Tale til Ramadanmiddag på Københavns Rådhus den 19. marts 2025

DET TALTE ORD GÆLDER 

Første gang jeg holdt ramadanmiddag i Folketinget i 2010, ringede PET for at høre, om der skulle være ekstra sikkerhed, for det kunne jo være, at deltagerne kunne lave ballade.

Der var sågar nogle, der troede, at man blev omskåret på vej ind til middagen!

Under coronaen blev vores virtuelle middag hacket af højreekstremister, hvor over 1000 gæster var vidner til, at et barn blev seksuelt misbrugt.

Der har været mange sjove – og nogle mindre sjove – forsøg gennem årene på at forhindre i at spise hummus sammen.

Men når jeg kigger tilbage, så er der et ord, som kendetegner modstanden mod at mødes på tværs af forskelligheder og på trods af uenigheder: Legitimering.

Mantraet er, at hvis man mødes med sin modsætning, så er man med til at ”legitimere” den anden. Legitimere islam. Legitimere tørklæder. Legitimere muslimer.

Jeg har aldrig forstået denne form for logik, selvom jeg anerkender, at et møde med ens modsætning i den grad kan udfordre ens tolerancemuskel. Forudsætningen for et velfungerende demokrati er, at vi kan tale sammen – på trods af forskelligheder. For modsætninger er også medmennesker. De er medborgere og statsborgere. De er naboer, kollegaer, frivillige og venner.

Ramadanmiddagens DNA går ud på at bringe mennesker sammen, så man kan øge kendskabet til hinandens tro, skikke og traditioner. Det er ikke et forsøg på at snige min religion ind ad bagdøren eller tvangskonvertere jer gæster undervejs.  

Derfor vil jeg gerne berolige jer. Vi har ikke kommet noget i maden. I kommer til at gå herfra, nøjagtig som dem I var og er - men måske med nye bekendtskaber i mobilens telefonbog.

Adgangsbilletten til en ramadanmiddag er ikke enighed, men forskellighed. Derfor har vi sendt invitationen utrolig bredt ud. Samtlige partier i Folketinget har fået invitationen. Også organisationer og enkeltindivider, som traditionelt set er mere islamkritiske.

Og det er en stor ære for os, at så mange forskellige mennesker har sagt ja til at mødes på tværs af forskelligheder.

Af samme grund sidder I ikke sammen med jeres partnere eller venner. I kan tro, at vi har hygget os meget i Brobyggerne med bordplanen. Vi har gjort os umage for at sætte jer så mangfoldigt sammen som muligt. Jødiske venner sidder med muslimske venner. Forskere sidder med praktikere. Skuespillere med jurister. Kurdere med tyrkere. Grønlændere med amerikanere. Jeg kunne blive ved.

Men når jeg kigger ud over forsamlingen, er det især de gæster, der sidder ved tre bestemte borde, som jeg er ekstra glad for at se. Det er jer unge, der har valgt at bruge en aften i dette selskab. Tak for at give os voksne et håb for fremtiden. Dejligt, at I er her.

For os muslimer er ramadanen mangfoldighedernes måned, hvor vi mødes på kryds og tværs, hvor der er frihed til forskellighed, og hvor der er plads til alle - uanset etnisk, religiøs, økonomisk og kulturel baggrund.

Ramadan er en måned, hvor der er tid til refleksion. Tid til at stoppe op og se, om man har såret nogen på sin vej. Det er tid til solidaritet og en opfordring til at række hånden ud til de mennesker, der ikke har det lige så godt som en selv.

Og det er også en tid, hvor familier og venner er sammen for at fordybe sig i deres tro, engagere sig i deres samfund, og huske hinanden på vigtigheden af medmenneskelighed. 

Jeg tror, at vi alle, uanset hvad vi tror på, kan skrive under på, at dén refleksion altid er god at gøre sig. 

Og vi kan med fordel reflektere over, at minoriteter i Danmark faktisk er med til at skabe et dynamisk og mangfoldigt samfund. De har levet og boet i Danmark i flere generationer. De repræsenterer utallige etniciteter og har rødder fra mange forskellige dele af verden.

Mange kom i sin tid for at prøve at skabe en bedre fremtid for deres børn. Min far var en af dem. Han kom med drømmen om at spare penge sammen til at købe 40 får og et hus i landsbyen. Han knoklede ligesom alle andre for at realisere sin drøm.

Den første generation arbejdede på fabrikker, i landbruget, og alle de steder der manglede hænder. På den måde var de med til at bygge vores Danmark op.

I dag er den nye generation aktive i alle områder af samfundslivet. De rykker ud som politibetjente, når der er uro på gaden, de slukker brande i vores opgange som brandmænd, og de holder os raske som læger, sygeplejersker, og tandplejere. De er med til at forske i kræftbehandlingen. De renser din computer for virus og de gør rent på vores kontorer, passer vores ældre og opdrager vores børn i institutioner. De er aktive i politik, i medier, i finanslivet. Vi er en del af Danmark, og det store flertal bidrager stolt til fællesskabet.

Her i aften ser vi kun et lille udsnit af disse bidrag. Jeg vil gerne byde særligt velkommen til de mindretal fra mange samfundslag, der er mødt op her i dag.

Vores Danmark er et land bestående af kristne og muslimer, jøder og hinduer, buddhister, alevitter og ateister. Og formålet i aften er at fejre mangfoldigheden.  

Derfor er det i mangfoldighedens og refleksionens ånd, at jeg byder jer velkommen til denne iftar.