0,00 kr.
Bent Melchior-prisen 2022 gik til Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Nyborg Gymnasium. Efter at have modtaget prisen holdt Henrik en takketale, som du kan læse her.
Indflyvning
Kære priskomité – kære venner her i salen. Tusind, tusind tak for prisen. Det ville virkelig være gusten og falsk beskedenhed at påstå, at jeg ikke er pavestolt af at modtage den her pris som den første. Det her overgår alt, hvad jeg nogensinde har drømt om. Jeg fatter faktisk ikke, at jeg står her lige nu, og jeg føler mig lidt som en lille bange dreng på 42 år…
Jeg syntes virkelig ikke, at mine sko er store nok til den her ærefulde pris. For jeg har ikke gjort noget særligt andet end at passe mit job som rektor, passe på mine elever og insistere på basal medmenneskelighed - og samtidig har jeg forsøgt at være ordentligt menneske – lige som alle her i salen og mange i det her land. Det er ikke altid lykkedes mig, men jeg prøver sgu hver dag.
Så jeg er på ingen måde stolt af mig selv, men jeg er så ufattelig stolt over at modtage en pris, som bærer navnet på en mand, jeg altid har beundret - og som har været brobygger hele sit liv. En mand der altid har insisteret på dialog på trods af forskelle, på at vælge livet og på at handle og gøre noget – også selvom det kostede ham et liv med politibeskyttelse og trusler. Som Bent sagde: Hvis ikke nu, hvornår så? Og med det spørgsmål mente han, at det er nu, der skal gøres noget – lige nu – og ikke, når det er holdt op med at regne, eller når ferien er forbi. Nej, vi skal handle mens tid er, og vi skal gøre det nu. Og så skal vi ikke gøre mod andre, hvad vi ikke selv vil have, de gør mod os. Bents mantraer er mine ledetråde.
Jeg har altid fulgt Bent på afstand, læst om ham og faktisk skrevet med ham for et par år siden, fordi den kærlige og dejlige mand sendte mig opbakning under de kampe, jeg har været gennem. Det var i en af de mørkeste og sværeste stunder i mit liv, og jeg har aldrig følt mig så taknemmelig og rørt. Bent er en kær ven, jeg desværre aldrig har mødt, og han er et lysende forbillede for mit arbejde og for den måde, jeg forsøger at være menneske på. Jeg er så ked af, at jeg aldrig mødte ham, men Bent er altid med mig.
Jeg har også fulgt Bent og Özlems fantastiske arbejde i Brobyggerne og meldte mig ind meget hurtigt efter organisationen blev dannet. Jeg læste i Bents biografi ”Så vælg da livet”, at han i slutningen af 1940´erne meldte sig ind i organisationen ”Én verden”, som var bygget på ønsket om at nedbryde de nationalistiske mure folkeslag imellem, men han konstaterede selv dengang, at drømmen forblev utopi. Brobyggerne kan ses som en direkte forlængelse af ”Én verden” med fokus på det nære. Men Brobyggerne, Bent og Özlem, har vist, at det ikke bare er en utopisk drøm at nedbryde mure og skabe dialog – det er virkelighed nu.
Brobyggerne er en enestående organisation, fordi både Bent og Özlem har trodset alle forskelle og sammen insisteret på at fokusere på det, vi alle har til fælles: At vi er mennesker - og at dialog, dialog og atter dialog kan flytte os fra had, ufred og splittelse. At vi skal lære hinanden at kende ved at tale sammen, også når vi er uenige – og netop når vi er uenige – for kendskab kan få fjendskab til at smuldre. Özlem er en fantastisk énmandshær og burde selv have prisen – det har jeg også sagt til hende. Hun er en kriger uden våben, for hun knokler hver dag for at skabe dialog og forståelse mellem mennesker. Og så kæmper hun indædt mod den største trussel i vores samfund: Mod hadets ekkokamre, mod fordommene, mod dehumaniseringen og mod ligegyldigheden overfor andre mennesker, der ikke ligner os selv. Det er er nemlig ikke bødlen, dødens riffelgange, hadet eller torturen, der gør os bange, men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed, som Halfdan Rasmussen så smukt har formuleret det.
Özlem, du er også mit store forbillede, og jeg beundrer din evige kamp, som også har så mange personlige omkostninger for dig. Din stemme og din evige insisteren på dialogkaffe er ubetinget den vigtigste i de her alvorlige tider. Du giver håb hver dag, og du har inspireret mig og mit elskede Nyborg Gymnasium mere, end du aner. Du var forbi i november sidste år, og du gjorde et kæmpe indtryk på os alle.
Skolen og brobyggerne
For Nyborg Gymnasium er virkelig Brobygger-skolen, og alle mine elever på min skole er brobyggere, fordi vi har 40 nationaliteter i huset og elever på syv forskellige uddannelser. Vi har en fantastisk mangfoldighed af kulturer, etniciteter, religioner, hår- og hudfarver, seksualiteter og politiske overbevisninger. Det er et skønt sted, og eleverne beriger hinanden og os alle samen. De er tolerante, rummelige, frisindede og fantastiske.
Vi har derfor netop lanceret et menneskesyn som strategi i stedet for at lave en klassisk, røvsyg og menneskefjendsk strategi med kpi´er og bullshitord. Det menneskesyn er grundlaget for skolens retning, men også for alt hvad vi gør i det daglige - det er skolens grundlov. Og det er direkte i forlængelse af Brobyggerne, af Özlem og af Bent.
Det første og vigtigste der står er, at vi tror på det bedste i mennesker. Det er hele grundlaget for, hvordan vi ønsker at møde hinanden på Nyborg Gymnasium. Vi tror nemlig, at alle som udgangspunkt vil hinanden det godt. Vi tror på, at det smitter, hvis alle går ind i alle fællesskaber, dialoger og mødet med andre med den tilgang.
Et andet af udsagnene er, at vi tror på, at forandringer starter hos os selv, og at det er vigtigt at gå forrest med nye tanker, engagere sig i samfundet, udvise personligt mod og kæmpe for noget, der er større end os selv. Og eleverne kæmper virkelig – for Roda og Ruwayda, for Aya og for Røde Kors og alle mulige andre organisationer, der hjælper udsatte på kanten af samfundet. Derfor er Nyborg Gymnasium også blevet kåret som årets Røde Kors skole.
Hannah Arendt har meget enkelt og smukt formuleret, hvad dannelse er og hvad det at holde skole og undervise går ud på. Hun siger det sådan her: Al undervisning går ud på at få eleverne til at elske verden i en sådan grad, at de også vil tage ansvar for den. I min optik er det den smukkeste og mest rigtige definition af dannelse, jeg nogensinde har læst. Og det er virkelig Nyborg Gymnasiums og mit mål med eleverne! Dannelse handler nemlig ikke kun om forløsning i åndernes rige, men om at udvikle en almen menneskelighed, at vokse og få et stadig bredere udsyn og at agere etisk, værdigt og med næstekærlighed. – og om at finde sin plads og at elske den forbandede verden. For hvis skolen og vi alle bare lader som ingenting, så bliver kampen mod den nådesløse verdens blinde ligegyldighed og for menneskerettigheder og tolerance bare skåltaleord fra en skindød akademisk bekendtgørelse – eller noget man ser i fjernsynet.
