Jeg mødtes i dag med en brobygger i USA. Hun turde ik at have sit ansigt på billedet. Det var en meget stærk oplevelse.
Hun arbejder med kvinderettigheder, men ikke direkte med abort spørgsmålet. Hun oplever voldsom modstand. Selv hendes far har smidt en stol efter hende midt i en diskussion.
Familier er splittet, fortæller hun, da vi mødes på en café. Hun er gudesmuk. Sindssyg skarp retorisk og utrolig engageret. Hun har en langt uddannelse og driver et stort firma med sin far.
Spørgsmålet om kvinderettigheder, børnepasning, barselsregler og lige adgang til uddannelse, er noget hun bruger alle sine vågne timer på. Hendes øjne bliver våde, da jeg spørger, hvor meget hun arbejder frivilligt ved siden af sit job. “Mine børn synes jeg arbejder hele tiden” siger hun.
Hun vil ikke kalde sig for aktivist, fordi hun mener, at ordet er forurenet.
Hun kalder sig for brobygger, da hun både samarbejder med republikaner og demokrater. Faktisk har hun hjulpet kandidater fra begge partier. Så længe de vil tale kvinderettighederne op, så længe vil hun stå lige bag dem.
Hun taler dog aldrig selv om hverken pro-life eller pro-choice, som det hedder i USA. Disse ord dæmonisere og splitte amerikanere, mener hun. Hun vil gerne samle. Hendes erfaring er, at det er nærmest blevet en umulig opgave siden 2015.
Folk der tror på en løgn, tror jo i virkelighed ikke på noget, siger hun og i en vejrtrækning modsiger en række offentlige løgne om kvinder.
“Men jeg bliver ved!” siger hun med en styrke i stemmen, at jeg ikke er et øjeblik i tvivl. Men virkeligheden er desværre, som jeg også fortæller hende, så bliver menneskerettigheder og frihedsrettigheder stort set i alle lande i verden indskrænket.
Det vil tage årtier alene i USA at rette op, konkluderer hun.
Jeg møder mange på mine rejser, men sjældent præsenterer folk sig som brobygger. Hendes erfaringer er genkendelige for mig, da hun fortæller, hvor mange der modarbejder aktivt dialogen fra begge fløje.
Jeg roser hende for hendes mod. “Men alt det arbejde jeg laver, kan jeg ikke være ansigtet på, fordi prisen vil være for høj. Det har jeg lovet min familie” siger hun uden at uddybe.
Pludselig sidder vi dér - midt i en bogcafé, i verdens mest frie land og bliver tavse - sammen.
Hjælp med at dele de positive nyheder.
Jeg møder hende på gaden. Det er meningen, at jeg skal komme ind til Trumps kampagnekontor i Charleston i West Virginia, men døren er låst. Men pludselig går døren op og jeg spørger hende, om hun ved hvordan jeg kommer op. Ja, der gør hun. Hun arbejder selv i kampagnen. “Kom om halv anden time” siger hun. Så er vi flere.
Men hun er alene, da jeg igen banker på. Hun undskylder nærmest over, at de andre ikke er kommet endnu. Bliver lidt overrasket over, at jeg gerne vil tale med hende. Det er tydeligt, at hun ikke selv synes, at hun er vigtig.
Men det er hun. Shelby har brugt alle sine vågne timer de sidste to år på at bringe Trump til magten. Stolt fortæller hun, at det tog fire år at tage magten fra demokraterne i delstaten, som havde siddet tungt på posten i 88 år. Nu har republikanerne ikke alene flertallet, men var også den stat, der havde sikret Trump absolut de fleste stemmer, sidste der var valgt i USA.
Shelby arbejder også i sin fritid for Trump. Det er lykkes hende fx at overbevise sin gamle far, de har stemt demokraterne hele sit liv, til at sætte sit X på republikanerne.
“Det er svært med min søster. Hun har set og arbejdet i verden” siger hun. Søsteren har i flere år arbejdet aktivt for at stoppe menneskehandel i Tanzania “Hun er meget mere woke” siger hun, uden at foretrække en mine.
