0,00 kr.
Da Foreningen Brobyggernes succesrige kursus Brobyggeruddannelsen nåede sin anden weekend i Aalborg, mødte vi ægteparret Mais Al Aswad og Ghassan Abrahem Rahmi, der reflekterede over de uenigheder og den demokratiske dannelsesrejse, de sammen har været på.
Det er lørdag den 17. september. Årets Brobyggeruddannelse i Aalborg har nået sin anden og sidste weekend. Fra Holstebro har Mais Al Aswad og Ghassan Abrahem Rahmi taget turen til den nordjyske hovedstad, og på en sjælden solrig og lun septemberdag har vi hevet ægteparret ud af Klostermarksskolens højloftede lokaler i den friske luft for at gøre status på kurset. Er det hele, som de havde forventet?
Tja. Egentlig havde Ghassan forestillet sig, at man på Brobyggeruddannelsen ville tale mere end man ville lytte. Det ville sådan set have passet ham temmelig godt. Han føler aldrig, at han får nok taletid.
”Så dukkede Brobyggeruddannelsen op, og jeg tænkte: yes, her er min chance!”
— Synes du så, at du har fået nok taletid?
Han slår en latter op. ”Nej, det ville være synd at sige!”
”Men altså, du har da været temmelig glad for kurset, har du ikke?” indskyder Mais.
”Bestemt,” siger han og afbryder med ét sin latter.
”Jeg synes i den grad, det har været spændende. Der har været et væld af spændende oplæg. Jeg har lært en hel del – og så har det nok også været en god øvelse for mig at skulle lytte.”
I det hele taget har Ghassan – i hvert fald hvis man spørger hans kone Mais – god mulighed for at komme til orde og lufte sine holdninger i fritiden. Han er partipolitisk aktiv og gør en dyd ud af at deltage i så mange arrangementer, han overhovedet kan.
”Jeg er stadig usikker på, om det er den vej, jeg skal gå” siger Mais og fortsætter:
”Jeg ved ikke, om der findes et parti, hvor jeg passer ind. Det må tiden vise. Det er i hvert fald ikke givet, at Ghassan og jeg hører til i samme parti; vi er stort set uenige i alt. Men det er ikke en dårlig ting. Det er krydderiet i vores ægteskab. Hvor ville det dog være kedeligt, hvis vi hele tiden var enige. Til gengæld er vi som regel enige om de mere trivielle spørgsmål i hverdagen, som hvad vi skal have til aftensmad.”
— Er du enig i den udlægning, Ghassan?
”Jeg tænker da nogle gange, at det også kan gå lidt for vildt for sig, at det gerne måtte være bare en smule kedeligere. Men det er ikke de mennesker, vi er. Uenighed og den meningsudveksling, der følger med, er både stimulerende for os og et grundvilkår for vores trivsel.”
I hverdagen lægger ægteparret deres kræfter forskellige steder. Mais er i gang med at finde ”den sikre retning i livet” og sætter derfor den personlige udvikling først. Job, uddannelse og den slags. Det har Ghassan, siger han selv, nogenlunde styr på. Derfor kan han udgøre sit eget farverige indslag i den offentlige debat.
”Det er i hvert fald ikke fordi, at vi lider af en mangel på politisk debat derhjemme. Men jeg tror virkelig, at Mais har ret, når hun siger, at det er krydderiet i vores ægteskab. Vi står på et solidt fundament; en relation bygget på kærlighed og tillid” siger han.
Religion hører til de emner, ægteparret ofte diskuterer, og hvor bølgerne tit går højt. Hvor videnskaben for Ghassan altid kommer først og trumfer alt andet, er troen Mais’ rettesnor i livet. Ikke så sjældent har Ghassan sagt ting, som mange nok ville opfatte som ekstreme, det indrømmer han selv. Men Mais har altid kvitteret med overskud og rummelighed – og selvfølgelig modspil og kamp til stregen.
”Jeg er heldig at have så tolerant en kone” siger han.
Deres forskellige ståsteder hvad religion angår betyder også, at deres søn ofte får ret forskellige udlægninger af, hvordan livet og verden hænger sammen. Det gør dog ikke noget, lyder det fra parret.
”Han skal vide, at der findes forskellige synspunkter og livsanskuelser,” siger Mais. ”Dem kommer han jo til at møde ude i den store verden, og det er vores pligt at ruste ham til det. Han skal selv kunne tage stilling til livets vigtige spørgsmål. Det er sikkert forvirrende for ham, når vi inddrager ham i vores uenigheder. I sidste ende tror jeg dog, at det vil styrke hans evne til at være en aktiv del af det samtalende demokrati.”
— Har I altid haft et så afslappet forhold til uenighederne?
”Nu har vi været gift i 12,5 år, og man kan vist roligt sige, at vi er blevet bedre til at diskutere og være uenige med hinanden. Jeg husker tydeligt, hvor gal jeg blev på Ghassan, da vi havde vores første skænderi. Det ville være helt utænkeligt i dag,” siger Mais. Ghassan supplerer:
”Det er noget, vi langsomt men sikkert har bygget op. Det kan lyde mærkeligt, men jeg har fundet en sikkerhed i at være uenig med min kone. Hvis man er villig til at være i det udfordrende rum, der kaldes uenighed, så tror jeg, man vil finde en tryghed, fordi man så indser, at det, der binder os sammen, er noget dybere, noget menneskeligt, der ikke kan defineres ud fra et overfladisk parameter som meninger og politisk tilhørsforhold.”
— Har du det på samme måde, når du færdes i den offentlige debat?
”I den offentlige debat skelnes der ikke ofte mellem mennesket og de holdninger, et menneske måtte have. Det betyder også, at det ofte går ret vildt for sig. Det har været med til at hærde mig. Men der har godt nok også været tidspunkter, hvor den hårde tone rettet mod syriske flygtninge har været nedslående. Men det ændrer ikke på, at jeg skal kunne tåle andre holdninger og være i stand til at gå i dialog.”
Fælles for dem er, at de utallige gange siden deres ankomst til Danmark for godt seks år siden er blevet udfordret på deres verdensbillede. De beskriver begge det seneste halve årti i Danmark som deres demokratiske dannelsesrejse. En rejse, der har lært dem i højere grad at sætte spørgsmålstegn ved normer og værdier, som for mange af deres syriske landsmænd og -kvinder har været grundlæggende for selvforståelsen. Nok er det syriske samfund ikke det mest religiøse i den arabiske verden, fortæller parret, men det er domineret af konservative værdier, som parret har anset som selvfølgelige.
”I Danmark mødte jeg for første gang mennesker, der åbent stod ved deres homoseksualitet. Det rystede mig! Men de er jo faktisk helt almindelige mennesker som du og jeg, fandt jeg ud af. I dag er der flere i min vennekreds, der er homoseksuelle. Det var helt utænkeligt for mig for bare ti år siden,” siger Mais.
Hun mener, at en hel del mennesker ville ryste vantro på hovedet ved synet af en hijabklædt kvinde som hende, der omgås homoseksuelle mennesker. Ifølge Mais viser det, at vejen mod ligestilling ”endnu er lang”. Men det vigtige, understreger hun, er at give plads til de mennesker, så de kan udvikle sig og blive klogere – ligesom hun selv blev det.
Og så skal man have med i ligningen, at de kommer fra og er vokset op i en diktaturstat, understreger Ghassan.
