I samarbejde med Dansk Jødisk Museum uddeler Foreningen Brobyggerne for første gang Bent Melchior-prisen. Prisuddelingen finder sted tirsdag d. 15. juni 2022 i Dronningesalen i Den Sorte Diamant.

”Som en person, der har gjort sig umage for at gøre denne verden bedre” – sådan lød overrabbiner Bent Melchiors svar, da han blev spurgt, hvad han ville huskes for.

Bent Melchior-prisen er en årligt tilbagevendende pris, der uddeles af Foreningen Brobyggerne. Prisen hylder ildsjæle, der med vedholdenhed og tålmodighed gør sig umage for at træde ud på broen og gå den anden i møde – med åbenhed, nysgerrighed og kritisk stillingtagen.

Bent Melchior-prisen består af en helt særlig dråbeformet statuette af den danske kunstner Jens Galschiøt. Statuetten er en vandrepokal, der hvert år gives videre af den forrige prismodtager og går dermed i arv fra ildsjæl til ildsjæl. Ud over statuetten vil prismodtageren modtage 10.000 kr. som en ekstra anerkendelse af personens vigtige arbejde.

Prisuddelingen fejres i Bent Melchiors ånd med debatter og dialoger mellem forskellige synspunkter inden for de emner, som særligt optog Bent. Derudover vil der være musikalske indslag og lidt til ganen undervejs.

Find hele programmet og læs meget mere her.

Det var igen blevet tid til den årlige generalforsamling, da vi den 26. april 2022 mødtes for at tale brobygning, vedtægter og regnskab – men det var bestemt ikke en kedelig affære.

”Jeg har aldrig før været til en generalforsamling med en så hyggelig stemning”

Sådan skrev en af deltagerne efterfølgende til os, og her kan vi kun være enige. I Røde Kors fine lokaler var en masse brobyggere mødt op til en hyggelig aften, hvor vi bl.a. skulle vælge tre nye bestyrelsesmedlemmer. Og hvilket hold vi fik vi valgt! Vi er så glade og stolte over at kunne præsentere Foreningen Brobyggernes tre nye bestyrelsesmedlemmer, som du kan møde her:

Jair Melchior er overrabbiner i Danmark og også Bent Melchiors barnebarn. Han har arbejdet i årevis med brobygningen mellem religiøse grupper.

Camilla Dolberg Schmidt er projektchef i Østifterne og har en baggrund i Danske Bank og Meyers som forretningsudvikler.

Lisbeth Jessen er uddannet politibetjent med 28 år i Dansk Politi, hvoraf 15 dem har været som leder på alle niveauer, hun er tidligere direktør i Danner og nu direktør i Anti-doping Danmark.

Udover de nye ansigter fortsætter den tidl. generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm som næstformand, og Jane Sandberg som bestyrelsesformand. Emek Volkan Gürkan, Flemming Rose og Katrine Ebdrup Damgaard, er fortsat blandt bestyrelsens medlemmer.

Vi er så taknemmelige for at så dygtige og kompetente mennesker, har valgt at stille sig bag Brobyggernes vision.

Generalforsamlingen bød foruden nye bestyrelsesmedlemmer og på nye vedtægter og en gennemgang af regnskabet for 2021. Du kan læse de nye vedtægter og se regnskabet for 2021 her.

De flotte billeder er taget af vores frivillige fotograf Bente Foged Madsen.

Den 19. april 2022 var der indbudt til Ramadanmiddag i Tingbjerg Kulturhus hvor ca. 70 deltagere i alle aldre mødte op. Arrangementet, som var for alle trosretninger såvel som ikke-troende, var arrangeret af deltagere fra vores Brobyggeruddannelse, der som del af deres uddannelse har til opgave af lave deres egne brobyggende aktiviteter. Og man kan vist roligt sige, at det var en kæmpe succes, som Bente Simone Jæger, Denis Anthony, Güler Yagci og Waffa Khanjer havde stablet på benene – på trods af at de slet ikke kendte hinanden på forhånd.

Aftenen bød på musik, taler, tradition og den lækreste mad! Her var indlæg fra religiøse overhoveder fra forskellige trossamfund, generalsekretær i Brobyggerne, Özlem Cekic, talte om brobygning og dialog, og Isam B stod for det musikalske indslag, da han optrådte med sin smukke sang ’Ramadan i København’. Foruden de underholdende og interessante indslag bød aften på hyggeligt samvær med Brobyggerspil og samtale – og selvfølgelig med den overdådige vegetariske middag i centrum. Her på siden har vi samlet nogle stemningsbilleder fra den smukke aften, hvor folk fra forskellige trosretninger og generationer var samlet helt i brobygningens ånd.

Det er fantastisk at se, hvad de dygtige og engagerede kursister fra Brobyggeruddannelsen er i stand til at sætte i gang, og vi kan ikke vente med at se og deltage i mange andre brobyggende aktiviteter fra de mange kursister rundt i landet.

Du kan nu ansøge om at komme med på Brobyggeruddannelsen i Aalborg, der starter til august. Søg inden d. 31. maj 2022.

Læs mere om Brobyggeruddannelsen og ansøg om at komme med her.

Er du optaget af, hvordan brobygning kan skabe bedre dialog og debat? Har du mod på at arbejde med dine egne fordomme og finde ud af, hvordan du selv kan bygge bro til dem, du er uenig med? Og har du lyst til at sprede ideerne til dit nærmiljø og være med til at sætte dialog på dagsordenen?

De fleste af os oplever uenigheder hver dag; om så det er hjemme ved spisebordet eller over nabohækken, i en ophedet debat på Facebook eller til et personalemøde med kollegaerne. De fleste af os har også prøvet være en del af diskussioner, der går i hårdknude, fordi uenighederne er for store – og de fleste af os har formentlig også oplevet konflikter, der føles ubehagelige, og som vi ikke har vidst, hvordan vi skulle håndtere. Men forskellige holdninger og værdier i et samfund er både et grundvilkår og en kæmpe styrke – hvis vi altså lærer at rumme uenighederne fremfor at dæmonisere dem, der ikke mener det samme som os og grave grøfterne dybere.

Og det kan vi blive bedre til.

