Brobyggeruge i grundskolerne
Mennesker fødes åbne og fordomsfri, men allerede i grundskolen sætter børn spørgsmålstegn ved det, de ikke kender. Hvis vi skal sikre en forståelse mellem befolkningsgrupper, er det centralt, at der allerede i skoletiden kommer dialog med og mellem børn om, hvad det vil sige at være forskellig.
Trygfonden har støttet Foreningen Brobyggerne i at udvikle en metode til at uddanne 600 elever i at være fremtidens brobyggere ved at styrke deres evne til dialog og til at reflektere over frygt og ”de andre”. I løbet af Brobyggerugen blev eleverne undervist i, hvordan dialogen kan give nye forståelser, relationer og indsigter om de ting, vi taler om, og de mennesker vi taler med. Eleverne har undervejs mødtes med elever fra andre skoler og med dialogkorps, der har udvidet deres horisonter.
På denne side kan du finde al relevant undervisningsmateriale, så du kan igangsætte en Brobyggeruge på din skole.
Vi håber, at det materiale, vi har udviklet, kan give dig, som underviser, konkrete brobygnings- og dialogundervisning med det formål at bevidstgøre eleverne om, at frihed til alle kræver tolerance over for det, der er anderledes.
Metodekatalog
I metodekataloget kan du læse mere om formålet med brobyggerne, samt hvordan de overordnede og specifikke læringsmål er implementeret. Derudover kan du finde konkrete metodeanvisninger til at tilrettelægge undervisningen, pædagogiske overvejelser bag valg af emner og øvelser, samt refleksioner over rollen som underviser i brobygning. Endelig er en konkret Brobyggeruges indhold beskrevet i detaljer, herunder forslag til skema.
Undervisningsmaterialer
Tema: Demokrati og uenigheder
På den første dag introduceres de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder samt emnet brobygning og demokrati, som skaber rammen for ugen. Her drøfter I bl.a. de fordele, der er forbundet med frihed til forskellighed, og hvordan man kan bruge dialogen til at rumme uenigheder.
Som en del af læringsmaterialet er bl.a. anvisninger til konkrete dialogøvelser, som kan hjælpe dine elever med praksistræning.
Tema: Sprog, der lukker og åbner
Modulet har til formål at styrke dine elevers bevidsthed om, hvordan sprog aktivt kan bruges til at mindske eller øge afstanden mellem mennesker samt give dem en række sproglige greb til at identificere den slags brug.
Som en del af læringsmaterialet er bl.a. anvisninger til konkrete dialogøvelser, som kan hjælpe dine elever med praksistræning.
Tema: Fordomme og forforståelse
På dag 2 introduceres begreberne fordom, forforståelse, outgruppe, ingruppe, majoritet, minoritet og normer. Her drøfter I bl.a. hvordan fordomme skabes, og hvad man kan gøre for at forebygge dem. Derudover ser I nærmere på, hvilken rolle vores forforståelse spiller i mødet med mennesker, og hvordan samtale kan bygge broer.
Som en del af læringsmaterialet er bl.a. konkrete dialogøvelser, som kan hjælpe dine elever til at reflektere over deres egne fordomme.
Tema: Dialog og kommunikation
På dag 3 får dine elever indsigt i, hvordan forestillinger og indre billeder af det, vi taler om, påvirker kommunikationen. Modulet giver eleverne en forståelse af, at man gennem dialog og samtale kan nærme sig hinandens tanker, fortolkninger og indre billeder. Både sine egne og andres billeder og tanker.
Som en del af læringsmaterialet er konkrete dialogøvelser, der kan få eleverne til at være bevidste om deres indre billeder.
Tema: Konflikter og løsninger
På dag 4 sætter I fokus på de normer, der er i samfundet og i grupper. I drøfter bl.a. hvordan det at have forskellige normer kan påvirke måden, man løser problemer på. Ved at synliggøre normer kan man forstå, hvad der fører til fordomme og diskrimination.
Øvelserne og diskussionerne fra læringsmaterialet tjener til at synliggøre og bevidstgøre de forskellige normer, samt at reflektere over, hvordan normer former og begrænser os.
Tema: Mødet med ”de andre”
På dag 5 besøger eleverne ”de andre”. Det kan være en anden skole, hvor elevsammensætningen er anderledes, eller det kan være religiøse, politiske eller frivillige institutioner. Man kan også tilrettelægge egnede repetitionsaktiviteter,lade sig inspirere af øvelseskataloget eller invitere en dialogkorps fra listen. Se metodekataloget under “Eksempel på skema”.
Her kan du læse mere om konkrete øvelser, til Brobyggerugen, der vil styrke elevernes evne til dialog og til at håndtere frygt og konflikter omkring ’anderledeshed’. Med konkrete øvelser vil eleverne få redskaber til at træffe bevidste valg i forhold til relationer samt sætte fokus på fordomme over for andres religion, sprog, kultur, etnicitet, seksuelle identitet, holdninger og grænser.
Brobyggerspil
Formålet med spillet er at fremme den demokratiske samtale mellem deltagerne. En samtale, som hverken er dæmoniserende eller fordomsfuld, men til gengæld er både kritisk og konstruktiv. Spillet er et samtalespil, og hvis du er intresserede i at købe Brobyggerspillet så kan du gøre det via knappen herunder: