STØT

BROBYGGERNE

Studentermedhjælper til ungeprojekter

Brænder du for at fremme dialogen og tolerancen mellem befolkningsgrupper – og med særligt fokus på unge? Arbejder du struktureret, har flair for planlægning og gode kommunikationsevner? Så er du måske den studentermedhjælper, vi søger til vores projekter.

Du bliver en del af et dedikeret projektteam, og du vil primært arbejde med opgaver i projektet ”Grøn Dialogkaffe”. Som en del af teamet vil du også arbejde med på de øvrige projekter, der hvor dine faglige og personlige kompetencer bedst bringes i spil.

Vi har følgende aktive projekter:

Grøn Dialogkaffe – uenigheder mødes. Formålet er at styrke dialogen om den grønne omstilling og modvirke polarisering i den grønne debat. Vi skal både klæde unge på til at gå ind i dialog om den grønne omstilling, ligesom vi arrangerer uenighedsfælleskaber rundt i landet.

Fordomsbryderne. Vi ønsker at modsætninger skal mødes: Unge fra udsatte boligområder og unge uden for dem, skal lære hinanden at kende. De skal få blik for hinandens forskellige liv, familier, fritidsarbejde, fritidsinteresser, uddannelse og venner med det formål at træne deres tolerance for forskellighed.

Brobyggeruge, dialogværksteder og dialogkorps. Formålet er at styrke tolerance og dialogiske kompetencer hos elever og lærere i udskolingen. Brobyggeruge er en temauge vi planlægger og afvikler i samarbejde med skolen. Dialogværksted er et todages kursus for lærere, hvor de introduceres for den brobyggende metode og tankegang. Vi skal opbygge et eget dialogkorps, som kan forebygge fordomme, polarisering og diskrimination.

Læs mere om projekterne på hjemmesiden

Dine opgaver bliver bl.a.:

  • Planlægning, forberedelse og afvikling af aktiviteter og events i forbindelse med projekter
  • Kommunikation: SoMe, hjemmesidetekster, invitationer, m.v. m.v.
  • Researchopgaver
  • Administrative opgaver

Vi drømmer om, at du:

  • Er godt i gang med en relevant videregående uddannelse, og gerne med faglig viden om en eller flere af disse felter: integration, socialt arbejde, dialog og konfliktløsning. Vi forestiller os, at du læser eksempelvis statskundskab, sociologi, antropologi eller kommunikation
  • Arbejder selvstændigt, struktureret og med blik for detaljen, og tager fat hvor der er brug for dig
  • Har gode kommunikationsevner, er skarp til SoMe og har flair for, hvordan man laver en god opdatering
  • Har erfaring med at facilitere og planlægge undervisning for unge

… og så er du selvfølgelig glad, engageret og brænder for brobyggerprojektet ligesom os andre.

Det tilbyder vi

Stillingen er på 15 timer om ugen. Vi er selvfølgelig fleksible i forhold til dine eksamensperioder. Der vil forekomme spidsbelastninger, aftenmøder og rejseaktivitet, og har derfor brug for at også du er fleksibel.

Vi er et team på 8 medarbejdere, hvor der er plads til sparring og idéudvikling. Vi bor i hyggelige lokaler midt i København lige ved Rundetårn. Vi har et uformelt arbejdsmiljø og god stemning - også når vi har travlt.

Brobyggerne er sat i verden for at styrke dialogen og den demokratiske samtale i Danmark. Vi igangsætter projekter og udvikler redskaber, der styrker dialogen og dermed demokratiet, både blandt enkeltindivider, i organisationer og institutioner. Du kan læse mere om os på www.brobyggerne.dk.  

Søg stillingen

Ansøg senest den 5. august 2024. Send en kort motiveret ansøgning og dit CV til ansogning@brobyggerne.dk. Kontoret er lukket i juli, så vi ser på din ansøgning, når vi er tilbage den 5. august.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte daglig leder Hanne Brodersen på tlf. 2273 0193 / hanne@brobyggerne.dk.

Rigtig god sommer - vi glæder os til at høre fra dig!

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.