Tusind tak, Oscar. For at gøre denne aften i Bents minde mulig.

Jeg mødte jo faktisk Bent ret sent. Jeg var Folketingsmedlem, og jeg inviterede ham ind til en ramadanmiddag, den første af slagsen på Christiansborg, hvilket jo skabte et ramaskrig. Jeg havde sendt invitation til 179 Folketingsmedlemmer, og der var én, der takkede ja.

Bent var jo altid den, der stillede sig der, hvor ingen andre ville stille sig, så han sagde, han selvfølgelig ville komme. Jeg husker, at der var nogen, der jo faktisk troede, at man reelt blev omskåret på vej ind til middagen; det var jo helt vildt.

På vej ud fra middagen, efter vi havde haft en helt almindelig og hyggelig aften, uden svinekød og uden alkohol, er der en TV2-journalist, der stopper Bent og spørger ham lidt aggressivt: ”hvordan har du det som jøde med at deltage i et muslimsk arrangement”? Og så svarer Bent, helt stilfærdigt; ”der var jo invitation til et gratis måltid mad”. Og det ved journalisten simpelthen ikke, hvordan han skal reagere på. – Og sådan var Bent. Bent kunne afvæbne enhver konflikt med humor. Og Bent var jo den, der tog med mig, når jeg ikke rigtigt turde at tage til dialogkaffemøde alene. Det er jeg meget taknemmelig for.

I kender jo alle til vores besøg i Grimhøjmoskeen, men der et besøg, som rigtig få kender til. Vi besøgte sammen Rovsingsgades store moske – besøget var ret mislykket. Imamen vidste ikke vi kom, og de ville ikke rigtigt have besøg, og ja, der var mange ting. Så vi gik ud, og da jeg er på vej ind i bilen, kommer der en ung kvinde med tørklæde, som har en koran i hånden – hun kom nærmest løbende – og hun udbryder: ”jeg er vild med dig”! Og selvfølgelig tænkte jeg, at det var mig, hun mente. Hvem kunne det ellers være? Så jeg rækker hånden lidt frem, og i det jeg rækker hånden ud, så vender hun sig og er nærmest ved at kramme Bent og holder begge hans hænder, og hun siger: ”jeg har fulgt med i alt, hvad du har lavet. Jeg elsker dig”! Og Bent er jo helt overrasket og bliver nærmest helt genert.

Grunden til jeg fortæller netop denne anekdote, er fordi den viser os, at Bent var enormt elsket. Der var utroligt mange miljøer, som holdt utroligt meget af ham. Bent var simpelthen så tolerant, selv over for de mest intolerante mennesker, jeg har mødt på min vej. Han mødte dem med respekt og med ligeværdighed, og det har været en kæmpe inspiration, også for mig.

Bent var min ven. Han var min bedstefar, og så var han også min vejviser. For Bent kunne jeg ringe til utallige gange og spørge: ”skal jeg gå dén vej, eller skal jeg gå dén vej”?

Og det var også Bents ære, at jeg blev en del af det jødiske miljø. Når mine børn ovre på skolen sagde: ”vores bedstefar er jøde”, så var forvirringen jo ret stor, når de efterfølgende også fortalte, at deres mor er muslim.

I 2019 sagde Bent: ”Özlem, det går jo ikke, at du går rundt og drikker det der dialogkaffe alene. Lad os bygge ’Center for dialogkaffe’ op sammen”. Og sammen med Jane Sandberg, vores nye formand, byggede vi foreningen op. I slutningen af 2019 åbnede vi op for nye medlemmer, og på to år har vi fået 6.000 af slagsen. Det svarer faktisk til det halve, af hvad Konservativ Folkeparti har fået på 105 år.
Og Bent, han ønskede jo 10.000 medlemmer. Det var hans mål hele tiden. Så hver gang jeg kom og sagde: ”nu har vi fire tusinde”, så sagde han: ”godt, så mangler du seks tusinde”, og sådan kørte det ellers. For det var altid hans mål, at vi skulle ramme 10.000.

Han er her jo ikke mere. Og han kommer jo aldrig tilbage. Mange siger jo, at han var 92, at han jo var gammel, men Bent havde stadig en lang liste af ting, han skulle nå. Han skulle for eksempel til Israel en sidste gang. Det nåede han ikke. Men han nåede at tale med mig om en 10-årsplan, som vi skulle lave for foreningen. Og når jeg tænker tilbage, så nåede Bent jo rigtig meget. Når man skal vurdere et menneskes liv, så gør man det jo ikke på alt det, de ikke nåede, men det de formåede. Og alle dem der har fulgt med i Bents begravelse, de forsider der har været lavet rundt omkring i danske aviser, to håndskrevne breve fra majestæten Dronningen, alt det tyder jo i den grad på, at han var en mand, der kunne udrette noget. Og jeg håber, vi kan fortsætte hans arbejde i Foreningen Brobyggerne. Vi prøver, hvad vi kan, for at få forskellige befolkningsgrupper til at mødes, og alt starter og slutter med børnene. Så derfor prøver vi at danne og uddanne børn til at være tolerante. Komme ud i landet og uddanne voksne mennesker til at være tolerante og skabe uenighedsfælleskaber, hvor vi kan være uenige på en konstruktiv måde. Men også banke på hos dem, hvor ingen andre vil banke på. For freden, som Bent sagde, kan ikke skabes med vennerne. Man er nødt til at tale med dem, man betragter som sine fjender.

Så hvis Bents minde ikke skal forsvinde, så er vi nødt til hele tiden at holde fast i de ting, han arbejdede for. Den ene var selvfølgelig flygtninge, som betød rigtigt meget for Bent. Det andet var hele ideen om brobygning. Og jeg håber jo, at mange af jer vil melde jer ind i Foreningen Brobyggerne, men jeg håber også, at mange af jer vil støtte os, for vi har i den grad brug for, at der er nogen, der puster liv i de her ideer. Hvis vi skal flyve i flok, så er vi nødt til at være mange nok. Og derfor, Oscar, tusind tak for også din økonomiske støtte. Det er utvivlsomt, at det betyder utroligt meget for en forening som vores.

Jeg vil afslutningsvist sige, at vi i foreningen har besluttet os for, at vi opretter en Bent Melchior-pris, som bliver givet hvert år på hans fødselsdag den 24. juni. Det bliver en hel dag med konference, taler og workshops inde for de emner, Bent i den grad brændte for. Og så skal prisen jo gives til en, som har gjort sig umage, det sagde Bent altid. For når man spurgte ham, hvad han ville huskes for, så sagde han: ”Jeg håber, at jeg vil blive husket for, at jeg gjorde mig umage for at gøre verden til et bedre sted”. Og det er i den ånd, at vi ønsker at give prisen til en anden ildsjæl.

Tusind tak ordet. Og igen, tak til dig Oscar.