Author Archive

Özlems tale til ramadanmiddagen

Tale til Ramadanmiddag på Københavns Rådhus den 19. marts 2025

DET TALTE ORD GÆLDER 

Første gang jeg holdt ramadanmiddag i Folketinget i 2010, ringede PET for at høre, om der skulle være ekstra sikkerhed, for det kunne jo være, at deltagerne kunne lave ballade.

Der var sågar nogle, der troede, at man blev omskåret på vej ind til middagen!

Under coronaen blev vores virtuelle middag hacket af højreekstremister, hvor over 1000 gæster var vidner til, at et barn blev seksuelt misbrugt.

Der har været mange sjove – og nogle mindre sjove – forsøg gennem årene på at forhindre i at spise hummus sammen.

Men når jeg kigger tilbage, så er der et ord, som kendetegner modstanden mod at mødes på tværs af forskelligheder og på trods af uenigheder: Legitimering.

Mantraet er, at hvis man mødes med sin modsætning, så er man med til at ”legitimere” den anden. Legitimere islam. Legitimere tørklæder. Legitimere muslimer.

Jeg har aldrig forstået denne form for logik, selvom jeg anerkender, at et møde med ens modsætning i den grad kan udfordre ens tolerancemuskel. Forudsætningen for et velfungerende demokrati er, at vi kan tale sammen – på trods af forskelligheder. For modsætninger er også medmennesker. De er medborgere og statsborgere. De er naboer, kollegaer, frivillige og venner.

Ramadanmiddagens DNA går ud på at bringe mennesker sammen, så man kan øge kendskabet til hinandens tro, skikke og traditioner. Det er ikke et forsøg på at snige min religion ind ad bagdøren eller tvangskonvertere jer gæster undervejs.  

Derfor vil jeg gerne berolige jer. Vi har ikke kommet noget i maden. I kommer til at gå herfra, nøjagtig som dem I var og er – men måske med nye bekendtskaber i mobilens telefonbog.

Adgangsbilletten til en ramadanmiddag er ikke enighed, men forskellighed. Derfor har vi sendt invitationen utrolig bredt ud. Samtlige partier i Folketinget har fået invitationen. Også organisationer og enkeltindivider, som traditionelt set er mere islamkritiske.

Og det er en stor ære for os, at så mange forskellige mennesker har sagt ja til at mødes på tværs af forskelligheder.

Af samme grund sidder I ikke sammen med jeres partnere eller venner. I kan tro, at vi har hygget os meget i Brobyggerne med bordplanen. Vi har gjort os umage for at sætte jer så mangfoldigt sammen som muligt. Jødiske venner sidder med muslimske venner. Forskere sidder med praktikere. Skuespillere med jurister. Kurdere med tyrkere. Grønlændere med amerikanere. Jeg kunne blive ved.

Men når jeg kigger ud over forsamlingen, er det især de gæster, der sidder ved tre bestemte borde, som jeg er ekstra glad for at se. Det er jer unge, der har valgt at bruge en aften i dette selskab. Tak for at give os voksne et håb for fremtiden. Dejligt, at I er her.

For os muslimer er ramadanen mangfoldighedernes måned, hvor vi mødes på kryds og tværs, hvor der er frihed til forskellighed, og hvor der er plads til alle – uanset etnisk, religiøs, økonomisk og kulturel baggrund.

Ramadan er en måned, hvor der er tid til refleksion. Tid til at stoppe op og se, om man har såret nogen på sin vej. Det er tid til solidaritet og en opfordring til at række hånden ud til de mennesker, der ikke har det lige så godt som en selv.

Og det er også en tid, hvor familier og venner er sammen for at fordybe sig i deres tro, engagere sig i deres samfund, og huske hinanden på vigtigheden af medmenneskelighed. 

Jeg tror, at vi alle, uanset hvad vi tror på, kan skrive under på, at dén refleksion altid er god at gøre sig. 

Og vi kan med fordel reflektere over, at minoriteter i Danmark faktisk er med til at skabe et dynamisk og mangfoldigt samfund. De har levet og boet i Danmark i flere generationer. De repræsenterer utallige etniciteter og har rødder fra mange forskellige dele af verden.

Mange kom i sin tid for at prøve at skabe en bedre fremtid for deres børn. Min far var en af dem. Han kom med drømmen om at spare penge sammen til at købe 40 får og et hus i landsbyen. Han knoklede ligesom alle andre for at realisere sin drøm.

