“I aften er vi trådt ud af vores ekkokammer, hvor vi ellers kan være sikre på, at alle andre siger det samme som en selv.”
Sådan lød det meget rammende fra Christian G. Jensen fra landboforeningen Kronjylland, da han sammen med mange andre mødte op til Grøn Dialogkaffe i Bjerringbro.
Målet var ikke enighed, men sammen at bygge bro over de grøfter i landbrugs- og naturdebatten, der til tider synes afgrundsdybe, og give plads til de nuancer, som klemmes og glemmes, når fronterne er trukket hårdt op.
Det kan være svært at se tingene i et andet perspektiv end ens eget, men det gjorde Christian helt konkret sammen med Jens Frydendahl fra Danmarks Naturfredningsforening, da de byttede roller og forklarede, hvordan verden ser ud fra den andens stol.
Et uenighedsfællesskab med plads til forskellighed og rum for uenighed som gik igen i dialogen mellem Sophia Danker fra Den Grønne Ungdomsbevægelse og Christian Orthmann fra LandboUngdom. Lysende forbilleder, som tegner en håbefuld fremtid.
Tak til alle, som mødte op for at tage del og turde gå ud på broen og vælge dialogen til. Til Nanna Sandholt for at sætte ord på, hvad den hårde retorik gør ved os. Til Molde og Nielsen for den livgivende musik og til Nørgaards Højskole for at skabe fantastiske rammer om den grønne dialogkaffe.
Når vi lader fordommene fare for i stedet at lytte, kommer vi tættere på hinanden og fælles veje frem.
Foto: Ulla Film
Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.