I sidste uge deltog 250 engagerede grundskoleelever fra to københavnske skoler i Brobyggerugen. De er blevet trænet i at håndtere konflikter, de har fået øjnene op for deres egne fordomme, og så har de fået venskaber på tværs af kulturer, religioner og andre fællesskaber.
250 elever på den jødiske friskole Carolineskolen og den minoritetsrige Lundehusskolen deltog sidste uge i Brobyggerugen, hvor eleverne blev undervist i konflikthåndtering og trænet i at rumme hinandens forskelligheder.
Og tilbagemeldingerne fra eleverne er entydige; mødet med ’de andre’ har været både sjovt og udfordrende – og så har det rykket ved deres fordomme: ”Jeg har lært at være mere åben overfor mennesker, jeg er uenig med, eller som ser anderledes ud end mig, og prøve at forstå dem”, fortæller en af eleverne for eksempel, mens en anden fremhæver, at hun er blevet mere opmærksom på måden, man taler med hinanden på: ”Jeg har lært, at det er vigtigt at holde en god tone i en dialog, selvom vi er forskellige og tænker anderledes”.
I Brobyggerugen har de to udvalgte skoler arbejdet med emner som frihedsrettigheder, dialog og demokrati. Eleverne blev i løbet af ugen klædt på til rumme forskellighed og håndtere både store og små konflikter i deres dagligdag – og så fik de besøg udefra af organisationer, der gav dem indblik i arbejdet med emnerne i praksis.
De mødte bl.a. Sabaah, der holdt oplæg om, hvordan det er at være LGBT+-person med minoritetsetnisk baggrund; de fik besøg af De nye stemmer, hvor en jøde og en muslim i fællesskab talte med eleverne om fordomme og forskelligheder – og af Kulturmødeambassadørerne, som snakkede med eleverne om identitet og det at være såkaldt ’bindestregsdansker’.
”Organisationerne, der besøgte skolerne i Brobyggerugen, gav eleverne et ærligt og åbent indblik i deres personlige oplevelser og de fordomme, de har mødt – fx som homoseksuel, jøde eller minoritet på anden vis. Nogle elever følte sig måske genkendt, andre fik et tiltrængt indblik i, hvad det vil sige at føle sig anderledes. Og så stillede de en masse nysgerrige spørgsmål”, fortæller Özlem Cekic, der er generalsekretær i Foreningen Brobyggerne.
Som afslutning på temaugen mødtes de to skoler til en fællesdag, hvor eleverne øvede sig i det, de har arbejdet med i løbet af ugen – at være åben, nysgerrig og undersøgende i mødet med noget nyt. ”Det var sjovt at drikke dialogsodavand og snakke med nogle nye mennesker”, fortæller en elev, mens en anden fremhæver, hvordan han helt konkret har fået nye indsigter om sine egne fordomme: ”Jeg har lært, at mine fordomme om jøder var ikke sande”.
Og netop den erkendelse er helt afgørende; at eleverne slet ikke er så forskellige deres jævnaldrende med andre baggrunde, som de måske tror, fortæller Özlem Cekic:
”Vores erfaring er, at eleverne hurtigt opdager, at de har en masse tilfælles. Det kan godt være, de andre ikke spiser svinekød, eller at de har andre helligdage end dig. Til gengæld elsker de også fodbold, de synes også, matematik er kedeligt, og de samler også på Pokemon-kort. Tit opdager de, at der er meget mere, der samler dem, end der splitter.”
Også lærerne har været begejstret for at deltage i Brobyggerugen og fortæller, at det har været givende at arbejde på tværs af årgangene – og at temaugen har givet anledning til vigtige snakke om normer, seksualitet og religion.
Og selvom temaugen er overstået, fortsætter venskabet og samarbejdet mellem skolerne, fortæller Tobias, der er lærer på Lundehusskolen: ”Det har været helt kanon. Og vi har allerede fået datoer i kalenderen for det næste møde med Carolineskolen”.
Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.