I sidste uge deltog 250 engagerede grundskoleelever fra to københavnske skoler i Brobyggerugen. De er blevet trænet i at håndtere konflikter, de har fået øjnene op for deres egne fordomme, og så har de fået venskaber på tværs af kulturer, religioner og andre fællesskaber.  

250 elever på den jødiske friskole Carolineskolen og den minoritetsrige Lundehusskolen deltog sidste uge i Brobyggerugen, hvor eleverne blev undervist i konflikthåndtering og trænet i at rumme hinandens forskelligheder.

Og tilbagemeldingerne fra eleverne er entydige; mødet med ’de andre’ har været både sjovt og udfordrende – og så har det rykket ved deres fordomme: ”Jeg har lært at være mere åben overfor mennesker, jeg er uenig med, eller som ser anderledes ud end mig, og prøve at forstå dem”, fortæller en af eleverne for eksempel, mens en anden fremhæver, at hun er blevet mere opmærksom på måden, man taler med hinanden på: ”Jeg har lært, at det er vigtigt at holde en god tone i en dialog, selvom vi er forskellige og tænker anderledes”.

I Brobyggerugen har de to udvalgte skoler arbejdet med emner som frihedsrettigheder, dialog og demokrati. Eleverne blev i løbet af ugen klædt på til rumme forskellighed og håndtere både store og små konflikter i deres dagligdag – og så fik de besøg udefra af organisationer, der gav dem indblik i arbejdet med emnerne i praksis.

De mødte bl.a. Sabaah, der holdt oplæg om, hvordan det er at være LGBT+-person med minoritetsetnisk baggrund; de fik besøg af De nye stemmer, hvor en jøde og en muslim i fællesskab talte med eleverne om fordomme og forskelligheder – og af Kulturmødeambassadørerne, som snakkede med eleverne om identitet og det at være såkaldt ’bindestregsdansker’.

”Organisationerne, der besøgte skolerne i Brobyggerugen, gav eleverne et ærligt og åbent indblik i deres personlige oplevelser og de fordomme, de har mødt – fx som homoseksuel, jøde eller minoritet på anden vis. Nogle elever følte sig måske genkendt, andre fik et tiltrængt indblik i, hvad det vil sige at føle sig anderledes. Og så stillede de en masse nysgerrige spørgsmål”, fortæller Özlem Cekic, der er generalsekretær i Foreningen Brobyggerne.

Som afslutning på temaugen mødtes de to skoler til en fællesdag, hvor eleverne øvede sig i det, de har arbejdet med i løbet af ugen – at være åben, nysgerrig og undersøgende i mødet med noget nyt. ”Det var sjovt at drikke dialogsodavand og snakke med nogle nye mennesker”, fortæller en elev, mens en anden fremhæver, hvordan han helt konkret har fået nye indsigter om sine egne fordomme: ”Jeg har lært, at mine fordomme om jøder var ikke sande”.

Og netop den erkendelse er helt afgørende; at eleverne slet ikke er så forskellige deres jævnaldrende med andre baggrunde, som de måske tror, fortæller Özlem Cekic:

”Vores erfaring er, at eleverne hurtigt opdager, at de har en masse tilfælles. Det kan godt være, de andre ikke spiser svinekød, eller at de har andre helligdage end dig. Til gengæld elsker de også fodbold, de synes også, matematik er kedeligt, og de samler også på Pokemon-kort. Tit opdager de, at der er meget mere, der samler dem, end der splitter.”

Også lærerne har været begejstret for at deltage i Brobyggerugen og fortæller, at det har været givende at arbejde på tværs af årgangene – og at temaugen har givet anledning til vigtige snakke om normer, seksualitet og religion.

Og selvom temaugen er overstået, fortsætter venskabet og samarbejdet mellem skolerne, fortæller Tobias, der er lærer på Lundehusskolen: ”Det har været helt kanon. Og vi har allerede fået datoer i kalenderen for det næste møde med Carolineskolen”.