Derfor har Foreningen Brobyggerne oprettet Brobyggeruddannelsen, som du i 2022 vil kunne finde tre forskellige steder i landet – København, Aarhus og Aalborg. På Brobyggeruddannelsen dykker vi ned i konflikters anatomi, vi introducerer brobyggermetoden, som viser en vej til at bygge bro til dem, du er uenig med, og vi kaster dig ud i praktiske øvelser, som gør dig klogere på dine egne reaktionsmønstre i konflikter og uenigheder.  

”På Brobyggeruddannelsen lærer man at give plads til uenighederne og se dem som en styrke frem for noget, der skal undgås, og som potentielt ødelægger vores relationer. Vi skal blive bedre til at lytte til, hvad den anden siger, og gøre et oprigtigt forsøg på at forstå den andens bevæggrunde”, fortæller Özlem Cekic, der er generalsekretær i foreningen Brobyggerne.

Uddannelsen forløber over to weekender med en måneds mellemrum, og på anden weekend arbejder deltagerne med at udvikle en brobyggende aktivitet, de skal afholde i deres nærmiljø, når de har færdiggjort uddannelsen. Og her er det kun fantasien, der sætter grænser, fortæller Özlem Cekic:

”Den brobyggende aktivitet kan være alt muligt – alt lige fra en samtalesalon om fordomme, en paneldebat på det lokale bibliotek om noget, der er rører sig i kommunen, eller en fællesmiddag, der skal bygge bro mellem to religioner. Det vigtige er, at de nyuddannede brobyggere får brugt alt det, de har lært, og at de giver det videre i deres lokalmiljøerne rundt om i Danmark”.

"Vi skal blive bedre til at lytte til, hvad den anden siger, og gøre et oprigtigt forsøg på at forstå den andens bevæggrunde" - Özlem Cekic

Brobyggeruddannelsen kommer rundt i hele landet over de næste to år, og der er plads til at uddanne 200 nye brobyggere. Alle over 18 år kan søge om at komme med – men pladserne vil blive besat med særlige kriterier for øje:

”Man behøver ikke have arbejdet med temaerne før, men vi prioriterer ansøgere, der har lyst eller særlig adgang til at arbejde seriøst med brobygningsarbejdet efterfølgende – fx i lokalmiljøet, på arbejdspladsen eller et helt tredje sted. Det vigtigste er, at ideerne og værktøjerne kommer ud og lever, også på den anden side af uddannelsen”, fortæller Özlem Cekic.

Her kan du læse om Özlems oplevelser fra sine dage på Grønland. Du kan finde flere billeder på Facebook eller Instagram.

Lørdag d. 2.april

Jeg er igen i Grønland. Verdens smukkeste sted med de skønneste mennesker. Det er lidt underligt, at selvom det er anden gang jeg er i Grønland og første gang i Ilulissat, så føler jeg mig allerede meget hjemme. Måske har jeg været grønlændere i mit tidligere liv. Hvem ved..

Men nu skal I høre, hvorfor jeg er her.

Jeg er inviteret af UNICEF Grønland til at tale til #Børnetopmødet. I år er temaet miljø og klima og jeg har forberedt en tale til på søndag, som jeg håber, kan inspirere de unge til at tale med dem, de er uenige med.

Om mandagen er det lærerne, der skal lære om dialogkaffe-redskaberne. Onsdag aften har jeg et foredrag i Nuuk, hvis du skal med 🙂 Det er gratis og handler om min seneste bog #TakForKaffe.

Jeg vil i løbet af ugen skrive reportager fra Ilulissat og Nuuk og du kan se alle billederne på min Instagram.

Søndag d. 3.april

Grønland sætter mig på prøve. Jeg svinger mellem mit eget hykleri og mine principper. Jeg vil gerne holde fast i noget, men hvordan kan man det i et land, hvor selv gigantiske isbjerge flyder rundt og smelter væk.

Jeg har været i Grønland før – Nuuk. Men Ilulissat er byen, hvor Grønlands storhed viser sig tydeligst. Jeg har aldrig før oplevet, at min mobiltelefon med den nyeste og mest avancerede kamerafunktion, ikke kunne gengive virkeligheden retfærdigt. Når jeg zoomer ud, virker alt småt, men når jeg zoomer ind, fortaber jeg mig i detaljen.

Det er min bedste beskrivelse af, hvorfor de store konsekvenser af klimaforandringer både kan virke fjerne eller at man kan stirre sig blind på én løsning og dermed miste overblikket.

Lad mig give jer et eksempel. UNESCO har optaget Isfjorden - kaldes også for Kangia på verdensarvsliste i 2004. Det forstår jeg godt, for der findes ikke noget smukkere, som I også kan se i videoen. Det betyder også, at der kommer omkring 20.000 turister om året for at se Isfjorden. Men på den anden side betyder fredningen også, at der er alle mulige begrænsninger på, hvor grønlænderne må bygge boliger og fiske. Byen vokser og tiltrækker flere mennesker. De skal også have et sted at bo og priserne stiger. Men dét der er svært for nogen grønlændere at forstå er, hvorfor andre skal definere, hvor de må fiske, når de har selv har kunne finde ud af det i 4000 år.

Mange vil remse en række argumenter for og imod. Mit problem er, at jeg forstår begge parter. Og det er præcis i det felt, at alt bliver sværere.

Lidt ligesom, da jeg flyver ind til Ilulissat, bliver jeg helt mundlam over at se alle de isbjerge fra luften. Jeg tager mig selv i at bande af alle dem, der ”ikke vil gøre noget”. Alt det her, mens jeg selv sidder en flymaskine og spiller hellig.

Jeg skriver ikke det her, for at fritage magthaverne deres ansvar eller for at sige, at hvis det enkelte borger bare droppede rejserne og bøfferne, så kan man redde kloden. Det vil være naivt at påstå at komplicerede problemstillinger, kan løses med enkle svar.

Min pointe er, at verden er kompleks og er ikke sort hvid. Selv isen – siger fangerne (fiskerne) her i Ilulissat har ca. 100 hvide nuancer.

Sådan er dialog. Svært og besværligt. Det kræver selvindsigt.

Ærlighed.

Vilje.

Men vi må hjælpe hinanden med at turde at tage samtalerne – med nuancer.

Mandag d. 4.april

Pludselig skulle jeg synke en ekstra gang. Gråden arbejdede sig op og jeg var så bange for at den ville sætte sig i mit stemmebånd. Smerte har sin egen lyd og den er svær at gemme. Men heldigvis satte den sig kun i mine tårekanaler. Jeg er rutineret oplægsholder. Så længe man ikke kan høre det på min stemme, kan jeg altid blinke tårerne væk. Det lykkes mig også denne gang.