Mine sko
Og så vil jeg vende tilbage til mig og mine små sko – og til Özlems begrundelse for, at jeg skal have prisen. For jeg er dybt, dybt taknemmelig, men jeg er virkelig ikke noget særligt. Som Bent skriver i sine erindringer, så var det et tilfælde, at han involverede sig i kampen for menneskerettigheder og dialog mellem mennesker. Det var fordi præsten fra Ordrup ringede og bad Bent deltage i et møde med en buddhistisk munk fra Vietnam tilbage i 1960´erne. Det startede den aktivisme, som kom til at præge Bent resten af hans liv. Det var et tilfælde.
Og det samme kan man sige om mig – uden at man overhovedet kan sammenligne det, jeg har lavet de sidste par år med det enorme og fantastiske arbejde, som Bent har lavet i en menneskealder. For jeg har levet en stor del af mit liv, som bedsteborgerlig ignorant, passet mit job og ungerne, slået græsplænen og levet jævnt og muntert med hovedet oppe i røven på mig selv. Så der er virkeligt intet ædelt over mig. Men mit wake-up-call kom, da jeg tilbage i 2018 pludselig fik besøg af en somalisk familie, hvis børn skulle meldes ud af skolen og samfundet to dage senere og sendes på udrejsecenter. Der vågnede jeg op til en ond drøm, for det ramte mig så hårdt i maven at sidde med de stakkels ulykkelige mennesker. Jeg traf en beslutning med maven – med min intuition – og lod pigerne blive i skolens 10.klasse og indledte en mangeårig kamp sammen med elever og lokalsamfund for at hjælpe familien til at blive i Nyborg. Det lykkedes, og jeg dimitterer faktisk Roda og Ruwayda d. 24. juni. Men den onde drøm og kamp gentog sig desværre sidste år med Aya, som skulle sendes tilbage til Syrien tre måneder før studentereksamen. Hun fik heldigvis lov til at blive, som I måske har set – i hvert fald indtil hendes sag genoptages om et år.
Roda, Ruweyda og Aya - tre elever fra Nyborg Gymnasium, der alle har det til fælles, at de blev fanget i og undsagt af en umenneskelig dansk udlændingepolitik. De alle tre påtog sig den ufrivillige men vigtige rolle at være ansigter på en kamp for ikke bare at sikre dem selv retten til at færdiggøre deres uddannelse og bevare et værdigt liv på trods af en uvis skæbne, men også en bred kamp for at gøre politikerne opmærksomme på de urimeligheder, der overgår alt for mange flygtninge i Danmark....
Det har sgu været hårde og vilde år, og jeg startede med at være hunderæd og bange, men blev siden fattet og dybt indigneret over den måde, vi behandler udsatte på i Danmark. Det har virkelig kostet undervejs. Jeg har fået ufatteligt mange grimme mails, beskeder og breve, jeg er blevet kaldt landsforræder og har fået af vide, at der bliver holdt øje med mig – så bør man for øvrigt altid liige ringe til politiet. Jeg er forsøgt fyret fra Folketingets talerstol, jeg er blevet indklaget til ombudsmanden, og der er stillet spørgsmål til udenrigsministeren om, hvorvidt jeg er værdig til at modtage priser. Jeg er blevet kaldt mange ting af både menige MF´ere, ordførere, partiformænd og ministre, som bl.a. har ment, at jeg skulle fyres, at jeg var en selvgod og selvretfærdig farisæer, at jeg var medieliderlig, at jeg kun elskede mig selv, at jeg førte min egen udlændingepolitik og at jeg var radikal. Det sidste, tror jeg, var ikke ment pænt, men jeg holder af mange radikale politikere og af politikere fra alle folketingets partier – jeg er bare selv blevet partiløs. Men hey, i stedet for at kalde mig lidet flatterende ting, så kunne de alle som én bare have kaldt mig for Henrik. Det er det, jeg er – på godt og ondt.
Jo, der har virkelig været kø for at kalde mig mere eller mindre uskønne ting. Jeg har igen og igen gentaget, at jeg er sat i verden for at passe på mine elever – uanset hvor de kommer fra. For det bør være legitimt at mene noget og blande sig, når det handler om skolens elever og de værdier, dannelsesidealer og grundlæggende menneskerettigheder, som skolen bygger på – så længe det ikke er ren partipolitik. Det er sgu tankevækkende, at alle må mene noget om skolen, men skolen og en rektor som mig må ikke mene noget om noget. Der er sket noget med debatkulturen, frisindet, tolerancen og opfattelsen af skolens rolle i samfundet - og også opfattelsen af den grundlovssikrede ytringsfrihed, som selv rektorer har. I dag skal tosser som mig helst passe deres job som servile embedsmænd uden meninger.
Jeg vil dog godt varmt takke den tidligere udlændingeordfører fra et regeringsbærende parti for én af de ting, han har kaldt mig i Politikens debatsektion. Han kaldte mig nemlig aktivist, og jeg tror ikke, at det var ment pænt, men jeg blev faktisk pavestolt.
For mig er ordet aktivist ikke en skældsord, og selvfølgelig varetager jeg mine elevers og medmenneskers interesser – og det betalte sig faktisk. Jeg er netop aktivist, for jeg kæmper for mine elever, men jeg prøver faktisk at gøre det på en ordentlig og saglig måde. Bent ville også være blevet stolt over at blive kaldt aktivist, for han brugte selv betegnelsen civiliseret ballademager som et adelsmærke. Rent faktisk, så indstiftede han for mange år siden et legat til eleverne på Frederiksberg Gymnasium, som blev givet til den mest civiliserede balladeklasse. Der er brug for mennesker, der taler Roma imod, men det skal gøres på en ordentlig måde. Derfor har jeg med inspiration fra Bent netop indstiftet et legat til den mest civiliserede ballademager på Nyborg Gymnasium, og det legat uddeles for første gang d. 24. juni til dimissionen. Så Bent, du lever videre på Nyborg Gymnasium, og jeg håber at kunne dimittere et utal af civiliserede ballademagere i de næste mange år.
I min dimissionstale kommer jeg til at tale om behovet for, at vi alle – og mine kommende studenter - gør modstand mod uretten og intolerancen og netop agerer som civiliserede ballademagere. Jeg citerer den franske modstandsmand, som i en meget sen alder skrev et manifest til ungdommen. Han siger, at skabe er at gøre modstand. At gøre modstand er at skabe. Det er så sandt, og jeg håber, at I og vi alle vil gøre modstand mod det uretfærdige, mod hadet og mod manglende gensidig forståelse. At vi alle er med til at gøre Brobyggerne til en folkebevægelse – og fremtidens modstandsbevægelse. Vi skal ikke sprænge jernbaner eller tyske bunkers i stumper og stykker, men vi skal bortsprænge ligegyldigheden og intolerancen og kæmpe for dialog og forståelse mellem mennesker. Vi skal drikke dialogkaffe sammen. Özlem og Bent har vist vejen, og nu skal der handles. Hvis ikke nu, hvornår så – ville Bent spørge?
Jeg vil slutte af med et digt af modstandsmanden Poul Sørensen, som er skrevet i en anden tid og under en krig, som Bent oplevede og flygtede fra. Det er skræmmende relevant i 2022 både i den store og lille verden. Det hedder Til hver enkelt, og det lyder sådan her:
Der er en Front, som går Europa rundt, Og der er Kampen blodig, vild og haard. Vi Danske passer Dagens jævn dont; Men husk, at ikke bare Drab og Saar og Skud og Staal er Tegnet på en front! Der er en Front i Danmark nu. Den gaar just her – just her hvor du staar.
