På tværs af tro, på trods af uenigheder. Muslimer og jøder, kristne og ateister, unge og gamle i alle farver. Sådan samledes vi i går til middag. Lige så forskellige, som mennesker er flest. Men alle med modet til at mødes for ikke at lade modsætninger udviske, at vi er medmennesker først.

Der var smerte i både ord og øjne, når der fra scenen og ved bordene blev talt om krigene i verden og de mange uskyldige ofre for død, terror og undertrykkelse. Det hviler over os alle. Men det samme gør visheden om, at vi er forbundne - og derfor også forpligtet til at passe på dialogen.

“Vi bruger maden til at bygge bro,” slog Gūler fra Cafe Mors Varme Hænder fast, da hun sammen med kokken Umut Sakarya præsenterede maden for de 100 gæster. For “der sker noget, når vi spiser sammen. Vi lærer om hinanden af hinanden,” som biskop Peter Skov-Jakobsen fulgte op.

Man kan ikke dialogkaffe sig til fred i verden. Men håbet slukker først helt den dag, vi slipper hinanden for kun at lade volden tale.

Derfor har vi hver især et personligt ansvar, som rækker længere end os selv. For hvis vi i Danmark fortæller verden, at ingen bro er mulig mellem mennesker, så har vi også givet tabt på håbet og freden.

For hvad er dialogen værd, hvis den kun gælder i fredstid? Især når ufreden raser, er der brug for at mødes. Ikke for at være enige, men for at forebygge, at vi ser hinanden som fjender.

Tak til alle, som tog del og bidrog med ord, mad og musik 🙏

Foto: Erling Brodersen