Men hvorfor blev jeg så berørt? Jeg har utallige gange før fortalt min mønsterbryder historie. Mobningen på skolen. Min første skoledag, hvor en af mine klassekammerater hev mine bukser ned og jeg stod med bare røv foran hele klassen. Jeg plejede ellers at joke med det. Denne gang var det noget helt andet. Da jeg fik øjenkontakt med de grønlandske børn, somUNICEF.gl havde samlet fra hele Grønland til børnetopmødet, kunne jeg genkende min smerte i deres øjne. Modsat mit publikum i Danmark insisterede de på at holde fast i uretfærdigheden, trods mine forsøg på at flygte væk i latteren. Der var en bro imellem os og pludselig stod vi alle sammen på den.

Mig - mønsterbryderen.
De - som gerne ville bryde mønstrene.
Mig - der igen og igen understregede vigtigheden af ikke at give op.
De – som var i tvivl om, om det overhovedet nyttede noget at prøve.

I Grønland føler jeg mig hjemme. Her behøver jeg ikke holde lange foredrag om, hvorfor min minoritetsrødder betyder noget. For de kender alt til konsekvensen af at være rodløs.

Selvom der var en tolk imellem os, talte vi samme sprog. Børnene kendte alt til at ikke blive accepteret, som de er. I Danmark er de ikke de rigtige danskere. Og i Grønland er de heller ikke de rigtige grønlændere, fordi nogle af dem kan tale dansk. At være splittet mellem to kulturer, at føle sig misforstået eller ikke rigtig selv kunne forstå - de andre.

Men fremmer samtale virkelig forståelsen, som det lød engang i en gammel Nokia-reklame?

Ja!! For det er med dialog, at vi bliver inviteret ind i hinandens verdener. Fx er generelsekretæren for UNICEF i Grønland, den tidligere finansminister. Maliina Abelsen fortalte børnene, hvordan hun havde øvet sig i fire måneder for at fremlægge finansloven på grønlandsk, selvom hun var dårlig til sproget. ”De sagde til mig, at jeg ikke var en rigtig grønlænder. Men det skulle de ikke bestemme” sagde hun.

At være en minoritet er svær. Uanset om du er et barn i Ilulissat eller i Ikast. Men at være mønsterbryder, er det samme. Det er de samme tabuer. De samme udfordringer. De samme kommentar, man får med på vejen.

Da jeg fortalte om, hvor stolte mine arbejderforældre var, da jeg blev valgt til folketinget, fortalte den første grønlandske kvindelige kommunaldirektør, som i dag er minister for børn, unge og familier, Paneeraq Olsen, om den respekt hendes mor havde fået i landsbyen, da datteren havde fået en fin titel.

Broer bliver bygget mellem mennesker, når vi kan dele vores historier med hinanden. For hvem skulle tro, at jeg skulle sidde med børn og voksne i Ilulissat – 6000 km væk fra hvor jeg har mine rødder fra, og føle et så stærkt fællesskab! Desværre er vi nogle gange så fokuseret på, hvad der skiller os ad, at vi glemmer alt det der binder os sammen.

#TankerFraGrønland #dialog #fællesskab #Ilulissat #TakForKaffe

(Onsdag aften holder jeg foredrag også i Nuuk)

Tirsdag d. 5.april

Så kommer de smarte danskere og tror, at de kender kulturen og ved hvordan tingene skal løses. Ordene tilhørte en grønlandsk mand. Jeg underviste i eftermiddag fagpersoner i, hvordan de kunne være opmærksomme på deres egne blindevinkler, når de møder udsatte børn, unge og familier.

Den dansker du taler om, løser måske problemerne anderledes end dig, og det er ikke altid noget dårligt, hvis du kan se mulighederne i forskelligheden sagde jeg og bevidst ændrede danskerne til danskeren. For i generaliseringer er der tit en fare for dehumanisering. Længe talte jeg om, hvordan den manglende nysgerrighed kunne besværliggøre dialogen.

Den grønlandske mand responderede positivt på de dialog-redskaber jeg foreslog, og jeg følte virkelig, at alle var begyndt at følge min tankegang. Men i pausen kom der en dansker over til mig. Han havde brugt flere år på at starte en institution op i Grønland, som skulle tage sig af udsatte unge. Næsten hviskende fortalte han, hvor lidt grønlænderne havde styr på det, hvor lidt de vidste, og hvor mange fordomme man som dansker blev mødt med. I hans stemme kunne jeg høre en søgen efter en bekræftelse fra mig. Igen gentog jeg de samme budskaber om at vende blikket ind ad.

Den iranske digter Rumi har en helt fantastisk citat, som jeg pludselig kom i tanke om mens jeg talte med ham “Dét du ved, er begrænset af, hvad den anden forstår”.

Nogle gange er dét, det mest frustrerende i mit arbejde. Jeg har været igennem en lang rejse med dialogkaffemøder. De erfaringer har helt klar gjort mig til en bedre demokrat. Jeg har skrevet flere bøger og har holdt utallige foredrag om det. Jeg har dannet og bygget Foreningen Brobyggerne op, så vi med diverse projekter kan uddanne børn og voksne, så de kan arbejde ud fra de samme metoder i deres hverdag.

Jeg ved godt, at det nogle gange kan komme til at lyde som om, at man bare kan sætte noget vand over til kaffen og så går det bare let.

Nogle af fordommene bliver også skabt gennem erfaringer. Erfaringer som er svære at slippe af med fordi det gør for ondt. Vi har fx været en kolonimagt og derfor tager det tid at have en tillidsfuld dialog. Samtidig forstår jeg også godt dem, der føler at det virker uretfærdigt, at de bliver mødt med mistillid, når de ikke har personligt spiller en rolle historisk set.

Men så enkelt er det bare ikke. Nogle gange tager det tid at komme igennem smerten. Andre gange bliver samtalerne uforløste. Fordi det enkelte menneske ikke er klar, eller fordi historien spøger for meget i baggrunden eller gentager sig mellem jævnemellemrum.

Men så længe det enkelte menneske skriver sig ud af ligningen, vil dialogen aldrig lykkes.

Det talte jeg med to ministre om. De udviste stor interesse for, at Brobyggerne kunne rykke ud til Grønland med Brobyggeruddannelse.