Den første generation arbejdede på fabrikker, i landbruget, og alle de steder der manglede hænder. På den måde var de med til at bygge vores Danmark op.

I dag er den nye generation aktive i alle områder af samfundslivet. De rykker ud som politibetjente, når der er uro på gaden, de slukker brande i vores opgange som brandmænd, og de holder os raske som læger, sygeplejersker, og tandplejere. De er med til at forske i kræftbehandlingen. De renser din computer for virus og de gør rent på vores kontorer, passer vores ældre og opdrager vores børn i institutioner. De er aktive i politik, i medier, i finanslivet. Vi er en del af Danmark, og det store flertal bidrager stolt til fællesskabet.

Her i aften ser vi kun et lille udsnit af disse bidrag. Jeg vil gerne byde særligt velkommen til de mindretal fra mange samfundslag, der er mødt op her i dag.

Vores Danmark er et land bestående af kristne og muslimer, jøder og hinduer, buddhister, alevitter og ateister. Og formålet i aften er at fejre mangfoldigheden.  

Derfor er det i mangfoldighedens og refleksionens ånd, at jeg byder jer velkommen til denne iftar. 

Posted in Nyheder, USA | Kommentarer lukket til Özlems tale til ramadanmiddagen

Brobyggernes generalforsamling 2025

Torsdag d. 24. april kl. 17.00-19.30 holder Brobyggerne generalforsamling i Røde Kors’ lokaler på Blegdamsvej 27, 2100 København Ø.

Vi indkalder derfor alle medlemmer til generalforsamling.

For at vi er sikre på, at vi har kaffe nok på kanden, må du gerne tilmelde dig generalforsamlingen ved at klikke her, og gerne senest den 16. april.

Dagsorden for generalforsamlingen

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år forelægges
  4. Godkendelse af regnskab
  5. Fastsættelse af kontingent
  6. Indkomne forslag
  7. Valg til bestyrelsen og/evt. suppleanter
  8. Valg af en revisor
  9. Eventuelt

Forslag til behandling under pkt. 6 samt kandidaturer til en bestyrelsespost under pkt. 7 skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, jf. vedtægternes § 5.4. Forslagene kan sendes til kathrine@brobyggerne.dk. Du kan læse foreningens vedtægter her.

Senest 7 dage før generalforsamlingen udsender vi det samlede materiale til behandling på generalforsamlingen via et nyhedsbrev. Materialet kommer også til at ligge på vores hjemmeside.

Oplæg ved årets prisvinder

Vi slutter dagen af med et spændende oplæg leveret af årets modtager af Bent Melchior prisen, Sarah Smed. Sarah Smed er museumsleder på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg og en ildsjæl uden lige. Læs mere her.

Der er afsat ca. en halv time til oplæg og en halv time til opfølgende spørgsmål og dialog.

Vi glæder os til at se dig!

Posted in Nyheder, USA | Kommentarer lukket til Brobyggernes generalforsamling 2025

Brobyggerne – Center for Dialogkaffe søger akademisk praktikant

Vil du hellere tilbringe efteråret i en aktiv NGO end i auditoriet? Interesserer du dig for samfundsspørgsmål, og ser du behov for større demokratisk deltagelse og bedre dialog mellem befolkningsgrupper? Vil du have erfaring med NGO-arbejde inden for metode, planlægning og projektarbejde? Så er du måske vores nye akademiske praktikant.

Brobyggerne er sat i verden for at styrke dialogen og den demokratiske samtale i Danmark. Vi igangsætter projekter og udvikler redskaber, der styrker dialogen og dermed demokratiet, både blandt enkeltindivider, i organisationer og institutioner. Du kan læse mere om os på www.brobyggerne.dk

Som praktikant hos os får du erfaring med at være akademisk medarbejder i en NGO i rivende udvikling. Du bliver en del af et lille, men ambitiøst team, der består af 5 fuldtidsansatte og to studentermedhjælpere. I starten af 2024 startede vi Grøn Dialogkaffe som du bliver en del af og kommer til at være med til at forme og drive. Projektets målgruppe er elever på ungdomsskoler. Derudover vil der komme forskellige opgaver i forbindelse med Brobyggernes andre projekter så som Fordomsbryderne og dialogprojekter på grundskoleniveau.

