STØT

BROBYGGERNE

Reportage: ”Se min kjole, den er klar til kamp”

Reportage: ”Se min kjole, den er klar til kamp”

”Kampdagen minder os om, at der stadig er kampe, der skal kæmpes”

Sådan udtalte Linda Nørgaard, da vi den 7. marts 2022 afholdte vores arrangement på Arbejdermuseet ’Se min kjole, den er klar til kamp’, hvor vi varmede op til Kvindernes Internationale Kampdag.

Du kan her se et udsnit af billeder og læse nogle af de mange kloge ord fra aftenen.

En samtale mellem Özlem Cekic, Samira Nawa, Sophie Løhde, Ida Rud, Johanne Helger Lund og Louise Kjølsen bød på erfaringer med køn, krop og hvad de møder i den offentlige debat. Hvorfor man skal blive ved med at være sig selv og gå i det tøj, man har lyst til – feminint eller ej – uagtet ens position. Det er dog ikke altid lige let, slet ikke når man møder kommentarer som ”det ville bare være lidt nemmere at tage dig seriøst, hvis du ikke havde kjole på. Eller farver på. Klædte dig lidt mere neutralt, lidt mere som en mand”…

Hertil kunne Sophie Løhde bl.a. fortælle om, hvordan mænd på vej til nytårskur hos Dronningen får seriøse spørgsmål om nytårstalen fra journalister, mens kvinder skal svare på, hvor de har købt deres kjole.

I samtale med Anja C Jensen, Jane Sandberg, Marchen Neel Gjertsen og Louise Degn spurgte Özlem ind til, hvordan det er at være kvinde i ledende positioner. Til det svarede Anja bl.a.: ”Jeg har min kvindelighed med i mit arbejde, og det tror jeg skaber nogle andre slags resultater”.

Aftenen bød og på underholdning fra fremtrædende kvinder på den danske kulturscene. Sanne Søndergaard leverede stand up for fulde gardiner – og lærte os, at kvinder faktisk gerne må fylde noget på en stol – og Pernille Rosendahl afsluttede ballet med fantastisk smukke sange.

Vi kunne ikke have forestillet os en bedre opvarmning til Kvindernes Internationale Kampdag. Tak til alle kvinder der stillede op og en varm tak til Arbejdermuseet, som dannede de smukke rammer for arrangementet.

Ordstyrere til arrangementet:

Özlem Cekic, generalsekretær for Foreningen Brobyggerne

Linda Nørgaard Andersen, Program- & Publikumschef hos Arbejdermuseet

Paneldeltagere:

  • Marchen Neel Geertsen (første kvindelige chefredaktør på JP)
  • Jane Sandberg (direktør Enigma, bestyrelsesformand brobyggerne)
  • Louise Kjølsen (feminist, medforfatter på ludermanifestet, debattør)
  • Ida Rud (journalist og aktiv kropsaktivist, bl.a. kendt fra dokumentaren ”Tykke Ida”)
  • Louise Degn (journalist, central i dokumentaren ”Sexisme bag skærmen)
  • Johanne Helger Lund (indehaver af Ecoture, har studeret kvindekroppen i flere årtier)
  • Anja Jensen (Formand/Forperson, HK)
  • Sophie Løhde (Politisk ordfører for Venstre)
  • Samira Nawa (Ligestillingsordfører for Radikale Venstre)

Kunsteriske indslag:

  • Sanne Søndergaard
  • Pernille Rosendahl
Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.