STØT

BROBYGGERNE

Vi skal blande os i de hadefulde debatter på sociale medier

Vi skal blande os i de hadefulde debatter på sociale medier

Kan man være brobygger på sociale medier?

Özlem Cekic stiller spørgsmålet til de godt 50 tilhørere, der har trodset mørke og snevejr og nu sidder samlet på Rysensteen Gymnasium. Trods coronavenlig afstand mellem stolene er der god stemning og en småsnakkende summen blandt tilhørerne. Der ligger tre farvede kort på alle stole – et rødt, gult og grønt, og da spørgsmålet bliver stillet, begynder tilhørerne at fumle med kortene og rækker så den farve i vejret, der tilkendegiver, hvorvidt de er enige, uenige eller i tvivl. Til det første spørgsmål holder langt de fleste det grønne kort i vejret; man kan godt være brobygger på sociale medier, mener de fleste tilsyneladende!

Så langt, så godt. Men hvordan er man det så – brobygger på nettet? Og hvilke udfordringer er der på sociale medier, som ind imellem gør det svært at have en konstruktiv samtale?

Det er de spørgsmål, Brobyggerne har sat sig for at dykke ned i på denne aften, hvor vi har inviteret Poul Madsen, der er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Pernille Skipper, medlem af Folketinget for Enhedslisten, og Katrine Thielke, der er ekspert i digitale medier. Thielke har skrevet flere bøger om hadtale og trolling på nettet og har de seneste år beskæftiget sig med, hvordan vi alle sammen kan tage et personligt ansvar for, at de sociale medier bliver et rarere sted at være. Heldigvis er hun enig med publikum; man kan faktisk godt være brobygger på sociale medier.

Min tilgang har ofte været at være sarkastisk: "Du lyder sørme klog, hvor har du dog lært alle de kloge ord". Men jeg kan jo godt se, at det ikke fører noget med sig.

Poul Madsen

Sarkasme optrapper konflikten

”I gamle dage sagde man don’t feed the troll. Holdningen var altså, at man bare skulle ignorere dem, som skrev hadfulde kommentarer; tie dem ihjel. Men det mener jeg ikke, man skal. For at være brobygger på sociale medier skal man turde gå ind i debatten”, siger Katrine Thieke

”Men hvordan går man ind i en dialog med et menneske, der skriver sådan nogle ting?”, bliver Thielke straks spurgt, og hun svarer med et helt konkret råd:

”Spørg ind. I stedet for at irettesætte vedkommende er det effektivt at starte med at spørge: Hvorfor skriver du egentlig, at jeg er en perkerluder? Hvad vil du sige med det? De fleste, der skriver den slags ting på sociale medier, har ofte selv et rationale, noget, der i deres øjne forklarer, at de skriver grimt. Det er ikke sikkert, at det er en forklaring, der giver mening for dig, men ikke desto mindre er du et skridt nærmere en dialog, hvis du får vedkommende til at sætte ord på, hvorfor han eller hun skriver, som vedkommende gør”.

Özlem Cekic supplerer: ”Ja, og langt de fleste gange, når jeg bruger den strategi og fx også fortæller, at jeg bliver ked af det, kan jeg mærke, at folk trækker lidt i land, og siger jaja, det var heller ikke sådan ment, jeg synes jo bare… Og så er man allerede nået lidt videre, fordi de så ofte forklarer, hvad de er frustreret over. Og så kan vi snakke om indholdet fremfor skændes om, hvorvidt de må kalde mig en perkerrotte”.

Poul Madsen griner og anerkender, at Katrine Thielkes råd muligvis er bedre end den metode, han ofte selv har praktiseret: ”Min tilgang har ofte været at være sarkastisk – ’Du lyder sørme klog, hvor har du dog lært alle de kloge ord’, hvis folk har gakket ud i mine kommentarspor. Men jeg kan jo godt se, at det ikke fører noget med sig. Folk bliver bare rasende, og det optrapper selvfølgelig konflikten”.

Facebook har efterhånden vokset sig til en størrelse, hvor den udfylder en funktion i samfundet. Det er en slags infrastruktur.

Pernille Skipper

”Glædelig Eid” skabte ramaskrig og racisme

I næste runde diskuterer panelisterne, hvorvidt man skal blokere folk på sociale medier – og en hurtig håndsoprækning med farvekortene blandt tilhørerne viser, at der er overvejende enighed om, at man hellere skal blokere en gang for meget end en gang for lidt. Men det erklærer Poul Madsen sig helt uenig i: ”Det er nødvendigt, at vi har et offentligt rum, hvor alle kan sige, hvad de vil – selvfølgelig inden for lovens rammer. Men hvis vi pludselig begynde at sortere i, hvem der må sige noget og hvad de må sige, så flytter vi bare den grimme og mørke debat et andet sted hen. Den forsvinder jo ikke af den grund, så hellere have den et sted, hvor vi kan se den og sige fra over for den”.

