Brobyggerugen vokser! Snart kommer vi også til Frederiksberg

Siden 2018 har Brobyggerne inviteret skoler i Københavns Kommune med på Brobyggerugen – en temauge, hvor elever træner dialog, tolerance og forståelse for forskellighed.

Nu kan vi endelig løfte sløret for, at Brobyggerugen også kommer til Frederiksberg Kommune.

Det betyder, at endnu flere elever får mulighed for at arbejde med nogle af de emner, der fylder i deres hverdag: fordomme og forforståelser, sprog, normer, demokrati og forskellighed, kommunikation samt konflikter og løsninger.

Gennem undervisning, praktiske øvelser, fortællinger, interaktivt teater og Brobyggerspillet får eleverne mulighed for at øve sig i at lytte til hinanden, forstå forskellige perspektiver og håndtere uenigheder og konflikter. Brobyggerugen kombinerer undervisning i klassen med aktiviteter, der giver eleverne mulighed for at omsætte dialog og tolerance til noget, de kan bruge i deres egen hverdag.

For vi tror på, at dialog er noget, man skal øve sig på. Og at børn og unge, der bliver bedre til at lytte, forstå og tale sammen, er med til at skabe stærkere fællesskaber og et stærkere demokratisk samfund.

Vores erfaringer fra flere års samarbejde med Københavns Kommune viser, at udfordringer med tolerance, forståelse og dialog findes på tværs af skoler og elevgrupper.

Derfor er vi både stolte, taknemmelige og begejstrede over, at Brobyggerugen kan nå endnu flere elever fra næste år– og at skoler på Frederiksberg bliver en del af fællesskabet.

Mere dialog. Stærkere fællesskaber. Flere brobyggere.

 

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.