08.11.2016

Vi på venstrefløjen har for ofte signaleret, at de, der stemmer på Dansk Folkeparti, var dårlige mennesker. Men den måde at skabe dialog på dur ikke. Vi er nødt til at bygge broer frem for at dæmonisere dem, vi er uenige med.

Lige på den anden side af Øresundsbroen, i Skåne, har op mod en fjerdedel af vælgerne for nylig stemt på Sverigedemokraterna. Et parti med nazistiske rødder. Mit råd til svenskerne er: Isoler dem ikke. Men gør heller ikke som i Danmark, hvor de etablerede partier begyndte at kopiere Dansk Folkepartis løsninger og retorik, mens vi på venstrefløjen dæmoniserede partiets vælgere.

Vi skal ikke tage afstand fra mennesker, men fra holdninger. Og vi skal huske, at selv holdninger kan faktisk rykkes. Jeg ved det fra mig selv.

Da jeg var en lille pige, så jeg billeder af dræbte palæstinensiske børn. Jeg har aldrig sagt det til nogen, men jeg hadede jøder dengang. Alle jøder. Senere fik jeg jødiske venner og bekendte – og jeg holdt op med at se jøder som en samlet gruppe. Jeg holdt op med at holde dem kollektivt ansvarlige for hinanden. Jeg holdt op med at hade jøder.

Som teenager mødte jeg den anden side af hadet. Jeg gik med tørklæde, og en dag spyttede en ung fyr på mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at fjerne det slim, der hang ned fra mit tørklæde. Jeg hadede ham og alle andre danskere ’som ham’.

Jeg hadede dem, når de vrængede ’perker’ ad min mor, hvis hun på gebrokkent dansk prøvede at spørge kassedamen i Aldi om noget. Men som tiden gik, fik jeg flere og flere danske kammerater og kollegaer – og det gik op for mig, at man ikke kunne sætte alle i én bås.

I slutningen af 1990’erne var kampen mellem tyrkerne og kurderne intensiveret. Jeg skammede mig over at være en assimileret kurder, der ikke var i stand til at snakke kurdisk, og jeg hadede de nationalistiske tyrkere. Men også det had smeltede, da jeg mødte dem og lærte dem at kende som mennesker. Jeg er stadig politisk uenig med nogle af dem, men jeg hader ikke længere.

Men langt ind i mit voksenliv var der nu stadig én gruppe, som jeg fortsat hadede: racisterne. Dem, der beskyldte mig og min familie for at være nassere, kriminelle eller fundamentalister. Dem, der mente, at uanset om mine børn var født på Rigshospitalet og opvokset i Danmark, ville de aldrig blive danskere.

I mange år havde jeg egentlig et billede af mig selv som bedre end dem. Jeg dømte jo ikke folk på baggrund af deres religion, etnicitet, seksualitet, køn eller alder. Jeg var en åben person, der behandlede alle lige. Det bildte jeg mig i hvert fald ind.

Men senere opdagede jeg, hvor meget jeg havde taget fejl. Det startede med, at jeg som nyvalgt folketingsmedlem begyndte at få trusselsbreve, først i min mailboks og siden også i min private postkasse derhjemme. Ligesom jeg oplevede hetz på telefonen. Min søn spurgte, hvorfor nogle hadede mig, når de slet ikke kendte mig. »Fordi nogle mennesker bare er dumme«, svarede jeg. Men var det rigtigt? Hvorfor hadede de mig egentlig? Det besluttede jeg mig for at finde ud af, og jeg begyndte at kontakte nogle af dem, der skrev til mig.

»Du (tænker) kun (…) på at rage til dig og de fremmede, du repræsenterer«, stod der bl.a. i Ingolfs mail. Han blev den første, jeg mødtes med.

Mødet med Ingolf blev også et møde med mine egne fordomme. Jeg troede ikke, vi ville have noget til fælles, men det havde vi. Mens jeg lyttede til Ingolfs bekymringer, gik det op for mig, at jeg havde været præcis lige så fordomsfuld, som jeg beskyldte ham for at være. Han var hverken ond eller dum.

Det interessante var, at Ingolf følte sig lige så diskrimineret som jeg. Jeg fortalte, hvordan jeg oplevede, at en dansk buschauffør med vilje overså mig. Og så fortalte han, hvordan han gentagne gange havde oplevet, at en buschauffør med etnisk minoritetsbaggrund ikke stoppede bussen lige ved ham, men 1 meter længere fremme.

