Hvordan bygger man bro – som organisation og som menneske?
Kom og vær med, når vi inviterer til en inspirerende mini-konference om Brobyggernes arbejde og erfaringer!
Vi fejrer afslutningen på et spændende forskningssamarbejde mellem Brobyggerne og Aalborg Universitet, som siden maj 2024 har fulgt os tæt og undersøgt, hvordan vores arbejde gør en forskel.
Hør om, hvilke metoder vi bruger til at bygge bro mellem mennesker, hvordan vi gør en forskel, og hvilke udfordringer og muligheder vi står overfor, når vi arbejder for at styrke dialogen – også dér, hvor uenigheder og forskelligheder er størst.
Dato: 3. juni kl. 16-18
Sted: Aalborg Universitet, A.C. Meyersvænge 15, 2450 København SV
Du kan glæde dig til oplæg fra generalsekretær Özlem Cekic, lektor og projektleder Camilla Dindler, samt flere af vores passionerede fordomsbrydere. Og som altid vil du som gæst ikke bare være tilskuer – men også selv blive en aktiv del af dagen.
Vi runder af med sommerlige forfriskninger og håber at se dig – og mange andre brobyggere – til en eftermiddag med indsigter, dialog og fællesskab.
Brobyggerne har knap 10.000 støttemedlemmer. Det er vi stolte af, men vi vil gerne være endnu flere. Derfor søger vi dig, der kan få medlemstallet til at vokse og få øje på de steder, hvor der er mulighed for vækst på medlems- og fundraisingfronten.
Vi vil gerne arbejde endnu mere professionelt med medlemsrejser og digital fundraising. Vi søger dig, der er lidt af en multikunstner, og som kan se muligheder og udvikle vores digitale forretning til gavn for det samtalende demokrati. Der vil være meget stor frihed til at præge opgaverne og igangsætte nye initiativer.
Opgaverne
Vi arbejder sammen med Online Fundraising, og bruger deres system til at håndtere vores medlemmer, donationer m.v. Vi bruger pt. Mailchimp til at sende nyhedsbreve, men er også åbne for at anvende andre systemer til at udvikle medlemsdelen.
Om dig
Vi er en lille organisation. Det betyder, at det, du kommer med som menneske, i høj grad er med til at forme os og den kultur vi har på kontoret. Vi prioriterer samarbejde, åben og ærlig feedback og fællesskabet meget højt.
Det tilbyder vi
Vi er på udkig efter den helt rigtige kandidat, og er derfor også åbne over for forskellige ansættelseskonstellationer. Det vil sige, at du enten kan blive ansat på deltid eller på freelance- eller konsulentbasis. Ansættelsens varighed og mængden af timer finder vi ud af sammen.
Som en lille NGO i vækst er vi ikke lønførende, men der er til gengæld stor mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet.
Arbejdsstedet er centralt i København i UBUNTU-huset på Købmagergade 43, 1. sal.
Ansøgning
Alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge hurtigst muligt og senest den 14. maj 2025 kl. 12. Send en motiveret ansøgning og CV til ansogning@brobyggerne.dk. Samtaler afholdes løbende.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Kathrine Predstrup på kathrine@brobyggerne.dk eller tlf. 2234 6838.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Niels Steensens Gymnasium og bestyrelsesmedlem i Brobyggerne, har udgivet bogen ’Det er ikke unge, den er gal med, det er samfundet – En rektors opråb’!
Man kan vist rolig kalde Henriks bog for et brandskrift. I bogen argumenterer han for, at det ikke er de unge, der er problemet, men derimod de rammer, vi voksne har skabt for dem. En verden præget af høje forventninger, pres og konstant digital tilstedeværelse samt en skole, hvis styring er blevet overtaget af Finansministeriets regnemodeller.
Henrik blev kendt ved titlen ’Rektoren fra Nyborg Gymnasium’, efter han insisterede på at lade to udviste somaliske piger blive på skolen, mens deres sager blev behandlet. Han insisterer på at passe på sine elever, men møder alligevel stor kritik og voldsomme trusler. Han mener at vi alle har en plads i fællesskabet, på trods af vores individuelle udfordringer.