”Vi har læst og hørt en masse om demokrati og sågar været en del af en revolution, hvor vi kæmpede for vores frihed med livet som indsats. Men demokrati er ikke noget, vi nogensinde har praktiseret før. Det er lidt ligesom at være et barn, der er født i et fængsel. I fængslet hører man historier om, at der findes solskin og natur udenfor, og så tænker man, at man ved, hvordan det må være derude på den anden side. Når man så kommer ud og rent faktisk oplever naturen og skal begå sig i den, er det noget andet. Pludselig skal man forholde sig til, at solen ikke altid er der; at der findes regn og uvejr. Demokrati kan være vanskeligt at være i og kræver både teoretisk og praktisk viden. Derfor deltager vi på kurset.”
På Brobyggeruddannelsen klæder vi dig på til dialogkaffe. Uddannelsen består af to weekendkurser med en måneds mellemrum. I 2022 og 2023 afholdes uddannelsen i alle landets fem regioner.
Projektet er støttet af Folketinget og Nordea-Fonden. Derfor kan vi, for bare 1000 kroner, tilbyde vores kursister to weekender spækket med kompetent undervisning af dygtige fagpersoner samt efterfølgende adgang til faglig sparring og supervision. Og så er der selvfølgelig forplejning på begge weekender.
Er du blevet nysgerrig på Brobyggeruddannelsen? Klik her for at læse mere om kurset.
Vi har netop afholdt tredje af i alt fem kursusforløb med Brobyggeruddannelsen. Denne gang har turen gået til Nordjylland, hvor vi har været i Aalborg med vores Brobyggeruddannelse. Læs med her om hvordan weekenderne er gået.
I Nordjylland har vi optaget 35 engagerede kursister på et hold der er mangfoldigt på både alder, køn, etnicitet og religion. De var ildsjæle fra bl.a. Center for Tværfaglig Forebyggelse, Dansk Flygtningehjælp, Amnesty International, Venligboerne og mange andre organisationer og virksomheder.
”Der er jo ingen, der anser sig selv som intolerant”
Første weekend blev afholdt for vores 35 dedikerede deltagere i fornemme omgivelser på Klostermarksskolen. Fokusset for weekenden var ”De små broer – relationer i det nære”. Her lærte deltagerne om vigtigheden i at bygge broer i de nære relationer. Özlem skød weekenden i gang med en introduktion til Brobyggernes kerneværdier. Hun fortalte om relationen til sin far, og hvordan det faktisk kan være det sværeste at tage udfordringen op lige der, hvor man er. I løbet af weekenden fik deltagerne oplæg fra Zeinab Mosawi, som fortalte om sin genopdragelsesrejse og den svære forsoning med sin mor, der krævede mod og åbenhed. Deltagerne fik værktøjer fra professor i kommunikation Jørgen Bloch-Poulsen, retoriker Simon Lund-Jensen og lektor i retorik Kristine Mare Berg, der klædte deltagerne på til at gå nysgerrigt og åbent til de svære samtaler.
Redskaberne kom i brug, da deltagerne selv skulle sætte svære dilemmaer ”til dialog”: Skal tørklæder forbydes i folkeskolen? Bør alle som udgangspunkt være organdonorer? Er traditioner generelt en hæmning for udvikling af samfundet? Disse spørgsmål blev defineret og debatteret af vores deltagere mens de trænede aktiv lytning og den anerkendende og nysgerrige tilgang til dem, vi som udgangspunkt er uenige med.
Vi fik desuden besøg af TV2 Nord, der interviewede kursisterne om uddannelsen og formålet med brobygning. Du kan se indslaget her.
"Det vi har til fælles, er et godt sted at starte"
Anden weekend, som netop er afsluttet omhandlede ”de store broer” og deltagerne arbejdede med at bygge bro til de ’ekstreme’ fløje. Özlem satte gang i weekenden med fortællinger om sin oplevelse med at drikke dialogkaffe med dem, hun oplevede som ekstreme. I løbet af weekenden fik vi fint besøg af både journalist Flemming Rose, borgmester Mikael Klitgaard samt politikerne Per Clausen og Mads Duedahl. De diskuterede bl.a. forskellene på lokalpolitik og politik på Christiansborg i dialog med Özlem.
Uddannelsen bød i anden weekend desuden på oplæg og øvelser ved konfliktmægler Rasmus Grosell, som satte konflikthåndtering på spidsen og, ligesom weekendens andre undervisere, fik åbnet op for de nordjyske brobyggeres individuelle forhold til konflikter og dialog. Desuden holdt journalist og digital rådgiver Nadia Nikolajeva oplæg om brobygning på sociale medier, hvor deltagerne fik reflekteret over konfliktstile på Facebook og hvordan man kan deeskalere ophedede debatter.
Brobyggende aktiviteter
Det næste der skal ske for vores nordjyske brobyggere er, at de skal gennemføre brobyggende aktiviteter i deres lokalområde. Der er allerede nu lagt i støbeskeen til debatter, fællesspisning og andre storartede ideer, der skal styrke dialogen mellem forskellige befolkningsgrupper. Når disse brobyggende aktiviteter er afholdt, kan kursisterne efter diplomceremonien d. 14. november kalde sig for certificerede brobyggere. Vi glæder os til at høre om, hvordan de er blevet klogere på brobygning i praksis!
Næste stop på Brobyggeruddannelsens danmarksturne er region Syddanmark – og der er nu åbent for ansøgninger, hvis du eller en du kender, har lyst til at være med. Læs meget mere og ansøg her. Kurset afholdes i Nyborg og ansøgningsfristen er d. 20. november 2022.
Vi er glade for at kunne afsløre at et af vores hidtil største projekter, Brobyggeruddannelsen, er blevet nomineret til Folkeoplysningens Pris 2022!
Folkeoplysningens Pris uddeles til en lokal forening eller en organisation, der har udviklet et ekstraordinært folkeoplysende initiativ. Derfor er vi i Brobyggerne utroligt stolte af at kunne se vores arbejde bære frugt.
Vi er nomineret sammen med fire andre seje initiativer, og vi glæder os til den 6. oktober, hvor vinderen bliver afsløret. Læs mere om hvorfor vi er indstillet her.
Om Brobyggeruddannelsen
Brobyggeruddannelsen består af undervisning, øvelser og talks på to fulde weekender med cirka en måneds mellemrum – og efterfølges af en periode med supervision og brobyggeraktivitet.
I 2023 kommer Brobyggeruddannelsen til Nyborg og Roskilde, og du kan lige nu ansøge om en plads.
Brobyggeruddannelsen er støttet af Nordea-fonden og Folketinget med 2.2 mio. kr.
Det andet af fem forløb med Brobyggeruddannelsen blev d. 21. juni afsluttet med foredrag og diplomceremoni på Dokk1 i Aarhus. De nye brobyggere fik overrakt diplomer og præsenterede deres brobyggende aktiviteter - og så vi kårede den bedste aktivitet i Midtjylland. Læs med her.
I fine rammer blev midtjydernes diplomceremoni et åbent arrangement på Dokk1 med fulde sale. Özlem Cekic indledte med et foredrag om hendes oplevelser med dialogarbejde og vigtigheden af, at vi værner om vores demokrati og tilliden til vores medborgere. Netop det er en af årsagerne til, at vi har startet Brobyggeruddannelsen.
Herefter modtog de nyudklækkede brobyggere og tog scenen med deres fortællinger: Hvilke brobyggende aktiviteter havde de lavet, og hvordan var det gået? Hvad var svært, og hvad var overraskende?