Digtet er skrevet i en tid, hvor Danmark var besat af tyske soldater, og hvor unge modstandsfolk blev skudt ved daggry i Ryvangen eller tortureret til døde på Dagmarhus. Han appellerede til alle danskere om at gøre modstand i det små og i det store. At det ikke bare var allierede tropper, der skulle vinde krigen for os alle på slagmarkerne. I dag er Danmark en rolig andedam, men vi har alle et ansvar for at gøre noget, der hvor vi står. Vi har alle et ansvar for at tale pænt, gå i dialog og få fronterne til at mødes i samfundet og skabe gensidig forståelse - derhjemme, i skolen, på arbejdet og over alt i samfundet.
Det vil jeg kæmpe for, og jeg vil gøre det med fornyet energi og en enorm stolthed over, at jeg er den første modtager af Bent Melchiorprisen. I giver ikke bare den her pris til mig. I giver den til Nyborg Gymnasium, Rahima, Aya, Roda og Ruwayda og alle de mange andre, der har stillet sig op og taget kampen og dialogen. Tusind tak for prisen, kære venner.
Talen kan downloades som pdf her.
Foto: Lars Krabbe (c)
Bent Melchior-prisen 15. juni 2022.
”Indrømmet. Når man ser dem udefra, ligner de et umage par”, skrev journalist og forfatter Anders Jerichow i sin bog ”Brobyggere” om Bent og mig.
Ja. Udefra var vi et umage par. Jeg var halvt så gammel som ham. Han havde aldrig været aktiv i partipolitik, mens jeg arbejdede otte år som folketingsmedlem. Jeg kommer fra et muslimsk arbejderhjem, mens Melchior-familien gennem generationer har ledet og symboliseret det jødiske samfund i Danmark.
Men indefra, da var vi begge klar over, at nogen betragtede os som rollemodeller, og at vores venskab, trods vores forskelligheder, kunne være en inspiration for andre.
Bent troede på Gud. Han fastede til Yom Kippur, mens jeg fastede til Ramadan. Svinekød rørte vi aldrig. Ingen af os brød os om militære løsninger, men hverken Bent eller jeg var pacifister. Han var flygtning, og med mine kurdiske rødder kender jeg lidt til, hvad det vil sige at være den undertrykte part. Danmark var vores fædreland, men vi var begge bevidste om, at man også kan have et mødreland – et land, hvor man har rødder, og som betyder noget særligt. Vores aktivistiske tilgang gennemsyrede alt det, vi lavede sammen og vores optimisme hjalp os til at bygge broer, hvor andre gav op.
Alt var heller ikke lyserødt i vores liv. Vi fik begge trusler og hademails. Og blev nogle gange også mødt med kritik fra vores bagland. Nogle beskyldte mig for at være en del af en hemmelig jødisk lobby, mens andre mente, at Bent skadede jødernes sag ved at hænge ud med en islamist. Vi er begge blevet beskyldt for at blåstemple antisemitiske eller hadske holdninger, fordi vi har insisteret på dialogen og den kritiske samtale – også med dem, vi er uenige med.
Vi så ikke hinanden som jøde eller muslim. Vi var først og fremmest venner, men vi var bevidste om, at hvis vi gjorde os umage, så kunne vores forskellighed inspirere andre til også at gå dialogens vej. Og måske også motivere andre til at træne deres toleranceevne.
For vi var bevidste om, at mennesker ikke er født tolerante. Men vi trøstede os med, at det er en evne, som langt de fleste af os kan lære. Vi kan leve sammen, selvom vi er forskellige. Det er dét, som Brobyggerne arbejder for. Målet er ikke, at alle skal blive enige. Nej! Retten til uenighed, er en af de vigtigste styrker i et demokrati. Men at vi skal udvikle og skærpe evnen til at rumme vores uenighed og forskellighed. Hvis man kan det, har man også lagt grundstenen for en større frihed – for tolerance og frihed går nemlig hånd i hånd.
Jeg tror, at det er på hebraisk, at ordet tolerance kan oversættes til at betyde lidelse. Jeg har tit ledt efter et dansk ord, som ville være lige så dækkende for beskrivelsen af ordet. For ordet tolerance lyder utrolig positivt og let på dansk. Hvis jeg spurgte her i forsamlingen, hvor mange der betragter sig selv som tolerant, er jeg overbevist om, at langt de fleste vil løfte hånden.
Men hvor mange af os vil bo ved siden af nogen som stemmer anderledes end os selv? Hvor mange vil tolerere satire af religiøse traditioner og personer? Må Indre Mission undervise børn i, at det naturlige køn er mand og kvinde? Hvordan har vi det med borgere, der ikke vil vaccineres mod corona? Eller mener at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte? Hvor langt vil vores tolerance gå, hvis nogen fra vores familie mente, at Rusland havde ret til at starte krigen i Ukraine?
Mange sætter lighedstegn mellem tolerance og respekt. Eller en passiv tilbagelænethed, hvor man kun lytter og nikker. Der er masser af holdninger, som jeg ikke vil respektere. Men vi skal gøre os umage for at forstå, det der er anderledes.
Tolerance er evnen og viljen til at sætte sig ind i fx hvorfor jøder omskærer deres drengebørn? Hvorfor det betyder noget for muslimer at spise halal kød? Hvorfor nogle mener, at de er skabt i en forkert krop? Eller hvorfor ytringsfriheden også gælder dem, der ytrer det modsatte af flertallet?
Det er nemt at være tolerant over for sine venner. Men har man modet til at udvise den samme tolerance over for sine fjender eller dem man er uenig med og ikke deler samme værdier med? Hvis man kan dét, har man også bestået toleranceprøven. Men tolerance har selvfølgelig også en grænse. Derfor tror vi på retsstaten. Volden, truslerne eller intimidering skal straffes.
Bent sagde altid, at dem vi har sværest ved at tolerere, er dem der er tættest på, som vi har en uenighed med. Det er måske derfor, at de fleste konflikter i Danmark er mellem naboer.
Jeg læste på et tidspunkt bogen Hvordan man kurerer en fanatiker af den israelske forfatter Amos Os, som gjorde stort indtryk på mig. I forbindelse med udgivelsen udtalte han på Gøteborgs bogmesse:
“Vi har en tendens til at se fanatikere som nogle, der bor på helt andre kontinenter, på den anden side af tv-skærmen. Det er folk, der råber slogans på sprog, vi ikke forstår, og som knytter næverne mod kameraerne. Men det er ikke rigtigt. Fanatisme begynder derhjemme. Der er et element af fanatisme i forholdet mellem hustru og mand, forælder og barn, bror og søster. Hvis vi ser ærligt på os selv, vil vi opdage det. Og jo tidligere vi ser denne fanatiker, jo bedre muligheder har vi for at kurere ham eller hende. Hvis vi virkelig prøver at forestille os den anden, vil det ikke blot løse problemer. Det vil også gøre os til bedre ægtefæller, bedre forældre. At forestille sig den anden gør os til bedre mennesker.”
Min 13 års erfaring med brobygning har lært mig, at den sværeste bevægelse er den, hvor man rejser sig op fra sin stol, for at sætte sig i den andens. At kunne se tingene fra den andens ståsted. At forestille sig, hvordan verden mon ser ud fra den andens situation, er en af de sværeste bevægelser. Vi skal huske at ”de andre” er også vores fædre, mødre, kollegaer og naboer. De har et navn og en historie. Vi har delt et måltid med dem. Vi har boet, arbejdet og studeret sammen. Vi har grint og grædt over de samme ting. Fjenderne er ikke så fjerne og fremmede, som vi tror. Derfor er dialog ikke fraværet af uenighed, men en tolerance af forskellighed.
