I 2016 besluttede Foreningen Brobyggerne med Özlem Cekic og overrabbiner Bent Melchior i spidsen at besøge de danske moskéer, der var blevet filmet med skjult kamera i TV2-dokumentaren ”Moskeerne bag sløret”. Dokumentaren undersøgte en række danske moskéers mod- og medvirken til integration i Danmark.
Det skabte stor debat, da Foreningen Brobyggerne, repræsenteret af Özlem Cekic og Bent Melchior, valgte at aflægge den kontroversielle Grimhøjmoské et besøg.
Intentionen med besøget i Grimhøjmoskéen var at underskrive en fælles erklæring, hvor moskéen tog afstand til vold og undertrykkelse. Planen var, at erklæringen senere skulle underskrives af flere moskéer.
Kritikken haglede ned – både fra højre og venstre. Initiativet blev anset som en blåstempling af den undertrykkende adfærd i de danske moskéer, som blev skildret i TV2’s dokumentar ”Moskéerne bag sløret”.
Ifølge Özlem Cekic var der dog ikke nogen vej uden om et besøg.
”Jeg besøger Grimhøjmoskéen, fordi jeg grundlæggende tror på, at vi hver især har et ansvar for ikke at grave grøfter, men bygge broer,” lød det fra Özlem Cekic i en pressemeddelelse.
”Jeg har kritiseret Grimhøj mange gange i pressen, men jeg har aldrig haft en direkte samtale med dem.”
Besøget i Grimhøjmoskéen blev efterfulgt af et besøg i Imam Ali-moskéen. Begge besøg vakte positive såvel som negative reaktioner.
Blandt de positivt stemte over for Foreningen Brobyggernes moskébesøg var lektor i religionshistorie ved Syddansk Universitet, Tim Jensen. I et interview med Kristeligt Dagblad udtalte han, at den underskrevne erklæring kunne være med til at skabe stor tillid mellem etniske danskere og muslimer.
Besøget mødte også opbakning fra Thomas Hoffmann, professor i koranstudier ved Københavns Universitet, der ligeledes udtalte sig til Kristeligt Dagblad om emnet. Han mente dog også, at håbet om forandring gennem en skriftlig erklæring var optimistisk, og at der skulle mere til for at flytte muslimers plads i det danske samfund.
Men det er et skridt i den rigtige retning, lyder det fra Özlem Cekic.
”Da styrken i vores demokrati er samtale, har jeg valgt at besøge dem, da jeg tror på, at holdninger kan ændres med dialog og kritisk debat. Det er vigtigt, at vi har mod til at tale med hinanden og ikke kun om hinanden.” Den fulde pressemeddelelse kan læses her.
Læs den fulde erklæring her.
Medieomtale:
Kristeligt Dagblad: Moskéer skal skrive under på opbakning til Danmark | Kristeligt Dagblad (kristeligt-dagblad.dk)
TV2 Østjylland: Özlem Cekic i møde med Grimhøj: Åbenhed og vilje til dialog | TV2 ØSTJYLLAND (tv2ostjylland.dk)
Religiøse modsætninger mødtes til dialogkaffe | TV2 ØSTJYLLAND (tv2ostjylland.dk)
Århus Stiftstidende: Bent Melchior og Özlem Cekic i løvens hule | stiften.dk
Ekstra Bladet: I morgen besøger jeg Grimhøjmoskeen – Ekstra Bladet TV2 Lorry: "Krig starter med to, der ikke taler sammen - både i Syrien og i Brønshøj" | TV 2 Lorry
Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.