Det slog mig, at meget af det, man tolker som bevidste handlinger, ofte er misforståelser og mistanker. Mødet med Ingolf blev det første af flere møder med racisterne, som udviklede sig til møder med mine egne fordomme, mine egne forestillinger og mine egne generaliseringer. Ekstremisterne skal bekæmpes. Det er jeg enig i. Både dem på højre- og dem på venstrefløjen, og de religiøse ekstremister. Men det sker ikke, ved at man ignorerer dem.

Jeg har tidligere hørt mig selv sidde og forsvare alle indvandrere, som om jeg var deres advokat. Nu er jeg blevet bedre til at sige »Jeg kan godt forstå, at du er rasende over, at nogen begår kriminalitet. Det er fandeme heller ikke i orden«. Vi skal være bedre til at anerkende, at vi hver især faktisk har gode grunde til at være frustrerede. Men samtidig insistere på, at man ikke behøver hade alle mørkhårede, fordi man mødte en mørkhåret idiot. At ikke alle muslimer støtter de ekstreme terrorister i IS. Og at ikke alle, der stemmer på Dansk Folkeparti, er dumme racister.

Nytter det noget at mødes og insistere på samtalen? Ja, naturligvis! Det viser historien. For 99 år siden havde kvinder ikke stemmeret, for 41 år siden var abort forbudt, for 30 år siden mente mange i Danmark, at homoseksualitet var en sygdom, og for bare 17 år siden var det tilladt at slå børn. Men det er det ikke længere. Netop fordi der var nogen, der insisterede på, at debat kunne rykke holdninger. Men vejen til forståelse er ikke at ignorere de holdninger, man ikke kan lide. Holdninger kan ikke ties ihjel.

Desværre synes jeg, at vi politikere på Christiansborg ofte er med til at grave kløfterne dybere. Jeg har mistet tilliden til, at Christiansborg kan løse problemet. For politikere på både venstre- og højrefløjen falder tit over hinanden for at tegne fjendebilleder op. »Når man ikke kan indordne sig under de værdier og normer, der gælder i Danmark, må man overveje, om det er Danmark, man skal leve i, eller om det er et andet land« (Trine Bramsen, S).

»Det (er) primært muslimske indvandrere, der ikke hylder demokratiet og friheden« (Inger Støjberg, V).

»Og derfor gider jeg heller ikke længere lade Dansk Folkeparti sætte dagsordenen med deres småhysteriske paranoia …« (Zenia Stampe, R).

Eller hvis jeg skal se på mig selv, kan jeg huske, hvordan jeg som nyt folketingsmedlem højlydt undrede mig over, hvordan nogle af mine kolleger kunne finde på at give knus til folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti. Jeg kunne end ikke hilse på DF’erne, fordi jeg syntes, de var dårlige mennesker.

Jeg tror, at politikernes generaliseringer gør borgerne fremmede for hinanden. Der går let overbudspolitik i, hvem der er bedst til at dæmonisere. Og dæmoniseringen af minoriteterne i Danmark – såvel som dæmoniseringen af folk, der stemmer højrenationalt – gør, at vi frygter hinanden og glemmer at være nysgerrige. Det truer sammenhængskraften i samfundet.

Folket er nødt til at tage magten tilbage for selv at bygge de broer, som politikerne desværre har brændt ned. Der er brug for en folkebevægelse, der taler hadsk retorik imod. Jeg er begyndt at invitere mig selv til kaffe hos dem, der vil være med til at bygge bro. Det håber jeg, at mange andre også vil gøre.

Mit råd til vores naboer på den anden side af Øresundsbroen i Skåne: Lad være med at dæmonisere den fjerdedel af vælgerne, der stemte på Sverigedemokraterna. Lad være med at give partiet en martyrrolle. Den stigende opbakning til partier som Sverigedemokraterna i Sverige, Front National i Frankrig og Dansk Folkeparti i Danmark ser jeg som et advarselssignal om, hvor store befolkningsgrupper der oplever sig som marginaliseret og svigtet af politikerne og derfor vælger at lytte til kræfter, der taler hadet op og dialogen ned.

Svaret er hverken at møde had med had eller at tale hadet efter munden. Men at tage en dialog for at finde reelle løsninger på de problemer, der optager vælgerne: bekymring for fremtiden, for jobbet, for de manglende sociale ydelser og for et svækket velfærdssamfund med udmagrede sygehuse, skoler og plejehjem.

Sæt nu vand over til kaffen. Vi har meget at snakke om. Hvis vi har mod til det.

Bragt i Politiken 15/11 2014