Dialog og tolerance er hinandens forudsætninger. Dem vi er uenige med. Dem vi er i konflikt med. Dem vi tror vi ikke deler værdier, holdninger eller traditioner med, har vi en tendens til at reducere til at være de uvidende, de uoplyste, dem der er udenfor pædagogisk rækkevidde.
Men hvis vi vil bygge broen, skal man starte med at gå ud på broen.
Når man taler med ingeniører, siger de, at det er praktisk umuligt at bygge en bro fra den ene by til den anden. For materialerne er ikke stærke nok til at bære broen, den vil ikke kunne stå imod tyngdekræften i midten og vil derfor falde sammen. Man bygger broen fra begge byer, så broen kan mødes i midten. Derfor er brobygning ikke, at man går i en samtale, hvor man parkerer alle sine holdninger og værdier, for at mene det samme som den anden. Nej det handler om at have mod til at gå ud på broen. Nysgerrigt og åbent for at have en dialog med hinanden med det formål, at være oprigtigt interesseret i at blive klogere. For det er i dialogen, at vi opdager blinde vinkler og fordomme, vi ikke har været opmærksomme på tidligere. Og vi bliver måske også klogere på vores eget ståsted og værdier.
Vi i Foreningen Brobyggerne tror på, at det er muligt at bygge broer mellem befolkningsgrupper og enkeltindivider. Vi ved godt at det ikke er nemt og let, men at det kræver, at det enkelte menneske træner sin toleranceevne og modmuskel. Derfor uddanner vi børn, unge og voksne til at være mere tolerance. I kan læse om vores arbejde på www.brobyggerne.dk
I dag er vi samlet for at mindes min kære Bent Melchior, som var med til at starte Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. Bent ville gerne huskes for at gøre sig umage for at gøre verden bedre. Derfor hylder vi de ildsjæle, der tager det personlige ansvar på sig og gør sig umage for at bygge de broer, der fremmer dialogen.
Det er første gang i år, at vi afholder Bent Melchior-prisen og meningen er, at det vil være en årligt tilbagevende begivenhed. Vi håber, at mange af jer vil dele billeder på sociale medier, så vi sammen kan sprede de gode budskaber.
Det er fantastisk at se så mange mennesker. Tak for jeres støtte og opbakning. Tak for at fylde salen, pynte på programmet. Tak til Dansk Jødisk Museum for at gøre det muligt som medarrangører af eventet at være i så smukke omgivelser. Tak til Melchior-familien, til Hoffmann og Husmans fonden og for alle de kunstnere, der stiller op for sagen.
Jeg har glædet mig som et barn til at sige: Velkommen til Bent Melchior-prisen 2022
Du kan downloade talen som pdf her.
Det første af fem forløb med Brobyggeruddannelsen er nu afsluttet, og 48 kursister modtog diplomer ved afslutningsceremonien den 24. maj 2022. De nye brobyggere har deltaget på kursusweekender, modtaget supervision og udviklet og afholdt deres egne brobyggende aktiviteter.
Aftenen var et glædeligt gensyn mellem deltagere, undervisere og supervisorer. Men aftenen var ikke blot særlig fordi vi uddelte diplomer og trykte hænder med de nyudklækkede brobyggere; vi kårede også den bedste brobyggende aktivitet, som kursisterne skulle afholde, som en del af uddannelsen.
Aftenens program bød på præsentationer fra hver gruppe, der fortalte om deres initiativer. Vi er mildest talt imponerede over de fantastiske og mangfoldige arrangementer, der er kommet ud af det. Iblandt kan vi nævne:
Dialogkaffe i boligområde
Interreligiøs ramadanmiddag
Dialogworkshop på arbejdsplads
Podcast om identitet
Dialogmøde mellem boligforening og værtshus
Workshop for gymnasieklasser
Oplæg for lærerstuderende om brobygning
Og meget andet...
Vindergruppen modtog statuetten ’Bedste Bro’, som er lavet af kunstner Jens Galschiøt. En kompetent priskomite, bestående af Özlem Cekic, Jakob Holdt, Katrine Thielke, Katrine Damgaard og Simon Lund-Jensen, havde kåret vinderne ud fra en række kriterier. Kriterierne gik bl.a. på, om aktiviteten sætter fokus på noget, der er svært at tale om, og om den bringer nogen sammen, som ikke ofte mødes. Priskomiteen begrundede bl.a. udvælgelsen med ordene:
”Vinderne har udmærket sig ved at tage fat et sted, hvor de selv har noget på spil. De er selv en part i konflikten, og det foregår endda helt tæt på – der hvor de bor. De har ikke bare talt om vigtigheden af dialog. De har lagt hånden på kogepladen og gjort det i praksis.”
Læs hele priskomiteens begrundelse her.
Og vinderne er...
Lisbeth Palm Olesen og Mette Stærdahl!
Lisbeth og Mette havde lavet en særligt anerkendelsesværdig aktivitet om en af de typer konflikter, der er allerflest af: nabokonflikter. De to kvinders aktivitet bestod i at tage kontakt til en værtshusholder, der har en beværtning i samme andelsforening som dem selv, med henblik på at få talt om de gener, beboerne oplever. Og så ville de gerne invitere til et samarbejde om mulige løsninger både nu og på sigt. Mødet havde været en succes med grin, afklaring og vigtigst af alt: første skridt ud på broen for at gå den anden i møde.
Vi glæder os til at holde flere Brobyggeruddannelser rundt omkring i landet. Næste gang skal vi til Aalborg, og du kan ansøge om at være med allerede nu: https://brobyggerne.dk/brobygger-uddannelsen/
Brobyggeruddannelsens to kursusweekender er færdige i Aarhus og de midtjyske brobyggere er nu i fuld sving med at lave brobyggende aktiviteter i deres lokalmiljø. Hvis de gennemfører, kan de til juni kalde sig certificerede brobyggere. Læs med her om vores to weekender i Aarhus.
44 personer fra 12 forskellige kommuner i region Midtjylland blev optaget på Brobyggeruddannelsen. DMJX – Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var så venlige at låne os deres lokaler i Aarhus, og vi var derfor i gode rammer med smuk havudsigt.
Allerede fra første dag var der god energi blandt deltagerne, som tilsammen udgør en mangfoldig gruppe i forhold til både køn, alder og etnicitet. Gruppen repræsenterer også en bred vifte af organisationer og virksomheder, blandt andre Bydelsmødrene, Dialogkaravanen og Det Boligsociale Fællessekretariat.
”Jeg har ikke fordomme”
Deltagerne blev kastet ud i at udfordre både sig selv og hinanden. De blev udfordret til at sige nogle af deres personlige fordomme højt, og mens flere først mente, at de slet ikke havde fordomme, så trak de påstanden tilbage op ad dagen i takt med de blev opmærksomme deres egne generaliseringer. Det er et godt eksempel på, hvor svært det kan være at rette fokus indad – men samtidig hvor vigtig det er, når vi skal bygge bro til andre.
Weekenden blev indledt af Özlem Cekic, som fortalte om sit arbejde med brobygning og dialogkaffe – og om, hvor stor en udfordring brobygning er, når det skal foregå i nære relationer. Vi fik også besøg af Zeinab Mosawi, som delte sin personlige historie om at forsone sig med sin mor efter at være blevet sendt på genopdragelsesrejse til Irak. Professor i kommunikation Jørgen Bloch-Poulsen, retoriker Simon Lund-Jensen og lektor i retorik Kristine Marie Berg klædte deltagerne på til at gå undersøgende og åbent til samtaler om svære emner.
