Brobyggerne søger en medlemsansvarlig
Vil du bruge din baggrund inden for salg, marketing eller fundraising til at gøre en reel forskel for den demokratiske kultur i Danmark? Så skal du søge stillingen som medlemsansvarlig hos Brobyggerne.
Det skal du lave
Som medlemsansvarlig er det dig, der skal sikre flest mulige indtægter fra vores faste støtter (medlemmer) og engangsdonorer.
Vi har et medlemstal, der er større end i mange politiske partier. Det er vi stolte af, men vi ved også, at vi kan nå større højder – og at der gemmer sig masser af uudnyttet potentiale i de medlemmer, vi har. Derfor ønsker vi i den kommende tid at sætte større fokus på at hverve og fastholde medlemmer og donorer og udnytte det potentiale, der ligger i vores medlemsbase.
I rollen som medlemsansvarlig bliver du en vigtig drivkraft i at udvikle og teste innovative kampagner og aktiviteter, der engagerer vores medlemmer, og som frem for alt skaber resultater.
Det indebærer bl.a., at du skal:
- Tage ansvar for, at vi når vores budgetmåltal
- Udvikle og implementere strategier for, hvordan vi bedst hverver og fastholder medlemmer og donorer
- Eksekvere på aktiviteter, der fastholder vores medlemmer og maksimerer deres LTV (Life Time Value)
- Optimere medlemsrejsen løbende
- Udvikle indhold og nye formater i tekst og på video til vores kanaler (nyhedsbrev, hjemmeside og SoMe), der kan forbedre medlemsoplevelsen
- Være god til at gribe aktuelle emner i samfundsdebatten og bruge dem som afsæt til dialogkaffe-arrangementer og kampagner
Hvem er du?
Du er en fundraiser, der både er analytisk stærk, kommercielt tænkende og eksekverende.
Vi ser gerne, at du har en baggrund inden for salg og marketing eller lignende. Det vigtige for os er, at du har det gåpåmod, der kendetegner en god sælger eller fundraiser. Du elsker at tage ansvar og arbejder selvstændigt og struktureret. Du trives med at koordinere og drive mange forskellige aktiviteter på samme tid. Og så giver det dig blod på tanden at arbejde ud fra KPI’er.
- Du skal have et kommercielt og strategisk mindset
- Du har erfaring inden for området
- Du besidder en grundlæggende teknisk kunnen og kan arbejde i systemer som WordPress, MailChimp og Canva
- Du er god til at formidle og ved, hvad det vil sige at levere et klart og forståeligt budskab med en tydelig vinkel
- Du skal være god til at forstå og anvende data til at optimere dine beslutninger
- Og så skal du være omstillingsparat og klar til at eksekvere på nye idéer
Hvad får du?
Du bliver en del af et mindre sekretariat, der holder til i Indre By. Vores størrelse betyder, at det, du kommer med som menneske, i høj grad er med til at forme os og den kultur, vi har på kontoret. Vi prioriterer kollegaskabet højt og har det sjovt, selv når der er travlt. Og så er vi bedre til at eksekvere, end vi er til at holde lange møder.
Stillingen tilpasses den rette kandidat. Der er derfor mulighed for både fuldtids- og deltidsansættelse eller ansættelse som konsulent efter nærmere aftale.
Lidt om os
For snart syv år siden startede vi Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. Brobyggerne er sat i verden for at styrke dialogen, tolerancen og forståelsen mellem mennesker med forskellige holdninger, værdier og levemåder. Vi ønsker at fremme et samfund, der håndterer sine konflikter og uenigheder med ord og argumenter – og ikke med vold og trusler.
I dag er vi en håndfuld ansatte i sekretariatet og har mere end 9.000 medlemmer i foreningen.
Vi arbejder med brobygning gennem projekter, kurser og aktiviteter i hele landet, og nu er vi på udkig efter en dygtig kollega, der vil tage ansvar for vores medlemmer.
Ansøgning
Send CV og motiveret ansøgning til ansogning@brobyggerne.dk og skriv “Medlemsansvarlig” i emnefeltet. Ansøgningsfrist er den 12. juni kl. 13. Forventet opstart i uge 35.
Vi indkalder løbende til samtaler.
Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt souschef Sami Kleit på sami@brobyggerne.dk eller tlf. 22 26 06 63.

