altså fiskerne i Grønland, feminister i Brasilien, liberalisterne fra Liberal Alliance, havde de alle sammen én ting til fælles: De mente alle sammen, at det var de andre, der startede, og derfor måtte de andre gøre noget. Listen var lang. Politikerne, medierne, kommunen, naboen eller præsten måtte gøre noget. Få tog det personlige ansvar for dialogen og ville helst visitere kampen for det liberale demokrati til sidemanden. Når jeg spurgte hvorfor? Sagde de fleste, at de ikke mente, at de havde magt til at ændre noget og betragtede heller sig selv, som en del af problemet. Af samme grund var deres konklusion, at de ikke kunne være en del af løsningen.

Jeg kender godt følelsen.
I hele mit liv har jeg jagtet magten. Da jeg var sygeplejerske, ville jeg gerne gøre noget ved de lange ventelister i børnepsykiatrien. Og hvis jeg skulle gøre noget, mente jeg, at jeg skulle sidde i Dansk Sygeplejeråds bestyrelse. Jeg var deres første bestyrelsesmedlem med minoritetsbaggrund, og når vi sad til en kongres, som den her, og en talte om mangfoldighed, vendte 200 delegerede og kiggede på mig, fordi jeg var den eneste solbrændte til stede. En lang periode var jeg den brune sygeplejerske, indtil jeg foreslog at formanden for DSR skulle gå en halv million ned i løn. Ekstra Bladet dømte mig til at være den røde sygeplejerske, men min karriere sluttede brat i DSR. Jeg dannede efterfølgende foreninger for at bestemme noget. Men dem, der bestemte noget, var i partipolitik. Jeg meldte mig ind i SF pga. Villy Søvndal og meldte mig også ud pga. Villy Søvndal. Men det er en anden tale. Men dem, der bestemte noget, sad i Folketinget. Jeg blev valgt i 2007 og sad i Folketinget i 8 år. Men hvis man skulle bestemme noget, skulle man sidde i regering. Ja, vi kan tale længe om, hvordan det gik SF i regering. Det er et trauma i sig selv. Når jeg talte med ministrene, mente selv de, at folketingsmedlemmerne havde mere magt end dem. Men i dag ved jeg, at der, hvor man har mest indflydelse, er der, hvor man selv står. Man kan gøre en kæmpe forskel, hvis man griber muligheden, der hvor man er. Tager det personlige ansvar på sig frem for at se det som en modsætning til fællesskabets ansvar.

Lad mig give jer et eksempel. Jeg glemmer aldrig, da jeg blev inviteret til at holde en tale i Anaheim i USA for en række tech-giganter. Der var 60-70 mennesker i rummet, og de havde måske tilsammen et par millioner ansatte. En af dem rejste sig op efter mit foredrag og ville stille et spørgsmål. ”Hvad skyldes din succes?” spurgte han. ”Mit svar vil skuffe dig”, sagde jeg til ham.
”Jeg er meget enig med min far i, at den rigtige drøm er dansk og ikke amerikansk”, sagde jeg. ”For der er få lande i verden, hvor man kan komme fra et arbejderhjem og blive valgt til folketinget. Det skyldes, at det ikke er pengepungen, der afgør, om man bliver til noget. Ikke ens forældres sociale baggrund, der definerer ens skæbne. Danmark er mulighedernes land, fordi fællesskabet griber det enkelte menneske. Min succes hedder velfærdssamfundet”, sluttede jeg. Jeg sværger vennerne fra venstrefløjen havde været stolt af min ølkassetale.
Manden rejste sig op igen og sagde: ”Jeg har læst på din baggrund. Dine forældre er immigranter fra Tyrkiet og er ufaglærte. Du får en sygeplejeuddannelse, bliver den første farvede kvinde i en fagforening. Den første farvede kvinde i Folketinget. Du er den anden dansker, som holder en Ted Talk på den store scene i New York. Du undervurderer altså dit personlige ansvar. Du må også havde gjort noget selv”, sluttede han. Hans kommentar nagede mig i lang tid. For han havde jo ret, og det havde jeg også. Men hvorfor kunne de to sandheder ikke være i samme sætning? Hvorfor blev mit svar så unuanceret?

