Her kan du læse om Özlems oplevelser fra sine dage på Grønland. Du kan finde flere billeder på Facebook eller Instagram.

Lørdag d. 2.april

Jeg er igen i Grønland. Verdens smukkeste sted med de skønneste mennesker. Det er lidt underligt, at selvom det er anden gang jeg er i Grønland og første gang i Ilulissat, så føler jeg mig allerede meget hjemme. Måske har jeg været grønlændere i mit tidligere liv. Hvem ved..

Men nu skal I høre, hvorfor jeg er her.

Jeg er inviteret af UNICEF Grønland til at tale til #Børnetopmødet. I år er temaet miljø og klima og jeg har forberedt en tale til på søndag, som jeg håber, kan inspirere de unge til at tale med dem, de er uenige med.

Om mandagen er det lærerne, der skal lære om dialogkaffe-redskaberne. Onsdag aften har jeg et foredrag i Nuuk, hvis du skal med 🙂 Det er gratis og handler om min seneste bog #TakForKaffe.

Jeg vil i løbet af ugen skrive reportager fra Ilulissat og Nuuk og du kan se alle billederne på min Instagram.

Søndag d. 3.april

Grønland sætter mig på prøve. Jeg svinger mellem mit eget hykleri og mine principper. Jeg vil gerne holde fast i noget, men hvordan kan man det i et land, hvor selv gigantiske isbjerge flyder rundt og smelter væk.

Jeg har været i Grønland før – Nuuk. Men Ilulissat er byen, hvor Grønlands storhed viser sig tydeligst. Jeg har aldrig før oplevet, at min mobiltelefon med den nyeste og mest avancerede kamerafunktion, ikke kunne gengive virkeligheden retfærdigt. Når jeg zoomer ud, virker alt småt, men når jeg zoomer ind, fortaber jeg mig i detaljen.

Det er min bedste beskrivelse af, hvorfor de store konsekvenser af klimaforandringer både kan virke fjerne eller at man kan stirre sig blind på én løsning og dermed miste overblikket.

Lad mig give jer et eksempel. UNESCO har optaget Isfjorden - kaldes også for Kangia på verdensarvsliste i 2004. Det forstår jeg godt, for der findes ikke noget smukkere, som I også kan se i videoen. Det betyder også, at der kommer omkring 20.000 turister om året for at se Isfjorden. Men på den anden side betyder fredningen også, at der er alle mulige begrænsninger på, hvor grønlænderne må bygge boliger og fiske. Byen vokser og tiltrækker flere mennesker. De skal også have et sted at bo og priserne stiger. Men dét der er svært for nogen grønlændere at forstå er, hvorfor andre skal definere, hvor de må fiske, når de har selv har kunne finde ud af det i 4000 år.

Mange vil remse en række argumenter for og imod. Mit problem er, at jeg forstår begge parter. Og det er præcis i det felt, at alt bliver sværere.

Lidt ligesom, da jeg flyver ind til Ilulissat, bliver jeg helt mundlam over at se alle de isbjerge fra luften. Jeg tager mig selv i at bande af alle dem, der ”ikke vil gøre noget”. Alt det her, mens jeg selv sidder en flymaskine og spiller hellig.

Jeg skriver ikke det her, for at fritage magthaverne deres ansvar eller for at sige, at hvis det enkelte borger bare droppede rejserne og bøfferne, så kan man redde kloden. Det vil være naivt at påstå at komplicerede problemstillinger, kan løses med enkle svar.

Min pointe er, at verden er kompleks og er ikke sort hvid. Selv isen – siger fangerne (fiskerne) her i Ilulissat har ca. 100 hvide nuancer.

Sådan er dialog. Svært og besværligt. Det kræver selvindsigt.

Ærlighed.

Vilje.

Men vi må hjælpe hinanden med at turde at tage samtalerne – med nuancer.

Mandag d. 4.april

Pludselig skulle jeg synke en ekstra gang. Gråden arbejdede sig op og jeg var så bange for at den ville sætte sig i mit stemmebånd. Smerte har sin egen lyd og den er svær at gemme. Men heldigvis satte den sig kun i mine tårekanaler. Jeg er rutineret oplægsholder. Så længe man ikke kan høre det på min stemme, kan jeg altid blinke tårerne væk. Det lykkes mig også denne gang.

