STØT

BROBYGGERNE

På tværs af tro, på trods af uenigheder. Muslimer og jøder, kristne og ateister, unge og gamle i alle farver. Sådan samledes vi i går til middag. Lige så forskellige, som mennesker er flest. Men alle med modet til at mødes for ikke at lade modsætninger udviske, at vi er medmennesker først.

Der var smerte i både ord og øjne, når der fra scenen og ved bordene blev talt om krigene i verden og de mange uskyldige ofre for død, terror og undertrykkelse. Det hviler over os alle. Men det samme gør visheden om, at vi er forbundne - og derfor også forpligtet til at passe på dialogen.

“Vi bruger maden til at bygge bro,” slog Gūler fra Cafe Mors Varme Hænder fast, da hun sammen med kokken Umut Sakarya præsenterede maden for de 100 gæster. For “der sker noget, når vi spiser sammen. Vi lærer om hinanden af hinanden,” som biskop Peter Skov-Jakobsen fulgte op.

Man kan ikke dialogkaffe sig til fred i verden. Men håbet slukker først helt den dag, vi slipper hinanden for kun at lade volden tale.

Derfor har vi hver især et personligt ansvar, som rækker længere end os selv. For hvis vi i Danmark fortæller verden, at ingen bro er mulig mellem mennesker, så har vi også givet tabt på håbet og freden.

For hvad er dialogen værd, hvis den kun gælder i fredstid? Især når ufreden raser, er der brug for at mødes. Ikke for at være enige, men for at forebygge, at vi ser hinanden som fjender.

Tak til alle, som tog del og bidrog med ord, mad og musik 🙏

Foto: Erling Brodersen

Kan du bygge bro mellem unge med forskellige baggrunde? Brænder du for at styrke tolerancen og nedbryde fordomme? Har du frivillig eller professionel erfaring med boligsocialt arbejde? Så er det måske dig - vi leder efter til vores projektteam!  

Du bliver en del af et dedikeret team, som arbejder med projekterne:  

Læs mere om projekterne på hjemmesiden

Dine opgaver bliver bl.a.: 

Vi drømmer om, at du: 

… og så er engageret og brænder for bringe mennesker sammen. 

Det tilbyder vi 
Stillingen er på 15 timer om ugen. Vi er selvfølgelig fleksible i forhold til dine eksamensperioder. Der vil forekomme spidsbelastninger, aftenmøder og rejseaktivitet, og har derfor brug for at også du er fleksibel. 

Brobyggerne er sat i verden for at styrke dialogen og den demokratiske samtale i Danmark. Vi er et team på 8 medarbejdere, hvor der er plads til sparring og idéudvikling. Vi bor i hyggelige lokaler midt i København lige ved Rundetårn. Vi har et uformelt arbejdsmiljø og god stemning - også når vi har travlt. Du kan læse mere om os på www.brobyggerne.dk

Søg stillingen senest den 25. februar 2024 ved at sende en ansøgning og CV til ansogning@brobyggerne.dk.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte projektleder Ebbe Berthelsen Hansen på tlf. 2234 6838 eller ebbe@brobyggerne.dk 

Vi glæder os til at høre fra dig! 

”Det er da sjovt at være medlem nummer 10.000. Jeg er glad på jeres vegne og på dialogens vegne.”

Det er Lene Moody Mortensens sidste fridag i juleferien, og hun er i gang med den sidste oprydning fra julen, da vi ringer fra Brobyggerne og fortæller hende, at hun er medlem nummer 10.000.  

”For mig er dialog den eneste vej frem”, siger hun.

For Brobyggerne har tallet 10.000 længe haft en særlig betydning. I 2019 sad Özlem Cekic og Bent Melchior i hans dagligstue og snakkede. Det var her, at Bent Melchior, som var medstifter af og formand for Brobyggerne, sagde: ”Først når vi har rundet 10.000 medlemmer, kan vi kalde os en folkebevægelse".

På det tidspunkt var der endnu lang vej til de 10.000. Men efter en stille, men støt voksende strøm af medlemmer gennem de seneste måneder, så skete det få dage før jul. Brobyggerne nåede de 10.000 medlemmer.

Lene Moody Mortensen fyldte 60 år sidste forår, og hun mener selv, at hendes livserfaring har gjort hende mere dialogsøgende.

”Man får slebet nogle kanter med årene. Lærer at se det enkelte menneske”.

Lene Moody Mortensen bor i Holbæk og arbejder som logopæd, det vi en gang kaldte for talepædagog. Hun tager rundt til børnehaver, dagplejere og skoler og vejleder personale og forældre i børns sproglige udvikling.