Jeg håber virkelig, at det vil lykkes mig at bygge en bro mellem Grønland og Brobyggerne.

#TankerFraGrønland

Ps: jeg er i Nuuk de næste par dage. Kom til mit foredrag onsdag aften, hvis du også vil være opmærksom på din egne blinde vinker.

Torsdag d. 7. april

Ved du, hvorfor det er nemt for dig at komme igennem med dine budskaber? Spurgte en borger mig efter foredraget om dialog. Fordi jeg fortæller om noget, alle kan relatere sig til, svarede jeg. Hun smilte. Jo også det, men det er ikke den eneste grund. Du er en af os. Du har rødder i to verdener, og derfor betragter de fleste dig ikke som én, der kommer ude fra, men som én, der kender til at være splittet, og som på eget krop har oplevet at ikke høre til, sagde hun. Kultursammenstødet fylder en del her i Grønland. I øjeblikket har de også en politisk diskussion om, hvornår man er en rigtig grønlænder. Det er Dansk Folkepartis søsterparti, der har startet den samtale. Det handler om det grønlandske sprog, kultur, og hvem der skal have adgang til magtpositioner. For nogen handler det om overlevelse, fordi de er bekymret for, at alt det de elsker og holder af, vil forsvinde. For andre er det udtryk for nationalisme, der ekskluderer alle dem, som både er dansk og grønlandsk. Ligesom mig. Jeg er både kurder og dansker. Men desværre kan jeg ikke så meget kurdisk, for ligesom nogle grønlændere har jeg ikke lært mit modersmål pga. den tyrkiske assimilationspolitik. Så det handler både om, om jeg er kurder eller tyrker, kurder eller dansker, dansker eller muslim. Det værste jeg ved er, når der bliver sat falske modsætningsforhold op, hvor man skal vælge. Men hvorfor er det enten eller i stedet for både og? Hvorfor kan vi ikke have en større tolerance for forskellighed? Det er nemt at finde en række partier og institutioner, man kan give skylden for splittelsen. Hvis man skal udfordre sig selv, kan man jo spørge sig selv, hvad man selv gør for at insistere på dialogen med de familiemedlemmer, der stemmer anderledes end en selv. Den kollega der løser opgaverne anderledes. Eller den nabo man ikke er på talefod med. Hvordan prøver man i sin dagligdag at møde den fremmede? Det, der er forskelligt og anderledes? Hvad gør man selv for at komme ud af sit eget ekkokammer? Hvis man oprigtigt er imod krig, så skal man også aktivt arbejde for fred. Når jeg siger det, så nævner de fleste - også i Grønland, den nuværende krig i Ukraine. Igen gentog jeg budskabet i aften om, at man ikke kan skabe fred i verden, hvis man er i krig med sine nære relationer. Man må starte med dem, som er tæt på. Vi må tale sammen. Ikke for at overbevise hinanden, men mere for at forstå eller gøre sig umage for at forstå den anden. Det kunne jo være, at man blev klogere.. I dag i Brugseni (det hedder Brugsen her) mødte jeg en mand. Han gav mig hånden, mens jeg var dybt betaget af de store grønlandske rejer. Jeg er ikke enig med dig, men velkommen sagde han. Inden jeg så mig om, havde vi taget en selfie, og jeg lagde ører til, hvor meget danskerne var bange for muslimer, og hvor meget min religion var grunden til alt ondt. Spørgsmålene kom som missiler. “Dig har jeg ikke noget imod” sagde han, og jeg fuldendte hans sætning “men det er de andre, du ikke kan li”, grinte jeg. Så stod jeg der med rejerne, og alle de svar, jeg kunne give ham. Men han var væk, og jeg blev omringet af en tristhed. Men sådan kan kulturmødet også være. At vi dømmer det enkelte menneske, fordi vi ikke synes om “gruppen”. Men er gruppen virkelig så dårlige mennesker, som vi tror?. Eller har vi virkelig så meget indsigt i den “gruppe”, som vi bilder os selv ind? Jeg gav de fremmødte til mit foredrag en udfordring, som de skal løse inden sommerferien starter. De skal invitere én de har det lidt stramt med til dialogkaffe. Og nej, her taler jeg ikke om politikere og medier. Men måske en fra den “gruppe” som man har fordomme om. Eller den kollega, man ikke vil sidde ved siden af til påskefrokost. Eller sine forældre, som stemmer anderledes end en selv, og som man ikke længere, kan holde ud at være i samme rum med. Måske en ven, man ikke taler med, fordi man på et tidspunkt blev uvenner, og man stadig ikke helt kan huske grunden. Jeg giver denne udfordring til alle, der har hørt mit foredrag, men dem der løser det først er altid børn og unge. Tænk hvis vi voksne var ligeså modige som dem! Ligeså åbne og fordomsfrie. Tænk, hvor mange broer vi kunne bygge over de grøfter, der er gravet.

Tak til GUX for at huse mig og alle de skønne mennesker, der var dukket op trods sneen. Og en hjertelig tak til UNICEF for at gøre det muligt for mig at sprede budskabet om dialogkaffe. #JegErBrobygger#TankerFraGrønland.

Fredag d. 8. april

Jeg er landet i Kastrup lufthavn. I min bagage har jeg et visitkort fra den grønlandske uddannelsesminister, der ønsker at høre mere om brobyggeruddannelsen. UNICEF vil gerne samarbejde om, hvordan vi kan klæde lærerne på til at undervise grønlandske børn i dialog, brobygning og tolerance. Et privat firma og en repræsentant fra en offentlig institution vil gerne drøfte mulighederne for et samarbejde med Foreningen Brobyggerne. Hvad kunne jeg ønske mere I min kamerarulle er der de smukke minder fra en storslået natur, de sødeste børn, og ildsjæle der ønsker det bedste for deres land. Vi ses igen kære Grønland. Pas på dig selv. Jeg lover i mellemtiden at købe en elbil og kompensere for mine flyture med at plante træer

Reportage: ”Se min kjole, den er klar til kamp”

Sådan udtalte Linda Nørgaard, da vi den 7. marts 2022 afholdte vores arrangement på Arbejdermuseet ’Se min kjole, den er klar til kamp’, hvor vi varmede op til Kvindernes Internationale Kampdag.

Du kan her se et udsnit af billeder og læse nogle af de mange kloge ord fra aftenen.