Lad mig fortsætte med det, jeg startede med. Grunden til, at jeg svarede som jeg gjorde, handlede om min rødder i venstrefløjen. Jeg var skolet i, at der var en modsætningsforhold mellem det personlige ansvar og fællesskabets ansvar. Men det er jo en gang vrøvl! Og nu håber jeg vennerne lytter godt med. Nej, jeg mener ikke kun Pelle Dragsted, men også dig Ole Birk.

Kampagnen, #DuKanGodt, rørte mig dybt. Jeg så dig, Alex, i videoen, hvor du taler det enkelte menneske op og sætter fokus det personlige ansvar på en utrolig sympatisk måde. Den kampagne rørte dybt. ''Super godt'', skrev jeg på twitter, og så var fanden løs i Laksegade. Nogle af reaktionerne var forudsigelige. De fleste kom fra venstrefløjen. Mange opfattede kampagnen fundamentalt anderledes end mig. Der var selvfølgelig de sædvanlige reaktioner, hvor folk var ”skuffede” over mig, fordi jeg ikke mente det samme som dem. Men det mest interessante var, at nogle mente, at LA udstillede personer, der ikke kan, ”som dovne”. Der må jeg indrømme, at nogle gange kammer I også selv over. Andre mente, at det var ”privilegieblindhed at tale ned til syge mennesker” på den her måde. En partiformand gik så langt, at hun skrev, at syge mennesker har ”ingen ressourcer”. ”Neoliberalt” råbte andre, mens en prominent folketingskandidat fra et venstrefløjsparti skrev: ”Koster din sklerose-medicin 140.000 kr.? – Du kan godt, champ!”
Det, personen ikke vidste, var, at vi har et særligt tilskudssystem i Danmark, der gør, at hvis man ikke har råd, eller hvis medicinudgiften er alt for høj, kan man få tilskud. Og I øvrigt handlede kampagnen ikke om at afskaffe medicintilskudsordningen.


Mit ærinde med denne tale er ikke at påpege stråmændene. Jeg vil hverken heller ej forsvare Liberal Alliancens politik eller skyde jer alle mulige intentioner i skoene om kampagnen. Jeg vil heller ikke tale på vegne af alle udsatte borgere, men alene fortælle, hvordan jeg som mønsterbryder opfattede budskabet.

Jeg kommer fra bunden af samfundet, hvor begge mine forældre var ufaglærte og til tider arbejdsløse, syge og på offentlig ydelse. Jeg kan tydeligt huske, at vi bad under Ramadanen for, at det ville sne, fordi min far var snerydder. Jeg kan også huske, at han på et tidspunkt fik lavet en aftale med en fabrik om, at vi skulle klippe en lille dut af nogle plastikdimser, som man brugte til nogle maskiner. Pr dut fik vi 1,20 øre. Mens vennerne hang ud på Enghavepark i weekenderne, sad jeg der hjemme med familien og klippede 2000 dutter af. Min far har lært at skrive og læse i militæret og har en barndom som minder om Godhavsdrengenes. Min mor har gået til og med tre klasse, men har altid drømt om at være skolelærer. Hun har gjort rent næsten hele sit arbejdsliv indtil hendes diagnoseliste blev længere end hendes cv. Men jeg er vokset op med mantraet om, at man kan godt, hvis man gøre sig umage for at yde sit bedste.

Vi boede på Vesterbro. Det var før byfornyelsen kom, og der var bad i lejlighederne. Der boede utrolig mange udsatte borgere i bydelen, og det var dengang hvor en kop kaffe ikke kostede 50 kr. på Halmtorvet. Jeg bevægede mig sjældent ud af Vesterbro i min barndom og ungdom. Jeg gik på Ny Carlsberg Vejens Skole på Enghave, senere på Rysensteens Gymnasium på Halmtorvet, arbejdede i Føtex på Vesterbrogade og stod i smørkøen foran Aldi i Kødbyen. Min forældre har aldrig læst bøger op for mig. Min mor gik meget op i tilbudsaviser til gengæld. Det er rigtigt. Min mor holdt altid øje med om, der var tilbud på smør. Altså rigtigt smør – Lurpak.
”Hvis du køber 10 pakker, far køber 10 pakker, storebror køber 10 pakker, jeg køber 10 pakker og lillebror køber 10 pakker, så har jeg sparet 46 kr.”, sagde hun med julelys i øjnene. Så vi blev beordret til at mødes foran Aldi. Forestil jer, hvordan hun har det i dag, hvor Aldi lukker, og en pakke smør koster det hvide ud af øjnene. Min traumer fra smørkøen har gjort, at jeg har NEJ TAK til reklamer på min postkasse.