Men hvorfor blev jeg så berørt? Jeg har utallige gange før fortalt min mønsterbryder historie. Mobningen på skolen. Min første skoledag, hvor en af mine klassekammerater hev mine bukser ned og jeg stod med bare røv foran hele klassen. Jeg plejede ellers at joke med det. Denne gang var det noget helt andet. Da jeg fik øjenkontakt med de grønlandske børn, somUNICEF.gl havde samlet fra hele Grønland til børnetopmødet, kunne jeg genkende min smerte i deres øjne. Modsat mit publikum i Danmark insisterede de på at holde fast i uretfærdigheden, trods mine forsøg på at flygte væk i latteren. Der var en bro imellem os og pludselig stod vi alle sammen på den.

Mig - mønsterbryderen.
De - som gerne ville bryde mønstrene.
Mig - der igen og igen understregede vigtigheden af ikke at give op.
De – som var i tvivl om, om det overhovedet nyttede noget at prøve.

I Grønland føler jeg mig hjemme. Her behøver jeg ikke holde lange foredrag om, hvorfor min minoritetsrødder betyder noget. For de kender alt til konsekvensen af at være rodløs.

Selvom der var en tolk imellem os, talte vi samme sprog. Børnene kendte alt til at ikke blive accepteret, som de er. I Danmark er de ikke de rigtige danskere. Og i Grønland er de heller ikke de rigtige grønlændere, fordi nogle af dem kan tale dansk. At være splittet mellem to kulturer, at føle sig misforstået eller ikke rigtig selv kunne forstå - de andre.

Men fremmer samtale virkelig forståelsen, som det lød engang i en gammel Nokia-reklame?

Ja!! For det er med dialog, at vi bliver inviteret ind i hinandens verdener. Fx er generelsekretæren for UNICEF i Grønland, den tidligere finansminister. Maliina Abelsen fortalte børnene, hvordan hun havde øvet sig i fire måneder for at fremlægge finansloven på grønlandsk, selvom hun var dårlig til sproget. ”De sagde til mig, at jeg ikke var en rigtig grønlænder. Men det skulle de ikke bestemme” sagde hun.

At være en minoritet er svær. Uanset om du er et barn i Ilulissat eller i Ikast. Men at være mønsterbryder, er det samme. Det er de samme tabuer. De samme udfordringer. De samme kommentar, man får med på vejen.

Da jeg fortalte om, hvor stolte mine arbejderforældre var, da jeg blev valgt til folketinget, fortalte den første grønlandske kvindelige kommunaldirektør, som i dag er minister for børn, unge og familier, Paneeraq Olsen, om den respekt hendes mor havde fået i landsbyen, da datteren havde fået en fin titel.

Broer bliver bygget mellem mennesker, når vi kan dele vores historier med hinanden. For hvem skulle tro, at jeg skulle sidde med børn og voksne i Ilulissat – 6000 km væk fra hvor jeg har mine rødder fra, og føle et så stærkt fællesskab! Desværre er vi nogle gange så fokuseret på, hvad der skiller os ad, at vi glemmer alt det der binder os sammen.

#TankerFraGrønland #dialog #fællesskab #Ilulissat #TakForKaffe

(Onsdag aften holder jeg foredrag også i Nuuk)

Tirsdag d. 5.april

Så kommer de smarte danskere og tror, at de kender kulturen og ved hvordan tingene skal løses. Ordene tilhørte en grønlandsk mand. Jeg underviste i eftermiddag fagpersoner i, hvordan de kunne være opmærksomme på deres egne blindevinkler, når de møder udsatte børn, unge og familier.

Den dansker du taler om, løser måske problemerne anderledes end dig, og det er ikke altid noget dårligt, hvis du kan se mulighederne i forskelligheden sagde jeg og bevidst ændrede danskerne til danskeren. For i generaliseringer er der tit en fare for dehumanisering. Længe talte jeg om, hvordan den manglende nysgerrighed kunne besværliggøre dialogen.

