STØT

BROBYGGERNE

Brobygning i den offentlige debat

Det kan være svært at skabe god dialog i den offentlige debat. Det måtte vores fire paneldeltagere, Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs, folketingsmedlem for SF, Karsten Hønge, rektor på Nyborg gymnasium, Henrik Vestergaard Stokholm og kunstner, Jens Galschiøt erkende, da de sammen med Özlem tog en samtale om den demokratiske samtale i Danmark.

’’Du er uden følelser!’’

Salen var stille, mens ordene lød fra højtalerne på den computer, rektoren havde i hænderne, som han stod i centrum af flokken. Man kunne se det på ham. Man kunne se det på de fire personer bag ham. Og man kunne mærke det på publikum. Puha. Det var en grov kommentar. Rektor trådte tilbage, lukkede computeren, og i det samme begyndte publikum at klappe.

’’I skal ikke klappe, I skal sgu ikke klappe ad mig’’, udbrød en lettere flov Henrik Vestergaard Stokholm. Men det gjorde de. For det var modigt at stille sig op foran en gruppe fremmede mennesker og udstille egne fejl.

Sidste weekend i februar var vi tilbage på Nyborg gymnasium for at afholde anden del af brobyggeruddannelsen i Nyborg. Denne weekend var temaet ’De store broer - dialog og debat i den offentlige samtale’. Som del af programmet, havde vi derfor inviteret fire andre kendte stemmer i den offentlige debat til at dele deres tanker om dialogens vilkår i det offentlige rum og deres egne erfaringer. I en samtale ledt an af Özlem reflekterede de over, hvorfor den offentlige debat er så svær.

Hvornår bryder dialogen sammen?

Indledningsvist bad Özlem alle fire om at dele deres oplevelse med en debat, hvor de ikke havde været så dialogiske og konstruktive, som de kunne havde ønsket sig.

Det var i denne sammenhæng, at Henrik Vestergaard Stokholm netop havde afspillet et klip fra en debat mellem tidligere folketingsmedlem, Martin Henriksen, og ham selv. Og som det næsten er mere reglen end undtagelsen, virkede teknikken ikke, hvilket var årsagen til rektorens ydmyge placering i centrum. Til skue for alle stod han, mens lyden af hans hårde ord kom frem i et personligt angreb på Henriksen. Selv erkendte Henrik Vestergaard, at han gik over grænsen. Han gik efter manden i stedet for sagen.

Som uerfaren debattør oplevede Henrik Vestergaard Stokholm efterfølgende også at være rystet over sine grove kommentarer, men også hvor svær den offentlige debat faktisk kan være, fortalte han med en vis frustration i stemmen.

Kenneth Muhs tøvede dog ikke med at bakke op, da han kort efter også åbnede op om en situation, hvor han heller ikke havde været den bedste version af sig selv. Borgmesteren var pludseligt blevet hovedperson i en shitstorm, hvor han blev beskyldt for ’’at have lavet et knæfald for islam’’ og blev kaldt landsforæder. Særligt stemplet som landsforæder var personligt hårdt for den tidligere officer i hæren. Normalt ville han helt holde sig fra den type skarpe og nytteløse debatter, men de personlige anklager fik ham til at handle og, som han selv beskrev, gøre alt det forkerte:

’’Det ku’ kraftedeme ikke passe…’’, indledte Kenneth Muhs. Lyden af latter spredte sig i salen, mens borgmesteren ærligt fortsatte med fortælle, hvordan han i en besked havde reageret på en anklage og brugt nogle mindre pæne gloser samt kommenteret nedladende på vedkommendes begavelse. Det var tydeligt at se på ham, at det ikke var et øjeblik, han var stolt af. Alligevel var borgmesteren dog i stand til at trække på smilebåndet over episoden nu.

Som de to herrer havde erfaret, kan den offentlige debat ofte være frustrerende og hård at være en del af. Selv hvis man gør sig umage, risikerer man at blive presset helt derud, hvor følelserne tager over, og man glemmer alt om de gyldne principper for god og konstruktiv dialog.

Også den garvede folketingspolitiker, Karsten Hønge, fremhævede, hvordan følelserne ofte koger over, når kritikken bliver for personlig. Ifølge Hønge er politik ligesom en mental kontaktsport, hvor det kræver holdninger, man slår sig på. Selv overlever han i det hårde miljø ved at træde ind i en rolle som politiker.

Tag luften ud af debatten

’’Samtaledemokratiet er jo blevet til samtaleråberiet’’, konstaterer Henrik Vestergaard Stokholm, da dialogen bevæger sig over mod nogle af de problemer, deltagerne oplever ved den demokratiske samtale i dag.

Flere af paneldeltagerne var enige i rektorens bemærkning, men gav også udtryk for, at det var svært at trænge igennem uden.

’’Vikaren fra helvede’’, Hønge, gav udtryk for, at de skarpe linjer og spydige argumenter var en del af den offentlige og politiske diskussion. Det var Venstre-politikeren hurtig til at udnytte, da han trådte frem og argumenterede for det stik modsatte. Debatten behøver ikke være sådan, lød det fra lokalpolitikeren, hvorefter han udlagde, hvordan han selv forsøger at bidrage til en bedre tone ved at holde sig på egen banehalvdel og ikke tale så dårligt om andre.

At holde sig på egen banehalvdel. Mon ikke det var noget, der gav genlyd hos mange af brobyggerne, som engagerede lyttede med.

Jens Galschiøt, der er kendt for at bruge sin ofte samfundskritiske kunst til at udtrykke politiske budskaber verden over, har erfaret, hvordan han selv kan bremse en konflikt, inden den tager overhånd. Med udgangspunkt i et eksempel fra en tur til Kenya, hvor kunstneren havde skabt en offentlig udstilling med et provokerende værk, fortalte han om, hvordan han nåede at stoppe en potentiel voldsom konflikt ved at afmontere sit værk i tide. Galschiøt kaldte det at tage luften ud af debatten.

Seriøs samtale med plads til sjov

Til trods for emnets alvor formåede paneldeltagerne og kursisterne alligevel at skabe et rum, hvor der både var plads til seriøse diskussioner og humoristiske kommentarer.

Derfor bar debatten præg af en god og behagelig stemning.

Kursisterne bidragede også til en konstruktiv samtale med den måde, de deltog i diskussionen med åbne og nysgerrige spørgsmål. Det var bemærkelsesværdigt, hvordan de gjorde brug af nogle af de mange redskaber, de har lært i løbet af Brobyggeruddannelsen.

Tak for en spændende weekend med givende indslag fra kompetente gæster og med glade, dygtige og interesserede kursister.

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.