Redskaberne kom i brug, da deltagerne selv skulle sætte svære dilemmaer ”til dialog”: Skal gallafesten rykkes, hvis den ligger i ramadanen? Er der OK at forskelsbehandle flygtninge? Bør demente udstyres med GPS?
Sammen identificerede deltagerne dilemmaer, hvorefter gruppen i fællesskab undersøgte forskellige standpunkter og på dialogisk vis undersøgte hinandens perspektiver. Øvelserne gav mulighed for at teste fordomme om hinanden, og holdninger og argumenter blev nuanceret – både af folk der fejrer ramadan i Danmark og folk, der ikke gør.
Tolerance-træning i praksis
På uddannelsens anden weekend var temaet ’De store broer’, og deltagerne arbejdede med at bygge bro til de ’ekstreme’ fløje. Vi fik besøg af konfliktmægler Rasmus Grossell, som underviste i at være brobygger, når konfliktniveauet stiger.
Dette blev afprøvet i praksis, da journalist og forfatter Flemming Rose senere gæstede uddannelsen i samtale med folketingspolitiker Fatma Øktem. Flemming var kulturredaktør på Jyllands Posten da Muhammed-tegninger blev trykt, og samtalen om tegningerne skabte uro blandt nogle af deltagerne, som var berørte og uenige i udgivelsen. Endnu engang satte mødet gang i en meget lærerig proces – for man bliver ikke tolerant af blot at tale om brobygning, dialog og tolerance. Det er i mødet med det, du opfatter som kontroversielt, at uddannelsens redskaber står deres prøve.
En af deltagerne sagde efterfølgende: ”Vi kan sagtens fortælle, om vi er enige eller uenige, men måden vi fortæller det på er afgørende - at vi kommer frem i samtalen”.
Weekenden sluttede af med oplæg ved digital rådgiver og underviser Nadia Nikolajeva, som introducerede til den udfordrende disciplin: at være brobygger på sociale medier.
Som ringe i vandet
Brobyggeruddannelsen vakte opsigt i det midtjyske, hvor både Jyllands Posten og TV2 Østjylland lavede reportager undervejs.
Næste skridt for de nye brobyggere i Midtjylland er at udvikle og afholde deres egne brobyggende aktiviteter. Deltagerne er i skrivende stund i fuld gang med initiativer, som kan fremme dialogen og udbrede de brobyggerredskaber, som de tog med fra weekenderne. I processen har deltagerne adgang til kyndig supervision og sparring ved vores kompetente supervisor-korps. Vi glæder os til at se, hvad de finder på!
Næste stop på Brobyggeruddannelsens danmarksturne er Nordjylland – og der er nu åbent for ansøgninger, hvis du eller en du kender, har lyst til at være med. Læs meget mere og ansøg her. Kurset afholdes i Aalborg og ansøgningsfristen er 5. juni 2022.
I samarbejde med Dansk Jødisk Museum uddeler Foreningen Brobyggerne for første gang Bent Melchior-prisen. Prisuddelingen finder sted tirsdag d. 15. juni 2022 i Dronningesalen i Den Sorte Diamant.
”Som en person, der har gjort sig umage for at gøre denne verden bedre” – sådan lød overrabbiner Bent Melchiors svar, da han blev spurgt, hvad han ville huskes for.
Bent Melchior-prisen er en årligt tilbagevendende pris, der uddeles af Foreningen Brobyggerne. Prisen hylder ildsjæle, der med vedholdenhed og tålmodighed gør sig umage for at træde ud på broen og gå den anden i møde – med åbenhed, nysgerrighed og kritisk stillingtagen.
Bent Melchior-prisen består af en helt særlig dråbeformet statuette af den danske kunstner Jens Galschiøt. Statuetten er en vandrepokal, der hvert år gives videre af den forrige prismodtager og går dermed i arv fra ildsjæl til ildsjæl. Ud over statuetten vil prismodtageren modtage 10.000 kr. som en ekstra anerkendelse af personens vigtige arbejde.
Prisuddelingen fejres i Bent Melchiors ånd med debatter og dialoger mellem forskellige synspunkter inden for de emner, som særligt optog Bent. Derudover vil der være musikalske indslag og lidt til ganen undervejs.
Find hele programmet og læs meget mere her.
Det var igen blevet tid til den årlige generalforsamling, da vi den 26. april 2022 mødtes for at tale brobygning, vedtægter og regnskab – men det var bestemt ikke en kedelig affære.
”Jeg har aldrig før været til en generalforsamling med en så hyggelig stemning”
Sådan skrev en af deltagerne efterfølgende til os, og her kan vi kun være enige. I Røde Kors fine lokaler var en masse brobyggere mødt op til en hyggelig aften, hvor vi bl.a. skulle vælge tre nye bestyrelsesmedlemmer. Og hvilket hold vi fik vi valgt! Vi er så glade og stolte over at kunne præsentere Foreningen Brobyggernes tre nye bestyrelsesmedlemmer, som du kan møde her:
Jair Melchior er overrabbiner i Danmark og også Bent Melchiors barnebarn. Han har arbejdet i årevis med brobygningen mellem religiøse grupper.
Camilla Dolberg Schmidt er projektchef i Østifterne og har en baggrund i Danske Bank og Meyers som forretningsudvikler.
Lisbeth Jessen er uddannet politibetjent med 28 år i Dansk Politi, hvoraf 15 dem har været som leder på alle niveauer, hun er tidligere direktør i Danner og nu direktør i Anti-doping Danmark.
Udover de nye ansigter fortsætter den tidl. generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm som næstformand, og Jane Sandberg som bestyrelsesformand. Emek Volkan Gürkan, Flemming Rose og Katrine Ebdrup Damgaard, er fortsat blandt bestyrelsens medlemmer.
Vi er så taknemmelige for at så dygtige og kompetente mennesker, har valgt at stille sig bag Brobyggernes vision.
Generalforsamlingen bød foruden nye bestyrelsesmedlemmer og på nye vedtægter og en gennemgang af regnskabet for 2021. Du kan læse de nye vedtægter og se regnskabet for 2021 her.
De flotte billeder er taget af vores frivillige fotograf Bente Foged Madsen.
Den 19. april 2022 var der indbudt til Ramadanmiddag i Tingbjerg Kulturhus hvor ca. 70 deltagere i alle aldre mødte op. Arrangementet, som var for alle trosretninger såvel som ikke-troende, var arrangeret af deltagere fra vores Brobyggeruddannelse, der som del af deres uddannelse har til opgave af lave deres egne brobyggende aktiviteter. Og man kan vist roligt sige, at det var en kæmpe succes, som Bente Simone Jæger, Denis Anthony, Güler Yagci og Waffa Khanjer havde stablet på benene – på trods af at de slet ikke kendte hinanden på forhånd.
Aftenen bød på musik, taler, tradition og den lækreste mad! Her var indlæg fra religiøse overhoveder fra forskellige trossamfund, generalsekretær i Brobyggerne, Özlem Cekic, talte om brobygning og dialog, og Isam B stod for det musikalske indslag, da han optrådte med sin smukke sang ’Ramadan i København’. Foruden de underholdende og interessante indslag bød aften på hyggeligt samvær med Brobyggerspil og samtale – og selvfølgelig med den overdådige vegetariske middag i centrum. Her på siden har vi samlet nogle stemningsbilleder fra den smukke aften, hvor folk fra forskellige trosretninger og generationer var samlet helt i brobygningens ånd.