Den grønlandske mand responderede positivt på de dialog-redskaber jeg foreslog, og jeg følte virkelig, at alle var begyndt at følge min tankegang. Men i pausen kom der en dansker over til mig. Han havde brugt flere år på at starte en institution op i Grønland, som skulle tage sig af udsatte unge. Næsten hviskende fortalte han, hvor lidt grønlænderne havde styr på det, hvor lidt de vidste, og hvor mange fordomme man som dansker blev mødt med. I hans stemme kunne jeg høre en søgen efter en bekræftelse fra mig. Igen gentog jeg de samme budskaber om at vende blikket ind ad.

Den iranske digter Rumi har en helt fantastisk citat, som jeg pludselig kom i tanke om mens jeg talte med ham “Dét du ved, er begrænset af, hvad den anden forstår”.

Nogle gange er dét, det mest frustrerende i mit arbejde. Jeg har været igennem en lang rejse med dialogkaffemøder. De erfaringer har helt klar gjort mig til en bedre demokrat. Jeg har skrevet flere bøger og har holdt utallige foredrag om det. Jeg har dannet og bygget Foreningen Brobyggerne op, så vi med diverse projekter kan uddanne børn og voksne, så de kan arbejde ud fra de samme metoder i deres hverdag.

Jeg ved godt, at det nogle gange kan komme til at lyde som om, at man bare kan sætte noget vand over til kaffen og så går det bare let.

Nogle af fordommene bliver også skabt gennem erfaringer. Erfaringer som er svære at slippe af med fordi det gør for ondt. Vi har fx været en kolonimagt og derfor tager det tid at have en tillidsfuld dialog. Samtidig forstår jeg også godt dem, der føler at det virker uretfærdigt, at de bliver mødt med mistillid, når de ikke har personligt spiller en rolle historisk set.

Men så enkelt er det bare ikke. Nogle gange tager det tid at komme igennem smerten. Andre gange bliver samtalerne uforløste. Fordi det enkelte menneske ikke er klar, eller fordi historien spøger for meget i baggrunden eller gentager sig mellem jævnemellemrum.

Men så længe det enkelte menneske skriver sig ud af ligningen, vil dialogen aldrig lykkes.

Det talte jeg med to ministre om. De udviste stor interesse for, at Brobyggerne kunne rykke ud til Grønland med Brobyggeruddannelse.

Jeg håber virkelig, at det vil lykkes mig at bygge en bro mellem Grønland og Brobyggerne.

#TankerFraGrønland

Ps: jeg er i Nuuk de næste par dage. Kom til mit foredrag onsdag aften, hvis du også vil være opmærksom på din egne blinde vinker.