En samtale mellem Özlem Cekic, Samira Nawa, Sophie Løhde, Ida Rud, Johanne Helger Lund og Louise Kjølsen bød på erfaringer med køn, krop og hvad de møder i den offentlige debat. Hvorfor man skal blive ved med at være sig selv og gå i det tøj, man har lyst til – feminint eller ej – uagtet ens position. Det er dog ikke altid lige let, slet ikke når man møder kommentarer som ”det ville bare være lidt nemmere at tage dig seriøst, hvis du ikke havde kjole på. Eller farver på. Klædte dig lidt mere neutralt, lidt mere som en mand”…

Hertil kunne Sophie Løhde bl.a. fortælle om, hvordan mænd på vej til nytårskur hos Dronningen får seriøse spørgsmål om nytårstalen fra journalister, mens kvinder skal svare på, hvor de har købt deres kjole.

I samtale med Anja C Jensen, Jane Sandberg, Marchen Neel Gjertsen og Louise Degn spurgte Özlem ind til, hvordan det er at være kvinde i ledende positioner. Til det svarede Anja bl.a.: ”Jeg har min kvindelighed med i mit arbejde, og det tror jeg skaber nogle andre slags resultater”.

Aftenen bød og på underholdning fra fremtrædende kvinder på den danske kulturscene. Sanne Søndergaard leverede stand up for fulde gardiner – og lærte os, at kvinder faktisk gerne må fylde noget på en stol – og Pernille Rosendahl afsluttede ballet med fantastisk smukke sange.

Vi kunne ikke have forestillet os en bedre opvarmning til Kvindernes Internationale Kampdag. Tak til alle kvinder der stillede op og en varm tak til Arbejdermuseet, som dannede de smukke rammer for arrangementet.

Ordstyrere til arrangementet:

Özlem Cekic, generalsekretær for Foreningen Brobyggerne

Linda Nørgaard Andersen, Program- & Publikumschef hos Arbejdermuseet

Paneldeltagere:

• Marchen Neel Geertsen (første kvindelige chefredaktør på JP)
• Jane Sandberg (direktør Enigma, bestyrelsesformand brobyggerne)
• Louise Kjølsen (feminist, medforfatter på ludermanifestet, debattør)
• Ida Rud (journalist og aktiv kropsaktivist, bl.a. kendt fra dokumentaren ”Tykke Ida”)
• Louise Degn (journalist, central i dokumentaren ”Sexisme bag skærmen)
• Johanne Helger Lund (indehaver af Ecoture, har studeret kvindekroppen i flere årtier)
• Anja Jensen (Formand/Forperson, HK)
• Sophie Løhde (Politisk ordfører for Venstre)
• Samira Nawa (Ligestillingsordfører for Radikale Venstre)

Kunsteriske indslag:

• Sanne Søndergaard
• Pernille Rosendahl

Pressemeddelelse om den første Brobyggeruddannelse: København 2022

- Når det første hold københavnere starter på Brobyggeruddannelsen d. 29. januar på Gefion Gymnasium er der stillet ekstra stole ind. Pladserne er revet væk og derfor har man måtte oprette flere. Og samme mønster tegner sig i de andre regioner, siger en glad Özlem Cekic, generalsekretær for Brobyggerne - Center for Dialogkaffe.

• ”Jeg vil gøre en forskel i mit samfund”
• ”Jeg føler tit, at jeg mangler de rette værktøjer til at tage en dialog om emner, der kan være vanskelige at snakke om”
• ”Jeg vil gerne blive klogere på min egen kommunikation og blive bedre til at være i svære samtaler”

Sådan siger et udvalg af de københavnere, som har været så heldige at få en plads på Brobyggerne – Center for Dialogkaffes nystartede uddannelse ”Brobyggeruddannelsen”. Uddannelsen klæder deltagerne på til at gå i dialog med mennesker, som man kan være uenig med på en konstruktiv og lyttende måde.

Egentlig var der kun plads til 40 på holdet, men hele 130 søgte om at være med, så derfor har foreningen måtte oprette flere pladser, siger Özlem Cekic.

- Jeg er meget glad og rørt over, at så mange vil være brobyggere og ansøger om at komme med på Brobyggeruddannelsen. Det er jo mit hjertebarn, der nu vokser sig større og stærkere og som så småt begynder at sprede sig som ringe i vandet. Der er generel en positiv fremgang for vores forening, som også vokser på medlemstal, siger hun.

Og vi kender det alle sammen. Uenigheden i hverdagen, hvor den gode dialog ryger. Uanset om det er til en familiemiddag, på arbejdspladsen, på sociale medier, politiske debatter eller andre steder i offentligheden. Der tilbyder uddannelsen også deltagerne indsigt i egne reaktionsmønstre og handlemuligheder i konfliktfulde situationer samt redskaber til at håndtere uenigheder, hadsk tale og ekstreme ytringer.

Det lyder som barske løjer, men tonen ér hård i de diskussioner, som vi møder både på nettet eller hvor vi er sammen fysisk. Men det vil Brobyggeruddannelsen forsøge at ændre på.

- Vi kommer hurtigt op i det røde felt, det har jeg også selv prøvet. Vi holder på, at vi har ret. Glemmer at lytte og spørge ind. Det er farligt, for vi kan ende dér, hvor vi til sidst opgiver at lytte til hinanden og også mister lysten til at høre efter. Så opstår fordommene og de hårde ord. Med Brobyggeruddannelsen vil vi give redskaber til at bremse polariseringen i vores samtaler, siger Özlem Cekic.

Se det fulde program for Brobyggeruddannelsen her.

Praktisk info:

Nærmere kontaktoplysninger:
Özlem Cekic
Generalsekretær for Brobyggerne - Center for Dialogkaffe
Tlf. 61460764

Tusind tak, Oscar. For at gøre denne aften i Bents minde mulig.

Jeg mødte jo faktisk Bent ret sent. Jeg var Folketingsmedlem, og jeg inviterede ham ind til en ramadanmiddag, den første af slagsen på Christiansborg, hvilket jo skabte et ramaskrig. Jeg havde sendt invitation til 179 Folketingsmedlemmer, og der var én, der takkede ja.

Bent var jo altid den, der stillede sig der, hvor ingen andre ville stille sig, så han sagde, han selvfølgelig ville komme. Jeg husker, at der var nogen, der jo faktisk troede, at man reelt blev omskåret på vej ind til middagen; det var jo helt vildt.

