Özlem Cekic blev inviteret til at diskutere #FremtidensDanmark med Statsministeriet. Bragt d. 22. august i Jyllandsposten med Jane Sandberg (bestyrelsesformand for foreningen).

Vores største bekymring er mistilliden

Hvis målet​ for Danmark og danskernes liv er sammenhængskraft, må dialogen mellem borgere, mellem borgere og institutioner og borgere og politikere styrkes.

Det danske demokrati er sygt. Derfor har statsministeren besluttet sig for at give det en behandling. Vi er ikke de eneste, der er inviteret til et stort møde i morgen med regeringen i Fredericia. På mødet skal der arbejdes for at finde løsninger på strukturelle udfordringer i vores samfund. Ud over os er repræsentanter fra erhvervslivet, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner og politikere inviteret til at komme med deres bud på fremtidens Danmark.

Problemer er der nok af. De reformer, Folketinget beslutter – uanset om det gælder folkeskolen, førtidspensionen, politireformen, anbringelsesområdet eller skattesystemet – virker sjældent efter hensigten. Klimaforandringerne, integrationsudfordringerne og flygtningestrømme kræver bæredygtige svar.

Men medierne efterlyser handlekraftige politikere, der kan levere hurtige svar, som kan koges ned til 20 sekunder. Politikerne har til gengæld ikke tid til at sætte sig ind i de komplicerede sager, da magtkampe, interne intriger og den barske arbejdskultur på Christiansborg suger deres energi og ressourcer.

Danmark har traditionelt været et samfund, hvor tilliden til institutioner og til medborgere på tværs af sociale og politiske skel har været høj. Den position er vi ved at sætte over styr. Vi har haft gode rammer for at håndtere vores uenighed og forskellighed, men alligevel føler mange borgere sig utrygge. Deres tillid til politikerne er lav, og mange afholder sig fra at blande sig i debatten. Faktisk siger næsten 60 pct., at de undlader at blande sig, fordi tonen er blevet for hård og kontant. Det er her, behandlingen skal begynde.

Vores største bekymring er mistilliden. Dyrkelsen af fjendebilleder. Ekkokamre og en vigende vilje til at lytte til hinanden. Dæmonisering og dybe grøfter mellem befolkningsgrupper truer ganske simpelt sammenhængskraften i vores samfund. Forskning viser, at hver fjerde ikke har lyst til at have en nabo, der er medlem af Enhedslisten eller Dansk Folkeparti. Denne form for splittelse skaber et polariseret samfund, hvor friheden og tolerancen er under pres.

Først når vi har løst den udfordring, kan vi for alvor sætte ind på de øvrige flanker.

Hvis målet er sammenhængskraft, må dialogen mellem borgere, mellem borgere og institutioner og borgere og politikere styrkes. Visionen må være et samfund, der bygger på og fremmer de danske traditioner om forskellighed og uenighed. Og vi må sætte ind helt fra vores børn er små, for også hos dem kan vi se et alvorligt skred. Børn fødes åbne og fordomsfrie, men allerede i grundskolen sætter de spørgsmålstegn ved det, de ikke kender.

Skolevalget i 2015 viste, at 45 pct. af 8. og 9. klasseelever mente, at ytringsfriheden ikke skal gælde muslimer, mens næsten hver tredje mente, at ytringsfriheden ikke bør gælde homoseksuelle. Undersøgelsen er en understregning af, at ingen bliver født som demokrater, men vi skal dannes og uddannes til det, hvis vi skal skabe et frit samfund.

Vores råd til regeringen på mødet i morgen vil være at medicinere hårdt, når det gælder vores demokratiske samtale. Hvis reformer skal lykkes og udfordringer løses, må politikerne og medierne fokusere på sagens kerne og borgerne dannes og uddannes til at være aktive demokrater. Et sundt demokrati er kendetegnet ved, at vi evner at rumme forskelligheder og lytte til hinanden. Ikke med det mål at blive enige, men for at skabe plads til, at vi kan leve side om side.

Vi bor i et velfærdssamfund. Der er utroligt mange gode ting at sige om det, men bagsiden er, at vi tror, vi kan udlicitere alt: Kommunen skal sende besøgsvenner til de ensomme. Har du brug for hjælp, skal du til socialforvaltningen, og daginstitutionerne passer børnene. Det er rigtig fint, men der er også opgaver, der ikke kan udliciteres.

Kampen for demokratiet bærer den enkelte på sine skuldre. Det ansvar skal enhver borger føle. Og alle skal kende deres mulighed for at handle demokratisk. Det kræver, at vi tager vores personlige ansvar for dialogen alvorligt. Og det kunne fint begynde på regeringens møde i morgen.