Dine opgaver:

Vi går op i at dine opgaver afspejler dine interesser og kompetencer, men du vil bl.a. komme til at arbejde med at:

  • Bistå i planlægning og gennemførelse af projektaktiviteter, f.eks. kursusforløb og temauger
  • Bidrage til projektudvikling og/eller opstart af nye delprojekter
  • Dokumentation af projektaktiviteter og evaluering
  • Produktion af indhold til Brobyggernes sociale medier og hjemmeside
  • Ad hoc-opgaver i foreningen – i hverdagen hjælper vi hinanden på kryds og tværs på kontoret

Vi søger dig, der:

  • Er indskrevet på en relevant videregående uddannelse, hvorfra du har metodiske kvalifikationer
  • Enten har erfaring med kommunikation på sociale medier eller lyst til at få det
  • Er på udkig efter en praktikplads, hvor du kan tage ansvar og have indflydelse på dit arbejde

Vilkår for praktikstillingen:

  • Praktikken er 30-37 t/ugentligt med start i 15. august og semesteret ud. Vi tager selvfølgelig hensyn til dine behov for at følge fag og skrive praktikrapport. Bemærk at datoerne og længden for praktikperioden er vejledende og kan ændres.
  • Praktikken opfylder kravene til en ECTS-givende praktik.

Brobyggerne er en aktivistisk og visionær organisation med over 10.000 medlemmer, hvor det, vi hver især kommer med, har stor betydning for vores forening og arbejdsfællesskab. Vi elsker at diskutere højaktuelle emner og grine sammen, selvom vi har travlt. Vi holder til i det centrale København og deler fællesfaciliteter med andre tværkulturelle organisationer.

Ansøgning

Ansøgningsfrist den 1. juni 2025. Vi holder løbende samtaler, så send endelig en ansøgning med det samme. Send en kort motiveret ansøgning og CV til ansogning@brobyggerne.dk. Skriv ”Projektpraktikant” i emnefeltet.

Kontakt projektchef Kathrine Predstrup på kathrine@brobyggerne.dk eller
tlf. 2234 6838, hvis du har spørgsmål.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Posted in Nyheder, USA | Kommentarer lukket til Brobyggerne – Center for Dialogkaffe søger akademisk praktikant

Ramadanmiddag på Københavns Rådhus

Hver gang vi møder et andet menneske, slår vores ubevidste fordomme til. Ud fra vores første indtryk – en ring i næsen, et tørklæde, en hættetrøje eller en kalot – digter vi straks en historie om det menneske, vi står overfor. Men hver af os rummer mange lag og mange historier.  

Derfor arrangerer Brobyggerne og Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken i fællesskab en ramadanmiddag den 19. marts, hvor vi indbyder mennesker med forskellig baggrund, tro, uddannelse og alder til et festligt arrangement, hvor der bliver rig lejlighed til – på tværs af uenigheder – at tale sammen og lytte til hinandens mangfoldige historier. 

Det er Festsalen på Københavns Rådhus, der skal danne ramme om en aften med underholdning, tiltrængt dialog, og ikke mindst et lækkert festmåltid.

Den årlige ramadanmiddag er tiltænkt muslimer, jøder, kristne og alle andre, som ønsker at samles om dialogen. Foruden et festmåltid tilberedt af Claus Meyer i samarbejde med Café Mors Varme Hænder, byder aftenen på underholdning og taler. Café Mors Varme Hænder er en erhvervsdrivende forening, der bliver støttet af den boligsociale helhedsplan i Tingbjerg og Husum.

Blandt de inviterede er civilsamfundsaktører, politikere, og repræsentanter fra forskellige trossamfund, såvel som kunstnere og unge fra København.

Ramadanmiddagen er en fejring af vores ligheder såvel som af vores forskelligheder. Det kan, særligt i urolige og polariserede tider, være svært at holde liv i dialogen. I kampens hede risikerer vi at miste blikket for den anden og reducere vores medmennesker til deres holdninger. Ramadanmiddagen er det helt konkrete skridt i den modsatte retning. Vores tilgang er nemlig, at ”hvor der er mad, er der fred”.