Vær med til samtalen den 27. maj kl. 17-18.30. Billetten koster 100 kr.
Aldrig før har sociale medier været så fyldt med hadefulde beskeder som nu. Næsten hver 20. kommentar er et sprogligt angreb – noget, der ikke kun skaber frygt hos modtageren, men også truer den åbne og respektfulde offentlige debat.
Brobyggernes unge Fordomsbrydere inviterer til Dialogkaffe d. 5. maj, fordi de mener at det er vigtigt at gøre op med den hadefulde tone på internettet og skabe en onlinekultur, hvor vi møder hinanden med respekt på trods af fordomme og forskellighed.
Kom og mød Rosa Lund, Enhedslistens ligestillingsordfører og den politiker i Danmark, der modtager mest had på Facebook. I en ærlig samtale med Özlem Cekic deler hun, hvordan det er at stå midt i en storm af online had og hvad det gør ved én som menneske.
For at gøre os alle klogere på hadforbrydelser og diskrimination på nettet vil Oliver Anton Lunow Nielsen fra Amnesty International Danmark holde et ekspertoplæg.
Arrangementet er gratis! Så skynd dig at sikre dig din billet på dette link: https://billetto.dk/.../fordomsbrydernes-dialogkaffe-had...
Programmet
16.30 Velkomst med Fordomsbryderne
16:40 Ekspertoplæg ved Oliver Anton Lunow Nielsen, Amnesty International Danmark
17.00 Samtale mellem Rosa Lund, ligestillingsordfører i Enhedslisten og Özlem Cekic, generalsekretær i Brobyggerne
17.30 Dialogøvelse
18.00 Tak for i aften
Fordomsbryderne (Unge på Tværs) er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond & Hoffmann og Husmans Fond.
I 130 år har danske firmaer hentet unikke mineraler op af Grønlands undergrund. Spørger man Trumps sikkerhedsrådgiver, hvorfor USA så gerne vil have Grønland, lyder svaret: „Det handler om kritiske mineraler.‟
Grønland står over for et afgørende valg: Skal landets rige naturressourcer – de sjældne jordarter og fossile brændsler – udnyttes for at skabe økonomisk vækst og gøre Grønland fri af Danmarks bloktilskud? Skal man skrue op for fiskeriet og turismen? Eller skal man kæmpe for at bevare Grønlands unikke natur, klima og traditionelle levevilkår – også selvom det betyder mindre vækst og velstand?
Til Grøn Dialogkaffe d. 8. maj undersøger vi balancen mellem økonomisk vækst og natur i spørgsmålet om Grønland og den grønne omstilling. Vi dykker ned i nuancerne og dilemmaerne og prøver at gøre os umage for at se verden fra forskellige perspektiver – også når de til tider er i konflikt med hinanden.
Kom og vær en del af dialogen til en aften med både ekspertoplæg, panelsamtaler, musikalsk indslag samt dialogøvelser i salen.
Program
17.00 Velkomst med Özlem Cekic, generalsekretær i Brobyggerne
17.10 Oplæg ved Anne Merrild, professor og institutleder, Institut for Bæredygtighed og Planlægning, AAU
17.30 Panelsamtale: Minedrift
Aaja Chemnitz, MF, Inuit Ataqatigiit
Parnuna Egede Dahl, specialkonsulent, Oceans North Kalaallit Nunaat
18.00 Dialogøvelse
18.10 Panelsamtale: Turisme
Jacob Fjalland, innovationsdirektør, WWF Verdensnaturfonden
Søren Rasmussen, ejer, Albatros Travel
Malik Hegelund Olsen, bestyrelsesforperson, Air Greenland
18.40 Musikalsk indslag ved Inuanima
19.00 Tak for i aften
Læs mere her og tilmeld dig helt gratis!
Grøn Dialogkaffe er støttet af 15. Juni Fonden, Forenet Kredit og Østifterne.