Langt de fleste af dem, jeg gik i folkeskole med, havde forældre, som var arbejdsløse, på kontakthjælp og førtidspension eller drømte om at være det, så de kunne slippe fra kommunens evige sanktioner. Jeg sværger, vi holdte øje med, hvem der fik førtidspension.
”Har du hørt, at Annes mor har fået førtidspension?” ”Walla de giver det kun til danskerne”, sagde vi til hinanden. Vi børn vidste godt, at livet ikke ville belønne os med studenterhuer, akademiske titler eller direktørstillinger. Udsigten til, at vi kunne ende som rengøringsfolk, taxachauffører og pizzamand, var stor. Det blev heller ikke bedre af, at vi havde en tysklærer, der sagde: ”Det er utroligt at se, hvor meget I kæmper, når man ved, at I aldrig bliver til noget”. Det gjorde ondt. Ondt, fordi vi var smertefuldt bevidste om ordet social arv. Kloge mennesker lavede forskellige undersøgelser, der viste, at æblet ikke faldt langt fra stammen. Budskabet blev genfortalt af mange voksne omkring os til os. Ellers udstrålede de det med stakkels-dig blik. Nogle af os var ofre. En af mine skolevenner endte jeg med at møde som sygeplejerske i psykiatrien. Personen var blevet voldsomst seksuelt misbrugt i al den tid, jeg havde gået i skole med hende.

Men glemmer heller aldrig min fysiklærer fra min folkeskoletid, der havde de største drømme for os. Til trods for, at vi næsten brændte fysiklokalet ned, sagde han altid med stor begejstring i stemmen: ”Kan du ikke se det? Der er en atomfysiker gemt i dig”.
Efter timen genfortalte vi det til hinanden: ”Jesper siger, at jeg bliver atomfysiker” ”Walla det er løgn, han sagde det samme til mig”.
Vi vidste godt, at han løj, men hold da op, hvor det smagte godt! Det gjorde det, fordi når man kommer fra bunden af samfundet, har man brug for nogle voksne omkring sig, der kan drømme for dig. Tale dig op. Fortælle dig, at du kan meget mere end, hvad andre fortæller dig. Fortælle, at du er mere end et tal på en graf. Mere end dine forældres skæbne. Mere end dine egne negative tanker om dig selv. Du kan godt.


Det er noget vrøvl at sige, at syge ikke har ressourcer. Alle mennesker har ressourcer. Selv de mest syge er andet end deres sygdom. Som Grundtvig sagde, skal vi se mennesket først. Mennesket kan meget mere, end den selv tror på. Jeg var i Trieste i Norditalien som psykiatriordfører. I Trieste er udgangspunktet, at alle har borgere har noget at bidrage med. Det betyder, at psykisk syge, også dem med de alvorligste diagnoser, har et arbejde. Nogen har ressourcer til 10 minutters arbejde om dagen, mens andre arbejder i flere timer.
''Hvorfor?'', spurgte jeg overlægen. Hans svar var: ”Alle skal have noget at stå op til.”

