STØT

BROBYGGERNE

Dialogværksted
- lærerkursus

Kom på lærerkursus

Elever skal dannes til at udvise den tolerance, de ønsker, at andre skal udvise over for dem. Det kan være noget så lavpraktisk som at acceptere klassekammeratens tøjvalg eller medlemskab af en bestemt fodboldklub. Eller at rumme klassekammerater som har en anden tilgang til alkohol og fester. Skolen er unik arena for at træne tolerance for det, der er anderledes, og skabe fællesskaber på tværs af forskelligheder. Her spiller lærerne en afgørende rolle som rollemodel og som den fornemste repræsentant for demokratiet i klasseværelset. Det er et stort ansvar.

I foreningen har vi siden 2018 arbejdet med dialog og brobygning blandt skoleelever i København, og siden 2021 har også lærerne været på brobygger-skolebænken. Erfaringer fra pilotprojektet viser, at lærerkurserne skaber ejerskab, så brobygger-metoderne forankres på skolerne på sigt, og at lærerne efter forløbet er motiverede og fagligt klædt på til selvstændigt at kunne arbejde med Brobyggerugens undervisningsmaterialer.

I skoleåret 2023-24 er det igen muligt for lærere at komme på brobyggernes gratis lærerkursus ”Dialogværksted”.

Hvad er Dialogværkstedet?

Dialogværkstedet er et kursus for grundskolelærere, der ønsker kompetencer til at styrke dialogen og skabe rum for samtale om svære emner i klasseværelset. Efter kurset er lærerne klædt på til at anvende Brobyggerugens undervisningsmaterialer på egen hånd – enten ved at integrere det i fagundervisning, til undervisning af et temamodul eller til en hel uges temaundervisning.

På kurset møder lærerne dygtige undervisere indenfor retorik, konflikthåndtering og normkritik, der inspirerer og sikrer fagligt ballast. Lærerne arbejder desuden med deres egne normer, fordomme og kulturelle blindheder, og de afprøver øvelser fra Brobyggerugens undervisningsmateriale.
Se et eksempel på et program for kurset her!

Det er første gang, at jeg oplever alle udskolingens lærere bakke op om et projekt, og det er fordi, det taler 100% ind i det, vi står med hver dag, som er svært. Det har været givende at få nogle redskaber til at gå ind i det svære”    
     - Souschef på en folkeskole

”Det bedste har været samarbejdet med kollegaer, at få ny viden og at få folk udefra til at tale om nogle af de emner, som kan være betændte"
     - Lærer, udskolingen

Fotos: Sophia Danker

Kom med på Dialogværksted

Bestil undervisningsmaterialet

Undervisningsmaterialet i brobygning opøver elevernes evne til at indgå i dialog og håndtere frygt og konflikter omkring ’anderledeshed’. Materialet består af en let tilgængelig undervisningsmanual, et stort øvelseskatalog, begrebsdefinitioner og anvisninger for tilrettelæggelse af undervisningen, samt oversigt over organisationer der laver skolebesøg om emnerne og anbefalet litteratur.

Undervisningsmanualen er opdelt i seks afsnit med materiale til 1-2 modulers undervisning om temaet. Et afsnit består af en baggrundstekst med hovedpointer, øvelser og forslag til andet materiale, der kan bruges i undervisningen. Materialet indeholder følgende temaafsnit:

  1. Demokrati og forskelligheder
  2. Sprog der åbner og lukker
  3. Normer
  4. Fordomme og forforståelser
  5. Kommunikation
  6. Konflikter og løsninger

I øvelseskataloget finder du 25 øvelser med detaljerede vejledninger, der er lige til at samle op og gå i gang. Øvelserne træner elevernes evne til at rumme forskellighed, og der sættes fokus på fordomme over for andres religion, sprog, kultur, etnicitet, seksuelle identitet, holdninger og grænser – i klassen og på samfundsniveau.

Undervisningsmaterialet ”Brobyggerugen” er gratis og kan bruges uanset om du planlægger en hel temauge, eller søger inspiration til et enkelt moduls undervisning.

Bestil undervisningsmaterialet

Samarbejdspartner

Dialogværkstedet er støttet af William Demant Fonden.

 

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.