Endnu engang var vi overvældede over det engagement og energi, deltagerne har lagt i deres aktiviteter. Blandt andet havde grupperne afholdt:
Kåring af den 'Bedste Bro' i Aarhus
Gruppen er udvalgt af Brobyggeruddannelsens priskomité bestående af Özlem Cekic, Jakob Holdt, Katrine Thielke, Katrine Damgaard og Simon Lund-Jensen. Komitéen havde lagt vægt på, at vinderaktiviteten særligt levede op til kriterierne om at bringe nogen sammen, der ikke ofte mødes, og at de deltagende lærte noget nyt og overraskende om hinanden. Komitéen begrundede bl.a. udvælgelsen med ordene:
"Gruppen har taget på sig at brygge bro over nogle af de store kløfter, der præger vores tid og samfund: Skellet mellem generationer. Skellet mellem arbejdsmarkedet og dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Skel mellem religiøse, kulturelle og sproglige forskelligheder.
Broer bygges ikke ved en enkelt brunch, ét dialog-løb eller en workshop. Det ved vinderne af prisen, og det har de tænkt ind på forskellig vis. De har gødet jorden i Frydenlund til meget mere brobygning"
Læs hele begrundelsen her.
Og vinderne er...
Fra Fælleshuset Frydenlund: Laila, Zainab, Vibeke, Dilek og Mohamad!
Gruppen fra Frydelund har virkelig taget opgaven på sig og ikke blot afholdt én men tre aktiviteter. Sammen har de bygget bro mellem udsatte unge og arbejdspladser, mellem generationer til brunch og banko og samlet en ny, stor gruppe forældre med forskellige baggrunde til Frydenlunds forældrenetværk. Alle med det til fælles, at de bor og arbejder i Frydenlund. Gruppen har bragt sig selv i spil, turdet gå forrest for at finde nye veje. Derfor blev de kåret som den bedste brobyggende aktivitet i Midtjylland og vandt Brobyggerstatuetten af Jens Galschiøt.
“Vi gjorde noget lidt grænseoverskridende faktisk. Noget vi ikke havde turdet før Brobyggeruddannelsen. Vi gik fra dør til dør og bankede på hos vores naboer”
- Zeinab og Laila
Stort tillykke til gruppen og alle de 44 færdiguddannede brobyggere. Vi håber, I vil blive ved med at bygge bro til jeres omgivelser.
Vi glæder os til at holde flere Brobyggeruddannelser rundt omkring i landet. Næste gang skal vi til Aalborg, og du kan læse mere og tilmelde dig her: https://brobyggerne.dk/brobygger-uddannelsen/
Herunder finder du pressemeddelelsen, som er udgivet efter Bent Melchior-prisen den 15. juni 2022.
Helt ny pris, som viderefører Bent Melchiors store indsats med at gøre sig umage for at gøre verden til et bedre sted, er netop blev uddelt. Prisen gik til rektoren fra Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stokholm for sin store indsats med at sikre at undervisning for udviste unge asylsøgende.
“Det er med en stor glæde og stolthed, at vi kan overrække Bent Melchior-prisen 2022 til rektoren fra Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stokholm. Henrik har med sit engagement i sine elevers mulighed for at blive i Danmark vist både sine elever og os andre, at det betaler sig at kæmpe for en sag. Men hans indsats har haft en høj pris for ham. Til trods for de hadefulde kommentarer og politisk pres han blev mødt med, insisterede han på den kritiske og konstruktive samtale – også med dem han er uenig med. Han har modet til at gå ud på broen, holde fast i sagen og gøre sig umage for at ramme bolden",
siger generalsekretær for Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe Özlem Cekic, som har været med til at stifte prisen. Henrik Vestergaard Stokholm selv udtaler:
”Jeg syntes virkelig ikke, at mine sko er store nok til den her ærefulde pris. For jeg har ikke gjort noget særligt andet end at passe mit job som rektor, passe på mine elever og insistere på basal medmenneskelighed - og samtidig har jeg forsøgt at være et ordentligt menneske. Det er ikke altid lykkedes mig, men jeg prøver sgu hver dag.
Så jeg er på ingen måde stolt af mig selv, men jeg er så ufattelig stolt over at modtage en pris, som bærer navnet på en mand, jeg altid har beundret - og som har været brobygger hele sit liv”
Baggrunden for prismodtagerens arbejde
To somaliske studerende kontakter Henrik Vestergaard Stokholm i november 2019, fordi de står til at blive udvist og ikke længere må modtage undervisning. Samtalen med pigerne og deres familie bliver et vendepunkt i hans liv. Han går i gang med at kontakte kommunen, Flygtningenævnet og andre instanser, for at finde ud af om det kan være rigtigt, at pigerne skal sendes hjem.
Pigerne er studerende. Og med henvisning til grundloven og til at vi har ret til uddannelse, til flygtningekonventionen og børnerettighederne, lykkes det ham at få ministeriet til at sende et dekret ud til samtlige 98 kommuner, der understreger, at kommunerne ikke må stoppe skolegangen for asylsøgende studerende.
Der er vedhæftet billeder fra prisaftenen til fri afbenyttelse.
For yderligere kommentarer kontakt
Özlem Sara Cekic på tlf. 61460764
Henrik Vestergaard Stokholm på tlf. 29737472
| Da tidligere overrabbiner i Det Mosaiske Trossamfund og formand for Foreningen Brobyggerne gik bort sidste år, mistede Foreningen sin formand og stifter og Özlem Cekic sin bedstefar. Men nystiftet pris sørger for at mindet om hans store indsats og kærlighed lever videre. Prisen – en statuette af den danske kunstner Jens Galschiøt Bent Melchior-prisen består af en helt særlig dråbeformet statuette lavet af den danske kunstner Jens Galschiøt. Statuetten er en vandrepokal, der hvert år gives videre af den forrige prismodtager og dermed går i arv fra ildsjæl til ildsjæl. Ud over statuetten vil prismodtageren modtage 10.000 kr. kontant som en ekstra anerkendelse af personens vigtige arbejde. Et par år før Bent Melchior døde i 2021 udtalte han til Kristeligt Dagblad, at han ville huskes som en ildsjæl, der gjorde sig umage for at gøre verden til et bedre sted. Det budskaber lever nu videre i ny pris, som Foreningen Brobyggerne har stiftet. Prisen uddeles til ildsjæl der: - gør sig umage for at gøre denne verden bedre - arbejder for at fremme dialogen mellem mennesker med forskellige menneskesyn og verdensopfattelser - er eksponent for menneskers grundlæggende rettigheder og respekten for den enkeltes værdighed - udviser tolerance, åbenhed og nysgerrighed i forhold til andre menneskers ståsteder. Priskomité Özlem Cekic, generalsekretær i Foreningen Brobyggerne Jane Sandberg, formand for bestyrelsen i Foreningen Brobyggerne Anders Jerichow, journalist og forfatter til bogen Brobyggere Jair Melchior, overrabbiner og Bent Melchiors barnebarn Alan Melchior, Bent Melchiors søn Per Magid, advokat og ven af Bent Melchior Christian Friis Bach, stifter af warfair Ulla Skorstengaard, sognepræst i Gilleleje Sogn |
Download pressemeddelelsen som pdf her
Festtale til overrækkelsen af den første Bent Melchior-pris 15. juni 2022.
