brobyggerne, skribent på Brobyggerne

Jeg mødtes i dag med en brobygger i USA. Hun turde ikke at have sit ansigt på billedet. Det var en meget stærk oplevelse.

Hun arbejder med kvinderettigheder, men ikke direkte med abort spørgsmålet. Hun oplever voldsom modstand. Selv hendes far har smidt en stol efter hende midt i en diskussion.

Familier er splittet, fortæller hun, da vi mødes på en café. Hun er gudesmuk. Sindssyg skarp retorisk og utrolig engageret. Hun har en langt uddannelse og driver et stort firma med sin far.

Spørgsmålet om kvinderettigheder, børnepasning, barselsregler og lige adgang til uddannelse, er noget hun bruger alle sine vågne timer på. Hendes øjne bliver våde, da jeg spørger, hvor meget hun arbejder frivilligt ved siden af sit job. “Mine børn synes jeg arbejder hele tiden” siger hun.

Hun vil ikke kalde sig for aktivist, fordi hun mener, at ordet er forurenet.

Hun kalder sig for brobygger, da hun både samarbejder med republikaner og demokrater. Faktisk har hun hjulpet kandidater fra begge partier. Så længe de vil tale kvinderettighederne op, så længe vil hun stå lige bag dem.

Hun taler dog aldrig selv om "forlife" eller "forchoise". Disse ord dæmonisere og splitte amerikanere, mener hun. Hun vil gerne samle. Hendes erfaring er, at det er nærmest blevet en umulig opgave siden 2015.

Folk der tror på en løgn, tror jo i virkelighed ikke på noget, siger hun og i en vejrtrækning modsiger en række offentlige løgne om kvinder.

“Men jeg bliver ved!” siger hun med en styrke i stemmen, at jeg ikke er et øjeblik i tvivl. Men virkeligheden er desværre, som jeg også fortæller hende, så bliver menneskerettigheder og frihedsrettigheder stort set i alle lande i verden indskrænket.

Det vil tage årtier alene i USA at rette op, konkluderer hun.

Jeg møder mange på mine rejser, men sjældent præsenterer folk sig som brobygger. Hendes erfaringer er genkendelige for mig, da hun fortæller, hvor mange der modarbejder aktivt dialogen fra begge fløje.

Jeg roser hende for hendes mod. “Men alt det arbejde jeg laver, kan jeg ikke være ansigtet på, fordi prisen vil være for høj. Det har jeg lovet min familie” siger hun uden at uddybe.

Pludselig sidder vi dér - midt i en bogcafé, i verdens mest frie land og bliver tavse - sammen.

Denne kommentar blev først offentliggjort fredag den 25. oktober 2024 i Berlingske.

I vores lille andedam har vi opbygget en for belejlig fortælling om dem på den anden side af Atlanten, der har stemt eller agter at stemme på Trump, skriver Özlem Cekic.

Da den daværende demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, holdt en kampagnetale 9. september 2016, kaldte hun sin modkandidat Donald Trumps kernetilhængere en »basket of deplorables« . Frit oversat betyder det »en flok sørgelige tabere« .

Det var, hvad Trumps vælgere var for Clinton. På den kommentar forstår man, at medborgere, der står på den anden side af det politiske spektrum, ikke er værd at bruge tid på.

Der har ganske givet befundet sig en legitim politisk kritik et sted i Clintons rasen mod Trump, men i det øjeblik, hun rettede skytset mod de amerikanske vælgere, havde hun undergravet sin egen kritik og - værst af alt - gravet den i forvejen dybe grøft endnu dybere.

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, at de nedladende kommentarer faldt i 2016. Og selvom vi næppe kommer til at se Kamala Harris komme med en lignende bemærkning, så tror jeg, at Clintons kommentarer var udtryk for et problem hos Demokraterne, som endnu ikke er løst.

For mig at se udstillede Clintons kommentarer om Trump-vælgerne nemlig Demokraternes manglende evne til at sætte sig ind i arbejderklassens udfordringer. Historisk har Demokraterne ellers været dem, der sikrede arbejderne og underklassen de basale sociale, politiske og økonomiske rettigheder.