Program for aftenen

17.30 Velkomst ved Özlem Cekic og Jens-Kristian Lütken

17.45 Stand up ved Ray Samson

18.15 Digtoplæsning ved Haidar Ansari

18.30 Buffeten er åben (maden præsenteres af Claus Meyer og Güler Yagci)

19.10 Tale ved udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen

19.25 Musikalsk indslag ved Silk Road Orchestra

20.00 Tak for i aften

EN STOR TAK skal lyde til Politiken Fonden og Tuborgfondet for den økonomiske støtte til Ramadanmiddag 2025. TAK til Meyers og Mors Varme Hænder for at stille deres arbejdskraft til rådighed & TAK til alle, der har indvilliget i at stille sig op på scenen og gøre aftenen uforglemmelig.

Posted in Nyheder, USA | Kommentarer lukket til Ramadanmiddag på Københavns Rådhus

Mød Özlem Cekic og Jair Melchior i København

Skal du med, når Özlem Cekic og Jair Melchior skyder deres foredragsturné i gang? Det sker allerede den 6. februar kl. 19-21 på Rysensteen Gymnasium i København.

Anledningen er lanceringen af deres samtalebog På trods af forskelle og uenigheder, der udkommer på Gyldendal den 4. februar.

Mens ufred og konflikter mellem forskellige etniciteter og religioner truer med at splitte samfundet, insisterer venneparret Özlem Cekic og Jair Melchior på samtalen – på dialogen. Sammen har de gjort det til et fælles projekt at bygge bro mellem mennesker, der repræsenterer tilsyneladende uforsonlige holdninger.

Det er et projekt, der er blevet stærkt udfordret af krigen i Gaza. Konflikten trækker tråde direkte til Danmark, hvor den har sat alvorlige spor i den offentlige samtale – og i vores relationer til hinanden.

Bogen og foredraget er fortællingen om to brobyggere, der ved, hvad det vil sige, at det buldrer og brager omkring en. Det er også fortællingen om to venner, der har oplevet at få syn for alt det, der adskiller dem. Og så er det fortællingen om, hvordan man finder vejen frem – på trods af forskelle og uenighed.

Billetten koster 125 kr. og kan købes her.

Posted in Nyheder, USA | Kommentarer lukket til Mød Özlem Cekic og Jair Melchior i København

Kom til Grøn Dialogkaffe i København

Rysensteen Gymnasium, tirsdag den 28. januar kl. 16.00-18.30

Klimakrisen kalder på handling – men også på dialog, hvor fronterne er trukket hårdt op i spørgsmålet om den grønne omstilling. Mens politikerne indgår historiske aftaler om naturen og omstilling af landbruget, sultestrejker klimaaktivister i protest.

Kom med, når Brobyggerne inviterer til Grøn Dialogkaffe under overskriften “Sultestrejke og Grøn trepart: Er der håb for den grønne dialog?” i håb om at styrke dialogen, nuancere debatten og modvirke polarisering i spørgsmålet om landbruget og den grønne omstilling. Aftenen byder på både ekspertoplæg, panelsamtale samt dialogøvelser i salen.

16.00               Velkomst med Özlem Cekic, generalsekretær i Brobyggerne

16.10               Oplæg ved Jesper Theilgaard, forfatter og meteorolog

16.30               Samtale mellem Jeppe Bruus, minister for grøn trepart og Selma De Montgomery, aktivist i Den grønne Ungdomsbevægelse

17.00               Dialog ved bordene

17.30               Samtale med Pernille Rosenkrantz-Theil (S), MF, og Nikoline Borgermann, ph.d. i biokemi og deltager i Nødbremsen.

18.00               Musikalsk indslag ved North Folk

18.30               Tak for i dag

Det er gratis at deltage til Grøn Dialogkaffe. Tilmeld dig via linket her.

Vel mødt!

Posted in Nyheder, USA | Kommentarer lukket til Kom til Grøn Dialogkaffe i København

Julehilsen fra Özlem

Julen er for mange den tid på året, hvor de i trygge rammer og kærligt selskab kan sænke skuldrene.

For mindst lige så mange er det dog også en tid, der sætter både tålmodighed og toleranceevne på prøve.

Uanset hvilken kategori, man tilhører, er julen en påmindelse om, at behovet for brobygning lever i bedste velgående.

»Gaven, der bygger bro« var utrolig populær sidste år, og derfor tilbyder vi den igen i år:  Vi synes selv, den passer ind i den opbyggelige kategori: En donation til Brobyggerne, så vi kan fortsætte arbejdet for det samtalende demokrati.

Vi kvitterer med et digitalt takkekort prydet med et unikt maleri af Camilla Blachmann, skabt til støtte for vores arbejde. Læs mere her.