Inde på Brobyggerkontoret er vi så lykkelige over at vi nu har rundet 5000 medlemmer. Bent Melchiors ambition var at vi skulle nå op på 10.000 medlemmer og nu er vi halvvejs! Vi håber at vi i fremtiden kan blive til en massebevægelse, hvor alle individer tager ansvar for den gode dialog. Det her er et kæmpe skridt i den retning.

I slutningen af juli igangsatte Dagbladet Politiken en indsamling for vores forening til ære for Bent og Lillian Melchior. Vi er meget beæret over initiativet, som har givet os næsten 500.000 kr. og 1000 nye medlemmer. Velkommen i foreningen til alle de nye medlemmer!

Selvom Politikens indsamling er slut, tager vi selvfølgelig hjerteligt imod alle dem som stadig vil være medlemmer i foreningen og bringe Bents ånd videre. Skriv en SMS til 1217 med beskeden "BRO" og meld dig ind!

Vi glæder os til at bruge alle de nye midler til endnu flere brobyggende arrangementer og projekter! Den 19. august afholdte vi det første foredrag om Özlems nye bog "Tak for Kaffe" - helt gratis og specielt for vores medlemmer. Medlemsarrangementer kommer der mange flere af! Det glæder vi os til at fortælle om i vores næste nyhedsbrev.

Derudover er vi i fuld gang med vores projekt "Brobyggerugen", hvor vi har afholdt vores første lærerseminar i starten af august. Du kan læse mere om projektet her på hjemmesiden. Og vi har mange flere initiativer på vej.

Tak endnu engang for jeres støtte, varme beskeder til Bent og forhåbninger for foreningens fremtid.

Læs Politikens artikel om indsamlingen for Bent her.

Özlem Cekic blev inviteret til at diskutere #FremtidensDanmark med Statsministeriet. Bragt d. 22. august i Jyllandsposten med Jane Sandberg (bestyrelsesformand for foreningen).

Vores største bekymring er mistilliden

Hvis målet​ for Danmark og danskernes liv er sammenhængskraft, må dialogen mellem borgere, mellem borgere og institutioner og borgere og politikere styrkes.

Det danske demokrati er sygt. Derfor har statsministeren besluttet sig for at give det en behandling. Vi er ikke de eneste, der er inviteret til et stort møde i morgen med regeringen i Fredericia. På mødet skal der arbejdes for at finde løsninger på strukturelle udfordringer i vores samfund. Ud over os er repræsentanter fra erhvervslivet, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner og politikere inviteret til at komme med deres bud på fremtidens Danmark.

Problemer er der nok af. De reformer, Folketinget beslutter – uanset om det gælder folkeskolen, førtidspensionen, politireformen, anbringelsesområdet eller skattesystemet – virker sjældent efter hensigten. Klimaforandringerne, integrationsudfordringerne og flygtningestrømme kræver bæredygtige svar.

Men medierne efterlyser handlekraftige politikere, der kan levere hurtige svar, som kan koges ned til 20 sekunder. Politikerne har til gengæld ikke tid til at sætte sig ind i de komplicerede sager, da magtkampe, interne intriger og den barske arbejdskultur på Christiansborg suger deres energi og ressourcer.

Danmark har traditionelt været et samfund, hvor tilliden til institutioner og til medborgere på tværs af sociale og politiske skel har været høj. Den position er vi ved at sætte over styr. Vi har haft gode rammer for at håndtere vores uenighed og forskellighed, men alligevel føler mange borgere sig utrygge. Deres tillid til politikerne er lav, og mange afholder sig fra at blande sig i debatten. Faktisk siger næsten 60 pct., at de undlader at blande sig, fordi tonen er blevet for hård og kontant. Det er her, behandlingen skal begynde.

Vores største bekymring er mistilliden. Dyrkelsen af fjendebilleder. Ekkokamre og en vigende vilje til at lytte til hinanden. Dæmonisering og dybe grøfter mellem befolkningsgrupper truer ganske simpelt sammenhængskraften i vores samfund. Forskning viser, at hver fjerde ikke har lyst til at have en nabo, der er medlem af Enhedslisten eller Dansk Folkeparti. Denne form for splittelse skaber et polariseret samfund, hvor friheden og tolerancen er under pres.

