Onsdag morgen, kort før dagen gryede, slukkedes et lys. Overrabbiner, fredsaktivist og brobygger Bent Melchior gik bort.
92 år blev Bent. At skrive, han var mæt af dage, er så langt fra sandheden, man kan komme. Sin høje alder til trods, var Bent levende engageret. Han fulgte ikke bare med; han tænkte, skrev, debatterede og deltog i arrangementer.
Siden efteråret 2019 var Bent formand for Foreningen Brobyggerne. At takke ja til sådan et hverv i en alder af 89, var noget han ofte selv fandt morsomt. Men heldigvis også vigtigt. Da foreningen omdannedes til en medlemsforening samtidig med, at Bent tiltrådte som formand, var det hans klare mål, at vi sammen skulle skabe en folkebevægelse. ”Vi skal blive 10.000 medlemmer”, var en ambition, som han ofte fremførte, når bestyrelsen mødtes for at lægge planer. Ved Bents bortgang er vi nået et stykke af vejen. Foreningen tæller i dag lidt over 4.000 medlemmer, og nye kommer til hver dag.
Sammen deler vi visionen om at skabe rum til demokratiske samtaler på tværs af skel. Ikke med det formål at blive enige, men fordi et sundt demokrati er kendetegnet ved, at vi kan rumme hinandens forskelligheder. At vi kan tage samtalerne, ikke for at blive enige, men fordi vi evner at lytte til hinanden.
Sidst vi to holdt møde med Bent, var hjemme i hans lejlighed for en månedstid siden, hvor vi planlagde efteråret for Foreningen Brobyggerne. Egentlig skulle vi have mødtes ude i byen, men elevatoren i Bents ejendom var i udu, og ugen inden havde han fået (endnu) mere bøvl med sine ben. “Tænk, at jeg må drømme om at få min gangart fra sidste uge tilbage”, skrev han med sin eminente humoristiske sans intakt!
At Bent evnede at møde verden med så omfattende forståelse og kærlighed til sine medmennesker, var en dyb inspiration. Det kunne sagtens have set helt anderledes ud. For han havde om nogle oplevet, hvad had og fjendskab kan gøre ved mennesker. Som 14 årig flygtede han med sin familie til Sverige. Som 18 årig kæmpede han i den arabiske- israelske krig. Alligevel blev det fredens og samtalens vej, der blev hans. Alle der har mødt Bent vil vide, at troen på det gode i mennesker var hans kompas.
Vi vil i Foreningen Brobyggerne bære Bents tanker, håb og drømme videre. Vi vil fortsat arbejde for at skabe den folkebevægelse for dialog, som han ønskede sig, nu med Bent som ledestjerne.
Özlem Cekic, generalsekretær og Jane Sandberg, næstformand
Brobyggerne har skabt tradition for at afholde en mangfoldig Ramadanmiddag de sidste to år, hvor vi har inviteret personligheder på tværs af religion, politisk ståsted og musik! I 2020 havde vi besøg af Bent Melchior, Isam B, Mattias Tesfaye, Marianne Christiansen, Naveed Baig, Pernille Rosendahl og Poul Madsen. Det, som havde tegnet sig til at være en fredelig og behagelig aften, blev på frygtelig vis afbrudt af et voldsomt angreb fra højereekstremister.
Vi vil aldrig bøje os for volden og truslen. Ellers vil demokratiet tabe. Derfor inviterer vi endnu engang til online Ramadanmiddag i 2021, hvor vi kan fejre højtiden og friheden til forskellighed. I år får vi taler fra Lars Løkke Rasmussen, Pernille Skipper, Kathrine Lilleør, Naveed Baig og Bent Melchior. Undervejs spiller Isam B, Henrik Goldschmidt og Cahit Ece musikalske indslag. Vores generalsekretær Özlem Cekic er selvfølgelig vært for middagen, som vil have ekstra sikkerhedsforanstaltninger.
I samarbejde med Dokk1 i Aarhus afholder vi en samtalerække under overskriften ”Det vi ikke taler om”. Her sætter Brobyggerne fokus på kontroversielle emner og mindretalsholdninger, hvor der ikke vil udnævnes vindere og tabere. I stedet vil vi fremstille dilemmaer og nuancer, så alle kan blive klogere og træne deres tolerance overfor det, de foragter eller ikke forstår. Det vil være samtaler om frihed, demokrati, etik og værdier – og for publikum en mulighed for at lytte, reflektere og få indblik i livssynet hos de inviterede gæster.
Drengeomskæring med Bent Melchior
Igen har omskæringsdebatten rejst sig. Fronterne er trukket hårdt op, men hvor gode er vi til at lytte til hinanden? Hvor langt skal vi gå for religionsfriheden? Den første samtale i vores samtaleserie afholdes d. 19. maj 2021, hvor det handler om tanke- og religionsfrihed. Her giver vi ordet til tidligere overrabbiner Bent Melchior, som vil fortælle om drengeomskæring som et religiøst ritual.
Fri abort med Isabella Arendt
Selvom et flertal i Danmark synes at kvinder skal bestemme over egen krop, findes der alligevel et mindretal, der mener at abort er et voldsomt og traumatisk indgreb. Til vores andet arrangement d. 23. juni 2021 taler Özlem Cekic med Isabella Arendt fra Kristendemokraterne om fri abort, hvad det vil sige at være troende, og hvor meget kristendom skal fylde i det offentlige rum.