Torsdag d. 24. april kl. 17.00-19.30 holder Brobyggerne generalforsamling i Røde Kors’ lokaler på Blegdamsvej 27, 2100 København Ø.
Vi indkalder derfor alle medlemmer til generalforsamling.
For at vi er sikre på, at vi har kaffe nok på kanden, må du gerne tilmelde dig generalforsamlingen ved at klikke her, og gerne senest den 16. april.
Dagsorden for generalforsamlingen
Forslag til behandling under pkt. 6 samt kandidaturer til en bestyrelsespost under pkt. 7 skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, jf. vedtægternes § 5.4. Forslagene kan sendes til kathrine@brobyggerne.dk. Du kan læse foreningens vedtægter her.
Senest 7 dage før generalforsamlingen udsender vi det samlede materiale til behandling på generalforsamlingen via et nyhedsbrev. Materialet kommer også til at ligge på vores hjemmeside.
Oplæg ved årets prisvinder
Vi slutter dagen af med et spændende oplæg leveret af årets modtager af Bent Melchior prisen, Sarah Smed. Sarah Smed er museumsleder på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg og en ildsjæl uden lige. Læs mere her.
Der er afsat ca. en halv time til oplæg og en halv time til opfølgende spørgsmål og dialog.
Vi glæder os til at se dig!
Skal du med, når Özlem Cekic og Jair Melchior skyder deres foredragsturné i gang? Det sker allerede den 6. februar kl. 19-21 på Rysensteen Gymnasium i København.
Anledningen er lanceringen af deres samtalebog På trods af forskelle og uenigheder, der udkommer på Gyldendal den 4. februar.
Mens ufred og konflikter mellem forskellige etniciteter og religioner truer med at splitte samfundet, insisterer venneparret Özlem Cekic og Jair Melchior på samtalen - på dialogen. Sammen har de gjort det til et fælles projekt at bygge bro mellem mennesker, der repræsenterer tilsyneladende uforsonlige holdninger.
Det er et projekt, der er blevet stærkt udfordret af krigen i Gaza. Konflikten trækker tråde direkte til Danmark, hvor den har sat alvorlige spor i den offentlige samtale - og i vores relationer til hinanden.
Bogen og foredraget er fortællingen om to brobyggere, der ved, hvad det vil sige, at det buldrer og brager omkring en. Det er også fortællingen om to venner, der har oplevet at få syn for alt det, der adskiller dem. Og så er det fortællingen om, hvordan man finder vejen frem - på trods af forskelle og uenighed.
Billetten koster 125 kr. og kan købes her.
Rysensteen Gymnasium, tirsdag den 28. januar kl. 16.00-18.30
Klimakrisen kalder på handling – men også på dialog, hvor fronterne er trukket hårdt op i spørgsmålet om den grønne omstilling. Mens politikerne indgår historiske aftaler om naturen og omstilling af landbruget, sultestrejker klimaaktivister i protest.
Kom med, når Brobyggerne inviterer til Grøn Dialogkaffe under overskriften "Sultestrejke og Grøn trepart: Er der håb for den grønne dialog?" i håb om at styrke dialogen, nuancere debatten og modvirke polarisering i spørgsmålet om landbruget og den grønne omstilling. Aftenen byder på både ekspertoplæg, panelsamtale samt dialogøvelser i salen.
16.00 Velkomst med Özlem Cekic, generalsekretær i Brobyggerne
16.10 Oplæg ved Jesper Theilgaard, forfatter og meteorolog
16.30 Samtale mellem Jeppe Bruus, minister for grøn trepart og Selma De Montgomery, aktivist i Den grønne Ungdomsbevægelse
17.00 Dialog ved bordene
17.30 Samtale med Pernille Rosenkrantz-Theil (S), MF, og Nikoline Borgermann, ph.d. i biokemi og deltager i Nødbremsen.
18.00 Musikalsk indslag ved North Folk
18.30 Tak for i dag
Det er gratis at deltage til Grøn Dialogkaffe. Tilmeld dig via linket her.
