STØT

BROBYGGERNE

Grundskoleelever til pandekager og brobyggerspil på Københavns Rådhus

Som del af en indsats mod blandt andet fordomme og diskrimination har Københavns kommunes indgået et samarbejde med foreningen Brobyggerne med henblik på at styrke fællesskabet og forståelsen blandt børn og unge på tværs af køn, nationalitet, religion m.m.
I forbindelse med dette havde Brobyggerne sammen med Københavns beskæftigelse- og integrationsborgmester, Jens-Kristian Lütken, og børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager, inviteret mere end 300 grundskoleelever og deres lærere til et hyggeligt og lærerigt arrangement på rådhuset første fredag i februar, hvor de sammen skulle spillet brobyggerspillet.

’’Pandekager!’’ lød det begejstret fra en dreng, der sammen med sine klassekammerater og mange andre elever fra Københavns kommune indtog rådhusets store festsal. De velkendte rådhuspandekager stod nemlig allerede klar på bordene, hvor eleverne skulle bruge de kommende timer på gode og dybe dialoger med hinanden.

Da alle var kommet på plads, indledte de to borgmestre med hver især at byde velkommen til arrangementet. Her beskrev Lütken, hvordan brobyggerspillet i dag skulle være udgangspunktet for at forsøge at forstå hinanden, og han opfordrede blandt andet eleverne til at gå åbne ind i dialogen: ’’En forudsætning for at det her kan lykkes er, at vi udfordrer de fordomme, vi har om hinanden. At vi spørger nysgerrigt ind til hinanden i stedet for at dømme. At vi viser hinanden tillid i stedet for mistillid. At vi ser på hinanden som medmennesker og ikke som modstandere’’. Også Næsager fremhævede for eleverne, hvordan forskellighed skal være en fælles styrke fremfor noget, der splitter os. Noget eleverne både kunne tænke over, mens de spillede, men også noget, de kunne tage med dem fremover.

Inden eleverne fik lov til at give sig i kast med spillet, trådte Özlem også kort op på scenen for at forklare de fremmødte, hvad spillet gik ud på og hvilke vigtige tanker, der ligger bag. ’’Ja’’, lød det højt i salen, da Özlem spurgte, om eleverne selv kendte til fordomme. Det gjorde de. Så konstaterede Özlem: ’’Fordomme er ligesom gift – og vaccinen mod giften er venskab og samtale’’.  Og samtaler var, hvad eleverne nu skulle øve sig på med brobyggerspillet.

Det sjove spil med de svære samtaler

Brobyggerspillet går ud på, at deltagerne skiftevis skal dele deres egen holdning til et emne og derefter lytte til andres syn på samme sag – og det kan nemt blive udfordrende. Gennem samtalespillet kunne eleverne nemlig støde på spørgsmål, der omhandlede ømtålelige emner såsom tillid, fordomme og fællesskab. Enige eller uenige skulle eleverne møde hinanden med nysgerrighed og åbenhed med henblik på at blive klogere på hinanden.

Meningen med spillet var at skabe gensidig forståelse for forskelle og ligheder i elevernes tankegange. Ved at gå i dialog om de spørgsmål og dilemmaer, spillet tilbyder, blev de præsenteret for andre synspunkter og måder at tilgå vanskelige situationer. Vores håb var, at det ville lære eleverne at skabe konstruktive dialoger fremfor konflikter. Og på den måde også finde frem til hvad de havde til fælles, fremfor hvad der splitter.

Hvis du er interesseret i at høre mere om arrangementet, kan du gå ind på vores Facebook: https://www.facebook.com/foreningenbrobyggerne og Instagram: Foreningen Brobyggerne (@foreningenbrobyggerne) • Instagram-billeder og -videoer,  hvor vi løbende delte billeder og videoer fra dagen. Hvis du er blevet nysgerrig på brobyggerspillet og vil vide mere (eller købe), kan du læse mere her: Brobygger spil - et spil om den konstruktive dialog (brobyggerne.dk)

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.