Özlems tale til Bent Melchiors begravelse

En dag kørte jeg med Bent Melchior fra Midtjylland til København. Vi talte om at gøre en forskel. Jeg fortalte om, at jeg havde set i fjernsynet at der var et topmøde i FN, hvor Angela Merkel og Obama sad sammen ved det store bord. De gør en forskel sagde jeg.

På det tidspunkt var jeg stoppet i dansk politik, og jeg tror, han kunne mærke en tristhed i min stemme. Bent kiggede på mig og med glimt i øjet sagde: "Nu kommer jeg til at skuffe dig. Men hvis du har planer om at stille op som kansler i Tyskland, så kan jeg lige så godt fortælle dig, at du ikke har en chance” Det var svært at ikke grine med Bent. Men pludselig blev hans stemme alvorlig. "Den største forskel gøre man i det nære. Du har tre børn. Først og fremmest skal du sørge for at de bliver demokratiske, modige og kærlige mennesker,” sagde han.

Når man kender Bent fire sønner, så ved man, at Bent gjorde en kæmpe forskel. Jeg vil gerne først og fremmest kondolere Bents fire sønner, svigerdøtre, børnebørn og oldebørn. Et fællesskab som jeg er så heldig at være en del af.

Jeres smerte må være ubærlig. Som en klog man engang har sagt. Man kommer ikke over et nært familiemedlems dødsfald, men man kan i bedste fald komme igennem det.

Da Kristelig Dagblad spurgte Bent Melchior i 2017, hvad han gerne ville huskes for, sagde han: Som en person der har gjort sig umage for at gøre denne verden bedre.

Bent gjorde sig umage. For ham var solidaritet ikke bare et ord han brugte i sin festtaler. Han var solidarisk med de udsatte, med dem der var på flugt og dem som blev dæmoniseret.

Bag hvert ord, var der en handling. De sidste 12 år var jeg så heldig at rejse rundt med Danmarks største brobygger. Trods for hans motto var "Vi bygger bro" uden at bruge CO2, kørte vi tit rundt i min bil eller i hans gamle Audi, som han aldrig låste med argumentet, at ingen ville gøre sig den ulejlighed at stjæle en den. Den blev naturligvis stjålet en dag. Og Bent var glad for, at den havde tjent et større formål, da politiet fortalte ham, at den var brugt som en rampe.

Uanset om vi kørte rundt til brobygningsarrangementer mellem muslimske og ikke muslimske friskoler. Uanset om vi bankede på hos moskeer, udsatte boligområder i Gellerup eller var i bibliotek i Gentofte, eller delte et måltid mad til Ramadanmiddage, julefrokoster, Shabbataftener, udviste han stor respekt for sine medmennesker. – også til dem, som ikke altid fortjente den.

Bent var modig. Da han mødtes med Grimhøjsmoskeen, blev han af sine kritikere kaldt for naiv. Bent var ikke så optaget af, hvilke titler andre gav ham. Han var en ægte leder. Ikke en af slagsen, der følger folkestemningen og lever i ekkokamre. Nej, men den der gjorde sig umage for at gøre verden et bedre sted at være. Han insisterede på dialogen. Han var nysgerrig. Også på sin fjenders holdninger. For hans motto var at freden kunne ikke skabes med vennerne. Man var nødt til mødes og også tage de den kritiske samtale med fjenderne. Han sagde:

"Uden dialog kommer vi på afveje, der fører til fordomme, til hadefulde tilstande. Derfor er det alt for letfærdigt at afvise dialogen, der skal føre til gensidig forståelse og måske til tider til nytænkning."

Han stillede sig gerne i orkanens øje og var villig til at betale prisen for nytænkningen. Det er ikke gratis at arbejde for demokratiet sagde han. Hans handlinger var ikke lette. Men det var også det der gjorde Bent til den fødte leder. Han kunne give håb og var fyldt med optimisme.

Humor var hans stærke våben. Den brugte han generøst. Han kunne løsne enhver anspændt stemning og derefter levere den ene skarpe holdning efter den anden. Han havde et stærkt kompas, men aldrig en moralsk løftet pegefinger. Men man var aldrig i tvivl om, hvad han var dannet af og hvad han mente. Han var ikke bange for at mene noget eller rykke sig holdningsmæssigt.

Mens de fleste religiøse ledere var imod afskaffelse af blasfemibaragraffen, mente Bent at ingen religioner skulle fritages for kritik. Han var forud for sin tid.

Han var belæst, men aldrig belærende. Han mødte sine medmennesker ligeværdigt. Uanset om det var drengen fra 6. klasse på Tingbjergskolen, kassedamen på Molslinjen eller professoren, der var imod drengeomskæring. En ting fik altid ham til at græde. Det var, når han talte om, hvordan middelhavet havde udviklet sig til den største massegrav. Hans kamp for menneskerettigheder var en kæmpe inspiration for os andre.

Bent tog livet alvorligt og var ikke altid nem at imponere.

Jeg kan huske, da vi begge fik en invitation til den franske præsident Macrons reception i København. Da jeg hentede Bent, sagde jeg for sjov, at hvis jeg ikke fik et billede med Macron, så var det hans skyld. Da vi ankom, stod alle ministre og vigtige personer i en lang kø. Pludselig fik nogle betjente øje på Bent, og de oplevede det næsten som en fornærmelse, da Bent ville vise dem sin invitation. Han blev straks ført ind i huset og fik den eneste stol i Skuespillerhuset, som han kunne sidde på. Antallet af mennesker voksede, og til sidst kunne vi intet se, der hvor vi sad. Alle stod tæt sammen, da Macron holdt en tale. Og da Macron gik ned fra talerstolen og blev omringet af mennesker, rejste Bents sig. Som da Moses delte det røde hav, rykkede alle sig til side for at give plads til Bent, og så stod vi pludselig foran Macron. Bent introducerede mig og jeg hilste på Macron. Bent kiggede på mig og sagde "nu fik du dit billede. Lad os tage hjem".

Jeg spurgte Bent, hvad han huskede fra arrangementet. Det eneste, der havde gjort et stort indtryk på ham var, at kronpinsen var kommet over til ham og havde hilst på ham og spurgt, hvordan han havde det. Bent var patriot, men aldrig nationalist.

Kære Bent.

Sammen byggede vi foreningen Brobyggerne op sammen med andre ildsjæle. Du var ambitiøs og ønskede dig 10.000 medlemmer første tre år. Da jeg fortalte dig, at nu havde vi rundet fire 4000 medlemmer, var din første kommentar, at nu manglede jeg de sidste 6. Utrætteligt stillede du op for at fortælle om samtalens nødvendighed. Du troede på det gode i mennesker og var en sand demokratiforkæmper.

Du var også min fortrolige ven i 12 år. Min inspiration. Mit fyrtårn. Min bestyrelsesformand. Jeg ved, du ikke bryder dig om for mange tillægsord i en tale. Du må tilgive mig. Jeg har ovenikøbet prøvet at begrænse mig. Du skulle ellers havde hørt News og co i går. Da kaldte de dig den danske Dalai Lama. Jeg kunne i studiet pludselig høre dig grine.

Tak for dig. Tak for at adoptere mig som dit barnebarn. Tak for din visdom, livsglæde og kærlighed.

Må du hvile i fred sammen med din elskede Lilian.

Jeg lover, at vi i Brobyggerne vil gøre os umage med at fortsætte, der hvor du slap.

Ære være dit minde.

Özlem Cekic, generalsekretær