”Det er i uenigheden med hinanden, at vi har fundet vores tryghed”

Da Foreningen Brobyggernes succesrige kursus Brobyggeruddannelsen nåede sin anden weekend i Aalborg, mødte vi ægteparret Mais Al Aswad og Ghassan Abrahem Rahmi, der reflekterede over de uenigheder og den demokratiske dannelsesrejse, de sammen har været på.

Det er lørdag den 17. september. Årets Brobyggeruddannelse i Aalborg har nået sin anden og sidste weekend. Fra Holstebro har Mais Al Aswad og Ghassan Abrahem Rahmi taget turen til den nordjyske hovedstad, og på en sjælden solrig og lun septemberdag har vi hevet ægteparret ud af Klostermarksskolens højloftede lokaler i den friske luft for at gøre status på kurset. Er det hele, som de havde forventet?

Tja. Egentlig havde Ghassan forestillet sig, at man på Brobyggeruddannelsen ville tale mere end man ville lytte. Det ville sådan set have passet ham temmelig godt. Han føler aldrig, at han får nok taletid.

”Så dukkede Brobyggeruddannelsen op, og jeg tænkte: yes, her er min chance!”

— Synes du så, at du har fået nok taletid?

Han slår en latter op. ”Nej, det ville være synd at sige!”

”Men altså, du har da været temmelig glad for kurset, har du ikke?” indskyder Mais.

”Bestemt,” siger han og afbryder med ét sin latter.

”Jeg synes i den grad, det har været spændende. Der har været et væld af spændende oplæg. Jeg har lært en hel del – og så har det nok også været en god øvelse for mig at skulle lytte.”

I det hele taget har Ghassan – i hvert fald hvis man spørger hans kone Mais – god mulighed for at komme til orde og lufte sine holdninger i fritiden. Han er partipolitisk aktiv og gør en dyd ud af at deltage i så mange arrangementer, han overhovedet kan.

”Jeg er stadig usikker på, om det er den vej, jeg skal gå” siger Mais og fortsætter:

”Jeg ved ikke, om der findes et parti, hvor jeg passer ind. Det må tiden vise. Det er i hvert fald ikke givet, at Ghassan og jeg hører til i samme parti; vi er stort set uenige i alt. Men det er ikke en dårlig ting. Det er krydderiet i vores ægteskab. Hvor ville det dog være kedeligt, hvis vi hele tiden var enige. Til gengæld er vi som regel enige om de mere trivielle spørgsmål i hverdagen, som hvad vi skal have til aftensmad.”

— Er du enig i den udlægning, Ghassan?

”Jeg tænker da nogle gange, at det også kan gå lidt for vildt for sig, at det gerne måtte være bare en smule kedeligere. Men det er ikke de mennesker, vi er. Uenighed og den meningsudveksling, der følger med, er både stimulerende for os og et grundvilkår for vores trivsel.”

I hverdagen lægger ægteparret deres kræfter forskellige steder. Mais er i gang med at finde ”den sikre retning i livet” og sætter derfor den personlige udvikling først. Job, uddannelse og den slags. Det har Ghassan, siger han selv, nogenlunde styr på. Derfor kan han udgøre sit eget farverige indslag i den offentlige debat.

”Det er i hvert fald ikke fordi, at vi lider af en mangel på politisk debat derhjemme. Men jeg tror virkelig, at Mais har ret, når hun siger, at det er krydderiet i vores ægteskab. Vi står på et solidt fundament; en relation bygget på kærlighed og tillid” siger han.
Religion hører til de emner, ægteparret ofte diskuterer, og hvor bølgerne tit går højt. Hvor videnskaben for Ghassan altid kommer først og trumfer alt andet, er troen Mais’ rettesnor i livet. Ikke så sjældent har Ghassan sagt ting, som mange nok ville opfatte som ekstreme, det indrømmer han selv. Men Mais har altid kvitteret med overskud og rummelighed – og selvfølgelig modspil og kamp til stregen.

”Jeg er heldig at have så tolerant en kone” siger han.

Deres forskellige ståsteder hvad religion angår betyder også, at deres søn ofte får ret forskellige udlægninger af, hvordan livet og verden hænger sammen. Det gør dog ikke noget, lyder det fra parret.