Skal du have fyldt pladsen under juletræet ud, kan jeg i øvrigt hilse og sige, at man kan få en hel del gode og lærerige stunder ud af Brobyggerspillet.

Vi har desuden netop nedsat prisen på alle bøgerne i vores webshop! Webshoppen med vores merchandise finder du lige her. Bestil inden den 19. december kl. 14, så pakken kan ankomme inden jul.

Findes der håb for den grønne dialog?

I marts 2024 lancerede vi vores projekt, Grøn Dialogkaffe. De næste tre år vil vi med projektet styrke dialogen om den grønne omstilling og modarbejde polarisering i debatten.

Vi har med succes afholdt Grøn Dialogkaffe i Nyborg, Bjerringbro og Aalborg.

Her samlede vi lokale aktører på tværs af civilsamfund, erhvervsliv, politik og ungdomsorganisationer for at nuancere debatten om lokale klima- og miljøproblemstillinger.

Det nye år skyder vi i gang med en omgang Grøn Dialogkaffe på Rysensteen Gymnasium i København under overskriften Sultestrejke og Grøntrepart: Er der håb for den grønne dialog? Programmet opdateres løbende, men I kan allerede nu glæde jer til at møde aktivisten Selma De Montgomery, politiker Pernille Rosenkrantz-Theil og ph.d. Nikoline Borgermann. Som sædvanlig er panelsamtalen modereret af mig.

Det foregår den 28. januar 2025 kl. 16.00-18.30Læs mere og tilmeld dig her – det er gratis! Vi håber på at se dig.

Skal du med til USA-foredraget i Aarhus?

Du ved det formentlig allerede. Jeg har været i USA på dialogkaffetur op til det skæbnesvangre valg, der endte med en stor sejr til Trump.

På turen forsøgte jeg at blive klogere på polariseringen i USA og hvad vi kan lære af den herhjemme. Jeg mødtes med både Trump- og Harris-vælgere, latinoer, kvinderettighedsaktivister, kampagnefolk, dialogeksperter, religiøse brobyggere, dansk-amerikanere, ildsjæle, der bekæmper fake news, undervisere fra universiteter og mange andre.

Jeg har samlet alle fortællingerne og billederne i et foredrag – og du er inviteret.

Arrangementet finder sted den 7. jan. 2025 kl. 19-21 på Dokk1 i Aarhus.

Jeg håber på at se mange af vores jyske venner og støttemedlemmer! Køb din billet her.

Hvis du (eller din familie eller venner) endnu ikke er støttemedlem af Brobyggerne, så kan du blive det for blot 100 kr. om året – men du er også velkommen til at give mere. 

Du kan også støtte Brobyggernes arbejde med et valgfrit beløb via en donation. Donationer på min. 200 kr. er fradragsberettigede.

Tak for støtten – den betyder alverden for os!

Med ønsket om en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

De bedste hilsner

Özlem Cekic

Generalsekretær
Brobyggerne – Center for Dialogkaffe

Posted in Nyheder, USA | Kommentarer lukket til Julehilsen fra Özlem

Sarah Smed modtager Bent Melchior Prisen 2024

Det er nu tredje gang, at vi mindes Brobyggernes første formand, Bent Melchior, ved at uddele en pris i hans navn. Man må sige, at det ikke er blevet mindre relevant at minde om Bents brobyggerbudskab, når man ser på verdens forfatning.

Det er kun få dage siden, jeg vendte tilbage fra min dialogkaffetur i USA. Som bekendt vandt Donald Trump præsidentvalget med utvetydig opbakning fra et flertal af amerikanerne. Det er stof til eftertanke, at en kampagne, der i så høj grad er baseret på splittende budskaber og dæmonisering af andre, kan få så stor succes.

Det har bekræftet mig i, at vi skal gøre os ekstra umage for at holde fast i det, der binder os sammen, frem for at fokusere på det, der skiller os ad.

Prisen hylder en ildsjæl, der med vedholdenhed og tålmodighed gør sig umage for at træde ud på broen og gå den anden i møde – med åbenhed, nysgerrighed og kritisk stillingtagen.

Årets prismodtager er Sarah Smed, der er museumsleder på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg og en ildsjæl uden lige.

