Trump kalder os enten for dyr, eller at vi spiser folks kæledyr. Han siger, at vi forgifter amerikanernes blod, kommer fra fængsler og sindssygeanstalter. Følelserne lå helt uden på tøjet, da jeg mødtes med disse mennesker i aftes i den vigtige svingstat Pennsylvania.

Tre af dem var repræsentanter fra latinamerikanske organisationer. En af dem arbejdede med klimaforandringer. To af dem indsamlede millioner, som blev brugt som håndsrækning til familier, som var socialt, økonomisk og sundhedsmæssigt udfordret i livet.

Dét de alle havde til fælles var, at de frygtede, at Trump vandt valget. Ikke fordi de havde et generelt problem med republikanerne. De havde både familiemedlemmer, venner og kollegaer, som stemte på partiet, som de i øvrigt ikke længere talte politik med. De havde et problem med Trump. Alle hans løgne. Mistænkeliggørelse. Trusler. De var dybt frustreret.

De frygtede, hvordan immigrantens hverdag vil se ud, hvis Trump vandt. I forevejen er der vilkårlighed i anholdelse af immigranter og af deportationer, sagde de. Men især latinamerikanerne følte sig fremmedgjort og fjendeliggjort. De var total ærlige omkring, de udfordringer, der også var med immigration. Flere af dem havde forslag til en immigrationsreform, hvor dem der boede i landet fik flere rettigheder, mens man lukkede døren til dem, der var uden for USAs grænser.

Det er altid en meget specielt oplevelse at mødes med andre minoriteter i verden. For der et fælles sprog imellem os pga de smertefulde oplevelser, vi hver især har med racismen, hadet, forskelsbehandlingen, diskriminationen, stigmatiseringen.

En fælles bagage med erfaringer.

Men jeg kom jo fra Danmark. Vi brugte lang tid på at samligne de to lande. Stolt fortalte jeg, at vi var en af de mindst korrupte lande med høj tillid til myndigheder. Det sted i verden, hvor det var bedst at være mor. Vi var dem der havde de høje skatter, men et sikkerhedsnet og velfærd for borgere. Men ligesom i USA -måske ikke i samme grad, havde vi også udfordringer med dialogen med dem, vi var uenige med.

Jeg fortale dem om dialogkaffe og hvordan de selv kunne bygge broen til Trumps vælgere, som de havde brugt hele aftenen på at kritisere.

Dæmoniserer I selv, spurgte jeg til sidst, da jeg kunne mærke, at vi efter aftensmaden havde bygget tilliden op. (Derfor er mit slogan: der hvor der er mad, er der fred)

Jeg var meget spændt på, hvordan de ville reagere på min meget direkte facon. Ja, svarede de. Vi har også fordomme. Og vi dømmer også. Vi afskriver også dem for samtalen. Vi ønsker heller ikke dialogen med dem, fordi de angriber hele tiden os. Måske tænker de det samme om jer, sagde jeg. Der blev stille.

Jeg fortalte om min egen rejse fra grøftegraver til brobygger. Og da aftenen sluttede sagde flere af dem, at de måske burde invitere nogle af deres republikanske venner til dialogkaffe