STØT

BROBYGGERNE

En inspirerende ildsjæl - mød en kursist

Til vores kurser møder vi ofte inspirerende ildsjæle. Jette Wilhelmsen har gjort særlig stort indtryk på os. I 2017 stiftede hun Joannahuset, Danmarks første og indtil videre eneste krisecenter for børn og unge. Læs hendes historie her 👇

Jeg blev uddannet socialrådgiver i 2000. Jeg har egentlig altid været optaget af andre mennesker, social retfærdighed. Jeg startede med at arbejde i det offentlige, i Københavns Kommune på Indre Nørrebro. Her mødte jeg for første gang børn og unge i meget udsatte situationer.

Fra en tidlig alder har jeg dog været klar over, at der findes børn, der lever et anderledes liv. Jeg kommer selv fra Padborg, som man vel nok kan kalde Udkantsdanmark. Som barn gik jeg i klasse med en håndfuld børn, der levede et temmelig udsat liv.

Som socialrådgiver på Nørrebro begyndte jeg for alvor at stifte bekendtskab med børn og unge. Jeg mærkede, hvor begrænset jeg var. Det er jo en meget ”voksen verden,” hvor sagsbehandlerne først og fremmest taler med forældrene. Børnene fylder i virkeligheden meget lidt.

Da jeg fik job i Børns Vilkår, sad jeg pludselig på den anden side af bordet, på børnenes side. Jeg var nu i en organisation, der tog børnenes stemme alvorligt. Det var en øjenåbner.

Vi hedder Joannahuset, fordi vi – inspireret af Kim Larsen – vil være det sted for børn og unge, hvor man ikke bare skal passe sig selv.

Det, vi gør her, er vigtigt. Men det stopper jo ikke hos os. For at nå til det sted, der er bedst for børnene, er vi afhængige af dialog med andre.

Der er alt for mange børn, der ikke kender deres rettigheder. Derfor er vi her. Det blev i begyndelsen ikke taget godt imod i kommunerne. Vi blev set som konfliktskabere, der besværliggjorde deres arbejde.

Så fik jeg øje på Özlem og Brobyggerne. Jeg tænkte: ”det her, det må være noget, vi kan bruge.” Vi kan jo ikke styre de andre, men vi kan arbejde med os selv.

At bygge bro hører til vores grundlæggende værdier og er en forudsætning for, at vi kan lykkes. Vi skal kunne bygge bro med børn og unge til deres videre liv. Men vi skal også kunne bygge bro til kommunerne og de aktører, som vi har brug for et godt samarbejde med for at kunne lykkes.

Jeg er så glad for, at vi fik mulighed for at tage Brobyggeruddannelsen. Den var ovenikøbet skræddersyet til os. På Brobyggeruddannelsen har vi fået de redskaber og værktøjer til dialog og konflikthåndtering, som er nødvendige for vores arbejde.

Jeg tror, at det at være brobygger også handler meget om ens mindset. Bare det at se sig selv som brobygger gør en verden til forskel for, hvordan man går til dialogen.

På uddannelsen lærte vi, hvor svær en disciplin, dialog er. Når det kommer til stykket, hvor tolerant er man så? Uenighed er et vilkår, men det vigtige er, HVORDAN man er uenig og at man tør at være i uenighederne. Vi er jo sat i verden med et formål. Det formål står vi ved. Vi skal på endnu et kursus i oktober, så vi kan blive endnu bedre.

Læs mere om Joannahuset: Børne- Ungekrisecenter | Joannahuset | Danmark

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.