Prisen gik til Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Nyborg Gymnasium. Af Jane Sandberg (formand for Foreningen Brobyggerne) og Özlem Cekic (Generalsekretær for foreningen Brobyggerne)
Jane:
Den sommermorgen sidste år, hvor Bent døde, mødtes Özlem og jeg og gik en tur på stranden. Vi græd, fordi vi havde mistet vores ven, og vi lo, fordi vi mindedes så mange stunder, hvor Bent havde blødt op med sin humor, og vi talte om, hvor stort et aftryk Bents 92 år på jorden havde efterladt.
Den morgen blev ideen om at indstifte en pris for at ære Bents mangeårige virke født.
Alle som mødte Bent, kan huske det møde. Kan erindre hans ord, hans varme og hans omsorg for andre.
Bent gjorde sig umage. For ham var solidaritet ikke bare et ord han brugte i sine festtaler. Han var solidarisk med de udsatte, dem som blev dæmoniseret og med dem der var på flugt. Fordi han selv havde oplevet, hvad det betyder at blive fordrevet og komme til et nyt land og forsøge at blive en del af noget ukendt.
Da vi skulle indstifte prisen, var det derfor helt klart, at prisen selvfølgelig også skulle bruges til at hædre mennesker, som har taget ansvar og hjulpet nogen, der havde behov.
Özlem:
Da Bent i 2017 i et interview blev spurgt til, hvordan han gerne ville huskes, svarede han: ”Som en person, der har gjort sig umage for at gøre denne verden bedre”. Derfor besluttede vi, at Bent Melchior-prisen skulle hædre et menneske, der med vedholdenhed og tålmodighed har gjort sig umage for at træde ud på broen og gå den anden i møde med åbenhed og nysgerrighed.
Bent Melchior-prisen går således til ildsjæle, der
... gør sig umage for at gøre denne verden bedre
... arbejder for at fremme dialogen mellem mennesker med forskellige menneskesyn og verdensopfattelser
... er eksponent for menneskers grundlæggende rettigheder og respekten for den enkeltes værdighed
... udviser tolerance, åbenhed og nysgerrighed i forhold til andre menneskers ståsteder
Arbejdet med at udvælge den første modtager af Bent Melchior-prisen er blevet lagt i hænderne på en yderst kompetent priskomite: advokat Per Magid, Bents søn Allan Melchior, overrabbiner Jair Melchior, stifter af warfair Christian Friis Bach, sognepræst Ulla Skorstengaard, journalist Anders Jerichow, formand Jane Sandberg og jeg selv.
Jane:
Og hvem skal så have den første Bent Melchior-pris?
Årets pris gives til et menneske, som i den grad har taget ansvar, handlet og gjort sig umage. Han har, med sit engagement i sine elevers mulighed for at blive i Danmark, vist både sine elever og os andre, at det betaler sig at kæmpe for en sag.
Det hele starter tilfældigt. To somaliske piger fra 10. klasse står på hans kontor og siger, at de er blevet udvist og har tre dage til at forlade skolen. På det tidspunkt ved prismodtageren intet om det danske asylsystem. Han har tre børn, passede sit job og havde aldrig været en del af den offentlige debat.
Özlem:
Samtalen med pigerne og deres familie bliver et vendepunkt i hans liv. Det er november i 2019. Han går i gang med at kontakte kommunen og alle dem der kan hjælpe ham. Han tager kontakt til flygtningenævnet for at finde ud af om det kan være rigtigt, at pigerne skal sendes hjem.
Pigerne er studerende. Og med henvisning til grundloven og til at vi har ret til uddannelse, til flygtningekonventionen og børnerettighederne, lykkes det ham at få ministeriet til sende et dekret ud til samtlige 98 kommuner, der understreger, at kommunerne ikke må stoppe skolegangen for asylsøgende studerende.
Jane:
Men hans indsats kommer med en høj pris. Danmark har fået øje på ham og han befinder sig midt i orkanens øje. Kommentarspor på sociale medier går amok, og han bliver genstand også for stærkt politisk fokus.
Midt i orkanens øje insisterer han på den kritiske og konstruktive samtale – også med dem han er uenig med. Han har modet til at gå ud på broen, holder fast i sagen og gør sig umage for at ramme bolden.
Özlem:
Før Bent døde talte han flere gange med mig om, hvordan vi kunne anerkende denne rektors arbejde. Derfor er det med en stor glæde og stolthed, at vi kan overrække Bent Melchior-prisen 2022 til
rektoren fra Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stokholm.
Giv ham en kæmpe hånd alle sammen.
Talen kan downloades som pdf her.
Bent Melchior-prisen 2022 gik til Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Nyborg Gymnasium. Efter at have modtaget prisen holdt Henrik en takketale, som du kan læse her.
Indflyvning
Kære priskomité – kære venner her i salen. Tusind, tusind tak for prisen. Det ville virkelig være gusten og falsk beskedenhed at påstå, at jeg ikke er pavestolt af at modtage den her pris som den første. Det her overgår alt, hvad jeg nogensinde har drømt om. Jeg fatter faktisk ikke, at jeg står her lige nu, og jeg føler mig lidt som en lille bange dreng på 42 år…
Jeg syntes virkelig ikke, at mine sko er store nok til den her ærefulde pris. For jeg har ikke gjort noget særligt andet end at passe mit job som rektor, passe på mine elever og insistere på basal medmenneskelighed - og samtidig har jeg forsøgt at være ordentligt menneske – lige som alle her i salen og mange i det her land. Det er ikke altid lykkedes mig, men jeg prøver sgu hver dag.
Så jeg er på ingen måde stolt af mig selv, men jeg er så ufattelig stolt over at modtage en pris, som bærer navnet på en mand, jeg altid har beundret - og som har været brobygger hele sit liv. En mand der altid har insisteret på dialog på trods af forskelle, på at vælge livet og på at handle og gøre noget – også selvom det kostede ham et liv med politibeskyttelse og trusler. Som Bent sagde: Hvis ikke nu, hvornår så? Og med det spørgsmål mente han, at det er nu, der skal gøres noget – lige nu – og ikke, når det er holdt op med at regne, eller når ferien er forbi. Nej, vi skal handle mens tid er, og vi skal gøre det nu. Og så skal vi ikke gøre mod andre, hvad vi ikke selv vil have, de gør mod os. Bents mantraer er mine ledetråde.
Jeg har altid fulgt Bent på afstand, læst om ham og faktisk skrevet med ham for et par år siden, fordi den kærlige og dejlige mand sendte mig opbakning under de kampe, jeg har været gennem. Det var i en af de mørkeste og sværeste stunder i mit liv, og jeg har aldrig følt mig så taknemmelig og rørt. Bent er en kær ven, jeg desværre aldrig har mødt, og han er et lysende forbillede for mit arbejde og for den måde, jeg forsøger at være menneske på. Jeg er så ked af, at jeg aldrig mødte ham, men Bent er altid med mig.
Jeg har også fulgt Bent og Özlems fantastiske arbejde i Brobyggerne og meldte mig ind meget hurtigt efter organisationen blev dannet. Jeg læste i Bents biografi ”Så vælg da livet”, at han i slutningen af 1940´erne meldte sig ind i organisationen ”Én verden”, som var bygget på ønsket om at nedbryde de nationalistiske mure folkeslag imellem, men han konstaterede selv dengang, at drømmen forblev utopi. Brobyggerne kan ses som en direkte forlængelse af ”Én verden” med fokus på det nære. Men Brobyggerne, Bent og Özlem, har vist, at det ikke bare er en utopisk drøm at nedbryde mure og skabe dialog – det er virkelighed nu.
