STØT

BROBYGGERNE

"Det var en virkelig smuk og berigende oplevelse": Vinderne af brobyggerstatuetten i Nordjylland er fundet

Mandag den 14. november i Musikkens Hus i Aalborg afsluttede vi Brobyggeruddannelsen i Nordjylland med lokale brobyggerfortællinger, diplomer og kåring af vinderne af Brobyggerstatuetten.

I august 2022 startede et spritnyt hold kommende dialoginteresserede nordjyder på Brobyggeruddannelsen i Aalborg. Tre måneder senere er diplomerne delt ud, og de gode initiativer, som er blevet iværksat i forbindelse med forløbet, spreder allerede ringe i vandet.

Hver Brobyggeruddannelse afsluttes ved hyldes et initiativ, der fortjener særlig anerkendelse og opmærksomhed, med Jens Galschiøts Brobyggerstatuette. Denne gang gik prisen til Rana Elhussein Khalife og Sofie Sigsgaard, der sammen lavede en indsats for deres indsats ”Mødet med uenighed”. Indsatsen handlede om at skabe samtale og dialog mellem tidligere medlem af Kommissionen for den glemte kvindekamp, Kefa Abu Ras, og en gruppe kvinder, der ikke delte hendes holdninger og derfor tog afstand fra et arrangement med Kefa i Aalborg.

Om oplevelsen siger Sofie og Rana selv: ”Det var virkelig en smuk og berigende oplevelse at overvære mødet mellem kvinderne og Kefa. Det var simpelthen så inspirerende at se, hvordan de to grupper mødes som mennesker og det bånd, der blev skabt mellem dem. Det er vi meget beærede over at have været en del af!”.

Vinderen udvælges af en priskomite, som består af Katrine Thielke, Simon Lund-Jensen, Katrine Damgaard, Rasmus Grosell, Jacob Holdt og Özlem Cekic.

Begrundelse for valg af ”Bedste Bro” i Nordjylland 2022:

Vinderne har udmærket sig ved deres mod, kreativitet og succes med at skabe rum for dialog og bygge broer. De har taget fat i et af årets store temaer i samfundsdebatten, og de har taget ansvar for at opløse en polarisering, der udsprang af den pågældende debat.

Da en - i nogens øjne - kontroversiel gæst blev inviteret til Aalborg for at holde foredrag, tog en gruppe lokale kvinder afstand fra arrangementet, fordi de ikke delte gæstens holdninger. Det er i sig selv ikke en uset reaktion. Alle vegne ser vi, at der lægges afstand til folk med andre holdninger end vores egne; vi fravælger samtalen enten ved at aflyse besøg fra dem, der har for anderledes holdninger, eller ved at selv at undlade at deltage. Nogle gange frygter vi, at vores blotte deltagelse – det at vi sidder eller står sammen - bliver forstået som udtryk for enighed eller blåstempling af holdninger.

Og derfor krævede vinderaktiviteten mod. Fra arrangørerne selv, og fra kvinderne der deltog.

De nye brobyggere ville have uenighederne til at mødes. Helst i en dialog. Men i første omgang var målet blot deltagelse ved arrangementet. De gik til opgaven med ordentlighed og seriøsitet. Alle parter blev informeret og spurgt, om de ville deltage. Tilliden var etableret og mange sagde ja.

Vi kan roligt sige at arrangementet overgik alle forventninger. Da aftenen var omme, blev der udvekslet knus og kram. De var ikke blevet enige, men de havde mødt hinanden som mennesker med respekt og empati.

Nogen gik derfra med en ny erkendelse om, at man skal huske selv at lytte, hvis man gerne vil lyttes til. Andre med den erfaring, at det faktisk kan være befriende at lytte til dem, man er uenige med, for på den måde bedre at kunne forstå deres synspunkter. Og at man udvikler sig, når man både udtrykker egne holdninger og gør sig umage for at forstå, hvor den anden kommer fra.

Modviljen overfor gæsten – Kefa Abu Ras - skyldtes, at hun har været en del af Kommissionen for den glemte kvindekamp, der i sensommeren 2022 præsenterede et forslag om at forbyde hovedtørklæder i grundskolen. Et forslag der satte ild i debatten og delte vandene – på Christiansborg, i personalerummet og om spisebordene. Ja det var sågar et af de dilemmaspørgsmål, som I deltagere selv skrev på en post-it, da vi på Brobyggeruddannelsens første kursusweekend på Klostermarksskolen i august gik på gulvet og undersøgte gruppens holdninger til forskellige spørgsmål.

Vinderaktiviteten har vist, at dialog er muligt. At broer kan bygges. Efter arrangementet inviterede kvinderne endda Kefa på besøg igen. Men denne gang som gæst hos dem i deres kvindeforening, og Kefa takkede ja.

I valget af vinderaktiviteten lade priskomiteen vægt på, at alle involverede parter lærte noget. At alle havde noget på spil. Både de nye brobyggere, gæsten og kvinderne, der deltog. Sammen statuerer de et eksempel, som vi andre kan lade os inspirere af næste gang, vi støder på tendenser til polarisering i vores egen hverdag.

Stort tillykke til vinderne af Brobyggerstatuetten Rana Elhussein Khalife og Sofie Sigsgaard.

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.