Vel mødt!
Har du personlig erfaring med at blive diskrimineret på baggrund af din religion eller etnicitet? Og har du lyst til at dele dine oplevelser med grundskolens elever?
Så bliv en del af Brobyggerkorpset!
Københavns Kommune har valgt at støtte etableringen af et Brobyggerkorps med 500.000 kr. Det er vi ovenud begejstrede for, for det betyder, at vi nu igen kan åbne dørene for vores Brobyggeruddannelse.
Kommunens støtte til Brobyggerkorpset sker som led i indsatsen mod racisme, etnisk diskrimination, hadforbrydelser og antisemitisme. Det er en kamp, der kræver et godt rustet korps af brobyggere.
Hen over to kursusweekender i november vil du derfor blive undervist af konfliktmæglere, retorikere og praktikere – alle med dyb faglighed og vigtige perspektiver på demokratisk deltagelse og dialogarbejde.
Uddannelsen øger din bevidsthed om det personlige ansvar, egne reaktionsmønstre og handlemuligheder, giver konkrete redskaber til at håndtere uenigheder og polariserende udtalelser samt træner dig i at gå i dialog.
Som en del af Brobyggerkorpset bliver du ambassadør for Brobyggerne og dermed billedet på, at fordomme kan nedbrydes. Vi bestræber os på at statuere et godt eksempel for børn og unge og vise dem, at venskaber sagtens kan opstå trods uenighed og på tværs af forskellighed.
Derfor vil vi gerne hverve dig, som har personlige fordomserfaringer med etnicitet, racisme, antisemitisme og andet, og som brænder for at gøre en forskel. Som en del af Brobyggerkorpset bliver du klædt godt på til at udbrede brobyggerånden og bekæmpe fordommene.
Med korpset ønsker vi at nå en bred vifte af aktører i Københavns Kommune. Du vil derfor et par gange om året blive bedt om at dele dine personlige erfaringer med at blive stigmatiseret og diskrimineret på skoler og arbejdspladser i Københavns Kommune. Du vil blive honoreret for din indsat.
Hvis du har lyst til at blive en del af Brobyggerkorpset, og derved styrke tolerancen og demokratiet i Københavns Kommune, så udfyld ansøgningsskemaet, og du vil blive kontaktet af os medio oktober. Men skynd dig – der er kun et begrænset antal pladser!
Du tilmelder dig Brobyggerkorpset her.
Verden er markant forandret i løbet af blot de seneste fem år. Krige er brudt ud, en pandemi har raset, kunstig intelligens er slået igennem, klimaforandringer har givet både oversvømmelser og tørke.
Gennem alle disse forandringer har en klar ide og en lille forening vokset sig større. Som svar på polariseringen og den til tider håbløse omverden har vi i Brobyggerne samlet mennesker for at bygge bro og skabe håb om, at vi kan godt. Sammen.
Mange tusind kopper dialogkaffe er skænket og mere end 10.000 brobyggere har meldt sig til for at insistere på dialogen. Det er værd at fejre. Derfor inviterer vi til Brobyggernes 5-års fødselsdag og åbent dialoghus den 26. august.
Her ser vi både frem og tilbage for at blive klogere på dialogens betydning og hvordan, det egentlig står til med splittelsen som udfordring og dialogen som svar. Er der lys eller dystre udsigter forude? Har dialogen vundet frem eller er tvunget tilbage? Og hvordan skal vi se og begribe samtalens betydning for en række forskellige områder?
Kom og hør blandt andre forfatter og prof. Emeritus Ditlev Tamm for fortæller om dialogen i retsvæsenet, forfatter og tidl. generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm om dialogen i nødhjælpsarbejdet, direktør Lisbeth Jessen om dialogen i voldsramte relationer, underviser og konfliktmægler Marianne Munis om og generalsekretær Özlem Cekic om dialogkaffen med uenigheder.
TID OG STED
26. august 2024 kl. 17.00
KVUC
Vognmagergade 8
1120 København K
Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.