Betyder det, at hvis man bare tager sig sammen, så kan man ende som atomfysiker, som barn af ufaglærte forældre? Ja! Selvfølgelig. Men det enkelte menneske kan kun lykkes, når både fællesskabet og det enkelte menneske tager ansvaret på sig. Jeg har aldrig forstået den falske modsætning mellem fællesskabet og individets ansvar.
I Underdanmark har jeg set mange individer, som har haft utallige kontaktpersoner, behandlere, støtteforanstaltninger, opbakning, tilbud, og som alligevel ikke har formået at bryde mønstrene. Men jeg har også set syge mennesker, som har knoklet og alligevel er blevet mødt med et fællesskab, der ikke ville hjælpe dem op.
Mennesker, der sætter falske modsætninger op mellem det personlige ansvar og fællesskabets ansvar, er efter min mening længst fra det såkaldt Underdanmarks virkelighed. Livet er ikke sort-hvid. Velfærdssamfundet er intet værd, hvis det enkelte menneske ikke tager et personligt ansvar på sig. Det kan være socialrådgiveren, der trods rigide regler og siloer, kreativt og med oprigtig nysgerrighed prøver at række hånden ud til den udsatte borger. Men hendes hjælp har ingen effekt, hvis Brian eller Muhammed ikke tager deres del af ansvaret og gør sig umage for at gribe hånden, selvom det er svært, hårdt, smertefulgt og angstfremkaldende. Det har altid provokeret mig gevaldigt som mønsterbryder, når fagpersoner har fralagt deres ansvar ved at gemme sig bag systemet. Hvor mange gange har jeg ikke hørt nogen sige: ”Sådan er systemet”.
Men kære ven. Du ER systemet. Du er tandhjulene i velfærdssamfundets maskinrum. Du må aldrig undervurdere din egen indsats! Du kan godt!


Jeg er mønsterbryder. Ikke fordi jeg er har en IQ, som er højere end gennemsnittet. Eller fordi jeg er båret igennem af fællesskabet, da jeg startede min rejse fra bunden til toppen. Modsat mange andre skammer jeg mig ikke over at være en del af eliten. For mig er elite ikke et skældsord. Jeg har knoklet hele mit liv for at have et liv, som var bedre end mine forældres. Det kan man også se på min krop, pengepung og livsmuligheder. Jeg nægter at skamme mig over, at jeg har gjort mig umage og har taget turen fra bunden. Ja, jeg fik hjælp af vedfærdssamfundet, men jeg knoklede også selv. Og de gange hvor min indsats ikke var tilstrækkelig, tog systemet over og omvendt. På min vej er jeg blevet hjulpet af ildsjæle, der har taget et personligt ansvar på deres skuldre, og som har rakt mig deres hånd og inviteret mig ind i de demokratiske fællesskaber. De har brugt tid på at argumentere og tale med mig. De mennesker har formet mig som demokrat og som brobygger. Havde det ikke været for ildsjæle, for fyrtårne og for velfærdssamfundets sikkerhedsnet, var jeg aldrig nået så langt, som jeg er. Jeg er ikke blevet opgivet! Det er muligt at rykke mennesker. Derfor er mit råd til mønsterbrydere: Lyt til dem, der taler dig op og til dem der taler dig ned. For du kan meget mere end du tror.


At tale det enkelte menneske op betyder ikke, at man taler fællesskabet ned. De er hinandens forudsætninger, ikke modsætninger. Alt det, jeg laver i dag med brobygningen, har det personlige ansvar som omdrejningspunktet. Ikke fordi Folketinget, kommunen, medierne eller skolen ikke har et ansvar. Men ingen af de institutioner kan fungere, hvis det enkelte menneske ikke tager ansvaret på sig.
Men desværre er en af ulemperne ved velfærdssamfundet, at man kan udlicitere ansvaret til andre. Også selvom det ikke altid er den bedste løsning. Er din far ensom, kan du ringe til kommunen og bede om besøgsven, selvom det er dig, han savner. Fælder din nabo dine træer, kan du ringe til politiet, frem for at invitere ham til kaffe. Trænger din ven til en seriøs pause fra de sociale medier, kan du slippe for den ubehagelige snak ved blot at melde ham til Facebook. Der er mange gode ting at sige om velfærdssamfundet. Det kan vi nok godt blive enige om, også selvom jeg som tidligere medlem af et venstrefløjsparti måske kan finde på lidt flere gode ting at sige om velfærdssamfundet, end I kan. Men det, at vi lever i et velfærdssamfund, kan nogle gange også være med til at passivisere os som demokratiske borgere. Vi er vokset op med en tanke om, at alt kan fikses af andre.