Først når vi har løst den udfordring, kan vi for alvor sætte ind på de øvrige flanker.

Hvis målet er sammenhængskraft, må dialogen mellem borgere, mellem borgere og institutioner og borgere og politikere styrkes. Visionen må være et samfund, der bygger på og fremmer de danske traditioner om forskellighed og uenighed. Og vi må sætte ind helt fra vores børn er små, for også hos dem kan vi se et alvorligt skred. Børn fødes åbne og fordomsfrie, men allerede i grundskolen sætter de spørgsmålstegn ved det, de ikke kender.

Skolevalget i 2015 viste, at 45 pct. af 8. og 9. klasseelever mente, at ytringsfriheden ikke skal gælde muslimer, mens næsten hver tredje mente, at ytringsfriheden ikke bør gælde homoseksuelle. Undersøgelsen er en understregning af, at ingen bliver født som demokrater, men vi skal dannes og uddannes til det, hvis vi skal skabe et frit samfund.

Vores råd til regeringen på mødet i morgen vil være at medicinere hårdt, når det gælder vores demokratiske samtale. Hvis reformer skal lykkes og udfordringer løses, må politikerne og medierne fokusere på sagens kerne og borgerne dannes og uddannes til at være aktive demokrater. Et sundt demokrati er kendetegnet ved, at vi evner at rumme forskelligheder og lytte til hinanden. Ikke med det mål at blive enige, men for at skabe plads til, at vi kan leve side om side.

Vi bor i et velfærdssamfund. Der er utroligt mange gode ting at sige om det, men bagsiden er, at vi tror, vi kan udlicitere alt: Kommunen skal sende besøgsvenner til de ensomme. Har du brug for hjælp, skal du til socialforvaltningen, og daginstitutionerne passer børnene. Det er rigtig fint, men der er også opgaver, der ikke kan udliciteres.

Kampen for demokratiet bærer den enkelte på sine skuldre. Det ansvar skal enhver borger føle. Og alle skal kende deres mulighed for at handle demokratisk. Det kræver, at vi tager vores personlige ansvar for dialogen alvorligt. Og det kunne fint begynde på regeringens møde i morgen.

En dag kørte jeg med Bent Melchior fra Midtjylland til København. Vi talte om at gøre en forskel. Jeg fortalte om, at jeg havde set i fjernsynet at der var et topmøde i FN, hvor Angela Merkel og Obama sad sammen ved det store bord. De gør en forskel sagde jeg.

På det tidspunkt var jeg stoppet i dansk politik, og jeg tror, han kunne mærke en tristhed i min stemme. Bent kiggede på mig og med glimt i øjet sagde: "Nu kommer jeg til at skuffe dig. Men hvis du har planer om at stille op som kansler i Tyskland, så kan jeg lige så godt fortælle dig, at du ikke har en chance” Det var svært at ikke grine med Bent. Men pludselig blev hans stemme alvorlig. "Den største forskel gøre man i det nære. Du har tre børn. Først og fremmest skal du sørge for at de bliver demokratiske, modige og kærlige mennesker,” sagde han.

Når man kender Bent fire sønner, så ved man, at Bent gjorde en kæmpe forskel. Jeg vil gerne først og fremmest kondolere Bents fire sønner, svigerdøtre, børnebørn og oldebørn. Et fællesskab som jeg er så heldig at være en del af.

Jeres smerte må være ubærlig. Som en klog man engang har sagt. Man kommer ikke over et nært familiemedlems dødsfald, men man kan i bedste fald komme igennem det.

Da Kristelig Dagblad spurgte Bent Melchior i 2017, hvad han gerne ville huskes for, sagde han: Som en person der har gjort sig umage for at gøre denne verden bedre.

Bent gjorde sig umage. For ham var solidaritet ikke bare et ord han brugte i sin festtaler. Han var solidarisk med de udsatte, med dem der var på flugt og dem som blev dæmoniseret.

Bag hvert ord, var der en handling. De sidste 12 år var jeg så heldig at rejse rundt med Danmarks største brobygger. Trods for hans motto var "Vi bygger bro" uden at bruge CO2, kørte vi tit rundt i min bil eller i hans gamle Audi, som han aldrig låste med argumentet, at ingen ville gøre sig den ulejlighed at stjæle en den. Den blev naturligvis stjålet en dag. Og Bent var glad for, at den havde tjent et større formål, da politiet fortalte ham, at den var brugt som en rampe.