”Han skal vide, at der findes forskellige synspunkter og livsanskuelser,” siger Mais. ”Dem kommer han jo til at møde ude i den store verden, og det er vores pligt at ruste ham til det. Han skal selv kunne tage stilling til livets vigtige spørgsmål. Det er sikkert forvirrende for ham, når vi inddrager ham i vores uenigheder. I sidste ende tror jeg dog, at det vil styrke hans evne til at være en aktiv del af det samtalende demokrati.”

— Har I altid haft et så afslappet forhold til uenighederne?

”Nu har vi været gift i 12,5 år, og man kan vist roligt sige, at vi er blevet bedre til at diskutere og være uenige med hinanden. Jeg husker tydeligt, hvor gal jeg blev på Ghassan, da vi havde vores første skænderi. Det ville være helt utænkeligt i dag,” siger Mais. Ghassan supplerer:

”Det er noget, vi langsomt men sikkert har bygget op. Det kan lyde mærkeligt, men jeg har fundet en sikkerhed i at være uenig med min kone. Hvis man er villig til at være i det udfordrende rum, der kaldes uenighed, så tror jeg, man vil finde en tryghed, fordi man så indser, at det, der binder os sammen, er noget dybere, noget menneskeligt, der ikke kan defineres ud fra et overfladisk parameter som meninger og politisk tilhørsforhold.”

— Har du det på samme måde, når du færdes i den offentlige debat?

”I den offentlige debat skelnes der ikke ofte mellem mennesket og de holdninger, et menneske måtte have. Det betyder også, at det ofte går ret vildt for sig. Det har været med til at hærde mig. Men der har godt nok også været tidspunkter, hvor den hårde tone rettet mod syriske flygtninge har været nedslående. Men det ændrer ikke på, at jeg skal kunne tåle andre holdninger og være i stand til at gå i dialog.”

Fælles for dem er, at de utallige gange siden deres ankomst til Danmark for godt seks år siden er blevet udfordret på deres verdensbillede. De beskriver begge det seneste halve årti i Danmark som deres demokratiske dannelsesrejse. En rejse, der har lært dem i højere grad at sætte spørgsmålstegn ved normer og værdier, som for mange af deres syriske landsmænd og -kvinder har været grundlæggende for selvforståelsen. Nok er det syriske samfund ikke det mest religiøse i den arabiske verden, fortæller parret, men det er domineret af konservative værdier, som parret har anset som selvfølgelige.

”I Danmark mødte jeg for første gang mennesker, der åbent stod ved deres homoseksualitet. Det rystede mig! Men de er jo faktisk helt almindelige mennesker som du og jeg, fandt jeg ud af. I dag er der flere i min vennekreds, der er homoseksuelle. Det var helt utænkeligt for mig for bare ti år siden,” siger Mais.

Hun mener, at en hel del mennesker ville ryste vantro på hovedet ved synet af en hijabklædt kvinde som hende, der omgås homoseksuelle mennesker. Ifølge Mais viser det, at vejen mod ligestilling ”endnu er lang”. Men det vigtige, understreger hun, er at give plads til de mennesker, så de kan udvikle sig og blive klogere – ligesom hun selv blev det.

Og så skal man have med i ligningen, at de kommer fra og er vokset op i en diktaturstat, understreger Ghassan.

”Vi har læst og hørt en masse om demokrati og sågar været en del af en revolution, hvor vi kæmpede for vores frihed med livet som indsats. Men demokrati er ikke noget, vi nogensinde har praktiseret før. Det er lidt ligesom at være et barn, der er født i et fængsel. I fængslet hører man historier om, at der findes solskin og natur udenfor, og så tænker man, at man ved, hvordan det må være derude på den anden side. Når man så kommer ud og rent faktisk oplever naturen og skal begå sig i den, er det noget andet. Pludselig skal man forholde sig til, at solen ikke altid er der; at der findes regn og uvejr. Demokrati kan være vanskeligt at være i og kræver både teoretisk og praktisk viden. Derfor deltager vi på kurset.”

På Brobyggeruddannelsen klæder vi dig på til dialogkaffe. Uddannelsen består af to weekendkurser med en måneds mellemrum. I 2022 og 2023 afholdes uddannelsen i alle landets fem regioner.

Projektet er støttet af Folketinget og Nordea-Fonden. Derfor kan vi, for bare 1000 kroner, tilbyde vores kursister to weekender spækket med kompetent undervisning af dygtige fagpersoner samt efterfølgende adgang til faglig sparring og supervision. Og så er der selvfølgelig forplejning på begge weekender.

Er du blevet nysgerrig på Brobyggeruddannelsen? Klik her for at læse mere om kurset.