Valgkampen er blevet til en kamp om at gøre mest muligt nar ad hinanden

Debatindlæg af fordomsbryderne bragt i Politikken d. 21. marts 2026.  link til original artikel.

Det er foruroligende, hvordan politikerne bruger deres sociale medier som fordomsfulde memesider: Vi ser det for eksempel hos Enhedslisten, når de kalder overklassen for klynkeklassen, hos Radikale Venstre, når de karikerer partilederne som Letterboxd-anmeldere, eller når Dansk Folkeparti sammenligner udenrigsministeren med en kamel.
Som en del af Fordomsbryderne, der er en del af Brobyggerne – Center for Dialogkaffe, ser vi det som et demokratisk problem, at denne valgkamp i høj grad er blevet til en kamp om at gøre mest muligt nar af hinanden.
Politikernes retorik smitter nemlig af på befolkningen, og især os unge får oplevelsen af, at politik og debat handler om at reducere mennesket til en holdning og ikke se mennesket bag. Det er en aggressiv form for humor, der splitter mere og skaber mere distance, end det samler.

Som fordomsbrydere er det en del af vores virke at besøge de mennesker, vi har fordomme om, og i mødet med dette menneske nuancere vores blik.
For eksempel har vi besøgt Lars Løkke Rasmussen, en koranafbrænder, Jair Melchior og Vestegnens politikreds. Her lærte vi blandt andet, hvor vigtigt det tidslige aspekt er. For dét, der går allermest igen efter disse besøg, er, at det kræver tid at møde et menneske og at bryde med de fordomme, vi har.

Derfor kan det virke mærkeligt, at politikerne bruger valgkampen til at bygge så mange fordomme op som muligt og på så kort tid som muligt. Det kan tage år at nedbryde fordomme, men åbenbart kun én måned at skabe dem; én måned, hvor alt er tilladt.

Vi taler af erfaring, når vi siger, hvor svært, og hvor lang tid det faktisk tager at møde et nyt menneske så fordomsfrit, som det nu kan lade sig gøre. Selv kommer vi fra vidt forskellige baggrunde: Vi er muslimer, vi er ateister, vi er kristne, vi er fra Taastrupgaard, og vi er fra Østerbro. I mødet med hinanden lærte vi, at vi har mere tilfælles end ved første øjekast – arbejde, skole og familie – men kun fordi vi gik nysgerrige ind til dette møde. En nysgerrighed, vi tager med os, når vi for eksempel møder folk som forfatter, praktiserende muslim og homoseksuel, Elias Sadaq, til en ramadanmiddag: Hvem er mennesket bag titlerne?

Valgkampens overordnede tone synes vi derfor er blevet til et skræmmeeksempel på, hvordan vi taler med hinanden. Et godt eksempel er tonen i udlændingedebatten: For eksempel, når Mads Strange fra Liberal Alliance kritiserer, at muslimer frit kan afspille højlydte bønnekald, selv om det lader til, at dette ikke har noget konkret på sig. Det tog ham fire minutter at lave videoen, som fik over en halv million visninger. Fire minutter at sprede en fordom til over en halv million mennesker. Mads Strange argumenterer for, at dette er langt nemmere end at tale med folk fysisk. Men måske burde vi snakke om kvalitet frem for kvantitet? Det er på tide, at vi tager den fordomsfrie og nysgerrige samtale alvorligt. Det er naivt at tro, at valgkampens retorik ikke påvirker hverdagen efter.

af Alberte Amundsen, Elias Kadim, Fatmanur Demir, Marius Holtze, Fordomsbryderne, Brobyggerne – Center for Dialogkaffe