STØT

BROBYGGERNE

Ledig stilling - vi søger en projektleder

Projektleder til videreudvikling af dialogværktøjer (Lukket for ansøgninger)

Banker dit hjerte for at fremme dialog mellem mennesker? Har du lyst til at arbejde i felten og bidrage til videreudviklingen af progressive dialogværktøjer? Så grib denne enestående chance for at blive projektleder hos Brobyggerne.

Vores kommende projekter kommer til at handle om mødet mellem unge på tværs af kulturelle skel i lokalområder, dialog om den grønne omstilling, metodebeskrivelse og uddannelse af folkeskolelærere. Læs mere om vores nuværende projekter.

For lidt over tre år siden startede vi Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. I dag er vi 8 ansatte, over 100 frivillige og næsten 10.000 medlemmer. Vi tilbyder projekter, kurser og aktiviteter i hele landet, og mangler en dygtig kollega, som kan hjælpe os med at udvikle og gennemføre de projekter, som er så afgørende for, at vi kan sprede viden om den dialogiske metode.

Dine primære opgaver

  • Projektleder på egne projekter med bl.a. budget-, dokumentations- og evalueringsansvar
  • Udvikle nye projekter, afdække finansieringsmuligheder og styre fonds ansøgningsprocesser
  • Give faglig sparring og rådgivning om projektarbejde i organisationen, samt sikre en høj kvalitet i gennemførelsen af projekter
  • Undervise, facilitere workshops, holde foredrag o.lign. om projekter og viden herfra

 Din faglige profil

  • Erfaring med og teoretisk viden om dialogarbejde og konfliktløsning
  • Dokumenteret erfaring med borgernære projekter, herunder erfaring med facilitering, dokumentation, økonomistyring og gerne personaleledelse
  • Gerne et bredt netværk inden for NGO-miljøet, det politiske system og/eller medieverdenen
  • Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, men du har formentlig en videregående uddannelse

Dine menneskelige egenskaber
Du skal være i stand til at arbejde selvstændigt og tage ansvar for dine opgaver, men det er vigtigt, at du også evner at uddelegere til andre. Det er nødvendigt, at din arbejdsform er struktureret, ansvarsbevidst og disciplineret.

Vi er en lille organisation, så det, du kommer med som menneske, er i høj grad med til at forme os. For at lykkes er det afgørende, at vi løbende hjælper hinanden på kryds og tværs med øvrige opgaver og aktiviteter, og det skal du have lyst til at være en del af.

Det tilbyder vi
Der er tale om en fuldtidsstilling, som i første omgang er tidsbegrænset til 3 år, men med mulighed for forlængelse – og gerne med hurtig tiltrædelse. Der vil forekomme spidsbelastningsperioder og en vis rejseaktivitet rundt i landet, men der vil være stor mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet.

Arbejdsstedet er centralt i København i UBUNTU-huset på Købmagergade 43, 1. sal.

Ansøgning
Alle interesserede, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge. Send din ansøgning og CV til xxx senest 14. august 2023, kl. 8. Vi forventer at afholde samtaler den 22. og 23. august 2023.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte daglig leder Hanne Brodersen på hanne@brobyggerne.dk / tlf. 2273 0193.

Om Brobyggerne
Brobyggerne arbejder for at fremme dialogen mellem befolkningsgrupper og enkeltindivider. Vores vision er et samfund, der bygger på og fremmer de danske traditioner om forskellighed og uenighed, hvor alle kan føle sig ligeværdige og velkomne i en samtale, der er kritisk og konstruktiv. Vi holder til på Købmagergade i København, og har et stærk fagligt og socialt miljø, hvor vi har det sjovt, mens vi når vores ambitiøse mål. Du kan læse mere om os: https://brobyggerne.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.