Som tidligere Bent Melchior Prismodtager (2022) Henrik Vestergaard Stokholm sagde i sin motivationstale:

“Hun har kastet sig ind i kampen for de svage og sat sig selv på spil. Hun har insisteret på, at vi alle skal se monsteret i øjnene og erkende, at alle har et ansvar for de udsatte og sårbare. At vi kan gøre det meget bedre. At vi skal behandle sårbare mennesker med værdighed, respekt og næstekærlighed og give de glemte og forsagte en stemme. Ikke bare i skåltaler som her, men hverdag når vi møder udsatte mennesker på vores vej.”

Du kan læse hele motivationstalen af Henrik Vestergaard Stokholm her.

“Jeg har måttet knibe mig selv i armen for at forstå, at jeg (!) er modtager af denne ærefulde pris givet i et så betydningsfuldt menneskes navn – og fra en forening, et initiativ, en tænkemåde, som jeg henter så megen inspiration fra – wauw!”

Sådan indledte Sarah Smed sin takketale, og der var – som I kan se på billedet nedenfor – ingen tvivl om, at vi havde at gøre med en overrasket modtager af årets Bent Melchior Pris.

Hendes tale, som du kan læse her, bød dog også på hvad jeg synes er en kærkommen og tiltrængt opsang:

“For når alt kommer til alt, så har jeg erfaret, at ”de andre”, ”de udsatte” – de er del af ”os”. Det kan bare være så pokkers ubehageligt at tænke på, at det også kunne ske for os. Den der eksklusion. […] Så kunne vi ikke i stedet gøre os umage med for at tale om et ”os”, om et ”vi” og meget mindre om ”de andre” og ”de udsatte”? For ord sætter spor. Og jeg tror på, at en af grundstenene til en mere værdig forsorgsindsats lægges, når vi som samfund bevidstgør os om de ord, som vi bruger. Om deres magt. Og om hvordan de opleves og føles af dem, som de er rettet mod.”

En særlig tak til:

  • Moltkes Palæ for at lægge så fornemt hus til arrangementet.
  • Frellsen for flødebollerne og kaffeposerne til vores gæster.
  • Vores anonyme donorer, som igen i år har været en stor støtte for vores arbejde med at planlægge og eksekvere prisaftenen.
  • Kunstnerne og paneldeltagerne for at berige os alle med rørerende historier og for at minde os om vigtigheden i at værdsætte de udsatte.
  • Min gode ven, designeren Søren Le Schmidt, for min flotte kjole.
  • Fotograf Erling Brodersen for at have taget de smukke billeder.

Bent Melchior sagde altid: ”Hvis du føler, at der skal gøres noget, må du ikke sige: ‘det må andre klare’. Du må gøre det selv! Du skal gøre forskellen.” Den forskel ville vi ikke kunne have gjort uden jeres støtte. Så af hjertet tak!

Havde du ikke mulighed for at være med?

Så er der stadig billetter til mit USA-foredrag den 18. november kl. 19-21 i København og den 7. januar kl. 19-21 i AarhusEn billet koster 125 kr. Jeg disker op med historier fra den vilde (eller rettere: vanvittige) amerikanske valgkamp og byder på en kop kaffe og chokolade. Ses vi?

Og hvis du er på udkig efter “Bent Melchior Pris-stemning” derhjemme, har jeg måske også noget til dig. På vores webshop har du nemlig mulighed for at købe en af (eller alle) vores flotte brobyggerplakater. Er du på udkig efter noget at fordybe dig i, kan du købe Anders Jerichows bog Brobyggere. Özlem Cekic og Bent Melchior.

Hvis du er på udkig efter en mandelgave, kan jeg i øvrigt hilse og sige, at man kan få en hel del gode og lærerige stunder ud af Brobyggerspillet. Og apropos gode og lærerige stunder, så synes vi selv, at en billet til en (eller alle) Etiske aftener i januar ville give god mening under juletræet.

Til slut vil jeg sige tak til dig, kære læser, fordi du så trofast følger med i vores arbejde. Det betyder mere, end du tror, at vi har en platform, vi kan kommunikere ud til, og som i så høj grad interagerer med os.

Hvis du (eller din familie eller venner) endnu ikke er medlem af Brobyggerne, så kan du blive det for blot 100 kr. om året – men du er også velkommen til at give mere. Du kan også støtte Brobyggernes arbejde med et valgfrit beløb via en donation. Donationer på min. 200 kr. er fradragsberettigede.