Brobyggerne er en enestående organisation, fordi både Bent og Özlem har trodset alle forskelle og sammen insisteret på at fokusere på det, vi alle har til fælles: At vi er mennesker - og at dialog, dialog og atter dialog kan flytte os fra had, ufred og splittelse. At vi skal lære hinanden at kende ved at tale sammen, også når vi er uenige – og netop når vi er uenige – for kendskab kan få fjendskab til at smuldre. Özlem er en fantastisk énmandshær og burde selv have prisen – det har jeg også sagt til hende. Hun er en kriger uden våben, for hun knokler hver dag for at skabe dialog og forståelse mellem mennesker. Og så kæmper hun indædt mod den største trussel i vores samfund: Mod hadets ekkokamre, mod fordommene, mod dehumaniseringen og mod ligegyldigheden overfor andre mennesker, der ikke ligner os selv. Det er er nemlig ikke bødlen, dødens riffelgange, hadet eller torturen, der gør os bange, men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed, som Halfdan Rasmussen så smukt har formuleret det.
Özlem, du er også mit store forbillede, og jeg beundrer din evige kamp, som også har så mange personlige omkostninger for dig. Din stemme og din evige insisteren på dialogkaffe er ubetinget den vigtigste i de her alvorlige tider. Du giver håb hver dag, og du har inspireret mig og mit elskede Nyborg Gymnasium mere, end du aner. Du var forbi i november sidste år, og du gjorde et kæmpe indtryk på os alle.
Skolen og brobyggerne
For Nyborg Gymnasium er virkelig Brobygger-skolen, og alle mine elever på min skole er brobyggere, fordi vi har 40 nationaliteter i huset og elever på syv forskellige uddannelser. Vi har en fantastisk mangfoldighed af kulturer, etniciteter, religioner, hår- og hudfarver, seksualiteter og politiske overbevisninger. Det er et skønt sted, og eleverne beriger hinanden og os alle samen. De er tolerante, rummelige, frisindede og fantastiske.
Vi har derfor netop lanceret et menneskesyn som strategi i stedet for at lave en klassisk, røvsyg og menneskefjendsk strategi med kpi´er og bullshitord. Det menneskesyn er grundlaget for skolens retning, men også for alt hvad vi gør i det daglige - det er skolens grundlov. Og det er direkte i forlængelse af Brobyggerne, af Özlem og af Bent.
Det første og vigtigste der står er, at vi tror på det bedste i mennesker. Det er hele grundlaget for, hvordan vi ønsker at møde hinanden på Nyborg Gymnasium. Vi tror nemlig, at alle som udgangspunkt vil hinanden det godt. Vi tror på, at det smitter, hvis alle går ind i alle fællesskaber, dialoger og mødet med andre med den tilgang.
Et andet af udsagnene er, at vi tror på, at forandringer starter hos os selv, og at det er vigtigt at gå forrest med nye tanker, engagere sig i samfundet, udvise personligt mod og kæmpe for noget, der er større end os selv. Og eleverne kæmper virkelig – for Roda og Ruwayda, for Aya og for Røde Kors og alle mulige andre organisationer, der hjælper udsatte på kanten af samfundet. Derfor er Nyborg Gymnasium også blevet kåret som årets Røde Kors skole.
Hannah Arendt har meget enkelt og smukt formuleret, hvad dannelse er og hvad det at holde skole og undervise går ud på. Hun siger det sådan her: Al undervisning går ud på at få eleverne til at elske verden i en sådan grad, at de også vil tage ansvar for den. I min optik er det den smukkeste og mest rigtige definition af dannelse, jeg nogensinde har læst. Og det er virkelig Nyborg Gymnasiums og mit mål med eleverne! Dannelse handler nemlig ikke kun om forløsning i åndernes rige, men om at udvikle en almen menneskelighed, at vokse og få et stadig bredere udsyn og at agere etisk, værdigt og med næstekærlighed. – og om at finde sin plads og at elske den forbandede verden. For hvis skolen og vi alle bare lader som ingenting, så bliver kampen mod den nådesløse verdens blinde ligegyldighed og for menneskerettigheder og tolerance bare skåltaleord fra en skindød akademisk bekendtgørelse – eller noget man ser i fjernsynet.
Mine sko
Og så vil jeg vende tilbage til mig og mine små sko – og til Özlems begrundelse for, at jeg skal have prisen. For jeg er dybt, dybt taknemmelig, men jeg er virkelig ikke noget særligt. Som Bent skriver i sine erindringer, så var det et tilfælde, at han involverede sig i kampen for menneskerettigheder og dialog mellem mennesker. Det var fordi præsten fra Ordrup ringede og bad Bent deltage i et møde med en buddhistisk munk fra Vietnam tilbage i 1960´erne. Det startede den aktivisme, som kom til at præge Bent resten af hans liv. Det var et tilfælde.
Og det samme kan man sige om mig – uden at man overhovedet kan sammenligne det, jeg har lavet de sidste par år med det enorme og fantastiske arbejde, som Bent har lavet i en menneskealder. For jeg har levet en stor del af mit liv, som bedsteborgerlig ignorant, passet mit job og ungerne, slået græsplænen og levet jævnt og muntert med hovedet oppe i røven på mig selv. Så der er virkeligt intet ædelt over mig. Men mit wake-up-call kom, da jeg tilbage i 2018 pludselig fik besøg af en somalisk familie, hvis børn skulle meldes ud af skolen og samfundet to dage senere og sendes på udrejsecenter. Der vågnede jeg op til en ond drøm, for det ramte mig så hårdt i maven at sidde med de stakkels ulykkelige mennesker. Jeg traf en beslutning med maven – med min intuition – og lod pigerne blive i skolens 10.klasse og indledte en mangeårig kamp sammen med elever og lokalsamfund for at hjælpe familien til at blive i Nyborg. Det lykkedes, og jeg dimitterer faktisk Roda og Ruwayda d. 24. juni. Men den onde drøm og kamp gentog sig desværre sidste år med Aya, som skulle sendes tilbage til Syrien tre måneder før studentereksamen. Hun fik heldigvis lov til at blive, som I måske har set – i hvert fald indtil hendes sag genoptages om et år.
Roda, Ruweyda og Aya - tre elever fra Nyborg Gymnasium, der alle har det til fælles, at de blev fanget i og undsagt af en umenneskelig dansk udlændingepolitik. De alle tre påtog sig den ufrivillige men vigtige rolle at være ansigter på en kamp for ikke bare at sikre dem selv retten til at færdiggøre deres uddannelse og bevare et værdigt liv på trods af en uvis skæbne, men også en bred kamp for at gøre politikerne opmærksomme på de urimeligheder, der overgår alt for mange flygtninge i Danmark....
Det har sgu været hårde og vilde år, og jeg startede med at være hunderæd og bange, men blev siden fattet og dybt indigneret over den måde, vi behandler udsatte på i Danmark. Det har virkelig kostet undervejs. Jeg har fået ufatteligt mange grimme mails, beskeder og breve, jeg er blevet kaldt landsforræder og har fået af vide, at der bliver holdt øje med mig – så bør man for øvrigt altid liige ringe til politiet. Jeg er forsøgt fyret fra Folketingets talerstol, jeg er blevet indklaget til ombudsmanden, og der er stillet spørgsmål til udenrigsministeren om, hvorvidt jeg er værdig til at modtage priser. Jeg er blevet kaldt mange ting af både menige MF´ere, ordførere, partiformænd og ministre, som bl.a. har ment, at jeg skulle fyres, at jeg var en selvgod og selvretfærdig farisæer, at jeg var medieliderlig, at jeg kun elskede mig selv, at jeg førte min egen udlændingepolitik og at jeg var radikal. Det sidste, tror jeg, var ikke ment pænt, men jeg holder af mange radikale politikere og af politikere fra alle folketingets partier – jeg er bare selv blevet partiløs. Men hey, i stedet for at kalde mig lidet flatterende ting, så kunne de alle som én bare have kaldt mig for Henrik. Det er det, jeg er – på godt og ondt.