Men kære venner: det personlige ansvar for samtalen kan ikke udliciteres til andre. Vi skal have mod til selv at tage ansvaret på os, ellers vil fællesskabet ikke fungere.

Tusind tak for muligheden for at tale til jeres landsmøde. Jeg håber, I får en fantastisk dag.

Jeg vil gerne slutte af med at bede jer om at tage jeres mobiltelefoner frem. I skal skrive ”Ansvar” i en sms og sende den til 1217. Tak.

Özlem Cekic, gæstetaler ved Liberal Alliances landsmøde d. 15. april 2023.

Mandag d. 24. april fra kl. 17:00–19:00 holder Brobyggerne generalforsamling i Røde Kors’ lokaler på Blegdamsvej 27, 2100 København Ø.

Vi indkalder hermed alle med interesse for vores arbejde er velkomne, men kun medlemmer i foreningen har stemmeret. Det samlede materiale til behandling på generalforsamlingen er lagt op på vores hjemmeside. Du kan tilgå det ved at klikke her.

For at vi er sikre på, at vi har kaffe nok på kanden, må du gerne tilmelde dig generalforsamlingen ved at klikke her.

Dagsorden for generalforsamlingen

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år forelægges
  4. Godkendelse af regnskab og vedtagelse af budget
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Indkomne forslag
  7. Valg til bestyrelsen og/evt. suppleanter
  8. Valg af en revisor
  9. Eventuelt

Forslag til behandling under pkt. 6 skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, jf. vedtægternes § 5.4. Forslagene kan sendes til hanne@brobyggerne.dk. Du kan læse foreningens vedtægter her.

Efter selve generalforsamlingen holder Özlem Cekic et oplæg om Brobyggerne og de planer og drømme hun har for foreningens arbejde i 2023 og de kommende år.

Vel mødt!

Her i weekenden summede den gamle festsal på Roskilde Gymnasie af liv. 40 engagerede og nysgerrige mennesker var mødt op på #brobyggeruddannelsen for at lære en masse om, hvordan man bygger bro i de nære og sommetider konfliktfyldte relationer – hvad vi kalder ”de små broer”.

Weekenden bar præg af god energi, en masse grin og endnu vigtigere, en god sjat tillid til hinanden. Deltagerne havde nemlig fået til opgave at medbringe eksempler på svære eller konfliktfyldte situationer fra deres egne liv, som de kunne tage udgangspunkt i, når vi skulle træne dialog. Det kræver tillid og mod at turde åbne op overfor nye mennesker.

Som noget nyt, havde vi to garvede brobyggere med, Dennis og Britta, der begge deltog på den allerførste brobyggeruddannelse i København i 2022. Dennis og Britta hjalp til, talte med de nye deltagere og delte deres erfaringer med at facilitere brobyggende aktiviteter. Dennis fortalte om, hvordan han var medarrangør af en stor interreligiøs ramadanmiddag, hvor der blandt andet blev talt om forskelle og ligheder mellem kristendommen og islam. Britta fortalte om, hvordan hun var med til at afholde en spændende workshop for lærerstuderende med religion som undervisningsfag, hvor de blandt andet fik mulighed for at gå i dialog med repræsentanter fra en række forskellige religioner, og på den måde få et større indblik i religionerne indefra.

Det er fedt at have nogle at spejle sig i, og vi håber, at de nye brobyggere er blevet inspirerede af Dennis og Brittas fortællinger.

Næste gang vi mødes på Brobyggeruddannelsen i Roskilde, skal det handle om ”de store broer”, og indtil da, har deltagerne fået en lille udfordring; de skal invitere på dialogkaffe. Kaffebønnerne har de fået med sig hjem, og dialogredskaberne er friske i erindringen.

Tusind tak for en fantastisk weekend. Vi glæder os til vi ses igen til endnu mere dialog og brobygning i april!

Det kan være svært at skabe god dialog i den offentlige debat. Det måtte vores fire paneldeltagere, Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs, folketingsmedlem for SF, Karsten Hønge, rektor på Nyborg gymnasium, Henrik Vestergaard Stokholm og kunstner, Jens Galschiøt erkende, da de sammen med Özlem tog en samtale om den demokratiske samtale i Danmark.

