Hver gang vi møder et andet menneske, slår vores ubevidste fordomme til. Ud fra vores første indtryk – en ring i næsen, et tørklæde, en hættetrøje eller en kalot – digter vi straks en historie om det menneske, vi står overfor. Men hver af os rummer mange lag og mange historier.
Derfor arrangerer Brobyggerne og Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken i fællesskab en ramadanmiddag den 19. marts, hvor vi indbyder mennesker med forskellig baggrund, tro, uddannelse og alder til et festligt arrangement, hvor der bliver rig lejlighed til – på tværs af uenigheder – at tale sammen og lytte til hinandens mangfoldige historier.
Det er Festsalen på Københavns Rådhus, der skal danne ramme om en aften med underholdning, tiltrængt dialog, og ikke mindst et lækkert festmåltid.
Den årlige ramadanmiddag er tiltænkt muslimer, jøder, kristne og alle andre, som ønsker at samles om dialogen. Foruden et festmåltid tilberedt af Claus Meyer i samarbejde med Café Mors Varme Hænder, byder aftenen på underholdning og taler. Café Mors Varme Hænder er en erhvervsdrivende forening, der bliver støttet af den boligsociale helhedsplan i Tingbjerg og Husum.
Blandt de inviterede er civilsamfundsaktører, politikere, og repræsentanter fra forskellige trossamfund, såvel som kunstnere og unge fra København.
Ramadanmiddagen er en fejring af vores ligheder såvel som af vores forskelligheder. Det kan, særligt i urolige og polariserede tider, være svært at holde liv i dialogen. I kampens hede risikerer vi at miste blikket for den anden og reducere vores medmennesker til deres holdninger. Ramadanmiddagen er det helt konkrete skridt i den modsatte retning. Vores tilgang er nemlig, at ”hvor der er mad, er der fred”.
Program for aftenen
17.30 Velkomst ved Özlem Cekic og Jens-Kristian Lütken
17.45 Stand up ved Ray Samson
18.15 Digtoplæsning ved Haidar Ansari
18.30 Buffeten er åben (maden præsenteres af Claus Meyer og Güler Yagci)
19.10 Tale ved udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen
19.25 Musikalsk indslag ved Silk Road Orchestra
20.00 Tak for i aften
EN STOR TAK skal lyde til Politiken Fonden og Tuborgfondet for den økonomiske støtte til Ramadanmiddag 2025. TAK til Meyers og Mors Varme Hænder for at stille deres arbejdskraft til rådighed & TAK til alle, der har indvilliget i at stille sig op på scenen og gøre aftenen uforglemmelig.
Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.