Det er fantastisk at se, hvad de dygtige og engagerede kursister fra Brobyggeruddannelsen er i stand til at sætte i gang, og vi kan ikke vente med at se og deltage i mange andre brobyggende aktiviteter fra de mange kursister rundt i landet.
Læs mere om Brobyggeruddannelsen og ansøg om at komme med her.
Er du optaget af, hvordan brobygning kan skabe bedre dialog og debat? Har du mod på at arbejde med dine egne fordomme og finde ud af, hvordan du selv kan bygge bro til dem, du er uenig med? Og har du lyst til at sprede ideerne til dit nærmiljø og være med til at sætte dialog på dagsordenen?
De fleste af os oplever uenigheder hver dag; om så det er hjemme ved spisebordet eller over nabohækken, i en ophedet debat på Facebook eller til et personalemøde med kollegaerne. De fleste af os har også prøvet være en del af diskussioner, der går i hårdknude, fordi uenighederne er for store – og de fleste af os har formentlig også oplevet konflikter, der føles ubehagelige, og som vi ikke har vidst, hvordan vi skulle håndtere. Men forskellige holdninger og værdier i et samfund er både et grundvilkår og en kæmpe styrke – hvis vi altså lærer at rumme uenighederne fremfor at dæmonisere dem, der ikke mener det samme som os og grave grøfterne dybere.
Og det kan vi blive bedre til.
Derfor har Foreningen Brobyggerne oprettet Brobyggeruddannelsen, som du i 2022 vil kunne finde tre forskellige steder i landet – København, Aarhus og Aalborg. På Brobyggeruddannelsen dykker vi ned i konflikters anatomi, vi introducerer brobyggermetoden, som viser en vej til at bygge bro til dem, du er uenig med, og vi kaster dig ud i praktiske øvelser, som gør dig klogere på dine egne reaktionsmønstre i konflikter og uenigheder.
”På Brobyggeruddannelsen lærer man at give plads til uenighederne og se dem som en styrke frem for noget, der skal undgås, og som potentielt ødelægger vores relationer. Vi skal blive bedre til at lytte til, hvad den anden siger, og gøre et oprigtigt forsøg på at forstå den andens bevæggrunde”, fortæller Özlem Cekic, der er generalsekretær i foreningen Brobyggerne.
Uddannelsen forløber over to weekender med en måneds mellemrum, og på anden weekend arbejder deltagerne med at udvikle en brobyggende aktivitet, de skal afholde i deres nærmiljø, når de har færdiggjort uddannelsen. Og her er det kun fantasien, der sætter grænser, fortæller Özlem Cekic:
”Den brobyggende aktivitet kan være alt muligt – alt lige fra en samtalesalon om fordomme, en paneldebat på det lokale bibliotek om noget, der er rører sig i kommunen, eller en fællesmiddag, der skal bygge bro mellem to religioner. Det vigtige er, at de nyuddannede brobyggere får brugt alt det, de har lært, og at de giver det videre i deres lokalmiljøerne rundt om i Danmark”.
"Vi skal blive bedre til at lytte til, hvad den anden siger, og gøre et oprigtigt forsøg på at forstå den andens bevæggrunde" - Özlem Cekic
Brobyggeruddannelsen kommer rundt i hele landet over de næste to år, og der er plads til at uddanne 200 nye brobyggere. Alle over 18 år kan søge om at komme med – men pladserne vil blive besat med særlige kriterier for øje:
”Man behøver ikke have arbejdet med temaerne før, men vi prioriterer ansøgere, der har lyst eller særlig adgang til at arbejde seriøst med brobygningsarbejdet efterfølgende – fx i lokalmiljøet, på arbejdspladsen eller et helt tredje sted. Det vigtigste er, at ideerne og værktøjerne kommer ud og lever, også på den anden side af uddannelsen”, fortæller Özlem Cekic.
Her kan du læse om Özlems oplevelser fra sine dage på Grønland. Du kan finde flere billeder på Facebook eller Instagram.
Lørdag d. 2.april
Jeg er igen i Grønland. Verdens smukkeste sted med de skønneste mennesker. Det er lidt underligt, at selvom det er anden gang jeg er i Grønland og første gang i Ilulissat, så føler jeg mig allerede meget hjemme. Måske har jeg været grønlændere i mit tidligere liv. Hvem ved..
Men nu skal I høre, hvorfor jeg er her.
Jeg er inviteret af UNICEF Grønland til at tale til #Børnetopmødet. I år er temaet miljø og klima og jeg har forberedt en tale til på søndag, som jeg håber, kan inspirere de unge til at tale med dem, de er uenige med.
Om mandagen er det lærerne, der skal lære om dialogkaffe-redskaberne. Onsdag aften har jeg et foredrag i Nuuk, hvis du skal med 🙂 Det er gratis og handler om min seneste bog #TakForKaffe.
Jeg vil i løbet af ugen skrive reportager fra Ilulissat og Nuuk og du kan se alle billederne på min Instagram.
Søndag d. 3.april
Grønland sætter mig på prøve. Jeg svinger mellem mit eget hykleri og mine principper. Jeg vil gerne holde fast i noget, men hvordan kan man det i et land, hvor selv gigantiske isbjerge flyder rundt og smelter væk.
Jeg har været i Grønland før – Nuuk. Men Ilulissat er byen, hvor Grønlands storhed viser sig tydeligst. Jeg har aldrig før oplevet, at min mobiltelefon med den nyeste og mest avancerede kamerafunktion, ikke kunne gengive virkeligheden retfærdigt. Når jeg zoomer ud, virker alt småt, men når jeg zoomer ind, fortaber jeg mig i detaljen.
Det er min bedste beskrivelse af, hvorfor de store konsekvenser af klimaforandringer både kan virke fjerne eller at man kan stirre sig blind på én løsning og dermed miste overblikket.
Lad mig give jer et eksempel. UNESCO har optaget Isfjorden - kaldes også for Kangia på verdensarvsliste i 2004. Det forstår jeg godt, for der findes ikke noget smukkere, som I også kan se i videoen. Det betyder også, at der kommer omkring 20.000 turister om året for at se Isfjorden. Men på den anden side betyder fredningen også, at der er alle mulige begrænsninger på, hvor grønlænderne må bygge boliger og fiske. Byen vokser og tiltrækker flere mennesker. De skal også have et sted at bo og priserne stiger. Men dét der er svært for nogen grønlændere at forstå er, hvorfor andre skal definere, hvor de må fiske, når de har selv har kunne finde ud af det i 4000 år.
Mange vil remse en række argumenter for og imod. Mit problem er, at jeg forstår begge parter. Og det er præcis i det felt, at alt bliver sværere.
Lidt ligesom, da jeg flyver ind til Ilulissat, bliver jeg helt mundlam over at se alle de isbjerge fra luften. Jeg tager mig selv i at bande af alle dem, der ”ikke vil gøre noget”. Alt det her, mens jeg selv sidder en flymaskine og spiller hellig.
Jeg skriver ikke det her, for at fritage magthaverne deres ansvar eller for at sige, at hvis det enkelte borger bare droppede rejserne og bøfferne, så kan man redde kloden. Det vil være naivt at påstå at komplicerede problemstillinger, kan løses med enkle svar.
Min pointe er, at verden er kompleks og er ikke sort hvid. Selv isen – siger fangerne (fiskerne) her i Ilulissat har ca. 100 hvide nuancer.
Sådan er dialog. Svært og besværligt. Det kræver selvindsigt.
Ærlighed.
Vilje.
Men vi må hjælpe hinanden med at turde at tage samtalerne – med nuancer.
Mandag d. 4.april
Pludselig skulle jeg synke en ekstra gang. Gråden arbejdede sig op og jeg var så bange for at den ville sætte sig i mit stemmebånd. Smerte har sin egen lyd og den er svær at gemme. Men heldigvis satte den sig kun i mine tårekanaler. Jeg er rutineret oplægsholder. Så længe man ikke kan høre det på min stemme, kan jeg altid blinke tårerne væk. Det lykkes mig også denne gang.
Men hvorfor blev jeg så berørt? Jeg har utallige gange før fortalt min mønsterbryder historie. Mobningen på skolen. Min første skoledag, hvor en af mine klassekammerater hev mine bukser ned og jeg stod med bare røv foran hele klassen. Jeg plejede ellers at joke med det. Denne gang var det noget helt andet. Da jeg fik øjenkontakt med de grønlandske børn, somUNICEF.gl havde samlet fra hele Grønland til børnetopmødet, kunne jeg genkende min smerte i deres øjne. Modsat mit publikum i Danmark insisterede de på at holde fast i uretfærdigheden, trods mine forsøg på at flygte væk i latteren. Der var en bro imellem os og pludselig stod vi alle sammen på den.
Mig - mønsterbryderen.
De - som gerne ville bryde mønstrene.
Mig - der igen og igen understregede vigtigheden af ikke at give op.
De – som var i tvivl om, om det overhovedet nyttede noget at prøve.
I Grønland føler jeg mig hjemme. Her behøver jeg ikke holde lange foredrag om, hvorfor min minoritetsrødder betyder noget. For de kender alt til konsekvensen af at være rodløs.
Selvom der var en tolk imellem os, talte vi samme sprog. Børnene kendte alt til at ikke blive accepteret, som de er. I Danmark er de ikke de rigtige danskere. Og i Grønland er de heller ikke de rigtige grønlændere, fordi nogle af dem kan tale dansk. At være splittet mellem to kulturer, at føle sig misforstået eller ikke rigtig selv kunne forstå - de andre.
Men fremmer samtale virkelig forståelsen, som det lød engang i en gammel Nokia-reklame?
Ja!! For det er med dialog, at vi bliver inviteret ind i hinandens verdener. Fx er generelsekretæren for UNICEF i Grønland, den tidligere finansminister. Maliina Abelsen fortalte børnene, hvordan hun havde øvet sig i fire måneder for at fremlægge finansloven på grønlandsk, selvom hun var dårlig til sproget. ”De sagde til mig, at jeg ikke var en rigtig grønlænder. Men det skulle de ikke bestemme” sagde hun.
At være en minoritet er svær. Uanset om du er et barn i Ilulissat eller i Ikast. Men at være mønsterbryder, er det samme. Det er de samme tabuer. De samme udfordringer. De samme kommentar, man får med på vejen.
Da jeg fortalte om, hvor stolte mine arbejderforældre var, da jeg blev valgt til folketinget, fortalte den første grønlandske kvindelige kommunaldirektør, som i dag er minister for børn, unge og familier, Paneeraq Olsen, om den respekt hendes mor havde fået i landsbyen, da datteren havde fået en fin titel.
Broer bliver bygget mellem mennesker, når vi kan dele vores historier med hinanden. For hvem skulle tro, at jeg skulle sidde med børn og voksne i Ilulissat – 6000 km væk fra hvor jeg har mine rødder fra, og føle et så stærkt fællesskab! Desværre er vi nogle gange så fokuseret på, hvad der skiller os ad, at vi glemmer alt det der binder os sammen.
#TankerFraGrønland #dialog #fællesskab #Ilulissat #TakForKaffe
(Onsdag aften holder jeg foredrag også i Nuuk)
Tirsdag d. 5.april
Så kommer de smarte danskere og tror, at de kender kulturen og ved hvordan tingene skal løses. Ordene tilhørte en grønlandsk mand. Jeg underviste i eftermiddag fagpersoner i, hvordan de kunne være opmærksomme på deres egne blindevinkler, når de møder udsatte børn, unge og familier.
Den dansker du taler om, løser måske problemerne anderledes end dig, og det er ikke altid noget dårligt, hvis du kan se mulighederne i forskelligheden sagde jeg og bevidst ændrede danskerne til danskeren. For i generaliseringer er der tit en fare for dehumanisering. Længe talte jeg om, hvordan den manglende nysgerrighed kunne besværliggøre dialogen.
Den grønlandske mand responderede positivt på de dialog-redskaber jeg foreslog, og jeg følte virkelig, at alle var begyndt at følge min tankegang. Men i pausen kom der en dansker over til mig. Han havde brugt flere år på at starte en institution op i Grønland, som skulle tage sig af udsatte unge. Næsten hviskende fortalte han, hvor lidt grønlænderne havde styr på det, hvor lidt de vidste, og hvor mange fordomme man som dansker blev mødt med. I hans stemme kunne jeg høre en søgen efter en bekræftelse fra mig. Igen gentog jeg de samme budskaber om at vende blikket ind ad.
Den iranske digter Rumi har en helt fantastisk citat, som jeg pludselig kom i tanke om mens jeg talte med ham “Dét du ved, er begrænset af, hvad den anden forstår”.
Nogle gange er dét, det mest frustrerende i mit arbejde. Jeg har været igennem en lang rejse med dialogkaffemøder. De erfaringer har helt klar gjort mig til en bedre demokrat. Jeg har skrevet flere bøger og har holdt utallige foredrag om det. Jeg har dannet og bygget Foreningen Brobyggerne op, så vi med diverse projekter kan uddanne børn og voksne, så de kan arbejde ud fra de samme metoder i deres hverdag.
Jeg ved godt, at det nogle gange kan komme til at lyde som om, at man bare kan sætte noget vand over til kaffen og så går det bare let.
Nogle af fordommene bliver også skabt gennem erfaringer. Erfaringer som er svære at slippe af med fordi det gør for ondt. Vi har fx været en kolonimagt og derfor tager det tid at have en tillidsfuld dialog. Samtidig forstår jeg også godt dem, der føler at det virker uretfærdigt, at de bliver mødt med mistillid, når de ikke har personligt spiller en rolle historisk set.
Men så enkelt er det bare ikke. Nogle gange tager det tid at komme igennem smerten. Andre gange bliver samtalerne uforløste. Fordi det enkelte menneske ikke er klar, eller fordi historien spøger for meget i baggrunden eller gentager sig mellem jævnemellemrum.
Men så længe det enkelte menneske skriver sig ud af ligningen, vil dialogen aldrig lykkes.
Det talte jeg med to ministre om. De udviste stor interesse for, at Brobyggerne kunne rykke ud til Grønland med Brobyggeruddannelse.
Jeg håber virkelig, at det vil lykkes mig at bygge en bro mellem Grønland og Brobyggerne.
Ps: jeg er i Nuuk de næste par dage. Kom til mit foredrag onsdag aften, hvis du også vil være opmærksom på din egne blinde vinker.
Torsdag d. 7. april
Ved du, hvorfor det er nemt for dig at komme igennem med dine budskaber? Spurgte en borger mig efter foredraget om dialog. Fordi jeg fortæller om noget, alle kan relatere sig til, svarede jeg. Hun smilte. Jo også det, men det er ikke den eneste grund. Du er en af os. Du har rødder i to verdener, og derfor betragter de fleste dig ikke som én, der kommer ude fra, men som én, der kender til at være splittet, og som på eget krop har oplevet at ikke høre til, sagde hun. Kultursammenstødet fylder en del her i Grønland. I øjeblikket har de også en politisk diskussion om, hvornår man er en rigtig grønlænder. Det er Dansk Folkepartis søsterparti, der har startet den samtale. Det handler om det grønlandske sprog, kultur, og hvem der skal have adgang til magtpositioner. For nogen handler det om overlevelse, fordi de er bekymret for, at alt det de elsker og holder af, vil forsvinde. For andre er det udtryk for nationalisme, der ekskluderer alle dem, som både er dansk og grønlandsk. Ligesom mig. Jeg er både kurder og dansker. Men desværre kan jeg ikke så meget kurdisk, for ligesom nogle grønlændere har jeg ikke lært mit modersmål pga. den tyrkiske assimilationspolitik. Så det handler både om, om jeg er kurder eller tyrker, kurder eller dansker, dansker eller muslim. Det værste jeg ved er, når der bliver sat falske modsætningsforhold op, hvor man skal vælge. Men hvorfor er det enten eller i stedet for både og? Hvorfor kan vi ikke have en større tolerance for forskellighed? Det er nemt at finde en række partier og institutioner, man kan give skylden for splittelsen. Hvis man skal udfordre sig selv, kan man jo spørge sig selv, hvad man selv gør for at insistere på dialogen med de familiemedlemmer, der stemmer anderledes end en selv. Den kollega der løser opgaverne anderledes. Eller den nabo man ikke er på talefod med. Hvordan prøver man i sin dagligdag at møde den fremmede? Det, der er forskelligt og anderledes? Hvad gør man selv for at komme ud af sit eget ekkokammer? Hvis man oprigtigt er imod krig, så skal man også aktivt arbejde for fred. Når jeg siger det, så nævner de fleste - også i Grønland, den nuværende krig i Ukraine. Igen gentog jeg budskabet i aften om, at man ikke kan skabe fred i verden, hvis man er i krig med sine nære relationer. Man må starte med dem, som er tæt på. Vi må tale sammen. Ikke for at overbevise hinanden, men mere for at forstå eller gøre sig umage for at forstå den anden. Det kunne jo være, at man blev klogere.. I dag i Brugseni (det hedder Brugsen her) mødte jeg en mand. Han gav mig hånden, mens jeg var dybt betaget af de store grønlandske rejer. Jeg er ikke enig med dig, men velkommen sagde han. Inden jeg så mig om, havde vi taget en selfie, og jeg lagde ører til, hvor meget danskerne var bange for muslimer, og hvor meget min religion var grunden til alt ondt. Spørgsmålene kom som missiler. “Dig har jeg ikke noget imod” sagde han, og jeg fuldendte hans sætning “men det er de andre, du ikke kan li”, grinte jeg. Så stod jeg der med rejerne, og alle de svar, jeg kunne give ham. Men han var væk, og jeg blev omringet af en tristhed. Men sådan kan kulturmødet også være. At vi dømmer det enkelte menneske, fordi vi ikke synes om “gruppen”. Men er gruppen virkelig så dårlige mennesker, som vi tror?. Eller har vi virkelig så meget indsigt i den “gruppe”, som vi bilder os selv ind? Jeg gav de fremmødte til mit foredrag en udfordring, som de skal løse inden sommerferien starter
. De skal invitere én de har det lidt stramt med til dialogkaffe. Og nej, her taler jeg ikke om politikere og medier. Men måske en fra den “gruppe” som man har fordomme om. Eller den kollega, man ikke vil sidde ved siden af til påskefrokost. Eller sine forældre, som stemmer anderledes end en selv, og som man ikke længere, kan holde ud at være i samme rum med. Måske en ven, man ikke taler med, fordi man på et tidspunkt blev uvenner, og man stadig ikke helt kan huske grunden. Jeg giver denne udfordring til alle, der har hørt mit foredrag, men dem der løser det først er altid børn og unge. Tænk hvis vi voksne var ligeså modige som dem! Ligeså åbne og fordomsfrie. Tænk, hvor mange broer vi kunne bygge over de grøfter, der er gravet.
Tak til GUX for at huse mig og alle de skønne mennesker, der var dukket op trods sneen. Og en hjertelig tak til UNICEF for at gøre det muligt for mig at sprede budskabet om dialogkaffe. #JegErBrobygger#TankerFraGrønland.
Fredag d. 8. april
Jeg er landet i Kastrup lufthavn. I min bagage har jeg et visitkort fra den grønlandske uddannelsesminister, der ønsker at høre mere om brobyggeruddannelsen. UNICEF vil gerne samarbejde om, hvordan vi kan klæde lærerne på til at undervise grønlandske børn i dialog, brobygning og tolerance. Et privat firma og en repræsentant fra en offentlig institution vil gerne drøfte mulighederne for et samarbejde med Foreningen Brobyggerne. Hvad kunne jeg ønske mere
I min kamerarulle er der de smukke minder fra en storslået natur, de sødeste børn, og ildsjæle der ønsker det bedste for deres land. Vi ses igen kære Grønland. Pas på dig selv. Jeg lover i mellemtiden at købe en elbil og kompensere for mine flyture med at plante træer
Reportage: ”Se min kjole, den er klar til kamp”
”Kampdagen minder os om, at der stadig er kampe, der skal kæmpes”
Sådan udtalte Linda Nørgaard, da vi den 7. marts 2022 afholdte vores arrangement på Arbejdermuseet ’Se min kjole, den er klar til kamp’, hvor vi varmede op til Kvindernes Internationale Kampdag.
Du kan her se et udsnit af billeder og læse nogle af de mange kloge ord fra aftenen.
En samtale mellem Özlem Cekic, Samira Nawa, Sophie Løhde, Ida Rud, Johanne Helger Lund og Louise Kjølsen bød på erfaringer med køn, krop og hvad de møder i den offentlige debat. Hvorfor man skal blive ved med at være sig selv og gå i det tøj, man har lyst til – feminint eller ej – uagtet ens position. Det er dog ikke altid lige let, slet ikke når man møder kommentarer som ”det ville bare være lidt nemmere at tage dig seriøst, hvis du ikke havde kjole på. Eller farver på. Klædte dig lidt mere neutralt, lidt mere som en mand”…
Hertil kunne Sophie Løhde bl.a. fortælle om, hvordan mænd på vej til nytårskur hos Dronningen får seriøse spørgsmål om nytårstalen fra journalister, mens kvinder skal svare på, hvor de har købt deres kjole.
I samtale med Anja C Jensen, Jane Sandberg, Marchen Neel Gjertsen og Louise Degn spurgte Özlem ind til, hvordan det er at være kvinde i ledende positioner. Til det svarede Anja bl.a.: ”Jeg har min kvindelighed med i mit arbejde, og det tror jeg skaber nogle andre slags resultater”.
Aftenen bød og på underholdning fra fremtrædende kvinder på den danske kulturscene. Sanne Søndergaard leverede stand up for fulde gardiner – og lærte os, at kvinder faktisk gerne må fylde noget på en stol – og Pernille Rosendahl afsluttede ballet med fantastisk smukke sange.
Vi kunne ikke have forestillet os en bedre opvarmning til Kvindernes Internationale Kampdag. Tak til alle kvinder der stillede op og en varm tak til Arbejdermuseet, som dannede de smukke rammer for arrangementet.
Ordstyrere til arrangementet:
Özlem Cekic, generalsekretær for Foreningen Brobyggerne
Linda Nørgaard Andersen, Program- & Publikumschef hos Arbejdermuseet
Paneldeltagere:
Kunsteriske indslag:
Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.