På vej ud fra middagen, efter vi havde haft en helt almindelig og hyggelig aften, uden svinekød og uden alkohol, er der en TV2-journalist, der stopper Bent og spørger ham lidt aggressivt: ”hvordan har du det som jøde med at deltage i et muslimsk arrangement”? Og så svarer Bent, helt stilfærdigt; ”der var jo invitation til et gratis måltid mad”. Og det ved journalisten simpelthen ikke, hvordan han skal reagere på. – Og sådan var Bent. Bent kunne afvæbne enhver konflikt med humor. Og Bent var jo den, der tog med mig, når jeg ikke rigtigt turde at tage til dialogkaffemøde alene. Det er jeg meget taknemmelig for.

I kender jo alle til vores besøg i Grimhøjmoskeen, men der et besøg, som rigtig få kender til. Vi besøgte sammen Rovsingsgades store moske – besøget var ret mislykket. Imamen vidste ikke vi kom, og de ville ikke rigtigt have besøg, og ja, der var mange ting. Så vi gik ud, og da jeg er på vej ind i bilen, kommer der en ung kvinde med tørklæde, som har en koran i hånden – hun kom nærmest løbende – og hun udbryder: ”jeg er vild med dig”! Og selvfølgelig tænkte jeg, at det var mig, hun mente. Hvem kunne det ellers være? Så jeg rækker hånden lidt frem, og i det jeg rækker hånden ud, så vender hun sig og er nærmest ved at kramme Bent og holder begge hans hænder, og hun siger: ”jeg har fulgt med i alt, hvad du har lavet. Jeg elsker dig”! Og Bent er jo helt overrasket og bliver nærmest helt genert.

Grunden til jeg fortæller netop denne anekdote, er fordi den viser os, at Bent var enormt elsket. Der var utroligt mange miljøer, som holdt utroligt meget af ham. Bent var simpelthen så tolerant, selv over for de mest intolerante mennesker, jeg har mødt på min vej. Han mødte dem med respekt og med ligeværdighed, og det har været en kæmpe inspiration, også for mig.

Bent var min ven. Han var min bedstefar, og så var han også min vejviser. For Bent kunne jeg ringe til utallige gange og spørge: ”skal jeg gå dén vej, eller skal jeg gå dén vej”?

Og det var også Bents ære, at jeg blev en del af det jødiske miljø. Når mine børn ovre på skolen sagde: ”vores bedstefar er jøde”, så var forvirringen jo ret stor, når de efterfølgende også fortalte, at deres mor er muslim.

I 2019 sagde Bent: ”Özlem, det går jo ikke, at du går rundt og drikker det der dialogkaffe alene. Lad os bygge ’Center for dialogkaffe’ op sammen”. Og sammen med Jane Sandberg, vores nye formand, byggede vi foreningen op. I slutningen af 2019 åbnede vi op for nye medlemmer, og på to år har vi fået 6.000 af slagsen. Det svarer faktisk til det halve, af hvad Konservativ Folkeparti har fået på 105 år.
Og Bent, han ønskede jo 10.000 medlemmer. Det var hans mål hele tiden. Så hver gang jeg kom og sagde: ”nu har vi fire tusinde”, så sagde han: ”godt, så mangler du seks tusinde”, og sådan kørte det ellers. For det var altid hans mål, at vi skulle ramme 10.000.

Han er her jo ikke mere. Og han kommer jo aldrig tilbage. Mange siger jo, at han var 92, at han jo var gammel, men Bent havde stadig en lang liste af ting, han skulle nå. Han skulle for eksempel til Israel en sidste gang. Det nåede han ikke. Men han nåede at tale med mig om en 10-årsplan, som vi skulle lave for foreningen. Og når jeg tænker tilbage, så nåede Bent jo rigtig meget. Når man skal vurdere et menneskes liv, så gør man det jo ikke på alt det, de ikke nåede, men det de formåede. Og alle dem der har fulgt med i Bents begravelse, de forsider der har været lavet rundt omkring i danske aviser, to håndskrevne breve fra majestæten Dronningen, alt det tyder jo i den grad på, at han var en mand, der kunne udrette noget. Og jeg håber, vi kan fortsætte hans arbejde i Foreningen Brobyggerne. Vi prøver, hvad vi kan, for at få forskellige befolkningsgrupper til at mødes, og alt starter og slutter med børnene. Så derfor prøver vi at danne og uddanne børn til at være tolerante. Komme ud i landet og uddanne voksne mennesker til at være tolerante og skabe uenighedsfælleskaber, hvor vi kan være uenige på en konstruktiv måde. Men også banke på hos dem, hvor ingen andre vil banke på. For freden, som Bent sagde, kan ikke skabes med vennerne. Man er nødt til at tale med dem, man betragter som sine fjender.

Så hvis Bents minde ikke skal forsvinde, så er vi nødt til hele tiden at holde fast i de ting, han arbejdede for. Den ene var selvfølgelig flygtninge, som betød rigtigt meget for Bent. Det andet var hele ideen om brobygning. Og jeg håber jo, at mange af jer vil melde jer ind i Foreningen Brobyggerne, men jeg håber også, at mange af jer vil støtte os, for vi har i den grad brug for, at der er nogen, der puster liv i de her ideer. Hvis vi skal flyve i flok, så er vi nødt til at være mange nok. Og derfor, Oscar, tusind tak for også din økonomiske støtte. Det er utvivlsomt, at det betyder utroligt meget for en forening som vores.

Jeg vil afslutningsvist sige, at vi i foreningen har besluttet os for, at vi opretter en Bent Melchior-pris, som bliver givet hvert år på hans fødselsdag den 24. juni. Det bliver en hel dag med konference, taler og workshops inde for de emner, Bent i den grad brændte for. Og så skal prisen jo gives til en, som har gjort sig umage, det sagde Bent altid. For når man spurgte ham, hvad han ville huskes for, så sagde han: ”Jeg håber, at jeg vil blive husket for, at jeg gjorde mig umage for at gøre verden til et bedre sted”. Og det er i den ånd, at vi ønsker at give prisen til en anden ildsjæl.

Tusind tak ordet. Og igen, tak til dig Oscar.