Den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris, stillede for nylig op til interview på Fox News, der som bekendt er en Trump-venlig kanal. Da hun blev spurgt om, hvorfor hun omtaler de republikanske vælgere som værende dumme, afviste hun på stedet påstanden som falsk. Det er da trods alt en forbedring fra Clintons bemærkninger i 2016.

Men vi kommer ikke uden om, at selvom hverken Harris eller Demokraterne direkte siger, at Trumps vælgere er dumme eller ynkelige, er der ikke alene i USA, men også i resten af verden, skabt et billede af Trumps vælgere som ekstremister.

Det er billedet, der forståeligt nok blev forstærket ved stormløbet på Kongressen 6. januar 2021. Men det er et fåtal af de 74 millioner mennesker, der i 2020 stemte på Trump , og som vi trods alt må gå ud fra ikke alle er ekstremister. Det ville være en påstand, der var langt ude, ville det ikke?

Jeg er selvfølgelig klar over, at det er meget svært at stille det spørgsmål i Danmark, og at jeg nok allerede har stødt nogle læsere på manchetterne.

I en ny gallupmåling fra instituttet Verian svarer 88 procent af danskerne, at de ville sætte deres kryds ud for den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris, hvis de kunne stemme ved det amerikanske præsidentvalg 5. november. Kun fem procent ville afgive en stemme på Trump.

Jeg påstår ikke, at jeg er anderledes. Tværtimod. Jeg ville også stemme på Harris, hvis jeg kunne. Men jeg tror alligevel, at fordi et så stort flertal af danskere støtter Harris, så skaber det en reel risiko for, at vi overser vores egen bias og vores fordomme om Trumps vælgere.

Trump ville være et katastrofalt valg for demokratiet, USA og verden. Det mener jeg til dels, fordi jeg er politisk uenig med ham. Men jeg mener sådan set heller ikke, at han besidder det format og de menneskelige egenskaber, der skal til for at lede den frie verden.

Derfor behøver vi imidlertid ikke at gøre Trumps vælgere til dårligere mennesker. Siden valget i 2016 har vi i vores lille andedam opbygget en fortælling om dem på den anden side af Atlanten, der har stemt eller agter at stemme på Trump.

Det har været en belejlig fortælling, fordi vi med et snuptag har kunnet bortforklare det radikalt anderledes valg af præsident uden egentlig at tage stilling til, hvorfor de har stemt, som de har stemt. Resultatet er en fortælling, der er karikeret, stigmatiserende og ekstremt fordomsfuld.

Uligheden er voldsom i USA. Den rigeste ene procent af befolkningen - populært kaldet » the top one percent « - ejer hele 30 procent af landets rigdom. Imens kæmper under- og middelklassen for at få enderne til at mødes og må ofte tage flere job.

Jeg kan da godt undre mig over, hvorfor Trumps vælgere så sætter krydset ved en mand, som selv er en del af overklassen. Men det er også en del af fortællingen, at den massive immigration presser lønningerne ned, skaber a- og b-hold på arbejdspladserne og udfordrer de amerikanske værdier i grænsestaterne.

Jeg skriver denne klumme fra West Virginia, hvor jeg indleder min dialogkaffetur i USA. Her vil jeg rejse rundt og blive klogere på amerikanernes holdninger og den splittelse, der har rodfæstet sig i det amerikanske samfund.

Måske kan jeg blive klogere på Trumps vælgere, og måske kan jeg endda blive klogere på mine egne fordomme og blinde vinkler.

Jeg møder hende på gaden. Det er meningen, at jeg skal komme ind til Trumps kampagnekontor i Charleston i West Virginia, men døren er låst. Men pludselig går døren op og jeg spørger hende, om hun ved hvordan jeg kommer op. Ja, der gør hun. Hun arbejder selv i kampagnen. “Kom om halvanden time” siger hun. Så er vi flere.

Men hun er alene, da jeg igen banker på. Hun undskylder nærmest over, at de andre ikke er kommet endnu. Bliver lidt overrasket over, at jeg gerne vil tale med hende. Det er tydeligt, at hun ikke selv synes, at hun er vigtig.