’’Du er uden følelser!’’

Salen var stille, mens ordene lød fra højtalerne på den computer, rektoren havde i hænderne, som han stod i centrum af flokken. Man kunne se det på ham. Man kunne se det på de fire personer bag ham. Og man kunne mærke det på publikum. Puha. Det var en grov kommentar. Rektor trådte tilbage, lukkede computeren, og i det samme begyndte publikum at klappe.

’’I skal ikke klappe, I skal sgu ikke klappe ad mig’’, udbrød en lettere flov Henrik Vestergaard Stokholm. Men det gjorde de. For det var modigt at stille sig op foran en gruppe fremmede mennesker og udstille egne fejl.

Sidste weekend i februar var vi tilbage på Nyborg gymnasium for at afholde anden del af brobyggeruddannelsen i Nyborg. Denne weekend var temaet ’De store broer - dialog og debat i den offentlige samtale’. Som del af programmet, havde vi derfor inviteret fire andre kendte stemmer i den offentlige debat til at dele deres tanker om dialogens vilkår i det offentlige rum og deres egne erfaringer. I en samtale ledt an af Özlem reflekterede de over, hvorfor den offentlige debat er så svær.

Hvornår bryder dialogen sammen?

Indledningsvist bad Özlem alle fire om at dele deres oplevelse med en debat, hvor de ikke havde været så dialogiske og konstruktive, som de kunne havde ønsket sig.

Det var i denne sammenhæng, at Henrik Vestergaard Stokholm netop havde afspillet et klip fra en debat mellem tidligere folketingsmedlem, Martin Henriksen, og ham selv. Og som det næsten er mere reglen end undtagelsen, virkede teknikken ikke, hvilket var årsagen til rektorens ydmyge placering i centrum. Til skue for alle stod han, mens lyden af hans hårde ord kom frem i et personligt angreb på Henriksen. Selv erkendte Henrik Vestergaard, at han gik over grænsen. Han gik efter manden i stedet for sagen.

Som uerfaren debattør oplevede Henrik Vestergaard Stokholm efterfølgende også at være rystet over sine grove kommentarer, men også hvor svær den offentlige debat faktisk kan være, fortalte han med en vis frustration i stemmen.

Kenneth Muhs tøvede dog ikke med at bakke op, da han kort efter også åbnede op om en situation, hvor han heller ikke havde været den bedste version af sig selv. Borgmesteren var pludseligt blevet hovedperson i en shitstorm, hvor han blev beskyldt for ’’at have lavet et knæfald for islam’’ og blev kaldt landsforæder. Særligt stemplet som landsforæder var personligt hårdt for den tidligere officer i hæren. Normalt ville han helt holde sig fra den type skarpe og nytteløse debatter, men de personlige anklager fik ham til at handle og, som han selv beskrev, gøre alt det forkerte:

’’Det ku’ kraftedeme ikke passe…’’, indledte Kenneth Muhs. Lyden af latter spredte sig i salen, mens borgmesteren ærligt fortsatte med fortælle, hvordan han i en besked havde reageret på en anklage og brugt nogle mindre pæne gloser samt kommenteret nedladende på vedkommendes begavelse. Det var tydeligt at se på ham, at det ikke var et øjeblik, han var stolt af. Alligevel var borgmesteren dog i stand til at trække på smilebåndet over episoden nu.

Som de to herrer havde erfaret, kan den offentlige debat ofte være frustrerende og hård at være en del af. Selv hvis man gør sig umage, risikerer man at blive presset helt derud, hvor følelserne tager over, og man glemmer alt om de gyldne principper for god og konstruktiv dialog.

Også den garvede folketingspolitiker, Karsten Hønge, fremhævede, hvordan følelserne ofte koger over, når kritikken bliver for personlig. Ifølge Hønge er politik ligesom en mental kontaktsport, hvor det kræver holdninger, man slår sig på. Selv overlever han i det hårde miljø ved at træde ind i en rolle som politiker.