Bragt i Berlingske d. 16. november 2021
Af generalsekretær Özlem Cekic og Jane Sandberg, formand for Foreningen Brobyggerne

”Jeg kan ikke understrege nok urimeligheden i, at en lille gruppe ødelægger det for den store.” Så snart statsministeren havde sagt de ord om de 10% ikke vaccinerede, gik mange frustrerede borgere til tasterne på sociale medier med sætninger som ”Det er de uvaccinerede, der fører kniven mod os andre” og ”Det er ikke de forsigtige men de egoistiske, der ikke vil vaccineres.” Samtalen var fraværende på de fleste tråde, og de fleste var mest interesseret i at vinde. Resultatet blev, at mange råbte, ingen lyttede.  

Med stærkt stigende smittetal er en af de vigtigste – og sværeste – samtaler, vi skal have med hinanden lige nu, den om corona-vacciner. Men desværre minder den offentlige debat om vacciner eller ej mere og mere om udlændingedebatten, hvor fronterne er trukket meget skarpt op, og den stigende polarisering skaber dybe grøfter mellem befolkningsgrupper. Hvis man er vaccineret, får man at vide, at man er solidarisk og har udvist samfundssind, mens de uvaccinerede får sat prædikater som egoist, konspirationsteoretikere og ”uden for pædagogisk rækkevidde” på sig. 

Danmark er et af de lande, som har klaret sig bedst under coronakrisen. Et enigt folketing og en høj tillid til sundhedsmyndigheder har gjort det muligt at holde dødstallet nede, samtidig med at hverdagen i Danmark, modsat i mange de lande vi sammenligner os med, næsten er helt normal. Næsten 80 procent af befolkningen har takket ja til den frivillige vaccine. 

Desværre er der stadig en gruppe tilbage, som ikke er vaccineret. Statistisk set ved vi, at fem procent af dem formentlig aldrig vil lade sig vaccinere – uanset hvad. Men det efterlader os med en vigtig restgruppe, som bør kunne nås, og som vi potentielt kan få til at bidrage til den positive vaccinationsstatistik. For os at se er det i øvrigt ikke kun et spørgsmål om at passe på de vaccinerede, at vi ønsker, at det mindretal lader sig vaccinere. Det er også i omsorg for de uvaccinerede, så de ikke ender med at blive alvorligt syg af en virus, som har slået millioner af mennesker ihjel på verdensplan.

Som Søren Kierkegaard har sagt om sand hjælpekunst: At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Spørgsmålet er nu, hvordan vi får tvivlerne og modstanderne med. Hvordan overbeviser vi så mange som muligt af de uvaccinerede om at tage turen ned i vaccinationscentret og få et stik i armen? Næppe ved at kalde dem egoister, konspirationsteoretikere og det, der er værre, ledsaget af opkast-emojis. Skældsord og udskamning har sjældent været vejen frem, hvis man vil overbevise nogen om noget. 

Alligevel lader til det til at være strategien for de fleste. Ikke engang vores statsminister holdt sig ikke tilbage fra at udskamme de uvaccinerede på det seneste pressemøde – og det smitter naturligvis af på den samtale, befolkningen har med hinanden. 

At så mange danskere trodser myndigheders forskningsbaserede anbefalinger, er selvfølgelig foruroligende. Og det bør være et wakeupcall af de store til politikerne, for det tegner et billede af et samfund, hvor den høje grad af tillid, vi normalt fremhæver som noget ganske særligt godt ved vores samfund, er gevaldigt udfordret. Men hvis vi skal lykkes med at holde Covid-19 for døren, så vi kan få vores liv tilbage, er en myndighedsindsats langt fra nok. Det er et ansvar, som vi alle skal hjælpe med at løfte. 

Derfor skal vi alle forsøge at tage samtalerne med dem, der er i tvivl, dem; der har modstand. Vi bliver nødt til at lytte til og forstå hinandens bevæggrunde og bekymringer med oprigtig interesse og nysgerrighed. Samtalerne skal tages over frokostbordet i kantinen, over middagsbordet med venner og familie, til forældremøder og til kom-sammen i sportsklubberne. Men uden at stemple, dæmonisere og udskamme hinanden. Først, når vi kan have en ærlig dialog sammen, er der grobund for tillid, som kan flytte adfærd.

Vi skal blande os i de hadefulde debatter på sociale medier

Kan man være brobygger på sociale medier?

Özlem Cekic stiller spørgsmålet til de godt 50 tilhørere, der har trodset mørke og snevejr og nu sidder samlet på Rysensteen Gymnasium. Trods coronavenlig afstand mellem stolene er der god stemning og en småsnakkende summen blandt tilhørerne. Der ligger tre farvede kort på alle stole – et rødt, gult og grønt, og da spørgsmålet bliver stillet, begynder tilhørerne at fumle med kortene og rækker så den farve i vejret, der tilkendegiver, hvorvidt de er enige, uenige eller i tvivl. Til det første spørgsmål holder langt de fleste det grønne kort i vejret; man kan godt være brobygger på sociale medier, mener de fleste tilsyneladende!

Så langt, så godt. Men hvordan er man det så – brobygger på nettet? Og hvilke udfordringer er der på sociale medier, som ind imellem gør det svært at have en konstruktiv samtale?

Det er de spørgsmål, Brobyggerne har sat sig for at dykke ned i på denne aften, hvor vi har inviteret Poul Madsen, der er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Pernille Skipper, medlem af Folketinget for Enhedslisten, og Katrine Thielke, der er ekspert i digitale medier. Thielke har skrevet flere bøger om hadtale og trolling på nettet og har de seneste år beskæftiget sig med, hvordan vi alle sammen kan tage et personligt ansvar for, at de sociale medier bliver et rarere sted at være. Heldigvis er hun enig med publikum; man kan faktisk godt være brobygger på sociale medier.

Sarkasme optrapper konflikten

”I gamle dage sagde man don’t feed the troll. Holdningen var altså, at man bare skulle ignorere dem, som skrev hadfulde kommentarer; tie dem ihjel. Men det mener jeg ikke, man skal. For at være brobygger på sociale medier skal man turde gå ind i debatten”, siger Katrine Thieke

”Men hvordan går man ind i en dialog med et menneske, der skriver sådan nogle ting?”, bliver Thielke straks spurgt, og hun svarer med et helt konkret råd:

”Spørg ind. I stedet for at irettesætte vedkommende er det effektivt at starte med at spørge: Hvorfor skriver du egentlig, at jeg er en perkerluder? Hvad vil du sige med det? De fleste, der skriver den slags ting på sociale medier, har ofte selv et rationale, noget, der i deres øjne forklarer, at de skriver grimt. Det er ikke sikkert, at det er en forklaring, der giver mening for dig, men ikke desto mindre er du et skridt nærmere en dialog, hvis du får vedkommende til at sætte ord på, hvorfor han eller hun skriver, som vedkommende gør”.