Alle deltagere får kaffe fra NOR Specialties og bliver opfordret til at drikke den med dem de er uenige med undervejs i arrangementet.
Vi ser dagligt hvordan store konflikter skaber krige mellem og internt i lande. Men endnu mere nærværende for os er de konflikter, der eksisterer i vores daglige liv. Dem, der kan skabe traumer, sorg og smerte mellem kollegaer, ægtefæller og naboer. I maj og oktober 2020 vil vi samarbejde med Rigspolitiets konfliktmæglere Rasmus Grosell og Pernille Plantener, om at blive klogere på, hvorvidt konflikt er et livsvilkår og endda nødvendigt for at skabe fred.
Det resulterer i to webinarer i maj og en læringsrig weekend i oktober. Her vil vores deltagere blive klædt på med indsigter fra ikke-voldelig kommunikation og Foreningens konkrete dialogredskaber. Arrangementerne starter med diskussioner af de problematiske reaktionsmønstre vi oplever hos os selv og dem vi er uenige med. Vi skal derefter forlade kurserne med fornyet styrke til handling og med værktøjer til at møde konflikt med empati og dialog.
De færreste husker Danmarks besættelse og nazismens hårde greb om Europa. Alligevel er ekstremismen ikke forsvundet i dag, og noget vi dagligt må bekæmpe og forebygge. Frihed er nemlig ikke en selvfølge, men noget man skal værne om i et demokrati. På 75-årsdagen for Danmarks Befrielse vil vores generalsekretær Özlem Cekic samtale med journalist Flemming Rose, der betaler en høj pris for sin frihed og Bent Melchior, som har overlevet 2. verdenskrig som dansk jøde. Til webinaret skal vi tale om hvorvidt der findes grænser for friheden og om frihed kan eksistere uden tolerance.
Hos Brobyggerne mener vi at demokratiske værdier om tolerance, åbenhed og dialog skal spille endnu større roller i dannelsen af grundskolebørn. Det er nemlig bekymrende at mangfoldigheden langsomt mindskes både på folke- og friskoler, hvilket skaber grobund for fordomme i en tidlig alder. Vi sætter nu demokratiske værdier på tapetet, i et samarbejde med Bent Melchior og friskoleforeningen, ved at arrangere møder mellem forskellige elevgrupper fra danske friskoler. Formålet er at eleverne skal kunne se alt det de har til fælles. Om aften vil forældre fra skolerne mødes til samtale og mad.
Vi vil afholde syv møder i København, Fyn og Jylland, som du kan se i listen herunder:
• 23. oktober 2018: Bordings Friskole/Ahi International School
• 4. december 2018: Odense Friskole og Al Salahiyah Skolen
• 14. januar 2019: Selam Privatskole og Den fri Hestehaveskole
• 15. januar 2019: Vejle Privatskole og Vejle friskole
• 20. august 2019: Mariendal Friskole og Al Huda Skolen
• 17. september 2019: Roskilde Lilleskole og Al Hikma Skolen
• 18. september 2019: Slagelse Privatskole og Landsgrav Friskole
Foreningen har modtaget legat fra Georg og Emma Warburgs Mindefond, som støtter sociale organisationer. Prisen blev tildelt vores arbejde med brobygning.
Folkemødet er hele Danmarks demokratifest, hvor vi mødes årligt og øver os på den demokratiske samtale. Formålet er at mindske afstanden og styrke tilliden mellem beslutningstagere og borgere. I Foreningen Brobyggerne mener vi, at Folkemødet er en uundværlig demokratisk begivenhed, hvor vi kan mødes på trods af vores forskelligheder.
I 2017 tager vi til Folkemødet med målet om at finde hverdagens brobyggere under hashtagget #JegErBrobygger. Vores generalsekretær Özlem Cekic kan findes både på Hovedscenen og i Grundtvigsteltet, hvor hun skal diskutere fremtiden for emner som psykiatri, polarisering og ekstremisme.
I 2016 modtog Özlem Cekic og Foreningen Brobyggerne Hal Koch-prisen. Prisen uddeles for at anerkende mennesker, organisationer eller projekter, der påtager sig et særligt ansvar for demokratiets udvikling og vitalitet. Özlem blev udvalgt til prisen på grund af sit store fokus på at skabe dialog mellem borgere med modsatrettede synspunkter.
Özlem Cekic udtaler i forbindelse med prisen: “Det er en kæmpe ære og anerkendelse af vores arbejde. Hal Koch er jo samtalens fader og manden, der insisterede på, at demokrati er andet end når Folketinget stemmer rødt og grønt. At det netop var samtalen mellem borgerne, der udgjorde kernen i demokratiet. At mit navn bliver nævnt i sammenhæng med hans, er en ubeskrivelig ære”.
Özlem Cekic har modtaget Le Petit-prisen for sit brobygningsarbejde i 2016. I tiden efter flygtningekrisen, er det afgørende at engagere flest mulige mennesker i den demokratiske dialog på tværs af befolkningsgrupper. Derfor har Özlem besluttet sig for at bruge legatets 15.000 kr. på at holde dialogkaffearrangementer i Næstved, Aarhus, Frederikshavn, København og Aabenraa. Formålet med turen er at bygge bro mellem de fløje som tegner sig i flygtningedebatten og sætte fokus på de områder af Danmark, hvor danskere stemmer på højrenationale partier og lever tæt på landets asylcentre.
Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.