Pernille Skipper er egentlig enig, siger hun, men det kan være svært at efterleve. Det oplevede hun selv på egen krop, da hun lavede et opslag, hvor hun ønskede glædelig Eid. Kommentarsporet gik så meget amok i dybt racistiske og hadfulde kommentarer, at hun til sidst måtte gribe ind, fortæller hun: ”Den aften blokerede jeg omkring 250 mennesker. Det gjorde ondt at gøre, for jeg er jo som udgangspunkt enig med Poul. Men det blev simpelthen for groft og betød jo, at en helt masse andre afstod fra at blande sig i den demokratiske samtale”.  

Da runden om blokering af hadtale er slut, bliver publikum igen spurgt til deres holdning, og her er der sket en forandring; langt flere er blevet mere skeptiske over for blokering efter at have hørt Pernille og Pouls argumenter.

Det gør en stor forskel at vide, at folk ser med, at de ser, hvad der sker, og at de bakker op med et like. Det gør, at man ikke føler sig helt så alene

Özlem Cekic

Vi skal blive bedre til at blande os
I sidste runde snakker panelet blandt andet om, hvor ansvaret skal placeres, og her er Pernille Skipper og Poul Madsen enige om, at platforme som Facebook har et kæmpe stort ansvar, de i højere grad bør tage på sig, når det kommer til hadtale på nettet. ”Det er lykkedes platformene at bilde os ind, at de jo bare er distributører af andres indhold, og at de ikke har noget ansvar, men sandheden er jo, at Facebook har nogle særlige algoritmer, der fremmer og spreder hadsk tale”, siger Pernille Skipper og fortsætter: ”Facebook har efterhånden vokset sig til en størrelse, hvor den udfylder en funktion i samfundet. Det er en slags infrastruktur. Det er der, vi mødes, taler sammen, finder vigtig information. På en måde er det jo mystisk, at den funktion er i hænderne på private selskaber, der driver det for profit, frem for i offentlige hænder, fuldstændig ligesom vores sygehuse”.

Katrine Thielke nikker, men påpeger, at ikke bare platformene men også medier og politikere har et ansvar, når det kommer til reguleringen. Og, siger hun så: ”Den mest effektive regulering er den, vi kan kalde social eller kulturel regulering – den, der kommer fra os selv. Vi skal simpelthen blive bedre til at blande os, sige fra. Det kan være ved at blande sig i den konkrete debat ved selv at skrive en kommentar – men det kan også være ved ’bare’ at like de kommentarer, som personen, der bliver angrebet, skriver”.

Det er Özlem Cekic enig i: ”Det gør en stor forskel at vide, at folk ser med, at de ser, hvad der sker, og at de bakker op med et like. Det gør, at man ikke føler sig helt så alene, når man får hadbeskederne”, fortæller hun.

Et vigtigt demokratisk redskab
Aftenen lakker mod enden, men fra scenen har alle fire et behov for at påpege, at Facebook bestemt ikke kun er en dårlig ting – selvom den sidste times diskussion måske mest har handlet om alt det, der i er vejen”, griner Özlem Cekic og fortsætter: ”Facebook er jo også den lille mands magtmiddel. Er man blevet uretmæssigt fyret fra Bilka eller har haft en dårlig kundeoplevelse, kan man med et Facebookopslag gå viralt og nærmest få en offentlig undskyldning”. Det er de andre enige i: ”Ingen tvivl om, at Facebook er et vigtigt demokratisk redskab. Det har givet adgang til den offentlige samtale for en masse, der før skulle igennem en debatredaktør eller en bureaukratisk klagetjeneste. Jeg ville ikke bytte sociale medier væk for tidligere tiders offentlige debat. Men de har en skyggeside, som vi er nødt til at tale om og forholde os til – alle sammen”, afslutter Pernille Skipper.

De fleste af os ville jo til enhver tid blande os, hvis nogen talte så grimt ude i virkeligheden til vores kollega, søster, ven. Hvorfor så ikke også gøre det online? 

Katrine Thielke

Digital adfærd er også adfærd
Aftenen ender, hvor den startede: ved spørgsmålet om, hvorvidt man kan være brobygger på sociale medier. Ingen tvivl om, at det digitale rum besværliggør den konstruktive samtale – alene det, at man ikke kan se hinanden i øjnene, høre hinandens tonefald og se hinandens reaktion, gør det vanskeligt. Men det betyder ikke, at det er umuligt, siger Katrine Thielke, og vi har alle sammen et ansvar for at blande os. ”De fleste af os ville jo til enhver tid blande os, hvis nogen talte så grimt ude i virkeligheden til vores kollega, søster, ven. Hvorfor så ikke også gøre det online? Digital adfærd er også adfærd. Adfærd, som vi alle sammen kan sige fra overfor – hvis vi altså har modet.”

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.