Jo, der har virkelig været kø for at kalde mig mere eller mindre uskønne ting. Jeg har igen og igen gentaget, at jeg er sat i verden for at passe på mine elever – uanset hvor de kommer fra. For det bør være legitimt at mene noget og blande sig, når det handler om skolens elever og de værdier, dannelsesidealer og grundlæggende menneskerettigheder, som skolen bygger på – så længe det ikke er ren partipolitik. Det er sgu tankevækkende, at alle må mene noget om skolen, men skolen og en rektor som mig må ikke mene noget om noget. Der er sket noget med debatkulturen, frisindet, tolerancen og opfattelsen af skolens rolle i samfundet - og også opfattelsen af den grundlovssikrede ytringsfrihed, som selv rektorer har. I dag skal tosser som mig helst passe deres job som servile embedsmænd uden meninger.
Jeg vil dog godt varmt takke den tidligere udlændingeordfører fra et regeringsbærende parti for én af de ting, han har kaldt mig i Politikens debatsektion. Han kaldte mig nemlig aktivist, og jeg tror ikke, at det var ment pænt, men jeg blev faktisk pavestolt.
For mig er ordet aktivist ikke en skældsord, og selvfølgelig varetager jeg mine elevers og medmenneskers interesser – og det betalte sig faktisk. Jeg er netop aktivist, for jeg kæmper for mine elever, men jeg prøver faktisk at gøre det på en ordentlig og saglig måde. Bent ville også være blevet stolt over at blive kaldt aktivist, for han brugte selv betegnelsen civiliseret ballademager som et adelsmærke. Rent faktisk, så indstiftede han for mange år siden et legat til eleverne på Frederiksberg Gymnasium, som blev givet til den mest civiliserede balladeklasse. Der er brug for mennesker, der taler Roma imod, men det skal gøres på en ordentlig måde. Derfor har jeg med inspiration fra Bent netop indstiftet et legat til den mest civiliserede ballademager på Nyborg Gymnasium, og det legat uddeles for første gang d. 24. juni til dimissionen. Så Bent, du lever videre på Nyborg Gymnasium, og jeg håber at kunne dimittere et utal af civiliserede ballademagere i de næste mange år.
I min dimissionstale kommer jeg til at tale om behovet for, at vi alle – og mine kommende studenter - gør modstand mod uretten og intolerancen og netop agerer som civiliserede ballademagere. Jeg citerer den franske modstandsmand, som i en meget sen alder skrev et manifest til ungdommen. Han siger, at skabe er at gøre modstand. At gøre modstand er at skabe. Det er så sandt, og jeg håber, at I og vi alle vil gøre modstand mod det uretfærdige, mod hadet og mod manglende gensidig forståelse. At vi alle er med til at gøre Brobyggerne til en folkebevægelse – og fremtidens modstandsbevægelse. Vi skal ikke sprænge jernbaner eller tyske bunkers i stumper og stykker, men vi skal bortsprænge ligegyldigheden og intolerancen og kæmpe for dialog og forståelse mellem mennesker. Vi skal drikke dialogkaffe sammen. Özlem og Bent har vist vejen, og nu skal der handles. Hvis ikke nu, hvornår så – ville Bent spørge?
Jeg vil slutte af med et digt af modstandsmanden Poul Sørensen, som er skrevet i en anden tid og under en krig, som Bent oplevede og flygtede fra. Det er skræmmende relevant i 2022 både i den store og lille verden. Det hedder Til hver enkelt, og det lyder sådan her:
Der er en Front, som går Europa rundt, Og der er Kampen blodig, vild og haard. Vi Danske passer Dagens jævn dont; Men husk, at ikke bare Drab og Saar og Skud og Staal er Tegnet på en front! Der er en Front i Danmark nu. Den gaar just her – just her hvor du staar.
Digtet er skrevet i en tid, hvor Danmark var besat af tyske soldater, og hvor unge modstandsfolk blev skudt ved daggry i Ryvangen eller tortureret til døde på Dagmarhus. Han appellerede til alle danskere om at gøre modstand i det små og i det store. At det ikke bare var allierede tropper, der skulle vinde krigen for os alle på slagmarkerne. I dag er Danmark en rolig andedam, men vi har alle et ansvar for at gøre noget, der hvor vi står. Vi har alle et ansvar for at tale pænt, gå i dialog og få fronterne til at mødes i samfundet og skabe gensidig forståelse - derhjemme, i skolen, på arbejdet og over alt i samfundet.
Det vil jeg kæmpe for, og jeg vil gøre det med fornyet energi og en enorm stolthed over, at jeg er den første modtager af Bent Melchiorprisen. I giver ikke bare den her pris til mig. I giver den til Nyborg Gymnasium, Rahima, Aya, Roda og Ruwayda og alle de mange andre, der har stillet sig op og taget kampen og dialogen. Tusind tak for prisen, kære venner.
Talen kan downloades som pdf her.
Foto: Lars Krabbe (c)
Bent Melchior-prisen 15. juni 2022.
”Indrømmet. Når man ser dem udefra, ligner de et umage par”, skrev journalist og forfatter Anders Jerichow i sin bog ”Brobyggere” om Bent og mig.
Ja. Udefra var vi et umage par. Jeg var halvt så gammel som ham. Han havde aldrig været aktiv i partipolitik, mens jeg arbejdede otte år som folketingsmedlem. Jeg kommer fra et muslimsk arbejderhjem, mens Melchior-familien gennem generationer har ledet og symboliseret det jødiske samfund i Danmark.
Men indefra, da var vi begge klar over, at nogen betragtede os som rollemodeller, og at vores venskab, trods vores forskelligheder, kunne være en inspiration for andre.
Bent troede på Gud. Han fastede til Yom Kippur, mens jeg fastede til Ramadan. Svinekød rørte vi aldrig. Ingen af os brød os om militære løsninger, men hverken Bent eller jeg var pacifister. Han var flygtning, og med mine kurdiske rødder kender jeg lidt til, hvad det vil sige at være den undertrykte part. Danmark var vores fædreland, men vi var begge bevidste om, at man også kan have et mødreland – et land, hvor man har rødder, og som betyder noget særligt. Vores aktivistiske tilgang gennemsyrede alt det, vi lavede sammen og vores optimisme hjalp os til at bygge broer, hvor andre gav op.
Alt var heller ikke lyserødt i vores liv. Vi fik begge trusler og hademails. Og blev nogle gange også mødt med kritik fra vores bagland. Nogle beskyldte mig for at være en del af en hemmelig jødisk lobby, mens andre mente, at Bent skadede jødernes sag ved at hænge ud med en islamist. Vi er begge blevet beskyldt for at blåstemple antisemitiske eller hadske holdninger, fordi vi har insisteret på dialogen og den kritiske samtale – også med dem, vi er uenige med.