Men det er hun. Shelby har brugt alle sine vågne timer de sidste to år på at bringe Trump til magten. Stolt fortæller hun, at det tog fire år at tage magten fra demokraterne i delstaten, som havde siddet tungt på posten i 88 år. Nu har republikanerne ikke alene flertallet, men var også den stat, der havde sikret Trump absolut de fleste stemmer, sidste der var valgt i USA.

Shelby arbejder også i sin fritid for Trump. Det er lykkes hende fx at overbevise sin gamle far, de har stemt demokraterne hele sit liv, til at sætte sit X på republikanerne.

“Det er svært med min søster. Hun har set og arbejdet i verden” siger hun. Søsteren har i flere år arbejdet aktivt for at stoppe menneskehandel i Tanzania “Hun er meget mere woke” siger hun, uden at foretrække en mine.

Jeg spørger hende, om splittelsen også har gravet grøfter i hendes familie. Jeg fortæller om min far og mig. Han stemmer på Erdogan og i flere år har det splittet os.

“Nej. Jeg kan tale med alle fordi i sidste ende er vi alle borger i USA. SoMe er anderledes. Da kalder folk mig for bigot” siger hun. Hendes ansigt er igen udtryksløs. “Hvad er det?” spørger jeg hende.

Hun ved ikke, hvordan hun skal forklare det, men søger mod computeren og går igang med at læse op: en person, der er hårdnakket eller urimeligt knyttet til en overbevisning, mening eller fraktion, især en, der er fordomsfuld mod en person eller et folk på baggrund af deres medlemskab af en bestemt gruppe. En racist” slutter hun.

“Men nu er vi begyndt at kunne lige X (tidligere twitter) fordi Elon Musk har sørget for, at vi kan fortælle vores holdning uden at blive blokeret” fortæller hun.

Shelby er venlig. Imødekommende og et stille sjæl uden store armbevægelser. Hvad skriver hun mon sociale medier, tænker jeg.

Hun er bekymret for de høje benzinpriser, krigene der ingen ende vil tage i verden, de liberale abortregler. Shelby fik aldrig selv børn, men hun elsker sine niecer så højt, at alt det hun arbejder med handler om at skabe et bedre verden for dem.

Da jeg spørger hende om jeg må tage et billede af hende i hendes kontor, begynder hun at rydde lidt op, men giver hurigt op. “Jeg bør rydde dette kontor en dag” siger hun med et genert smil.

Jeg er inviteret af hende til Chris Tempel Church på søndag.

Da jeg går fra Shelby, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hun på den ene side bekræfter alle mine fordomme om republikanerne. Kristen, imod abort, blind Trump støtter.

Men på den anden side, er hun også alt andet end jeg har forventet. Kærlig, lyttende, ikke dømmende, oprigtig bekymret for den måde verden udvikler sig.

Jeg takker ja til invitationen i kirken og det bliver ikke et farvel men på gensyn.

Hvor skal vi flytte, når Trump vinder? Jeg havde dialogkaffe med dansk-amerikanere i Pennsylvania.

De er dybt bekymret for, at Trump vinder, men de frygter også den vold, der vil følge med, hvis han taber.

De har alle sammen overvejet, om de skulle flytte til et andet land, hvis Trump vandt. Det kunne være Mexico for at være tæt på deres børnene, Spanien eller et andet europæisk land. Danmark er ikke en mulighed for dem pga de stramme udlændigeregler.

“Her er vi immigranter, men i vores eget land er vi ikke engang velkomne” Vi glemmer nogle gange, hvor uretfærdigt vores udlændingeregler er.

De har venner som også er immigranter, hvis sikkerhed de er bange for, hvis Trump taber.

Deres venner er begyndt at overfører penge til udlandet i tilfælde af, at de kan være nødsaget til at flytte.

Jeg er chokeret over, hvor usikker de oplever fremtiden. Hvor kommer den usikkerhed fra, spørger jeg dem om. De fortæller, at der i USA altid har været to partier og begge partier har haft yderfløje. Men midten har altid kunne tale sammen. Det gør de ikke længere. Dialogen er erstattet med vrede, mistænkeliggørelse og kamp om fakta.

