Jeg mødtes i dag med en brobygger i USA. Hun turde ikke at have sit ansigt på billedet. Det var en meget stærk oplevelse.

Hun arbejder med kvinderettigheder, men ikke direkte med abort spørgsmålet. Hun oplever voldsom modstand. Selv hendes far har smidt en stol efter hende midt i en diskussion.

Familier er splittet, fortæller hun, da vi mødes på en café. Hun er gudesmuk. Sindssyg skarp retorisk og utrolig engageret. Hun har en langt uddannelse og driver et stort firma med sin far.

Spørgsmålet om kvinderettigheder, børnepasning, barselsregler og lige adgang til uddannelse, er noget hun bruger alle sine vågne timer på. Hendes øjne bliver våde, da jeg spørger, hvor meget hun arbejder frivilligt ved siden af sit job. “Mine børn synes jeg arbejder hele tiden” siger hun.

Hun vil ikke kalde sig for aktivist, fordi hun mener, at ordet er forurenet.

Hun kalder sig for brobygger, da hun både samarbejder med republikaner og demokrater. Faktisk har hun hjulpet kandidater fra begge partier. Så længe de vil tale kvinderettighederne op, så længe vil hun stå lige bag dem.

Hun taler dog aldrig selv om "forlife" eller "forchoise". Disse ord dæmonisere og splitte amerikanere, mener hun. Hun vil gerne samle. Hendes erfaring er, at det er nærmest blevet en umulig opgave siden 2015.

Folk der tror på en løgn, tror jo i virkelighed ikke på noget, siger hun og i en vejrtrækning modsiger en række offentlige løgne om kvinder.

“Men jeg bliver ved!” siger hun med en styrke i stemmen, at jeg ikke er et øjeblik i tvivl. Men virkeligheden er desværre, som jeg også fortæller hende, så bliver menneskerettigheder og frihedsrettigheder stort set i alle lande i verden indskrænket.

Det vil tage årtier alene i USA at rette op, konkluderer hun.

Jeg møder mange på mine rejser, men sjældent præsenterer folk sig som brobygger. Hendes erfaringer er genkendelige for mig, da hun fortæller, hvor mange der modarbejder aktivt dialogen fra begge fløje.

Jeg roser hende for hendes mod. “Men alt det arbejde jeg laver, kan jeg ikke være ansigtet på, fordi prisen vil være for høj. Det har jeg lovet min familie” siger hun uden at uddybe.

Pludselig sidder vi dér - midt i en bogcafé, i verdens mest frie land og bliver tavse - sammen.