Vi så ikke hinanden som jøde eller muslim. Vi var først og fremmest venner, men vi var bevidste om, at hvis vi gjorde os umage, så kunne vores forskellighed inspirere andre til også at gå dialogens vej. Og måske også motivere andre til at træne deres toleranceevne.
For vi var bevidste om, at mennesker ikke er født tolerante. Men vi trøstede os med, at det er en evne, som langt de fleste af os kan lære. Vi kan leve sammen, selvom vi er forskellige. Det er dét, som Brobyggerne arbejder for. Målet er ikke, at alle skal blive enige. Nej! Retten til uenighed, er en af de vigtigste styrker i et demokrati. Men at vi skal udvikle og skærpe evnen til at rumme vores uenighed og forskellighed. Hvis man kan det, har man også lagt grundstenen for en større frihed – for tolerance og frihed går nemlig hånd i hånd.
Jeg tror, at det er på hebraisk, at ordet tolerance kan oversættes til at betyde lidelse. Jeg har tit ledt efter et dansk ord, som ville være lige så dækkende for beskrivelsen af ordet. For ordet tolerance lyder utrolig positivt og let på dansk. Hvis jeg spurgte her i forsamlingen, hvor mange der betragter sig selv som tolerant, er jeg overbevist om, at langt de fleste vil løfte hånden.
Men hvor mange af os vil bo ved siden af nogen som stemmer anderledes end os selv? Hvor mange vil tolerere satire af religiøse traditioner og personer? Må Indre Mission undervise børn i, at det naturlige køn er mand og kvinde? Hvordan har vi det med borgere, der ikke vil vaccineres mod corona? Eller mener at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte? Hvor langt vil vores tolerance gå, hvis nogen fra vores familie mente, at Rusland havde ret til at starte krigen i Ukraine?
Mange sætter lighedstegn mellem tolerance og respekt. Eller en passiv tilbagelænethed, hvor man kun lytter og nikker. Der er masser af holdninger, som jeg ikke vil respektere. Men vi skal gøre os umage for at forstå, det der er anderledes.
Tolerance er evnen og viljen til at sætte sig ind i fx hvorfor jøder omskærer deres drengebørn? Hvorfor det betyder noget for muslimer at spise halal kød? Hvorfor nogle mener, at de er skabt i en forkert krop? Eller hvorfor ytringsfriheden også gælder dem, der ytrer det modsatte af flertallet?
Det er nemt at være tolerant over for sine venner. Men har man modet til at udvise den samme tolerance over for sine fjender eller dem man er uenig med og ikke deler samme værdier med? Hvis man kan dét, har man også bestået toleranceprøven. Men tolerance har selvfølgelig også en grænse. Derfor tror vi på retsstaten. Volden, truslerne eller intimidering skal straffes.
Bent sagde altid, at dem vi har sværest ved at tolerere, er dem der er tættest på, som vi har en uenighed med. Det er måske derfor, at de fleste konflikter i Danmark er mellem naboer.
Jeg læste på et tidspunkt bogen Hvordan man kurerer en fanatiker af den israelske forfatter Amos Os, som gjorde stort indtryk på mig. I forbindelse med udgivelsen udtalte han på Gøteborgs bogmesse:
“Vi har en tendens til at se fanatikere som nogle, der bor på helt andre kontinenter, på den anden side af tv-skærmen. Det er folk, der råber slogans på sprog, vi ikke forstår, og som knytter næverne mod kameraerne. Men det er ikke rigtigt. Fanatisme begynder derhjemme. Der er et element af fanatisme i forholdet mellem hustru og mand, forælder og barn, bror og søster. Hvis vi ser ærligt på os selv, vil vi opdage det. Og jo tidligere vi ser denne fanatiker, jo bedre muligheder har vi for at kurere ham eller hende. Hvis vi virkelig prøver at forestille os den anden, vil det ikke blot løse problemer. Det vil også gøre os til bedre ægtefæller, bedre forældre. At forestille sig den anden gør os til bedre mennesker.”
Min 13 års erfaring med brobygning har lært mig, at den sværeste bevægelse er den, hvor man rejser sig op fra sin stol, for at sætte sig i den andens. At kunne se tingene fra den andens ståsted. At forestille sig, hvordan verden mon ser ud fra den andens situation, er en af de sværeste bevægelser. Vi skal huske at ”de andre” er også vores fædre, mødre, kollegaer og naboer. De har et navn og en historie. Vi har delt et måltid med dem. Vi har boet, arbejdet og studeret sammen. Vi har grint og grædt over de samme ting. Fjenderne er ikke så fjerne og fremmede, som vi tror. Derfor er dialog ikke fraværet af uenighed, men en tolerance af forskellighed.
Dialog og tolerance er hinandens forudsætninger. Dem vi er uenige med. Dem vi er i konflikt med. Dem vi tror vi ikke deler værdier, holdninger eller traditioner med, har vi en tendens til at reducere til at være de uvidende, de uoplyste, dem der er udenfor pædagogisk rækkevidde.
Men hvis vi vil bygge broen, skal man starte med at gå ud på broen.
Når man taler med ingeniører, siger de, at det er praktisk umuligt at bygge en bro fra den ene by til den anden. For materialerne er ikke stærke nok til at bære broen, den vil ikke kunne stå imod tyngdekræften i midten og vil derfor falde sammen. Man bygger broen fra begge byer, så broen kan mødes i midten. Derfor er brobygning ikke, at man går i en samtale, hvor man parkerer alle sine holdninger og værdier, for at mene det samme som den anden. Nej det handler om at have mod til at gå ud på broen. Nysgerrigt og åbent for at have en dialog med hinanden med det formål, at være oprigtigt interesseret i at blive klogere. For det er i dialogen, at vi opdager blinde vinkler og fordomme, vi ikke har været opmærksomme på tidligere. Og vi bliver måske også klogere på vores eget ståsted og værdier.
Vi i Foreningen Brobyggerne tror på, at det er muligt at bygge broer mellem befolkningsgrupper og enkeltindivider. Vi ved godt at det ikke er nemt og let, men at det kræver, at det enkelte menneske træner sin toleranceevne og modmuskel. Derfor uddanner vi børn, unge og voksne til at være mere tolerance. I kan læse om vores arbejde på www.brobyggerne.dk
I dag er vi samlet for at mindes min kære Bent Melchior, som var med til at starte Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. Bent ville gerne huskes for at gøre sig umage for at gøre verden bedre. Derfor hylder vi de ildsjæle, der tager det personlige ansvar på sig og gør sig umage for at bygge de broer, der fremmer dialogen.
Det er første gang i år, at vi afholder Bent Melchior-prisen og meningen er, at det vil være en årligt tilbagevende begivenhed. Vi håber, at mange af jer vil dele billeder på sociale medier, så vi sammen kan sprede de gode budskaber.
Det er fantastisk at se så mange mennesker. Tak for jeres støtte og opbakning. Tak for at fylde salen, pynte på programmet. Tak til Dansk Jødisk Museum for at gøre det muligt som medarrangører af eventet at være i så smukke omgivelser. Tak til Melchior-familien, til Hoffmann og Husmans fonden og for alle de kunstnere, der stiller op for sagen.
Jeg har glædet mig som et barn til at sige: Velkommen til Bent Melchior-prisen 2022
Du kan downloade talen som pdf her.
Det første af fem forløb med Brobyggeruddannelsen er nu afsluttet, og 48 kursister modtog diplomer ved afslutningsceremonien den 24. maj 2022. De nye brobyggere har deltaget på kursusweekender, modtaget supervision og udviklet og afholdt deres egne brobyggende aktiviteter.