”Det er både etnisk danske børn og børn med anden etnisk baggrund, der har brug for hjælp. Og her har jeg jo også oplevet, at man kommer længst med dialog med både personale og forældre", siger Lene Moody Mortensen.

Det var under en julefrokost med nogle venner, at en veninde fortalte, at hun havde meldt sig ind i Brobyggerne.

”Jeg kendte godt til Bent Melchior og Özlem Cekic og deres arbejde med Brobyggerne. Men jeg havde ikke tænkt på det, som noget jeg skulle være med i. Men efter julefrokosten stødte jeg på Brobyggerne på Facebook, og nu kunne jeg tydeligt se, at det er den vej, vi skal. Og så meldte jeg mig ind".

”Jeg har også været lærer og voksenunderviser og kom til at tænke på, hvor meget jeg gennem årene har lært af at omgås mange forskellige mennesker”, siger Lene Moody Mortensen.

Hun kender ikke til andre end veninden fra julefrokosten, som har meldt sig ind i Brobyggerne.

”Men jeg vil gerne gøre reklame for Brobyggerne. Nu har jeg jo også en anledning, når jeg kan fortælle, at jeg er medlem nummer 10.000”.

Er du ikke medlem endnu, kan du melde dig ind her

Har du givet os en donation i løbet af 2023?

Så skal du først og fremmest have tusind tak! Det betyder så meget for os med den gode støtte og opbakning, vi får fra både medlemmer og venner af foreningen.

Brobyggerne har opnået godkendelse efter ligningslovens § 8a. Det betyder, at du kan opnå skattemæssigt fradrag for din donation til os.

Fradraget kræver dog, at vi kender dit cpr.nr., ellers kan vi ikke indberette din donation til SKAT.

Ønsker du at få fradrag for din donation til Brobyggerne, og du ikke allerede har oplyst dette ifm. donationen, kan du ringe til vores daglige leder Hanne Brodersen på tlf. 2273 0193. Hanne vil taste dit cpr. ind i vores donationssystem og derefter indberette din donation til SKAT.

Bemærk, at fristen for dette er den 15. januar 2024, da vi ellers ikke kan nå at indberette rettidigt til SKAT.

Hvis du har spørgsmål vedrørende fradraget, er du velkommen til at ringe til Hanne eller vores hovednummer: 2234 6892.

Ønsker du at støtte Brobyggerne med en donation, kan det gøres her. Husk at krydse af, hvis du vil have fradrag. Du kan også vælge at støtte Brobyggerne i dit testamente. Læs mere her.

Banker dit hjerte for at fremme dialogen og tolerancen mellem befolkningsgrupper - og med særlig fokus på unge? Har du lyst til at arbejde i felten og bidrage til videreudviklingen af progressive dialogværktøjer til gavn for demokratiet? Så grib denne chance for at blive projektleder hos Brobyggerne. 

Vi har en række igangværende projekter, som er rettet mod grundskoleelever og deres lærere. I 2024 skyder vi to nye projekter i gang. Det ene handler om at bygge broen mellem unge, der bor i udsatte boligområder og dem, der bor uden for. Det andet er et grønt dialogkaffeprojekt, som skal engagere og inddrage unge i den grønne dagsorden.   

For lidt over fire år siden startede vi Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. I dag er vi 8 ansatte, over 100 frivillige og mere end 9.700 medlemmer. Vi udbyder projekter, kurser og aktiviteter i hele landet, og vi mangler endnu en dygtig kollega til projektteamet, som kan udvikle og gennemføre de projekter, som er afgørende for, at vi kan sprede viden om de dialogiske metoder. 

Dine primære opgaver 

Din faglige profil 
Vi ved godt, at vi beder om meget. Men vi regner med at du har relevant videregående uddannelse og optimalt matcher din profil flere af følgende, hvor du har erfaring med: 

Dine menneskelige egenskaber 
Du skal være i stand til at arbejde selvstændigt og tage ansvar for dine opgaver, og det er vigtigt, at du også evner og har lysten til at bidrage på tværs i teamet. Det er nødvendigt, at din arbejdsform er struktureret, ansvarsbevidst og disciplineret. 

Vi er en lille organisation, så det, du kommer med som menneske, er i høj grad med til at forme os. For at lykkes er det afgørende, at vi løbende hjælper hinanden på kryds og tværs med øvrige opgaver og aktiviteter, og det skal du have lyst til at være en del af.

Det tilbyder vi 
Der er tale om en fuldtidsstilling, som i første omgang er tidsbegrænset til 3 år, men med mulighed for forlængelse – og gerne med hurtig tiltrædelse. Der vil forekomme spidsbelastningsperioder og en vis rejseaktivitet rundt i landet, men der vil være stor mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet. 

Arbejdsstedet er centralt i København i UBUNTU-huset på Købmagergade 43, 1. sal. 

