Bragt i Berlingske d. 16. november 2021
Af generalsekretær Özlem Cekic og Jane Sandberg, formand for Foreningen Brobyggerne

”Jeg kan ikke understrege nok urimeligheden i, at en lille gruppe ødelægger det for den store.” Så snart statsministeren havde sagt de ord om de 10% ikke vaccinerede, gik mange frustrerede borgere til tasterne på sociale medier med sætninger som ”Det er de uvaccinerede, der fører kniven mod os andre” og ”Det er ikke de forsigtige men de egoistiske, der ikke vil vaccineres.” Samtalen var fraværende på de fleste tråde, og de fleste var mest interesseret i at vinde. Resultatet blev, at mange råbte, ingen lyttede.  

Med stærkt stigende smittetal er en af de vigtigste – og sværeste – samtaler, vi skal have med hinanden lige nu, den om corona-vacciner. Men desværre minder den offentlige debat om vacciner eller ej mere og mere om udlændingedebatten, hvor fronterne er trukket meget skarpt op, og den stigende polarisering skaber dybe grøfter mellem befolkningsgrupper. Hvis man er vaccineret, får man at vide, at man er solidarisk og har udvist samfundssind, mens de uvaccinerede får sat prædikater som egoist, konspirationsteoretikere og ”uden for pædagogisk rækkevidde” på sig. 

Danmark er et af de lande, som har klaret sig bedst under coronakrisen. Et enigt folketing og en høj tillid til sundhedsmyndigheder har gjort det muligt at holde dødstallet nede, samtidig med at hverdagen i Danmark, modsat i mange de lande vi sammenligner os med, næsten er helt normal. Næsten 80 procent af befolkningen har takket ja til den frivillige vaccine. 

Desværre er der stadig en gruppe tilbage, som ikke er vaccineret. Statistisk set ved vi, at fem procent af dem formentlig aldrig vil lade sig vaccinere – uanset hvad. Men det efterlader os med en vigtig restgruppe, som bør kunne nås, og som vi potentielt kan få til at bidrage til den positive vaccinationsstatistik. For os at se er det i øvrigt ikke kun et spørgsmål om at passe på de vaccinerede, at vi ønsker, at det mindretal lader sig vaccinere. Det er også i omsorg for de uvaccinerede, så de ikke ender med at blive alvorligt syg af en virus, som har slået millioner af mennesker ihjel på verdensplan.

Som Søren Kierkegaard har sagt om sand hjælpekunst: At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Spørgsmålet er nu, hvordan vi får tvivlerne og modstanderne med. Hvordan overbeviser vi så mange som muligt af de uvaccinerede om at tage turen ned i vaccinationscentret og få et stik i armen? Næppe ved at kalde dem egoister, konspirationsteoretikere og det, der er værre, ledsaget af opkast-emojis. Skældsord og udskamning har sjældent været vejen frem, hvis man vil overbevise nogen om noget. 

Alligevel lader til det til at være strategien for de fleste. Ikke engang vores statsminister holdt sig ikke tilbage fra at udskamme de uvaccinerede på det seneste pressemøde – og det smitter naturligvis af på den samtale, befolkningen har med hinanden. 

At så mange danskere trodser myndigheders forskningsbaserede anbefalinger, er selvfølgelig foruroligende. Og det bør være et wakeupcall af de store til politikerne, for det tegner et billede af et samfund, hvor den høje grad af tillid, vi normalt fremhæver som noget ganske særligt godt ved vores samfund, er gevaldigt udfordret. Men hvis vi skal lykkes med at holde Covid-19 for døren, så vi kan få vores liv tilbage, er en myndighedsindsats langt fra nok. Det er et ansvar, som vi alle skal hjælpe med at løfte. 

Derfor skal vi alle forsøge at tage samtalerne med dem, der er i tvivl, dem; der har modstand. Vi bliver nødt til at lytte til og forstå hinandens bevæggrunde og bekymringer med oprigtig interesse og nysgerrighed. Samtalerne skal tages over frokostbordet i kantinen, over middagsbordet med venner og familie, til forældremøder og til kom-sammen i sportsklubberne. Men uden at stemple, dæmonisere og udskamme hinanden. Først, når vi kan have en ærlig dialog sammen, er der grobund for tillid, som kan flytte adfærd.