Özlem Cekic supplerer: ”Ja, og langt de fleste gange, når jeg bruger den strategi og fx også fortæller, at jeg bliver ked af det, kan jeg mærke, at folk trækker lidt i land, og siger jaja, det var heller ikke sådan ment, jeg synes jo bare… Og så er man allerede nået lidt videre, fordi de så ofte forklarer, hvad de er frustreret over. Og så kan vi snakke om indholdet fremfor skændes om, hvorvidt de må kalde mig en perkerrotte”.

Poul Madsen griner og anerkender, at Katrine Thielkes råd muligvis er bedre end den metode, han ofte selv har praktiseret: ”Min tilgang har ofte været at være sarkastisk – ’Du lyder sørme klog, hvor har du dog lært alle de kloge ord’, hvis folk har gakket ud i mine kommentarspor. Men jeg kan jo godt se, at det ikke fører noget med sig. Folk bliver bare rasende, og det optrapper selvfølgelig konflikten”.

”Glædelig Eid” skabte ramaskrig og racisme

I næste runde diskuterer panelisterne, hvorvidt man skal blokere folk på sociale medier – og en hurtig håndsoprækning med farvekortene blandt tilhørerne viser, at der er overvejende enighed om, at man hellere skal blokere en gang for meget end en gang for lidt. Men det erklærer Poul Madsen sig helt uenig i: ”Det er nødvendigt, at vi har et offentligt rum, hvor alle kan sige, hvad de vil – selvfølgelig inden for lovens rammer. Men hvis vi pludselig begynde at sortere i, hvem der må sige noget og hvad de må sige, så flytter vi bare den grimme og mørke debat et andet sted hen. Den forsvinder jo ikke af den grund, så hellere have den et sted, hvor vi kan se den og sige fra over for den”.

Pernille Skipper er egentlig enig, siger hun, men det kan være svært at efterleve. Det oplevede hun selv på egen krop, da hun lavede et opslag, hvor hun ønskede glædelig Eid. Kommentarsporet gik så meget amok i dybt racistiske og hadfulde kommentarer, at hun til sidst måtte gribe ind, fortæller hun: ”Den aften blokerede jeg omkring 250 mennesker. Det gjorde ondt at gøre, for jeg er jo som udgangspunkt enig med Poul. Men det blev simpelthen for groft og betød jo, at en helt masse andre afstod fra at blande sig i den demokratiske samtale”.  

Da runden om blokering af hadtale er slut, bliver publikum igen spurgt til deres holdning, og her er der sket en forandring; langt flere er blevet mere skeptiske over for blokering efter at have hørt Pernille og Pouls argumenter.

Vi skal blive bedre til at blande os
I sidste runde snakker panelet blandt andet om, hvor ansvaret skal placeres, og her er Pernille Skipper og Poul Madsen enige om, at platforme som Facebook har et kæmpe stort ansvar, de i højere grad bør tage på sig, når det kommer til hadtale på nettet. ”Det er lykkedes platformene at bilde os ind, at de jo bare er distributører af andres indhold, og at de ikke har noget ansvar, men sandheden er jo, at Facebook har nogle særlige algoritmer, der fremmer og spreder hadsk tale”, siger Pernille Skipper og fortsætter: ”Facebook har efterhånden vokset sig til en størrelse, hvor den udfylder en funktion i samfundet. Det er en slags infrastruktur. Det er der, vi mødes, taler sammen, finder vigtig information. På en måde er det jo mystisk, at den funktion er i hænderne på private selskaber, der driver det for profit, frem for i offentlige hænder, fuldstændig ligesom vores sygehuse”.

Katrine Thielke nikker, men påpeger, at ikke bare platformene men også medier og politikere har et ansvar, når det kommer til reguleringen. Og, siger hun så: ”Den mest effektive regulering er den, vi kan kalde social eller kulturel regulering – den, der kommer fra os selv. Vi skal simpelthen blive bedre til at blande os, sige fra. Det kan være ved at blande sig i den konkrete debat ved selv at skrive en kommentar – men det kan også være ved ’bare’ at like de kommentarer, som personen, der bliver angrebet, skriver”.

Det er Özlem Cekic enig i: ”Det gør en stor forskel at vide, at folk ser med, at de ser, hvad der sker, og at de bakker op med et like. Det gør, at man ikke føler sig helt så alene, når man får hadbeskederne”, fortæller hun.

Et vigtigt demokratisk redskab
Aftenen lakker mod enden, men fra scenen har alle fire et behov for at påpege, at Facebook bestemt ikke kun er en dårlig ting – selvom den sidste times diskussion måske mest har handlet om alt det, der i er vejen”, griner Özlem Cekic og fortsætter: ”Facebook er jo også den lille mands magtmiddel. Er man blevet uretmæssigt fyret fra Bilka eller har haft en dårlig kundeoplevelse, kan man med et Facebookopslag gå viralt og nærmest få en offentlig undskyldning”. Det er de andre enige i: ”Ingen tvivl om, at Facebook er et vigtigt demokratisk redskab. Det har givet adgang til den offentlige samtale for en masse, der før skulle igennem en debatredaktør eller en bureaukratisk klagetjeneste. Jeg ville ikke bytte sociale medier væk for tidligere tiders offentlige debat. Men de har en skyggeside, som vi er nødt til at tale om og forholde os til – alle sammen”, afslutter Pernille Skipper.

Digital adfærd er også adfærd
Aftenen ender, hvor den startede: ved spørgsmålet om, hvorvidt man kan være brobygger på sociale medier. Ingen tvivl om, at det digitale rum besværliggør den konstruktive samtale – alene det, at man ikke kan se hinanden i øjnene, høre hinandens tonefald og se hinandens reaktion, gør det vanskeligt. Men det betyder ikke, at det er umuligt, siger Katrine Thielke, og vi har alle sammen et ansvar for at blande os. ”De fleste af os ville jo til enhver tid blande os, hvis nogen talte så grimt ude i virkeligheden til vores kollega, søster, ven. Hvorfor så ikke også gøre det online? Digital adfærd er også adfærd. Adfærd, som vi alle sammen kan sige fra overfor – hvis vi altså har modet.”