Du kan læse mere om os og vores projekter på brobyggerne.dk

Ansøgning 
Alle interesserede, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge.
Send din ansøgning og CV til ansogning@brobyggerne.dk senest 14. januar 2024. Vi planlægger at holde samtaler den 26. januar 2024.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte daglig leder Hanne Brodersen på hanne@brobyggerne.dk / tlf. 2273 0193.  

Vi glæder os til at høre fra dig! 

08.11.2016

Vi på venstrefløjen har for ofte signaleret, at de, der stemmer på Dansk Folkeparti, var dårlige mennesker. Men den måde at skabe dialog på dur ikke. Vi er nødt til at bygge broer frem for at dæmonisere dem, vi er uenige med.

Lige på den anden side af Øresundsbroen, i Skåne, har op mod en fjerdedel af vælgerne for nylig stemt på Sverigedemokraterna. Et parti med nazistiske rødder. Mit råd til svenskerne er: Isoler dem ikke. Men gør heller ikke som i Danmark, hvor de etablerede partier begyndte at kopiere Dansk Folkepartis løsninger og retorik, mens vi på venstrefløjen dæmoniserede partiets vælgere.

Vi skal ikke tage afstand fra mennesker, men fra holdninger. Og vi skal huske, at selv holdninger kan faktisk rykkes. Jeg ved det fra mig selv.

Da jeg var en lille pige, så jeg billeder af dræbte palæstinensiske børn. Jeg har aldrig sagt det til nogen, men jeg hadede jøder dengang. Alle jøder. Senere fik jeg jødiske venner og bekendte – og jeg holdt op med at se jøder som en samlet gruppe. Jeg holdt op med at holde dem kollektivt ansvarlige for hinanden. Jeg holdt op med at hade jøder.

Som teenager mødte jeg den anden side af hadet. Jeg gik med tørklæde, og en dag spyttede en ung fyr på mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at fjerne det slim, der hang ned fra mit tørklæde. Jeg hadede ham og alle andre danskere ’som ham’.

Jeg hadede dem, når de vrængede ’perker’ ad min mor, hvis hun på gebrokkent dansk prøvede at spørge kassedamen i Aldi om noget. Men som tiden gik, fik jeg flere og flere danske kammerater og kollegaer – og det gik op for mig, at man ikke kunne sætte alle i én bås.

I slutningen af 1990’erne var kampen mellem tyrkerne og kurderne intensiveret. Jeg skammede mig over at være en assimileret kurder, der ikke var i stand til at snakke kurdisk, og jeg hadede de nationalistiske tyrkere. Men også det had smeltede, da jeg mødte dem og lærte dem at kende som mennesker. Jeg er stadig politisk uenig med nogle af dem, men jeg hader ikke længere.

Men langt ind i mit voksenliv var der nu stadig én gruppe, som jeg fortsat hadede: racisterne. Dem, der beskyldte mig og min familie for at være nassere, kriminelle eller fundamentalister. Dem, der mente, at uanset om mine børn var født på Rigshospitalet og opvokset i Danmark, ville de aldrig blive danskere.

I mange år havde jeg egentlig et billede af mig selv som bedre end dem. Jeg dømte jo ikke folk på baggrund af deres religion, etnicitet, seksualitet, køn eller alder. Jeg var en åben person, der behandlede alle lige. Det bildte jeg mig i hvert fald ind.

Men senere opdagede jeg, hvor meget jeg havde taget fejl. Det startede med, at jeg som nyvalgt folketingsmedlem begyndte at få trusselsbreve, først i min mailboks og siden også i min private postkasse derhjemme. Ligesom jeg oplevede hetz på telefonen. Min søn spurgte, hvorfor nogle hadede mig, når de slet ikke kendte mig. »Fordi nogle mennesker bare er dumme«, svarede jeg. Men var det rigtigt? Hvorfor hadede de mig egentlig? Det besluttede jeg mig for at finde ud af, og jeg begyndte at kontakte nogle af dem, der skrev til mig.

»Du (tænker) kun (…) på at rage til dig og de fremmede, du repræsenterer«, stod der bl.a. i Ingolfs mail. Han blev den første, jeg mødtes med.

Mødet med Ingolf blev også et møde med mine egne fordomme. Jeg troede ikke, vi ville have noget til fælles, men det havde vi. Mens jeg lyttede til Ingolfs bekymringer, gik det op for mig, at jeg havde været præcis lige så fordomsfuld, som jeg beskyldte ham for at være. Han var hverken ond eller dum.

Det interessante var, at Ingolf følte sig lige så diskrimineret som jeg. Jeg fortalte, hvordan jeg oplevede, at en dansk buschauffør med vilje overså mig. Og så fortalte han, hvordan han gentagne gange havde oplevet, at en buschauffør med etnisk minoritetsbaggrund ikke stoppede bussen lige ved ham, men 1 meter længere fremme.

