Denne kommentar blev først offentliggjort fredag den 25. oktober 2024 i Berlingske.

I vores lille andedam har vi opbygget en for belejlig fortælling om dem på den anden side af Atlanten, der har stemt eller agter at stemme på Trump, skriver Özlem Cekic.

Da den daværende demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, holdt en kampagnetale 9. september 2016, kaldte hun sin modkandidat Donald Trumps kernetilhængere en »basket of deplorables« . Frit oversat betyder det »en flok sørgelige tabere« .

Det var, hvad Trumps vælgere var for Clinton. På den kommentar forstår man, at medborgere, der står på den anden side af det politiske spektrum, ikke er værd at bruge tid på.

Der har ganske givet befundet sig en legitim politisk kritik et sted i Clintons rasen mod Trump, men i det øjeblik, hun rettede skytset mod de amerikanske vælgere, havde hun undergravet sin egen kritik og - værst af alt - gravet den i forvejen dybe grøft endnu dybere.

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, at de nedladende kommentarer faldt i 2016. Og selvom vi næppe kommer til at se Kamala Harris komme med en lignende bemærkning, så tror jeg, at Clintons kommentarer var udtryk for et problem hos Demokraterne, som endnu ikke er løst.

For mig at se udstillede Clintons kommentarer om Trump-vælgerne nemlig Demokraternes manglende evne til at sætte sig ind i arbejderklassens udfordringer. Historisk har Demokraterne ellers været dem, der sikrede arbejderne og underklassen de basale sociale, politiske og økonomiske rettigheder.

Den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris, stillede for nylig op til interview på Fox News, der som bekendt er en Trump-venlig kanal. Da hun blev spurgt om, hvorfor hun omtaler de republikanske vælgere som værende dumme, afviste hun på stedet påstanden som falsk. Det er da trods alt en forbedring fra Clintons bemærkninger i 2016.

Men vi kommer ikke uden om, at selvom hverken Harris eller Demokraterne direkte siger, at Trumps vælgere er dumme eller ynkelige, er der ikke alene i USA, men også i resten af verden, skabt et billede af Trumps vælgere som ekstremister.

Det er billedet, der forståeligt nok blev forstærket ved stormløbet på Kongressen 6. januar 2021. Men det er et fåtal af de 74 millioner mennesker, der i 2020 stemte på Trump , og som vi trods alt må gå ud fra ikke alle er ekstremister. Det ville være en påstand, der var langt ude, ville det ikke?

Jeg er selvfølgelig klar over, at det er meget svært at stille det spørgsmål i Danmark, og at jeg nok allerede har stødt nogle læsere på manchetterne.

I en ny gallupmåling fra instituttet Verian svarer 88 procent af danskerne, at de ville sætte deres kryds ud for den demokratiske præsidentkandidat, Kamala Harris, hvis de kunne stemme ved det amerikanske præsidentvalg 5. november. Kun fem procent ville afgive en stemme på Trump.

Jeg påstår ikke, at jeg er anderledes. Tværtimod. Jeg ville også stemme på Harris, hvis jeg kunne. Men jeg tror alligevel, at fordi et så stort flertal af danskere støtter Harris, så skaber det en reel risiko for, at vi overser vores egen bias og vores fordomme om Trumps vælgere.

Trump ville være et katastrofalt valg for demokratiet, USA og verden. Det mener jeg til dels, fordi jeg er politisk uenig med ham. Men jeg mener sådan set heller ikke, at han besidder det format og de menneskelige egenskaber, der skal til for at lede den frie verden.

Derfor behøver vi imidlertid ikke at gøre Trumps vælgere til dårligere mennesker. Siden valget i 2016 har vi i vores lille andedam opbygget en fortælling om dem på den anden side af Atlanten, der har stemt eller agter at stemme på Trump.

Det har været en belejlig fortælling, fordi vi med et snuptag har kunnet bortforklare det radikalt anderledes valg af præsident uden egentlig at tage stilling til, hvorfor de har stemt, som de har stemt. Resultatet er en fortælling, der er karikeret, stigmatiserende og ekstremt fordomsfuld.

Uligheden er voldsom i USA. Den rigeste ene procent af befolkningen - populært kaldet » the top one percent « - ejer hele 30 procent af landets rigdom. Imens kæmper under- og middelklassen for at få enderne til at mødes og må ofte tage flere job.

Jeg kan da godt undre mig over, hvorfor Trumps vælgere så sætter krydset ved en mand, som selv er en del af overklassen. Men det er også en del af fortællingen, at den massive immigration presser lønningerne ned, skaber a- og b-hold på arbejdspladserne og udfordrer de amerikanske værdier i grænsestaterne.

Jeg skriver denne klumme fra West Virginia, hvor jeg indleder min dialogkaffetur i USA. Her vil jeg rejse rundt og blive klogere på amerikanernes holdninger og den splittelse, der har rodfæstet sig i det amerikanske samfund.

Måske kan jeg blive klogere på Trumps vælgere, og måske kan jeg endda blive klogere på mine egne fordomme og blinde vinkler.