De bedste hilsner

Özlem Cekic
Brobyggerne – Center for Dialogkaffe

Posted in Nyheder, USA | Kommentarer lukket til Sarah Smed modtager Bent Melchior Prisen 2024

Kan vi lære noget af splittelsen i USA? Invitation til foredrag ved Özlem Cekic i København og Aarhus.

I løbet af de sidste to uger har vores generalsekretær, Özlem Cekic, været bemærkelsesværdigt fraværende og til stede på samme tid.

For selvom hun har befundet sig mange tusinde kilometer fra Danmark, har hun i den grad haft noget at se til. I den amerikanske valgkamps slutspurt har hun besøgt West Virginia, Pennsylvania og Baltimore. I skrivende stund, på den skæbnesvangre amerikanske valgdag, befinder hun sig lige der, hvor hele balladen udspiller sig: Washington DC.

Måske har du fulgt med på Özlems Facebook-side og andre sociale medier og har læst om mødet med Shelby i Charleston, West Virginia, som arbejder for Trumps kampagne i byen. Eller om de dialogkaffer, Özlem har budt dansk-amerikanere på i de forskellige delstater. Måske har du læst hendes kommentar i Politiken om den frie aborts vilkår i USA – og hvad vi kan lære af den herhjemme.

Özlem har mødt Trump- og Harris-vælgere, latinoer, kvinderettighedsaktivister, Trumps kampagnefolk, dialogeksperter, religiøse brobyggere, dansk-amerikanere, ildsjæle, der bekæmper fake news, undervisere fra universiteter og mange andre. Her har hun fået blik for, hvor polariseret det amerikanske samfund er, og hvad vi kan lære af det i Danmark?

Alle fortællingerne og billederne har Özlem samlet i et foredrag – og du er inviteret.

København
Dato: 18. nov. 2024 kl. 19-21.Sted: KVUC, Vognmagergade 8, 1120 København
Klik her for at købe billet.
AarhusDato: 7. jan. 2025 kl. 19-21.Sted: Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus
Klik her for at købe billet.
Posted in Nyheder, USA | Kommentarer lukket til Kan vi lære noget af splittelsen i USA? Invitation til foredrag ved Özlem Cekic i København og Aarhus.

Når sprog forgifter samfundet: Læren fra Trumps valgkamp

Er Trump fascist og farlig? Det er det spørgmål, amerikanerne debatterer her i valgkampens slutrunde. Retorikken – generelt og især fra Trumps side er voldsom. Her kommer et par citater fra ham:

– Køb ikke deres lort. Vi burde sagsøge dem.

– Immigranter er dyr.

– Hvis jeg ikke bliver valgt, vil det medføre et blodbad for det hele – som et minimum. Det bliver et blodbad for landet – som minimum.

– Vil I se mig banke folk (Trumps mikrofon fungere ikke)

– Selvoptagede kattedamer (om kvinder, der ikke får børn)

– Demokrater er en samling svindler.

– Lad os se, hvordan hun har det, når våbnene bliver rettet mod hendes ansigt (om en republikansk medlem, som er uenig med Trump)

– Du er en lortepræsident (om Kamal’a Harris)

Konsekvent undergraver Trump myndighedernes autoritet. Taler om valgsvindel, selvom intet tyder på det. Opfordrer til vold mod journalister. Undergraver retssystemet ved at gå efter dommere. Taler usandt. Taler ekstrem dæmoniserende og splittende om minoriteter.

Er demokraterne så nogle engle? Nej. Biden kaldte Trumps vælgere for skrald. Kamala mener Trump er fascist. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er demokraternes udtalelser ikke i nærheden af, hvad Trump siger og gør.

Befolkningen i USA har vendt sig mod hinanden og mistilliden, polariseringen og afstanden vokser. Det er en ekstrem farlig kombination for demokratiet.

Hvad kan vi så lærer af det i Danmark. Når ser på USA kan man se, udviklingen er ikke kommet fra den ene dag til den anden.

Men når sproget bliver forgiftet, så ødelægger det relationerne mellem mennesker. Ikke akut, men langsomt. Og den kroniske tilstand af mistillid er svær at komme af med bagefter. Derfor skal man sige fra, hvergang man ser hadretorik. Og huske på at had kan ikke bekæmpes med had.

Jeg holder vejret og krydser fingre for, at USA vælger dialogen.

Posted in Nyheder, USA | Kommentarer lukket til Når sprog forgifter samfundet: Læren fra Trumps valgkamp