Det slog mig, at meget af det, man tolker som bevidste handlinger, ofte er misforståelser og mistanker. Mødet med Ingolf blev det første af flere møder med racisterne, som udviklede sig til møder med mine egne fordomme, mine egne forestillinger og mine egne generaliseringer. Ekstremisterne skal bekæmpes. Det er jeg enig i. Både dem på højre- og dem på venstrefløjen, og de religiøse ekstremister. Men det sker ikke, ved at man ignorerer dem.

Jeg har tidligere hørt mig selv sidde og forsvare alle indvandrere, som om jeg var deres advokat. Nu er jeg blevet bedre til at sige »Jeg kan godt forstå, at du er rasende over, at nogen begår kriminalitet. Det er fandeme heller ikke i orden«. Vi skal være bedre til at anerkende, at vi hver især faktisk har gode grunde til at være frustrerede. Men samtidig insistere på, at man ikke behøver hade alle mørkhårede, fordi man mødte en mørkhåret idiot. At ikke alle muslimer støtter de ekstreme terrorister i IS. Og at ikke alle, der stemmer på Dansk Folkeparti, er dumme racister.

Nytter det noget at mødes og insistere på samtalen? Ja, naturligvis! Det viser historien. For 99 år siden havde kvinder ikke stemmeret, for 41 år siden var abort forbudt, for 30 år siden mente mange i Danmark, at homoseksualitet var en sygdom, og for bare 17 år siden var det tilladt at slå børn. Men det er det ikke længere. Netop fordi der var nogen, der insisterede på, at debat kunne rykke holdninger. Men vejen til forståelse er ikke at ignorere de holdninger, man ikke kan lide. Holdninger kan ikke ties ihjel.

Desværre synes jeg, at vi politikere på Christiansborg ofte er med til at grave kløfterne dybere. Jeg har mistet tilliden til, at Christiansborg kan løse problemet. For politikere på både venstre- og højrefløjen falder tit over hinanden for at tegne fjendebilleder op. »Når man ikke kan indordne sig under de værdier og normer, der gælder i Danmark, må man overveje, om det er Danmark, man skal leve i, eller om det er et andet land« (Trine Bramsen, S).

»Det (er) primært muslimske indvandrere, der ikke hylder demokratiet og friheden« (Inger Støjberg, V).

»Og derfor gider jeg heller ikke længere lade Dansk Folkeparti sætte dagsordenen med deres småhysteriske paranoia …« (Zenia Stampe, R).

Eller hvis jeg skal se på mig selv, kan jeg huske, hvordan jeg som nyt folketingsmedlem højlydt undrede mig over, hvordan nogle af mine kolleger kunne finde på at give knus til folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti. Jeg kunne end ikke hilse på DF’erne, fordi jeg syntes, de var dårlige mennesker.

Jeg tror, at politikernes generaliseringer gør borgerne fremmede for hinanden. Der går let overbudspolitik i, hvem der er bedst til at dæmonisere. Og dæmoniseringen af minoriteterne i Danmark – såvel som dæmoniseringen af folk, der stemmer højrenationalt – gør, at vi frygter hinanden og glemmer at være nysgerrige. Det truer sammenhængskraften i samfundet.

Folket er nødt til at tage magten tilbage for selv at bygge de broer, som politikerne desværre har brændt ned. Der er brug for en folkebevægelse, der taler hadsk retorik imod. Jeg er begyndt at invitere mig selv til kaffe hos dem, der vil være med til at bygge bro. Det håber jeg, at mange andre også vil gøre.

Mit råd til vores naboer på den anden side af Øresundsbroen i Skåne: Lad være med at dæmonisere den fjerdedel af vælgerne, der stemte på Sverigedemokraterna. Lad være med at give partiet en martyrrolle. Den stigende opbakning til partier som Sverigedemokraterna i Sverige, Front National i Frankrig og Dansk Folkeparti i Danmark ser jeg som et advarselssignal om, hvor store befolkningsgrupper der oplever sig som marginaliseret og svigtet af politikerne og derfor vælger at lytte til kræfter, der taler hadet op og dialogen ned.

Svaret er hverken at møde had med had eller at tale hadet efter munden. Men at tage en dialog for at finde reelle løsninger på de problemer, der optager vælgerne: bekymring for fremtiden, for jobbet, for de manglende sociale ydelser og for et svækket velfærdssamfund med udmagrede sygehuse, skoler og plejehjem.

Sæt nu vand over til kaffen. Vi har meget at snakke om. Hvis vi har mod til det.

Bragt i Politiken 15/11 2014

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.