Det er især fakenews, de er bekymret for. Mange tror på konspirationsteorier. Etablerede medier har mistet troværdighed. Alle er blevet eksperter på sociale medier, hvor de spreder fakenews.

Fx fortæller de om, at nogle republikanere mener, at demokraterne står bag orkaner. Hvordan argumenterer man imod så groteske påstande, spørger en af dem.

Jeg bliver helt opslugt af deres frustration og til sidst tager jeg mig sammen og spørger om de selv kunne bygge broen til nogle af deres republikanske venner / kollegaer.

Svaret flader prompte fra en af dem “tiden er ikke til broer”. Men hvis ikke nu, hvornår så? spørger jeg. Vi taler længe om det personlige ansvar for dialogen, hvad ekkokamre gør ved fordommene og polariseringen.

Der bliver helt stille. “Jeg taler aldrig mere politik med mine republikanske venner. Ellers vil den sidste kontakt også forsvinde”, siger en af dem.

Da jeg går der fra, bliver jeg så trist over, hvor alvorligt det står til med polariseringen i USA.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på min samtale med professor Kenneth Gergen tidligere på ugen, der sagde, at det er ikke nok at bringe mennesker sammen. Dialogen skal understøttes og struktureres. Vi skal hjælpes til at bygge værdifællesskaber op før vi taler om, det der skiller os ad

Tusind tak til de kære dansk- amerikanere, for at bruge tid på at gøre mig klogere. Jeg håber inderligt, at solen vil skinne på jer og det land I bor i.

Hvordan kunne højtuddannede mennesker i Pennsylvania komme op at slås til et simpelt informationsmøde om corona? Kenneth J. Gergen ryster på hovedet, mens han fortæller om episoden, som han havde overværet.

“Det er ikke nok at bringe mennesker sammen. Dialogen skal understøttes og struktureres. Relationen skal opbygges systematisk” siger han.

Det er ikke hvem som helst, jeg har har en frokost aftale med i Pennsylvania.

Kenneth J. Gergen er professor i psykologi ved Swarthmore College i Pennsylvania i USA, grundlægger af Taos Instituttet og ekstern professor ved Tilburg Universitetet samt æresprofessor ved universitetet i Buenos Aires. Og modtager af utallige æresbevisninger, hans bøger er oversat til mange sprog incl dansk.

Han har facilieret dialogmøder mellem politiske modstandere og har en særlige viden om, hvordan man kan facilitere disse møder på, så deltagerne kan få en relation til hinanden.

Da jeg sidder i hans ekstrem smukke hjem, som er fyldt med kunst, suger jeg hver eneste af hans ord i mig.

Uden en ramme, vil de fleste dialoger ende i en blindgyde, siger han. Derfor slås voksne mennesker til coronamødet.

Han har læst en del om mig og mit arbejde og derfor tror jeg han ved, at har været med i Vild Med Dans, da han begynder at sammenligne dialogiske redskaber med dans (nej det vidste han ikke).

Det er utallige måder at bevæge sig på, siger han. Sammen sætter vi nævne på de forskellige danse: Tango kunne være en følelsesladet dialog. Samba en hvor humoren er i centrum. Pardans kunne fx være en debat. Pointen er, at der er ikke én måde at danse på. Derfor kræver dialog også mange forskellige redskaber.

Det andet er, at dem vi er uenige med, har vi tit en svag relation til, siger han. Derfor er det helt afgørende før man taler om det der skiller ad, at man fokusere på, det der samler: værdierne. Hvad betyder noget for mig og for dig. På den måde lærer vi noget om det andet menneske og det er med til at nedbryde fordomme og i sidste ende kan man leve sammen trods uenigheden, siger han.

Hans erfaringer er, at man generelt ikke skal tale om principper. Fordi det er en dialogdræber og enormt svær at argumenterer imod.

Men når man over tid har bygget relationen stærk nok op, kan man også tage hvilket som helst svært emne og tale om det, uden at man vil dæmonisere hinanden.

