STØT

BROBYGGERNE

Leder af projektteamet

Banker dit hjerte for at fremme dialog mellem mennesker? Har du lyst til at drive Brobyggernes projektarbejde, hvor du både leder projektteamet, arbejder i feltet og ikke mindst bidrager til videreudvikling af progressive dialogværktøjer? Så grib denne enestående chance for at blive den nye leder af Brobyggernes projektteam.

For lidt over fire år siden startede vi Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. I dag er vi 10 ansatte og over 10.000 medlemmer. Vi tilbyder projekter, kurser og aktiviteter i hele landet, og har valgt at oprette en ny stilling som leder af projektteamet, som kan hjælpe os med at udvikle og gennemføre de projekter, som er så afgørende for, at vi kan sprede viden om og værktøjer til den dialogiske metode.

Projektteamet består af i alt 6 medarbejdere inkl. dig og driver aktuelt to store projekter med fokus på unge – hhv. Grøn Dialogkaffe og Unge på Tværs. Desuden er der en række andre projekter, som har fokus på brobygning i folkeskolen, uddannelse af folkeskolelærere og beskrivelse af den brobyggende metode. Læs om projekterne.

Dine primære opgaver

  • Personaleledelse af projektteamet med fokus på udvikling og fremdrift
  • Indgå i Brobyggernes ledelsesgruppe med den daglige leder, kommunikationschef og generalsekretær
  • Overordnet styring af den samlede projektportefølje herunder prioritering, planlægning, kapacitetsstyring og kvalitetssikring
  • Projektleder på egne projekter.
  • Udvikle nye projekter, afdække finansieringsmuligheder, styre fondsansøgningsprocesser samt projektevalueringer og -afrapporteringer
  • Undervise, facilitere workshops, holde foredrag o.lign. om projekter og viden herfra

Du har erfaring med

  • Personaleledelse
  • At kombinere strategisk forståelse med organisationens værdier og målsætninger
  • Borgernære projekter i teori og praksis, herunder facilitering, dokumentation og økonomistyring
  • At tænke formidling, presse og kommunikation af projekter. Det vil være en fordel med viden om dialogarbejdet og konfliktløsning.

Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, men du har formentlig en videregående uddannelse og har arbejdet i startups, i NGO-miljøet eller i det politiske system.

Dine menneskelige egenskaber

  • Du forstår at bygge bro mellem teamets arbejde, de øvrige dele af organisationen og ledelsens fokusområder.
  • Du er ansvarsbevidst og selvstændig, og er ikke bange for at uddelegere til andre.
  • Din arbejdsform er struktureret og disciplineret.
  • Du er god til at sikre en høj kvalitet og god fremdrift af projekter, samtidig med at du bidrager til høj grad af trivsel og udvikling af medarbejdere.

Vi er en lille organisation, så det, du kommer med som menneske, er i høj grad med til at forme os og som en del af ledelsesgruppen vil du fungere som kulturbærer. Vi har et godt arbejdsmiljø, og prioriterer samarbejde, åben og ærlig feedback og fællesskab meget højt. Uanset titel og stilling tager vi alle fat sammen, hvor og når der er behov, så vores indsatser lykkes.

Det tilbyder vi
Der er tale om en fuldtidsstilling og gerne med hurtig tiltrædelse. Som nystartet NGO i vækst, er vi ikke lønførende. Der vil forekomme spidsbelastningsperioder og en vis rejseaktivitet rundt i landet, men der vil være stor mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet.

Arbejdsstedet er centralt i København i UBUNTU-huset på Købmagergade 43, 1. sal.

Ansøgning
Alle interesserede, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge. Send din ansøgning og CV til ansogning@brobyggerne.dk senest 29. maj 2024. Vi forventer at afholde samtaler den 5. og 6. juni 2024.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte daglig leder Hanne Brodersen på hanne@brobyggerne.dk / tlf. 2273 0193.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.