I 2016 besluttede Foreningen Brobyggerne med Özlem Cekic og overrabbiner Bent Melchior i spidsen at besøge de danske moskéer, der var blevet filmet med skjult kamera i TV2-dokumentaren ”Moskeerne bag sløret”. Dokumentaren undersøgte en række danske moskéers mod- og medvirken til integration i Danmark.
Det skabte stor debat, da Foreningen Brobyggerne, repræsenteret af Özlem Cekic og Bent Melchior, valgte at aflægge den kontroversielle Grimhøjmoské et besøg.
Intentionen med besøget i Grimhøjmoskéen var at underskrive en fælles erklæring, hvor moskéen tog afstand til vold og undertrykkelse. Planen var, at erklæringen senere skulle underskrives af flere moskéer.
Kritikken haglede ned – både fra højre og venstre. Initiativet blev anset som en blåstempling af den undertrykkende adfærd i de danske moskéer, som blev skildret i TV2’s dokumentar ”Moskéerne bag sløret”.
Ifølge Özlem Cekic var der dog ikke nogen vej uden om et besøg.
”Jeg besøger Grimhøjmoskéen, fordi jeg grundlæggende tror på, at vi hver især har et ansvar for ikke at grave grøfter, men bygge broer,” lød det fra Özlem Cekic i en pressemeddelelse.
”Jeg har kritiseret Grimhøj mange gange i pressen, men jeg har aldrig haft en direkte samtale med dem.”
Besøget i Grimhøjmoskéen blev efterfulgt af et besøg i Imam Ali-moskéen. Begge besøg vakte positive såvel som negative reaktioner.
Blandt de positivt stemte over for Foreningen Brobyggernes moskébesøg var lektor i religionshistorie ved Syddansk Universitet, Tim Jensen. I et interview med Kristeligt Dagblad udtalte han, at den underskrevne erklæring kunne være med til at skabe stor tillid mellem etniske danskere og muslimer.
Besøget mødte også opbakning fra Thomas Hoffmann, professor i koranstudier ved Københavns Universitet, der ligeledes udtalte sig til Kristeligt Dagblad om emnet. Han mente dog også, at håbet om forandring gennem en skriftlig erklæring var optimistisk, og at der skulle mere til for at flytte muslimers plads i det danske samfund.
Men det er et skridt i den rigtige retning, lyder det fra Özlem Cekic.
”Da styrken i vores demokrati er samtale, har jeg valgt at besøge dem, da jeg tror på, at holdninger kan ændres med dialog og kritisk debat. Det er vigtigt, at vi har mod til at tale med hinanden og ikke kun om hinanden.” Den fulde pressemeddelelse kan læses her.
Læs den fulde erklæring her.
Medieomtale:
Kristeligt Dagblad: Moskéer skal skrive under på opbakning til Danmark | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk)
TV2 Østjylland: Özlem Cekic i møde med Grimhøj: Åbenhed og vilje til dialog | TV2 ØSTJYLLAND (tv2ostjylland.dk)
Religiøse modsætninger mødtes til dialogkaffe | TV2 ØSTJYLLAND (tv2ostjylland.dk)
Århus Stiftstidende: Bent Melchior og Özlem Cekic i løvens hule | stiften.dk
Ekstra Bladet: I morgen besøger jeg Grimhøjmoskeen – Ekstra Bladet TV2 Lorry: "Krig starter med to, der ikke taler sammen - både i Syrien og i Brønshøj" | TV 2 Lorry
Læs mere om Brobyggeruddannelsen og ansøg om at komme med her.
Er du optaget af, hvordan brobygning kan skabe bedre dialog og debat? Har du mod på at arbejde med dine egne fordomme og finde ud af, hvordan du selv kan bygge bro til dem, du er uenig med? Og har du lyst til at sprede ideerne til dit nærmiljø og være med til at sætte dialog på dagsordenen?
De fleste af os oplever uenigheder hver dag; om så det er hjemme ved spisebordet eller over nabohækken, i en ophedet debat på Facebook eller til et personalemøde med kollegaerne. De fleste af os har også prøvet være en del af diskussioner, der går i hårdknude, fordi uenighederne er for store – og de fleste af os har formentlig også oplevet konflikter, der føles ubehagelige, og som vi ikke har vidst, hvordan vi skulle håndtere. Men forskellige holdninger og værdier i et samfund er både et grundvilkår og en kæmpe styrke – hvis vi altså lærer at rumme uenighederne fremfor at dæmonisere dem, der ikke mener det samme som os og grave grøfterne dybere.
Og det kan vi blive bedre til.
Derfor har Foreningen Brobyggerne oprettet Brobyggeruddannelsen, som du i 2022 vil kunne finde tre forskellige steder i landet – København, Aarhus og Aalborg. På Brobyggeruddannelsen dykker vi ned i konflikters anatomi, vi introducerer brobyggermetoden, som viser en vej til at bygge bro til dem, du er uenig med, og vi kaster dig ud i praktiske øvelser, som gør dig klogere på dine egne reaktionsmønstre i konflikter og uenigheder.
”På Brobyggeruddannelsen lærer man at give plads til uenighederne og se dem som en styrke frem for noget, der skal undgås, og som potentielt ødelægger vores relationer. Vi skal blive bedre til at lytte til, hvad den anden siger, og gøre et oprigtigt forsøg på at forstå den andens bevæggrunde”, fortæller Özlem Cekic, der er generalsekretær i foreningen Brobyggerne.
Uddannelsen forløber over to weekender med en måneds mellemrum, og på anden weekend arbejder deltagerne med at udvikle en brobyggende aktivitet, de skal afholde i deres nærmiljø, når de har færdiggjort uddannelsen. Og her er det kun fantasien, der sætter grænser, fortæller Özlem Cekic:
”Den brobyggende aktivitet kan være alt muligt – alt lige fra en samtalesalon om fordomme, en paneldebat på det lokale bibliotek om noget, der er rører sig i kommunen, eller en fællesmiddag, der skal bygge bro mellem to religioner. Det vigtige er, at de nyuddannede brobyggere får brugt alt det, de har lært, og at de giver det videre i deres lokalmiljøerne rundt om i Danmark”.
"Vi skal blive bedre til at lytte til, hvad den anden siger, og gøre et oprigtigt forsøg på at forstå den andens bevæggrunde" - Özlem Cekic
Brobyggeruddannelsen kommer rundt i hele landet over de næste to år, og der er plads til at uddanne 200 nye brobyggere. Alle over 18 år kan søge om at komme med – men pladserne vil blive besat med særlige kriterier for øje:
”Man behøver ikke have arbejdet med temaerne før, men vi prioriterer ansøgere, der har lyst eller særlig adgang til at arbejde seriøst med brobygningsarbejdet efterfølgende – fx i lokalmiljøet, på arbejdspladsen eller et helt tredje sted. Det vigtigste er, at ideerne og værktøjerne kommer ud og lever, også på den anden side af uddannelsen”, fortæller Özlem Cekic.
Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.