Tag luften ud af debatten

’’Samtaledemokratiet er jo blevet til samtaleråberiet’’, konstaterer Henrik Vestergaard Stokholm, da dialogen bevæger sig over mod nogle af de problemer, deltagerne oplever ved den demokratiske samtale i dag.

Flere af paneldeltagerne var enige i rektorens bemærkning, men gav også udtryk for, at det var svært at trænge igennem uden.

’’Vikaren fra helvede’’, Hønge, gav udtryk for, at de skarpe linjer og spydige argumenter var en del af den offentlige og politiske diskussion. Det var Venstre-politikeren hurtig til at udnytte, da han trådte frem og argumenterede for det stik modsatte. Debatten behøver ikke være sådan, lød det fra lokalpolitikeren, hvorefter han udlagde, hvordan han selv forsøger at bidrage til en bedre tone ved at holde sig på egen banehalvdel og ikke tale så dårligt om andre.

At holde sig på egen banehalvdel. Mon ikke det var noget, der gav genlyd hos mange af brobyggerne, som engagerede lyttede med.

Jens Galschiøt, der er kendt for at bruge sin ofte samfundskritiske kunst til at udtrykke politiske budskaber verden over, har erfaret, hvordan han selv kan bremse en konflikt, inden den tager overhånd. Med udgangspunkt i et eksempel fra en tur til Kenya, hvor kunstneren havde skabt en offentlig udstilling med et provokerende værk, fortalte han om, hvordan han nåede at stoppe en potentiel voldsom konflikt ved at afmontere sit værk i tide. Galschiøt kaldte det at tage luften ud af debatten.

Seriøs samtale med plads til sjov

Til trods for emnets alvor formåede paneldeltagerne og kursisterne alligevel at skabe et rum, hvor der både var plads til seriøse diskussioner og humoristiske kommentarer.

Derfor bar debatten præg af en god og behagelig stemning.

Kursisterne bidragede også til en konstruktiv samtale med den måde, de deltog i diskussionen med åbne og nysgerrige spørgsmål. Det var bemærkelsesværdigt, hvordan de gjorde brug af nogle af de mange redskaber, de har lært i løbet af Brobyggeruddannelsen.

Tak for en spændende weekend med givende indslag fra kompetente gæster og med glade, dygtige og interesserede kursister.

KOM MED når Arbejdermuseet og Foreningen Brobyggerne igen varmer op til Kvindernes Internationale Kampdag med et arrangement spækket med spændende og nuancerende indslag, hvor vi sammen sætter fokus på kvinders ret til egen krop.

Arrangementet afholdes d. 6. marts i Arbejdermuseets flotte festsal fra kl. 19.00 – 22.00.

Det bliver en aften med dialog og kunstneriske indspark fra fremtrædende kvinder på den danske kultur- og debatscene, når vi tager samtalen og debatten om aktuelle emner og dilemmaer i relation til kvindekampen.

I løbet af aftenen kan du bl.a. opleve Lone Hertz læse breve op fra kvinder med uønskede graviditeter før 1973. Herefter vil aftenens program være delt i to, hvor vi først sætter skarpt på emnet om retten til fri abort og spørgsmålet om, hvor grænsen for fri abort skal være. Derefter fokuserer vi på kropsidealer og retten til selv at bestemme over egen krop i forhold til skønhedsoperationer samt de tabuer, der kan være forbundet med dette.

Aftenens program byder bl.a. på interviews og paneldebatter med personer som Ellen Højlund Wibe, Lillian Bondo, Faye Sarmady og Sørine Gotfredsen. Desuden vil der også være underholdning i form af kunstneriske indslag fra både Simona Abdallah og Fallulah.

Læs mere om hele programmet og alle gæsterne her, hvor du også kan købe din billet: https://www.arbejdermuseet.dk/.../min-krop-min-ret.../

Eller se programmet her:

Billetpris: 200 kr. pr. person

Alle billetindtægter går ubeskåret til de kunstnere, der stiller op.

Vi glæder os til at se dig til en inspirerende aften i selskab med nogle af landets skarpeste kvindelige eksperter og aktører, hvor vi i fællesskab fejrer kvindernes kampdag.

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.