Af Özlem Cekic, generalsekretær for Brobyggerne - Center for Dialogkaffe

Lad mig begynde i klasseværelset for et par år tilbage. Jeg befinder mig på en muslimsk friskole i København, hvor jeg er taget ud for at undervise om fordomme. Her møder jeg en 14-årig dreng ved navn Hassan, der i en snak om diskrimination udtrykkeligt lod vide: “Jeg hader Paludan!”

På dette tidspunkt har Rasmus Paludan gjort det til sit varemærke at brænde Koranen af i områder, hvor der bor mange muslimer. Det er svært at læse som andet end en provokation. Som automatreaktion lyder det derfor fra læreren: “Det kan jeg godt forstå.”

Det kan jeg sådan set også – og så alligevel ikke. For had er jo et ret stærkt ord. Hvad er det, der har fået Hassan til at bruge det? “Han siger ting, der ikke passer. At vi er terrorister, fordi vi er muslimer,” siger han. “Det ved jeg godt. Det ved vi begge,” forsikrer jeg ham om. “Men han gør alligevel, hvad han kan for at provokere os. Hans påstand er, at vi er hovedløse, voldsparate mennesker, der ikke egner sig til et demokratisk samfund. Skal vi ikke prøve at modbevise ham?”

Efter vores samtale ender Hassan med at gå hjem og føre en (også for voksne!) forbilledlig debat på Paludans Facebookside, hvor han trods tilsvininger bliver ved med at argumentere sagligt. Når jeg tænker tilbage på den dag, tænker jeg især på lærerens reaktion.

Jeg har stor respekt for lærergerningen. For mig er lærere hverken holdningsløse teknokrattyper eller praktisk orienterede mennesker forstået på den måde, at de bare har fokus på at få eleverne igennem pensum. For mig at se er læreren den fornemste repræsentant for demokratiet i klasseværelset.

Deraf følger det også ganske naturligt, at læreren bærer et enormt ansvar. Hun er med til at forme eleverne til demokratiske borgere med holdninger, der er i stand til at tage stilling til politiske og samfundsmæssige problemstillinger, være aktive og reflekterende. I den proces er det ganske afgørende, at læreren også selv reflekterer; bliver bevidst om egne normer, fordomme og kulturelle blindheder. Læreren er på én og samme gang normbærer og normbygger.

Men mit eksempel fra klasseværelset viser også, at det ikke er nemt. Læreren lod sig rive med pga. sine private holdninger, og i samtaler efterfølgende med læreren, fortalte hun, at hun heller ikke helt havde redskaber til at gribe det an på en anden måde. Hassan havde faktisk brug for at blive udfordret på sit ståsted; han havde brug for at blive mindet om, at der var mange måder at tage en dialog eller kritisk debat på. Vi lever i en tid, der i høj grad er præget af værdipolitiske uenigheder og kulturelle fordomme.

Det betyder også, at der er et behov for, at vi ofte minder os selv om at træde et skridt tilbage og evaluere vores egen rolle i debatten. Siden 2021 har lærerne derfor haft en fast plads på Brobygger-skolebænken. Lærerne kommer på et kursus forud for temaugen, som dels forbereder dem til at arbejde med Brobyggerugens undervisningsmaterialer og -metoder og dels ruster dem til at agere brobyggende rollemodeller i hverdagen – bl.a. gennem øget bevidsthed om egne normer, fordomme og konfliktmønstre.

Lærerkurset danner en ramme om og et fælles sprog for lærergruppens arbejde med temaugen og den efterfølgende forankring på skolerne. Vi har siden 2018 samarbejdet med Guldberg Skole, Lundehusskolen, Tingbjerg Skole, Randersgade Skole, den jødiske skole Carolineskolen og friskolen Al-Hikmaskolen. Til dato er 37 lærere og 955 elever blevet uddannet i brobygning i forbindelse med Brobyggerugen.

Vi har stadig fripladser på vores kurser og glæder os til at få endnu flere lærere igennem forløbet. Men vi er kun lige begyndt. Demokratiet er altid en uafsluttet proces, og dets vigtigste maskinrum er skolen.

Se mere om Brobyggerugen og vores lærerkursus.