Uanset om vi kørte rundt til brobygningsarrangementer mellem muslimske og ikke muslimske friskoler. Uanset om vi bankede på hos moskeer, udsatte boligområder i Gellerup eller var i bibliotek i Gentofte, eller delte et måltid mad til Ramadanmiddage, julefrokoster, Shabbataftener, udviste han stor respekt for sine medmennesker. – også til dem, som ikke altid fortjente den.

Bent var modig. Da han mødtes med Grimhøjsmoskeen, blev han af sine kritikere kaldt for naiv. Bent var ikke så optaget af, hvilke titler andre gav ham. Han var en ægte leder. Ikke en af slagsen, der følger folkestemningen og lever i ekkokamre. Nej, men den der gjorde sig umage for at gøre verden et bedre sted at være. Han insisterede på dialogen. Han var nysgerrig. Også på sin fjenders holdninger. For hans motto var at freden kunne ikke skabes med vennerne. Man var nødt til mødes og også tage de den kritiske samtale med fjenderne. Han sagde:

"Uden dialog kommer vi på afveje, der fører til fordomme, til hadefulde tilstande. Derfor er det alt for letfærdigt at afvise dialogen, der skal føre til gensidig forståelse og måske til tider til nytænkning."

Han stillede sig gerne i orkanens øje og var villig til at betale prisen for nytænkningen. Det er ikke gratis at arbejde for demokratiet sagde han. Hans handlinger var ikke lette. Men det var også det der gjorde Bent til den fødte leder. Han kunne give håb og var fyldt med optimisme.

Humor var hans stærke våben. Den brugte han generøst. Han kunne løsne enhver anspændt stemning og derefter levere den ene skarpe holdning efter den anden. Han havde et stærkt kompas, men aldrig en moralsk løftet pegefinger. Men man var aldrig i tvivl om, hvad han var dannet af og hvad han mente. Han var ikke bange for at mene noget eller rykke sig holdningsmæssigt.

Mens de fleste religiøse ledere var imod afskaffelse af blasfemibaragraffen, mente Bent at ingen religioner skulle fritages for kritik. Han var forud for sin tid.

Han var belæst, men aldrig belærende. Han mødte sine medmennesker ligeværdigt. Uanset om det var drengen fra 6. klasse på Tingbjergskolen, kassedamen på Molslinjen eller professoren, der var imod drengeomskæring. En ting fik altid ham til at græde. Det var, når han talte om, hvordan middelhavet havde udviklet sig til den største massegrav. Hans kamp for menneskerettigheder var en kæmpe inspiration for os andre.

Bent tog livet alvorligt og var ikke altid nem at imponere.

Jeg kan huske, da vi begge fik en invitation til den franske præsident Macrons reception i København. Da jeg hentede Bent, sagde jeg for sjov, at hvis jeg ikke fik et billede med Macron, så var det hans skyld. Da vi ankom, stod alle ministre og vigtige personer i en lang kø. Pludselig fik nogle betjente øje på Bent, og de oplevede det næsten som en fornærmelse, da Bent ville vise dem sin invitation. Han blev straks ført ind i huset og fik den eneste stol i Skuespillerhuset, som han kunne sidde på. Antallet af mennesker voksede, og til sidst kunne vi intet se, der hvor vi sad. Alle stod tæt sammen, da Macron holdt en tale. Og da Macron gik ned fra talerstolen og blev omringet af mennesker, rejste Bents sig. Som da Moses delte det røde hav, rykkede alle sig til side for at give plads til Bent, og så stod vi pludselig foran Macron. Bent introducerede mig og jeg hilste på Macron. Bent kiggede på mig og sagde "nu fik du dit billede. Lad os tage hjem".

Jeg spurgte Bent, hvad han huskede fra arrangementet. Det eneste, der havde gjort et stort indtryk på ham var, at kronpinsen var kommet over til ham og havde hilst på ham og spurgt, hvordan han havde det. Bent var patriot, men aldrig nationalist.