Jeg spørger hende, om splittelsen også har gravet grøfter i hendes familie. Jeg fortæller om min far og mig. Han stemmer på Erdogan og i flere år har det splittet os.
“Nej. Jeg kan tale med alle fordi i sidste ende er vi alle borger i USA. SoMe er anderledes. Da kalder folk mig for bigot” siger hun. Hendes ansigt er igen udtryksløs. “Hvad er det?” spørger jeg hende.
Hun ved ikke, hvordan hun skal forklare det, men søger mod computeren og går igang med at læse op: en person, der er hårdnakket eller urimeligt knyttet til en overbevisning, mening eller fraktion, især en, der er fordomsfuld mod en person eller et folk på baggrund af deres medlemskab af en bestemt gruppe. En racist” slutter hun.
“Men nu er vi begyndt at kunne lige X (tidligere twitter) fordi Elon Musk har sørget for, at vi kan fortælle vores holdning uden at blive blokeret” fortæller hun.
Shelby er venlig. Imødekommende og et stille sjæl uden store armbevægelser. Hvad skriver hun mon sociale medier, tænker jeg.
Hun er bekymret for de høje benzinpriser, krigene der ingen ende vil tage i verden, de liberale abortregler. Shelby fik aldrig selv børn, men hun elsker sine niecer så højt, at alt det hun arbejder med handler om at skabe et bedre verden for dem.
Da jeg spørger hende om jeg må tage et billede af hende i hendes kontor, begynder hun at rydde lidt op, men giver hurigt op. “Jeg bør rydde dette kontor en dag” siger hun med et genert smil.
Jeg er inviteret af hende til Chris Tempel Church på søndag.
Da jeg går fra Shelby, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hun på den ene side bekræfter alle mine fordomme om republikanerne. Kristen, imod abort, blind Trump støtter.
Men på den anden side, er hun også alt andet end jeg har forventet. Kærlig, lyttende, ikke dømmende, oprigtig bekymret for den måde verden udvikler sig.
Jeg takker ja til invitationen i kirken og det bliver ikke et farvel men på gensyn.
(Jeg er i USA med dialogkaffe og de næste 2 uger mødes jeg med mine fordomme, organisationer, ildsjæle, eksperter for at blive klogere på, hvorfor verdens vigtigste land er så splittet. Eller er de?)
Hånden på hjertet! Mener du også at Trumps 74 mio af vælgere er ekstremister, dumme eller som Hillary Clinton formulerede det i 2016 “basket of deplorables”. Frit oversat betyder det »en flok sørgelige tabere«.
Jeg er selvfølgelig klar over, at det er meget svært at stille det spørgsmål i Danmark, og at jeg nok allerede har stødt nogle følgere på manchetterne.
Men fordi 88% af os danskere vil stemme på Harris, skaber det også en reel risiko for, at vi overser vores egen bias og vores fordomme om Trumps vælgere.
Jeg mener oprigtigt at Trump ville være et katastrofalt valg for demokratiet, USA og verden. Dels, fordi jeg er politisk uenig med ham. Men jeg mener sådan set heller ikke, at han besidder det format og de menneskelige egenskaber, der skal til for at lede den frie verden.
Derfor behøver vi imidlertid ikke at gøre alle 74 mio. af Trumps vælgere til dårligere mennesker, fordi et fåtal af dem er ekstreme. Siden valget i 2016 har vi i vores lille andedam opbygget en fortælling om dem på den anden side af Atlanten, der har stemt eller agter at stemme på Trump.
Det har været en belejlig fortælling, fordi vi med et snuptag har kunnet bortforklare det radikalt anderledes valg af præsident uden egentlig at tage stilling til, hvorfor de har stemt, som de har stemt. Resultatet er en fortælling, der er karikeret, stigmatiserende og ekstremt fordomsfuld.
Jeg er taget til USA med dialogkaffe for at mødes bl.a med Trumps vælgere. Min tur er startet i smukke West Virginia, hvor Trump fik flest stemme sidst. Så det er en ægte Trump-land.
Min klumme fra West Virginia, som jeg skrev for Berlingske kan læses her: https://www.berlingske.dk/.../ozlem-cekic-er-taget-til...
Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.