Aftenen var et glædeligt gensyn mellem deltagere, undervisere og supervisorer. Men aftenen var ikke blot særlig fordi vi uddelte diplomer og trykte hænder med de nyudklækkede brobyggere; vi kårede også den bedste brobyggende aktivitet, som kursisterne skulle afholde, som en del af uddannelsen.
Aftenens program bød på præsentationer fra hver gruppe, der fortalte om deres initiativer. Vi er mildest talt imponerede over de fantastiske og mangfoldige arrangementer, der er kommet ud af det. Iblandt kan vi nævne:
Dialogkaffe i boligområde
Interreligiøs ramadanmiddag
Dialogworkshop på arbejdsplads
Podcast om identitet
Dialogmøde mellem boligforening og værtshus
Workshop for gymnasieklasser
Oplæg for lærerstuderende om brobygning
Og meget andet...
Vindergruppen modtog statuetten ’Bedste Bro’, som er lavet af kunstner Jens Galschiøt. En kompetent priskomite, bestående af Özlem Cekic, Jakob Holdt, Katrine Thielke, Katrine Damgaard og Simon Lund-Jensen, havde kåret vinderne ud fra en række kriterier. Kriterierne gik bl.a. på, om aktiviteten sætter fokus på noget, der er svært at tale om, og om den bringer nogen sammen, som ikke ofte mødes. Priskomiteen begrundede bl.a. udvælgelsen med ordene:
”Vinderne har udmærket sig ved at tage fat et sted, hvor de selv har noget på spil. De er selv en part i konflikten, og det foregår endda helt tæt på – der hvor de bor. De har ikke bare talt om vigtigheden af dialog. De har lagt hånden på kogepladen og gjort det i praksis.”
Læs hele priskomiteens begrundelse her.
Og vinderne er...
Lisbeth Palm Olesen og Mette Stærdahl!
Lisbeth og Mette havde lavet en særligt anerkendelsesværdig aktivitet om en af de typer konflikter, der er allerflest af: nabokonflikter. De to kvinders aktivitet bestod i at tage kontakt til en værtshusholder, der har en beværtning i samme andelsforening som dem selv, med henblik på at få talt om de gener, beboerne oplever. Og så ville de gerne invitere til et samarbejde om mulige løsninger både nu og på sigt. Mødet havde været en succes med grin, afklaring og vigtigst af alt: første skridt ud på broen for at gå den anden i møde.
Vi glæder os til at holde flere Brobyggeruddannelser rundt omkring i landet. Næste gang skal vi til Aalborg, og du kan ansøge om at være med allerede nu: https://brobyggerne.dk/brobygger-uddannelsen/
Brobyggeruddannelsens to kursusweekender er færdige i Aarhus og de midtjyske brobyggere er nu i fuld sving med at lave brobyggende aktiviteter i deres lokalmiljø. Hvis de gennemfører, kan de til juni kalde sig certificerede brobyggere. Læs med her om vores to weekender i Aarhus.
44 personer fra 12 forskellige kommuner i region Midtjylland blev optaget på Brobyggeruddannelsen. DMJX – Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var så venlige at låne os deres lokaler i Aarhus, og vi var derfor i gode rammer med smuk havudsigt.
Allerede fra første dag var der god energi blandt deltagerne, som tilsammen udgør en mangfoldig gruppe i forhold til både køn, alder og etnicitet. Gruppen repræsenterer også en bred vifte af organisationer og virksomheder, blandt andre Bydelsmødrene, Dialogkaravanen og Det Boligsociale Fællessekretariat.
”Jeg har ikke fordomme”
Deltagerne blev kastet ud i at udfordre både sig selv og hinanden. De blev udfordret til at sige nogle af deres personlige fordomme højt, og mens flere først mente, at de slet ikke havde fordomme, så trak de påstanden tilbage op ad dagen i takt med de blev opmærksomme deres egne generaliseringer. Det er et godt eksempel på, hvor svært det kan være at rette fokus indad – men samtidig hvor vigtig det er, når vi skal bygge bro til andre.
Weekenden blev indledt af Özlem Cekic, som fortalte om sit arbejde med brobygning og dialogkaffe – og om, hvor stor en udfordring brobygning er, når det skal foregå i nære relationer. Vi fik også besøg af Zeinab Mosawi, som delte sin personlige historie om at forsone sig med sin mor efter at være blevet sendt på genopdragelsesrejse til Irak. Professor i kommunikation Jørgen Bloch-Poulsen, retoriker Simon Lund-Jensen og lektor i retorik Kristine Marie Berg klædte deltagerne på til at gå undersøgende og åbent til samtaler om svære emner.
Redskaberne kom i brug, da deltagerne selv skulle sætte svære dilemmaer ”til dialog”: Skal gallafesten rykkes, hvis den ligger i ramadanen? Er der OK at forskelsbehandle flygtninge? Bør demente udstyres med GPS?
Sammen identificerede deltagerne dilemmaer, hvorefter gruppen i fællesskab undersøgte forskellige standpunkter og på dialogisk vis undersøgte hinandens perspektiver. Øvelserne gav mulighed for at teste fordomme om hinanden, og holdninger og argumenter blev nuanceret – både af folk der fejrer ramadan i Danmark og folk, der ikke gør.
Tolerance-træning i praksis
På uddannelsens anden weekend var temaet ’De store broer’, og deltagerne arbejdede med at bygge bro til de ’ekstreme’ fløje. Vi fik besøg af konfliktmægler Rasmus Grossell, som underviste i at være brobygger, når konfliktniveauet stiger.
Dette blev afprøvet i praksis, da journalist og forfatter Flemming Rose senere gæstede uddannelsen i samtale med folketingspolitiker Fatma Øktem. Flemming var kulturredaktør på Jyllands Posten da Muhammed-tegninger blev trykt, og samtalen om tegningerne skabte uro blandt nogle af deltagerne, som var berørte og uenige i udgivelsen. Endnu engang satte mødet gang i en meget lærerig proces – for man bliver ikke tolerant af blot at tale om brobygning, dialog og tolerance. Det er i mødet med det, du opfatter som kontroversielt, at uddannelsens redskaber står deres prøve.
En af deltagerne sagde efterfølgende: ”Vi kan sagtens fortælle, om vi er enige eller uenige, men måden vi fortæller det på er afgørende - at vi kommer frem i samtalen”.
Weekenden sluttede af med oplæg ved digital rådgiver og underviser Nadia Nikolajeva, som introducerede til den udfordrende disciplin: at være brobygger på sociale medier.
Som ringe i vandet
Brobyggeruddannelsen vakte opsigt i det midtjyske, hvor både Jyllands Posten og TV2 Østjylland lavede reportager undervejs.
Næste skridt for de nye brobyggere i Midtjylland er at udvikle og afholde deres egne brobyggende aktiviteter. Deltagerne er i skrivende stund i fuld gang med initiativer, som kan fremme dialogen og udbrede de brobyggerredskaber, som de tog med fra weekenderne. I processen har deltagerne adgang til kyndig supervision og sparring ved vores kompetente supervisor-korps. Vi glæder os til at se, hvad de finder på!
Næste stop på Brobyggeruddannelsens danmarksturne er Nordjylland – og der er nu åbent for ansøgninger, hvis du eller en du kender, har lyst til at være med. Læs meget mere og ansøg her. Kurset afholdes i Aalborg og ansøgningsfristen er 5. juni 2022.
Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.