Kære Bent.

Sammen byggede vi foreningen Brobyggerne op sammen med andre ildsjæle. Du var ambitiøs og ønskede dig 10.000 medlemmer første tre år. Da jeg fortalte dig, at nu havde vi rundet fire 4000 medlemmer, var din første kommentar, at nu manglede jeg de sidste 6. Utrætteligt stillede du op for at fortælle om samtalens nødvendighed. Du troede på det gode i mennesker og var en sand demokratiforkæmper.

Du var også min fortrolige ven i 12 år. Min inspiration. Mit fyrtårn. Min bestyrelsesformand. Jeg ved, du ikke bryder dig om for mange tillægsord i en tale. Du må tilgive mig. Jeg har ovenikøbet prøvet at begrænse mig. Du skulle ellers havde hørt News og co i går. Da kaldte de dig den danske Dalai Lama. Jeg kunne i studiet pludselig høre dig grine.

Tak for dig. Tak for at adoptere mig som dit barnebarn. Tak for din visdom, livsglæde og kærlighed.

Må du hvile i fred sammen med din elskede Lilian.

Jeg lover, at vi i Brobyggerne vil gøre os umage med at fortsætte, der hvor du slap.

Ære være dit minde.

Özlem Cekic, generalsekretær

Onsdag morgen, kort før dagen gryede, slukkedes et lys. Overrabbiner, fredsaktivist og brobygger Bent Melchior gik bort.  

92 år blev Bent. At skrive, han var mæt af dage, er så langt fra sandheden, man kan komme. Sin høje alder til trods, var Bent levende engageret. Han fulgte ikke bare med; han tænkte, skrev, debatterede og deltog i arrangementer.  

Siden efteråret 2019 var Bent formand for Foreningen Brobyggerne. At takke ja til sådan et hverv i en alder af 89, var noget han ofte selv fandt morsomt. Men heldigvis også vigtigt. Da foreningen omdannedes til en medlemsforening samtidig med, at Bent tiltrådte som formand, var det hans klare mål, at vi sammen skulle skabe en folkebevægelse. ”Vi skal blive 10.000 medlemmer”, var en ambition, som han ofte fremførte, når bestyrelsen mødtes for at lægge planer. Ved Bents bortgang er vi nået et stykke af vejen. Foreningen tæller i dag lidt over 4.000 medlemmer, og nye kommer til hver dag.  

Sammen deler vi visionen om at skabe rum til demokratiske samtaler på tværs af skel. Ikke med det formål at blive enige, men fordi et sundt demokrati er kendetegnet ved, at vi kan rumme hinandens forskelligheder. At vi kan tage samtalerne, ikke for at blive enige, men fordi vi evner at lytte til hinanden.  

Sidst vi to holdt møde med Bent, var hjemme i hans lejlighed for en månedstid siden, hvor vi planlagde efteråret for Foreningen Brobyggerne. Egentlig skulle vi have mødtes ude i byen, men elevatoren i Bents ejendom var i udu, og ugen inden havde han fået (endnu) mere bøvl med sine ben. “Tænk, at jeg må drømme om at få min gangart fra sidste uge tilbage”, skrev han med sin eminente humoristiske sans intakt! 

At Bent evnede at møde verden med så omfattende forståelse og kærlighed til sine medmennesker, var en dyb inspiration. Det kunne sagtens have set helt anderledes ud. For han havde om nogle oplevet, hvad had og fjendskab kan gøre ved mennesker. Som 14 årig flygtede han med sin familie til Sverige. Som 18 årig kæmpede han i den arabiske- israelske krig. Alligevel blev det fredens og samtalens vej, der blev hans. Alle der har mødt Bent vil vide, at troen på det gode i mennesker var hans kompas. 

Vi vil i Foreningen Brobyggerne bære Bents tanker, håb og drømme videre. Vi vil fortsat arbejde for at skabe den folkebevægelse for dialog, som han ønskede sig, nu med Bent som ledestjerne. 

Özlem Cekic, generalsekretær og Jane Sandberg, næstformand