STØT

BROBYGGERNE

Brobyggeruddannelsen har været i Roskilde

Her i weekenden summede den gamle festsal på Roskilde Gymnasie af liv. 40 engagerede og nysgerrige mennesker var mødt op på #brobyggeruddannelsen for at lære en masse om, hvordan man bygger bro i de nære og sommetider konfliktfyldte relationer – hvad vi kalder ”de små broer”.

Weekenden bar præg af god energi, en masse grin og endnu vigtigere, en god sjat tillid til hinanden. Deltagerne havde nemlig fået til opgave at medbringe eksempler på svære eller konfliktfyldte situationer fra deres egne liv, som de kunne tage udgangspunkt i, når vi skulle træne dialog. Det kræver tillid og mod at turde åbne op overfor nye mennesker.

Som noget nyt, havde vi to garvede brobyggere med, Dennis og Britta, der begge deltog på den allerførste brobyggeruddannelse i København i 2022. Dennis og Britta hjalp til, talte med de nye deltagere og delte deres erfaringer med at facilitere brobyggende aktiviteter. Dennis fortalte om, hvordan han var medarrangør af en stor interreligiøs ramadanmiddag, hvor der blandt andet blev talt om forskelle og ligheder mellem kristendommen og islam. Britta fortalte om, hvordan hun var med til at afholde en spændende workshop for lærerstuderende med religion som undervisningsfag, hvor de blandt andet fik mulighed for at gå i dialog med repræsentanter fra en række forskellige religioner, og på den måde få et større indblik i religionerne indefra.

Det er fedt at have nogle at spejle sig i, og vi håber, at de nye brobyggere er blevet inspirerede af Dennis og Brittas fortællinger.

Næste gang vi mødes på Brobyggeruddannelsen i Roskilde, skal det handle om ”de store broer”, og indtil da, har deltagerne fået en lille udfordring; de skal invitere på dialogkaffe. Kaffebønnerne har de fået med sig hjem, og dialogredskaberne er friske i erindringen.

Tusind tak for en fantastisk weekend. Vi glæder os til vi ses igen til endnu mere dialog og brobygning i april!

Min kurv
Din kurv er tom.

Det ser ud til at du ikke har valgt noget endnu.