MEN siger professoren dybt alvorligt. Trump gør politik personlig og går efter folk personlig. Det betyder, at relationerne går i stykker. Det er farligt for et demokrati, når befolkningsgrupper bliver gjort til fjender. Han har aldrig tidligere oplevet at USA har været så polariseret.

Lederne ikke må splitte og borgerne må hjælpes og støttes i dialogen.

Jeg er så beæret over, at Kenneth har tid til at mødes med mig. Da jeg siger farvel til ham efter en skøn frokost og utrolig berigende samtale, siger han, at han har talt med sine venner i Danmark og de havde sagt, at det jeg lavede med Brobyggerne var rigtig godt.

Jeg prøver at styre mig, men kan næsten ikke være i mig selv af den ros jeg får af ham selveste Kenneth J. Gergen!

Trump kalder os enten for dyr, eller at vi spiser folks kæledyr. Han siger, at vi forgifter amerikanernes blod, kommer fra fængsler og sindssygeanstalter. Følelserne lå helt uden på tøjet, da jeg mødtes med disse mennesker i aftes i den vigtige svingstat Pennsylvania.

Tre af dem var repræsentanter fra latinamerikanske organisationer. En af dem arbejdede med klimaforandringer. To af dem indsamlede millioner, som blev brugt som håndsrækning til familier, som var socialt, økonomisk og sundhedsmæssigt udfordret i livet.

Dét de alle havde til fælles var, at de frygtede, at Trump vandt valget. Ikke fordi de havde et generelt problem med republikanerne. De havde både familiemedlemmer, venner og kollegaer, som stemte på partiet, som de i øvrigt ikke længere talte politik med. De havde et problem med Trump. Alle hans løgne. Mistænkeliggørelse. Trusler. De var dybt frustreret.

De frygtede, hvordan immigrantens hverdag vil se ud, hvis Trump vandt. I forevejen er der vilkårlighed i anholdelse af immigranter og af deportationer, sagde de. Men især latinamerikanerne følte sig fremmedgjort og fjendeliggjort. De var total ærlige omkring, de udfordringer, der også var med immigration. Flere af dem havde forslag til en immigrationsreform, hvor dem der boede i landet fik flere rettigheder, mens man lukkede døren til dem, der var uden for USAs grænser.

Det er altid en meget specielt oplevelse at mødes med andre minoriteter i verden. For der et fælles sprog imellem os pga de smertefulde oplevelser, vi hver især har med racismen, hadet, forskelsbehandlingen, diskriminationen, stigmatiseringen.

En fælles bagage med erfaringer.

Men jeg kom jo fra Danmark. Vi brugte lang tid på at samligne de to lande. Stolt fortalte jeg, at vi var en af de mindst korrupte lande med høj tillid til myndigheder. Det sted i verden, hvor det var bedst at være mor. Vi var dem der havde de høje skatter, men et sikkerhedsnet og velfærd for borgere. Men ligesom i USA -måske ikke i samme grad, havde vi også udfordringer med dialogen med dem, vi var uenige med.

Jeg fortale dem om dialogkaffe og hvordan de selv kunne bygge broen til Trumps vælgere, som de havde brugt hele aftenen på at kritisere.

Dæmoniserer I selv, spurgte jeg til sidst, da jeg kunne mærke, at vi efter aftensmaden havde bygget tilliden op. (Derfor er mit slogan: der hvor der er mad, er der fred)

Jeg var meget spændt på, hvordan de ville reagere på min meget direkte facon. Ja, svarede de. Vi har også fordomme. Og vi dømmer også. Vi afskriver også dem for samtalen. Vi ønsker heller ikke dialogen med dem, fordi de angriber hele tiden os. Måske tænker de det samme om jer, sagde jeg. Der blev stille.

Jeg fortalte om min egen rejse fra grøftegraver til brobygger. Og da aftenen sluttede sagde flere af dem, at de måske burde invitere nogle af deres republikanske venner til dialogkaffe

Jeg mødtes i dag med en brobygger i USA. Hun turde ik at have sit ansigt på billedet. Det var en meget stærk oplevelse.