Torsdag d. 7. april

Ved du, hvorfor det er nemt for dig at komme igennem med dine budskaber? Spurgte en borger mig efter foredraget om dialog. Fordi jeg fortæller om noget, alle kan relatere sig til, svarede jeg. Hun smilte. Jo også det, men det er ikke den eneste grund. Du er en af os. Du har rødder i to verdener, og derfor betragter de fleste dig ikke som én, der kommer ude fra, men som én, der kender til at være splittet, og som på eget krop har oplevet at ikke høre til, sagde hun. Kultursammenstødet fylder en del her i Grønland. I øjeblikket har de også en politisk diskussion om, hvornår man er en rigtig grønlænder. Det er Dansk Folkepartis søsterparti, der har startet den samtale. Det handler om det grønlandske sprog, kultur, og hvem der skal have adgang til magtpositioner. For nogen handler det om overlevelse, fordi de er bekymret for, at alt det de elsker og holder af, vil forsvinde. For andre er det udtryk for nationalisme, der ekskluderer alle dem, som både er dansk og grønlandsk. Ligesom mig. Jeg er både kurder og dansker. Men desværre kan jeg ikke så meget kurdisk, for ligesom nogle grønlændere har jeg ikke lært mit modersmål pga. den tyrkiske assimilationspolitik. Så det handler både om, om jeg er kurder eller tyrker, kurder eller dansker, dansker eller muslim. Det værste jeg ved er, når der bliver sat falske modsætningsforhold op, hvor man skal vælge. Men hvorfor er det enten eller i stedet for både og? Hvorfor kan vi ikke have en større tolerance for forskellighed? Det er nemt at finde en række partier og institutioner, man kan give skylden for splittelsen. Hvis man skal udfordre sig selv, kan man jo spørge sig selv, hvad man selv gør for at insistere på dialogen med de familiemedlemmer, der stemmer anderledes end en selv. Den kollega der løser opgaverne anderledes. Eller den nabo man ikke er på talefod med. Hvordan prøver man i sin dagligdag at møde den fremmede? Det, der er forskelligt og anderledes? Hvad gør man selv for at komme ud af sit eget ekkokammer? Hvis man oprigtigt er imod krig, så skal man også aktivt arbejde for fred. Når jeg siger det, så nævner de fleste - også i Grønland, den nuværende krig i Ukraine. Igen gentog jeg budskabet i aften om, at man ikke kan skabe fred i verden, hvis man er i krig med sine nære relationer. Man må starte med dem, som er tæt på. Vi må tale sammen. Ikke for at overbevise hinanden, men mere for at forstå eller gøre sig umage for at forstå den anden. Det kunne jo være, at man blev klogere.. I dag i Brugseni (det hedder Brugsen her) mødte jeg en mand. Han gav mig hånden, mens jeg var dybt betaget af de store grønlandske rejer. Jeg er ikke enig med dig, men velkommen sagde han. Inden jeg så mig om, havde vi taget en selfie, og jeg lagde ører til, hvor meget danskerne var bange for muslimer, og hvor meget min religion var grunden til alt ondt. Spørgsmålene kom som missiler. “Dig har jeg ikke noget imod” sagde han, og jeg fuldendte hans sætning “men det er de andre, du ikke kan li”, grinte jeg. Så stod jeg der med rejerne, og alle de svar, jeg kunne give ham. Men han var væk, og jeg blev omringet af en tristhed. Men sådan kan kulturmødet også være. At vi dømmer det enkelte menneske, fordi vi ikke synes om “gruppen”. Men er gruppen virkelig så dårlige mennesker, som vi tror?. Eller har vi virkelig så meget indsigt i den “gruppe”, som vi bilder os selv ind? Jeg gav de fremmødte til mit foredrag en udfordring, som de skal løse inden sommerferien starter. De skal invitere én de har det lidt stramt med til dialogkaffe. Og nej, her taler jeg ikke om politikere og medier. Men måske en fra den “gruppe” som man har fordomme om. Eller den kollega, man ikke vil sidde ved siden af til påskefrokost. Eller sine forældre, som stemmer anderledes end en selv, og som man ikke længere, kan holde ud at være i samme rum med. Måske en ven, man ikke taler med, fordi man på et tidspunkt blev uvenner, og man stadig ikke helt kan huske grunden. Jeg giver denne udfordring til alle, der har hørt mit foredrag, men dem der løser det først er altid børn og unge. Tænk hvis vi voksne var ligeså modige som dem! Ligeså åbne og fordomsfrie. Tænk, hvor mange broer vi kunne bygge over de grøfter, der er gravet.

Tak til GUX for at huse mig og alle de skønne mennesker, der var dukket op trods sneen. Og en hjertelig tak til UNICEF for at gøre det muligt for mig at sprede budskabet om dialogkaffe. #JegErBrobygger#TankerFraGrønland.

Fredag d. 8. april

Jeg er landet i Kastrup lufthavn. I min bagage har jeg et visitkort fra den grønlandske uddannelsesminister, der ønsker at høre mere om brobyggeruddannelsen. UNICEF vil gerne samarbejde om, hvordan vi kan klæde lærerne på til at undervise grønlandske børn i dialog, brobygning og tolerance. Et privat firma og en repræsentant fra en offentlig institution vil gerne drøfte mulighederne for et samarbejde med Foreningen Brobyggerne. Hvad kunne jeg ønske mere I min kamerarulle er der de smukke minder fra en storslået natur, de sødeste børn, og ildsjæle der ønsker det bedste for deres land. Vi ses igen kære Grønland. Pas på dig selv. Jeg lover i mellemtiden at købe en elbil og kompensere for mine flyture med at plante træer